En uopklaret ildebrand
----------------------

| Et tidsbillede fra 1793

| af


| Kr. Pedersen, Tjæreby ved Skælskør


| Sorø Amtstidendes søndagstillæg 11. april - 30. maj 1937


| Den 24. september 1790 blev ungkarl Lars Christoffersen og pigen
| Marie Jørgensdatter trolovede (Tjæreby kirkebog).

| Lars Christoffersen var barnefødt i Menstrup på en gård, der
| tilhørte universitetet. Han var flyttet til Tjæreby for en halv
| snes år siden. Når dette kunne lade sig gøre, var det, fordi han
| tog tjeneste på en universitetsgård, hvoraf der lå tre i Tjæreby.
| Han var altså ikke rejst fra godset, og stavnsbåndet kunne ikke
| hindre det. Han var nu 29 år gammel.  Marie Jørgensdatter var 23
| år. Datter af Jørgen Andersen, som beboede en af de nævnte gårde.
| Der skulle ikke være noget egentligt trolovelsesgilde, kun den
| allernærmeste omgangskreds.  Karen Jørgens, pigens moder, var nu
| færdig med forberedelserne og ventede mandfolkene, som var hos
| præsten. Der kunne vist blive tid til at lukke den hæl på
| bindehosen, inden de kom. Med det samme fik hun tid til at samle
| tankerne lidt.  Ja, det var jo kedeligt dette her; men nu var der
| ikke noget at gøre mere for at forhindre det. Ja, det ville
| ovenikøbet være uforsvarligt som sagerne stod. Nå, hvad| Det gik
| kanske også bedre, end hun havde forestillet sig.

| Lars havde tjent flere år hos dem, men i de sidste dog hos deres
| nabo. Han havde været en ualmindelig dygtig og pålidelig karl,
| men Karen kunne dog ikke lide ham, fordi han var så selvklog.
| Han havde altid sin egen mening om alle ting, og han udtalte den
| også, uden at tænke på om han muligt stødte andre dermed. Karen
| havde tidligere søgt at rette på ham, men han bare grinede af
| hende og sagde, at han havde lige så godt lov til at sige sin
| mening, som hun sin, enten den så passede hende el ler ej.

| Jørgen, hendes mand, syntes godt om partiet - men - ja, hun kunne
| jo godt tilstå det for sig selv, han havde jo heller ikke bedre
| forstand end folk i almindelighed. Særlig galt havde det været
| med hendes forhold til Lars, siden han begyndte at gå og smidske
| for Marie, det vil sige siden Karen blev opmærksom på det, for
| egentlig havde han nok gjort det, siden han kom til Tjæreby, og
| det var vel nok derfor, at han var blevet i byen.  Nu var det så
| gået sådan, at Karen måtte bide i det sure æble og selv skyde på
| med begge hænder. Ja, da Lars forleden dag havde drillet hende
| med, at han godt kunne rejse sin vej, siden hun havde så meget
| imod ham, så havde hun måttet bede ham om endelig ikke at slå
| hånden af hendes datter. Nå, det var der heller ingen fare for.
| Han gjorde så meget ud af Marie, men kedeligt var det nu for
| Karen, at hun ikke havde så megen magt over sin egen datter, som
| hun ønskede sig, og det var hans skyld. Godt var det dog, at det
| ikke var nogen fattig karl, hun fik til svigersøn. Han havde
| sikkert noget på kistebunden; han havde aldrig lagt noget øde, og
| gode klæder havde han også.


| Nu kom Marie ind og fortalte, at de kom skrås ned over
| Nyvangstofterne.  Snart sad man bænket om bordet og om et
| dampende suppefad. På denne årstid var det jo noget småt med
| sulevarer, men i dagens anledning var der et par høns, der havde
| rakt hals.  Det var ikke noget stort selskab, der var samlet.
| Foruden de unge og pigens forældre var der Peder Jæsesens og hans
| kone fra Magleby, samt Hans Christensen og hans kone fra en anden
| af universitetsgårdene, Lars's husbondsfolk.  Samtalen ved bordet
| kom selvfølgelig snart til at dreje sig om de unges
| fremtidsudsigter. Lars mente ikke, det havde nogen nød, nu
| stavnsbåndet var løst; kunne der ikke blive noget på det højlærde
| gods, og det kunne der næppe, så var der herregodserne. Der kunne
| der sagtens blive noget, om ikke lige straks så dog siden. Karen
| Jørgens sagde hertil, at de måtte hellere se at få et hus, for
| husfolk havde det så roligt. De havde ikke noget hoveri at svare,
| skulle aldrig møde på hovmarken, uden de lod sig leje af
| gårdmændene, og det fik de deres gode betaling for.  Lars
| svarede, at han ville ikke være husmand, så hellere få en
| udflytter gård, der kunne man så dejligt have al ting for sig
| selv. "Nej, endelig ikke en udflyttergård", sagde Karen. Hvis hun
| selv skulle vælge, ville hun helle re bo på en kirkegård end på
| en udflyttergård. Når man nu så disse udflyttede Tystoftegårde,
| så kom man jo til at tænke på, at disse folk måtte være spedalske
| eller lignende, siden de måtte bo ude på den vildene mark, hvor
| der ikke var ly eller læ for nogen vind.  Samtalen blev her
| afbrudt, fordi der kom et fremmed menneske ind i stuen.  Det var
| skræder-Niels eller Niels Christensen, som hans navn var. Han var
| nabo og beboede et hus ved siden af. Han var en lille vanfør
| mand, som var kendt for at være om sig alle vegne, hvor der var
| lidt at redde. Et godt måltid mad f.eks. Det var derfor ingen
| overraskelse, at han kom her. Lars sagde derfor: "Nå, nu kunne du
| så lugte suppen". Skræderen gav sig ikke tid til at svare, men
| spurgte: "Har I hørt, at Morten og Niels Høj skal i slaveriet"?
| "Sæt dig hen og få en skefuld suppe med; når du får fedtet halsen
| til, så fortæller du bedre", sagde Jørgen Andersen.

| Til underretning for læserne må her fortælles en begivenhed, der
| havde fundet sted ca. tre uger forinden. En dag først i september
| var alle Basnæs' hovbønder samlet for at binde hvede på
| hovmarken. Det gik sådan for sig, at hver mand fik anvist en ager
| (ca. 3 favnes bredde). Når hele rækken var stillet op, skulle
| arbejdet begynde samtidigt over hele linien efter et givet
| signal. Hveden skulle bindes i halmbånd, som var udleveret. Op på
| formiddagen begyndte det at småregne, og forvalteren, Rasmussen
| hed han, gav ordre til at standse med arbejdet. Det kneb til med
| at få standset. Grunden har sagtens været den, at der lå så meget
| derhjemme, der ventede, Nok er det, at forvalteren og
| ladefogeden, Ivar Pallesen var dennes navn, måtte gentage ordren,
| som nu også blev efterkommet. Forvalteren red langs rækken, og
| blev der opmærksom på en mand, der stod og bandt endnu. Det var
| landsoldat Morten Jeppesen fra Tjæreby, der stod og bandt sit
| båndknippe om.  Forvalteren, der troede, at det var hvede han
| bandt endnu, drejede hesten om og gav Morten en ordentlig dragt
| af ridepisken. Morten greb hesten ved tøjlen, og der begyndte et
| vældigt mundhuggeri. De to nærmeste mænd, husmændene Niels Høj og
| Peder Jensen fra Tjæreby, kom også til og deltog.  Hvad der er
| sagt blev aldrig helt opklaret, da vidnerne ikke kunne høre det
| ene for det andet; dog blev det slået fast, at Niels Høj havde
| råbt: "Du kan bare prøve på at slå. Jeg tager ikke mere end eet
| slag".  De to hovedvidner, ladefogeden og murmesteren på gården,
| havde begge været for langt borte til at få enkelthederne med,
| dog havde de begge set Morten holde hesten ved hovedet og hørt
| den nævnte udtalelse af Niels Høj. Ved ladefogdens mellemkomst
| skiltes de. Forvalteren red hjem, og de andre fortsatte med
| arbejdet hele dagen, det var nemlig blevet tørvejr igen.

| Forvalteren tog til Skelskør og meldte de tre mænd for "voldelig
| adfærd mod sagesløs mand". Der blev nu holdt nogle
| politiretsmøder om denne sag, og det var et af disse, skræderen
| kom og refererede for selskabet. Med hensyn til straffen tog
| skræderen dog fejl, da han forvekslede forvalterens påstand om
| straf (ikke under tre måneder i Københavns forbedringshus) med
| dommen som dog først faldt senere (Fra Vester Flakkebjerg Herreds
| politirets protokol)

| Nu kan det nok være, at bønderne fik samtalestof. Lars var den
| første, der gav sin harme luft. Havde det været ham, der havde
| fået af pisken, skulle forvalteren ikke have sluppet så billigt.
| "Jeg havde revet ham af hesten og givet ham sådan en omgang, at
| han nok skulle have set sig bedre for en anden gang."  "Jøsses
| kors dog|" udbrød Karen, "så havde du kommet i slaveriet for
| livstid". Nej så havde det været klogere ingen ting at gøre, for
| når forvalteren havde opdaget, at han havde taget fejl, så havde
| han nok gjort det godt igen på en eller anden måde.  Der udspandt
| sig nu en livlig ordveksling om, hvad der var det rigtigste af
| disse modsætninger.  Under den nærmere drøftelse af begivenheden
| på hovmarken udkastede Lars den påstand, at Morten Jeppesen og
| Niels Høj godt kunne trænge til at få over næsen, da de tit var
| noget næbbede og voldte ufred med herskabet.  Hans Christensen
| spurgte, om han ikke stod på sine standsfællers parti. "Ret skal
| være ret," sagde Lars, "og det er ikke altid, at bønderne har
| ret.  Det er ofte et uforskammet driveri, der finder sted på
| hovmarken.  Vel er det ikke så tit, jeg har været til hove, men
| så meget har jeg da set, at der ofte kunne udrettes det dobbelte,
| uden at nogen blev overanstrengte." "Hys, hys|" skyndte Karen sig
| at udbryde.  "Pas dog på din mund, Lars. Hvis det kommer ud, at
| du siger sådan noget, kan det gerne gå dig ligesom Jørgen
| Christensen fra Lundby, som blev sådan gennempryglet sidste
| Skelskør marked, fordi han havde sagt noget lignende." Peder
| Jæresen spurgte nærmere ud om denne sag, og skræderen, som altid
| var godt underrettet, fortalte: "Jo, Jørgen Christensen havde
| været meget åbenmundet overfor herskabet, om hvad bønderne havde
| talt om indbyrdes, og derfor havde disse lovet ham en ordentlig
| dragt prygl, når de fandt lejligheden passende.  Nu forleden ved
| markedet i Skelskør havde Mads Larsen fra Lundby givet ham sådan
| en omgang midt på gaden, mens de andre lundbyer stod rundt om og
| nød afstraffelsen.

| Efter denne omgang belavede Jørgen C. sig på at tage hjem. Der
| var dog nogle af lundbyerne, som fandt, at han havde fået for
| lidt, og de gik derfor uden for Smidstrup by, hvor de afventede
| hans komme. Jørgen C., som havde sin kone med, blev trukket ud af
| vognen og fik atter en omgang værre end den første.  Denne gang
| var det Povl Pedersen, der var hovedmanden (Fra Vester
| Flakkebjerg Herreds politirets protokol).  Der udspandt sig nu et
| ordskifte om dette var ret eller ikke. Det sluttede med, at den
| rolige og besindige Hans Christensen fastslog, at den dag måtte
| komme, da man kom til at ophæve hoveriet.  Som det gik nu, blev
| bønderne fristet til at rotte sig sammen mod herskabet, og det
| var et spørgsmål, hvem der tog mest skade af det. Hans C.  mente
| nu, at det var bønderne.  Med det samme de var ved slagsmål, fik
| de drøftet en anden begivenhed af samme slags fra samme
| markedsdag.  Det var deres egen degn, hr. Breson, som havde fået
| så læsterlig med tærsk af en udpræget slagsbroder, Ole
| Christensen fra Høve, så degnen gik med indbundet hovede endnu
| (Holsteinsborgs birks retsprotokol).

| Endskønt de godt var enige om, at degnen havde godt af en lille
| omgang, så var han dog kommet temmelig uskyldig til det denne
| gang. Som så ofte før måtte skræderen holde for med hensyn til
| løjerne. Han var som sagt om sig på alle områder, og han måtte
| også høre for det. For at få samtalen ledet i anden retning,
| begyndte han at tale om den forestående udskiftning i Tjæreby.
| Han var i stor spænding om, hvorvidt han ville komme i
| betragtning  med hen syn til at få tildelt jord. Han mente selv,
| at komme ind under begrebet husmand. Han havde da før haft en ko
| græssende på bymarken, men i de sidste år ingen på grund af, at
| den var død, og han havde ikke evnet at anskaffe en igen.  Lars
| syntes ikke, at det kunne gavne skræderen stort at få en huslod,
| som rimeligvis lå langt ude på marken et sted. Man kunne bare se
| til de Tystofte husmænd, som havde fået deres lodder ude på
| Fælleden. Hovvejshusene, som man kaldte dem, fordi de lå ved
| hovvejene, de fleste ved Borreby hovvej. Det kunne endda gå for
| dem, der var bygget huse til, men for alle dem, der boede i byen,
| var sådan en jordlod ganske værdiløs, og for dem, der var bygget
| til, var fordelen tvivlsom.  Husene var nemlig dårligt byggede af
| gamle materialer, enten fra nedrevne gårde i byen eller gamle
| bygninger på herregårdene. For at spare, opførte man de såkaldte
| tvillingehuse, det vil sige 2 familier i et hus, som så lå tværs
| over skellet med stuerne ved siden af hinanden, kun med det tynde
| skillerum imellem, som stod lige over skellet. Det var lavet
| sådan for at få det luneste sted i huset at bo i, men der fulgte
| den ulempe med, at man i den ene stue kunne høre alt, hvad der
| blev sagt i den anden, og det befordrede aldrig noget godt
| naboskab.

| Hans Christensen mente, at hvis en sådan koloni af husmænd måtte
| lave et fællesskab, en by, for dem selv, så kunne det endda gå,
| men det måtte de jo ikke. Han var godt enig med Lars om, at det
| var for lille en plet jord til at dyrke  med korn. Der skal 6
| heste for en plov, især første gang den skal pløjes. Der ville
| næsten den halve jord gå med til vendeplads, og skal der gro
| korn, skal der også vandgrøfter til og det vil yderligere
| besværliggøre driften.  "Nej," sagde Lars, "husmand vil jeg ikke
| være nu efter udskiftningen. Vel har det været det bedste før,
| men nu bliver det dårligere end ingenting. Så hellere gårdmand
| eller galt skal være så indsidder." Karen Jørgens fik et stramt
| træk om munden.  Hendes mand kendte det og vidste, at det
| bebudede en skarp replik, han skyndte sig derfor at aflede sam
| talen. "Jeg har i dag snakket med Per Lassen, I véd ham der bor i
| den udflyttede Tystoft gård her ude vest for højene. Han var i
| går aftes ude at spille til bryllup i Vedskølle. Da han gik hjem,
| skød han genvej over alle marker. For ikke at komme for nær til
| Fladmosen, I véd nok væderen, så kom han op i nærheden af
| Bavnehøj. I véd med stendysserne, og da lige med et så han højen
| stå på 4 gloende pæle, og så at de underjordiske også  holdt
| gilde. Han kunne tydelig høre musikken. Han blev så forskrækket,
| at han besvimede.  Han vidste ikke hvor længe han lå der, men da
| han kom til sig selv, var det højlys dag, og han frøs, så han
| dårligt kunne gå hjem, han så også dårlig ud. Marie udbrød: "Det
| var da rædsomt". Lars sagde samtidigt: "Tror I ikke, at Jørgen
| Holses gode brændevin har været med i spillet." I véd, at Jørgen
| er en mester til at lave brændevin, men han er også en klog mand;
| han giver ikke spillemanden mere end lige til at holde humøret
| ved lige, men så lige til slutning giver ham alt det, han kan
| pæle i sig.  Jørgen Andersens forsøg på at undgå sammenstød
| mellem hans kone og svigersøn var ikke lykkedes. I en irriteret
| tone spørger hun: "Du vil kanske gøre det til løgn, at der er
| underjordiske i Bavnehøj."  "Det har jeg ikke sagt," svarede
| Lars.  "Kun det har jeg sagt, at den, der har drukket af Jørgen
| Holses brændevin kan nok træffe at få noget at se, som andre ikke
| kan få øje på." Jørgen Andersen skyndte sig igen at aflede. "Jeg
| tror alligevel, Per har set noget, for han var meget "andereret"
| og sagde, at han skulle nok vogte sig for at komme højene for
| nær." Sidse Per Jæses spurgte, hvad der var med den vædder, som
| var blevet omtalt.  "Jo," forklarede Karen Jørgens. "I de mørke
| efterårsaftener går der en vildfarende vædder ude i Fladmosen,
| men hvis nogen vil prøve på at fange den, kan de ikke få holdt op
| med at løbe, før de styrter om af udmattelse. Hvis sådan et
| menneske overlever, bliver han underlig alle sine dage." Måltidet
| var forlængst forbi.

| Efter suppen havde man spist hønsekød med brød og snaps til.
| Jørgen Andersen var ikke så nymodens at bruge snapseglas, som der
| ellers var nogle, der havde begyndt på. Man benyttede et tinbæger
| på ½ pægl, som gik fra mund til mund, og for hver mund, det
| passerede, blev tømt og fyldt igen. Kvinderne skulle også smage,
| hvor godt det var lavet.  Efter at madresterne var fjernet, blev
| bægeret ved at gå sin gang. Jørgen måtte stadig ud i "steset" med
| dunken  for at fylde på, men som den kloge mand, han var, spædede
| han mere og mere vand i brændevinen efterhånden. Det var ikke så
| meget besparelseshensyn, som faren for, at sprængstoffet, som var
| i luften, skulle eksplodere, hvis brændevinen var stærk.

| Efterhånden steg stemningen hos selskabet, især hos skræderen.
| Han begyndte at fortælle om en lang rejse, han skulle på. På
| spørgsmålet om hvor og hvad, fortalte han, at han havde søgt råd
| og bistand hos provsten i anledning af den ønskede jordlod.
| Provsten havde rådet ham til at tale med inspektøren for
| universitetsgodset, han boede på Eskildstrup ved Ringsted. Det
| var en spadseretur på ca. 7 á 8 mil, og den skulle foretages nu,
| mens vejret var godt. Hans Christensen anbefalede ham at søge
| befordring med kalvekuskene fra herregårdene her omkring, når de
| kørte til torvs i København, men der var en hage ved dette råd,
| at han skulle have en god forsyning af mad og drikke med til
| fælles fortæring på vejen. Dette kunne skræderen ikke tænke sig
| at skaffe, så det blev nok til fods det skulle foregå.

| Lars kunne ikke forstå, at nogen ville gøre så stor ståhej for
| sådan et skaldet stykke jord, som dog ingen ting var værd
| alligevel, når der var udskiftet. Karen lod falde en bemærkning
| om, at folk er så forskækkelig kloge nu om stunder. Uden at hun
| havde tilsigtet det, havde hendes stemme et anstrøg af bitterhed.
| Lars opfattede det som en snert til ham. (Bægeret havde nu været
| 3 gange rundt), og svarede lidt skarpere end han selv vidste:
| "Ja, heldigvis er folk da ikke lige tossede allesammen." Karen
| opfattede det som en skose til hende selv, hvad det vel også var,
| og svarede endnu skarpere: "Det har altid været en fordel at være
| husfolk." Hun rettede det til: været en fordel ligeså længe jeg
| kan huske og lige så længe min mor kunne huske tilbage også. Da
| vi skulle giftes, sagde hun: "Tag ikke gård, hvis i på nogen måde
| kan blive fri." Det kunne vi imidlertid ikke, men min søster og
| hendes mand blev fri, og de har haft det meget bedre end vi, og
| vi er dog ikke af dem, der har haft det værst. Jeg kan derfor
| blive så gal i hovedet, når der er nogen, der vil gøre sig klog
| og ikke agte på erfarne folks tale.

| Det var ikke Lars' natur at give efter i en ordstrid og mindst af
| alt i en sag som denne, der berørte ham selv så meget. Han
| svarede i en hård tone: "Jeg er ligeglad, hvad I og jer mor og
| alle andre gamle kællinger siger, for I forstår ikke, at nu
| bliver det hele væltet om, og der begynder en hel ny tid.

| Jørgen Andersen kom sin pligt som vært ihu og satte bægeret i
| gang igen, mens han forsøgte at få et andet emne på bane. Dette
| mislykkedes, da hans kone ikke ville slippe tråden, især nu da
| ordskiftet have fanget hele sel skabets opmærksomhed. "Væltet om,
| ny tid, siger du, ja, det kan man nok se.  Ungdommen nu om
| stunder har ikke spor af repekt for de ældres mening og er
| faring, og hvis man i al ordentlighed vil vejlede dem, bliver man
| bare overfuset og skoset." Lars indså, at der var fare for, at
| ordskiftet skulle antage hel personlig karakter, hvad der helst
| skulle undgås, sagde han, da han havde tømt bægeret, som nu var
| nået til ham.  "Jamen, kan I da ikke forstå, at hvis vi nu fik 3
| eller 4 tdr.  land ved Egeslevlille eller Lundstorp skel eller
| ude ved Ærtebjerg eller et lignende sted en fjerdingvej borte,
| kunne vi så holde en ko på det. Så skulle man løbe der flere
| gange om dagen for at malke og flytte. At dyrke det med sæd, kan
| der da aldrig blive tale om, uden vi skal bo på det; men så tro I
| jo, at vi er spedalske eller noget lignende." Karen begyndte at
| blive lidt mindre sikker, men holdt dog tonen: "Hvorfor skulle I
| netop så langt bort, kunne I ikke lige så godt få en lod nær ved
| byen."

| Lars mærkede, at han begyndte at vinde terræn, og svarede i en -
| Karen syntes hoverende - tone, hvad der yderlig irriterede hende:
| "Det gør de ingen steder. Undertiden lader de den husmand, der
| bor i gårdens husstue, få 3 tdr. land af gårdens jord, men så er
| det altid længst borte fra byen. Andre steder tager de alle
| husmændene under et og giver dem et stykke af Fælleden; der får
| de gerne 5 tdr. land. Det er på den måde, de har det i Tystofte."

| Karen kunne nok se, at Lars var hendes overmand med at kende den
| nye ordning. Men ikke desmindre skulle han nu have sandheden at
| vide, enten han så peb eller sang. Hun ville ikke lide den tort
| at blive sat til vægs af sådan en som han.  "Ja, du véd god
| besked med al ting, og så véd du dog ingen ting alligevel.  Du
| kender ikke til, hvad det vil sige ikke at kunne svare sit
| herskab landgilde og andre ydelser til tiden. Du tror, at al ting
| går så glat, som det hidtil har gået for dig. Vel véd jeg nok, at
| det er bedre tider nu, end da jeg var ung, men hvem véd, hvor
| længe det varer. Det skulle være mærkeligt, om det ikke går
| tilbage igen, og hvem er det så, der har fordelen. Hvem, der kun
| har et hus, kan altid flyde ovenpå. De kan gå på arbejde hver
| eneste dag og tjene deres gode dagløn. I mine unge dage fik en
| husmand 4 skilling om dagen og klarede sig godt, hvor meget bedre
| er det ikke nu, da de får 8 skilling. Og der er en ting til, der
| er noget, der hedder held og uheld, det er noet ingen er herre
| over - ikke helt da -, men der er menne sker, der altid har
| uheld, og det er de selvkloge. For det er jo sådan, at de magter,
| der råder for held og uheld, de kan også blive stødt af den megen
| klogskab, og så vil de også snakke med. Men jeg véd nok, at det
| er lige som at slå vand på en gås at prøve at få dig til at bruge
| din forstand, og derfor tier jeg også helt stille og lader dig
| skabe dig, som du selv vil, og så lade det gå, som det kan. Det
| er nok ikke så længe, man har tilbage at gå her på jorden, og det
| ville da heller ikke være godt, når dem, man helst vil råde og
| hjælpe, ikke på nogen måde vil tage imod ræson; så må man hellere
| ligge med næsen i vejret." Karen fik her afbrudt sin ordstrøm ved
| at opdage, at gæsterne var ved at bryde op.  Lars havde flere
| gange forsøgt at afbryde hende, men Marie havde hvisket ham noget
| i øret, og han betvang sin vrede. Jo, han skulle nok tie -
| foreløbig - mere ville han ikke love.

| Tiden gik sin gang. Brylluppet blev holdt i stilhed, da de 3 uger
| var gået, og de unge folk flyttede til Vedskølle, hvor de fik
| husly i Hans Johnsens husstue foreløbig.

| Niels Høj, Morten Jeppesen og Peder Jensen havde fået deres dom,
| der for de 2 førstes vedkommende lød på hver 4 ugers fængsel i
| Københavns forbedringshus, og for den sidstes, bøde på 6 rdl. Det
| fremgår af saens akter, at når Niels Høj fik lige så hård straf
| som Morten Jeppesen, var det, fordi han havde sagt "du" til
| forvalteren. "Du kan prøve at slå..." Skræderen havde været på
| Eskildstrup og der fået anvisning på at indgive en skriftlig
| ansøgning til landvæsenskommissionen, der skulle forestå
| udskiftningen (Landvæsenskommissionens akter 1791) i Tjæreby.
| "Ork, herregudheden dog, det var dog en rædsom ulykke, at det
| skulle overgå os|" Det var Karen Jørgens dybe hjertesuk i
| anledning af, at kommissionen havde bestemt, at de netop skulle
| have den jord, på hvilket Bavnehøj med de 2 store dysser lå.  Det
| var forholdet til de underjordiske, der gav anledning til
| ængstelse. Det havde jo været sådan, at når byen i fællesskab
| dyrkede jorden om højen, så var det også byen, der måtte bære
| følgerne, hvis man på en eller anden måde kom til at fortørne de
| underjordiske beboere. Men nu, da der ikke kom andre end dem
| selv, så var det også dem selv alene, der kom til at bære
| følgerne i form af uheld med kreaturerne eller bedriften i sin
| helhed.

| Både Karen og Jørgen betragtede det som en stor ulykke, der havde
| ramt dem. De kunne ikke frigøre sig for den tanke, at det gjaldt
| om at komme i et godt forhold til dette naboskab så hurtigt som
| muligt, - men hvorledes? Det var ikke enhver givet at komme i
| forbindelse med den slags. De talte om det ved dag, når de var
| alene, og de hviskede om det i himmelsengens dyb.  Det var nødvendigt
| at forhandle i størst mulige hemmelighed, da man aldrig kunne vide,
| hvor lange øren sådan noget skab havde. Tys| Tys| Man kunne naturligvis
| spørge sig til råds hos præsten, ja, provst var han endda, men det
| kunne ikke hjælpe noget. De vidste af erfaring, at når der var tale
| om den slags frygt, så skammede provsten dem ud for, at deres tro
| var for svag.  Når blot man troede på Gud og Jesus Christus, så
| havde den slags ting ingen magt over én.  Ja, provsten kunne sagtens
| snakke, han sad i et godt fedt embede, og med den lærdom, han besad,
| kunne han vel nok holde onde magter fra sig og sine.  Omsider kom
| de til et foreløbigt resultat. Karen vidste, at der i skovene ved
| Sorø skulle bo en "klog" mand, der særlig havde god forstand på
| alt, hvad der vedrørte underjordiske højfolk. Jørgen krympede sig
| ved tanken om at søge den slags hjælp, men Karen lod ham ingen ro,
| før han var omstemt.  Det var da til at snakke med ham, så kunne
| man da sien gøre, hvad man vil le. Der var dog folk, der sagde om
| den "kloge", at han var tosset, men folk siger også så meget. Vist
| var det, at han nød et vist ry (især længere borte) for at stå i
| forbindelse med underjordiske og at have særlig god for stand på
| den slags ting. Det var dog ikke underligt, da han selv var en
| skifting. det kunne man tydeigt se. Det blev besluttet, at Jørgen
| i al hem melighed skulle gøre en rejse hen for at finde ham og høre
| hans mening. En morgen tidlig, før nogen i byen var oppe, red han
| ud, og kom sent om aftenen. Resultatet af rejsen var blevet, at den
| kloge mand (profeten kalde de ham) skulle komme og se på forholdene.
| Men så meget kunne han sige på forhånd, at skulle der gøres noget
| rigtigt virksomt, så skulle der begraves et levende dyr i eller ved
| højen. Nu fik de at se, når han kom. Det værste var, at der ikke
| kunne gøres noget lige straks, for hvad der skulle gøres, skulle
| gøre i næde, og det var lige ved nymåne nu. Men på den anden side,
| hvad der skulle gøres, skulle også gøres før forårspløjingen begyndte
| og med gun stigt vejr kunne den snart begynde, man var allerede i
| april. Det blev en hård prøve for Karens og Jørgens tålmodighed.
| Det havde været fuldmåne for flere dage siden, men så endelig kom
| han da også.

| Hu ha, uha| Mage til beskidt menneske havde Karen aldrig set. Han
| var nærmest lille af vækst, men meget kraftigt bygget og lidt
| pukkelrygget. Han havde et helt vildnis af hår og skæg, der
| oprindelig havde været ildrødt, men nu omtrent var hvidt, og så
| var han så underlig. Munden stod aldrig stille på ham. Han
| snakkede med sig selv uafbrudt, men det var kun et enkelt ord,
| der kunne opfattes, og så gøre at stå på en god fod med dem.  På
| Karens spørgsmål om de ikke også holdt køer, grinede han så lumsk
| og sagde: "Der er vel køer nok i byen." Nå, men de skulle se at
| komme til et resultat med, hvad der skulle gøres.  Ja, manden
| ville give dem det bedste råd, han kendte: at give højfolkene et
| levende dyr. Men det skulle ikke være et værdiløst dyr, for det
| gjorde ingen virkning. "Det skal være dyr, som I selv sætter pris
| på," sagde han. Jørgen tænkte på sin skimlede 2-års plag, men han
| tav klogelig stille med det.  "Kunne hunden ikke bruges," spørger
| han. "Er det en god hund." "Ja, jo, det er en meget god hund."
| "Hvad er det i vejen med den," spørger profeten. "Der er ikke
| noget i vejen med den, andet end den render og strejfer al tid og
| er næsten aldrig hjeme; men eller er det en god hund." "Den duer
| ikke," er klærede den sagkyndige. I har da også andre dyr." Karen
| foreslog den brogede kalv. "Hvad fejler den," blev hun spurgt.
| "Den fejler ikke andet, end den er lidt dårlig i maven, med det
| kan den da komme sig for." "så duer den ikke, syge dyr vil de
| ikke have."

| Under denne samtale kom et lam hoppende hen over gulvet. De havde
| nemlig et får, der havde lemmet tidligt det forår, men fåret døde
| kort efter. Karen havde reddet det ene lam og dæget det op med
| sut. Lammet kunne ikke være i fårehuset, hun havde derfor stillet
| et brædt på kant under bordet mellem sengegavlene, hvor lammet
| havde sin seng de første dage, siden fik det lov til at løbe frit
| om. "Åh, hvad, sådan et lille skidt kunne da ikke svine meget
| til," og nu fulgte det Karen, hvor hun gik og stod, når det ikke
| sov.  Karens moderfølelse var blevet vakt, og hun behandlede
| lammet næsten som sit eget barn.  Da profeten så lammet, sagde
| han: "Der har vi offerlammet." Karen proeste rede; det kunne der
| ikke være tale om. "Kom så med et andet dyr, der er lige så
| godt." Karen foreslog det ene og så det andet. Manden blev helt
| grov i munden. Hvad kunne det hjælpe at sende bud efter ham, når
| de ville være klogere end ham.  "Ja, så i Vorherres Gudsens navn
| da, når det ikke kan være andet," sukkede Karen til sidst.  Det
| blev nu aftalt nærmere, hvorledes det skulle udføres. Det skulle
| ske på slaget 12, men det var umuligt at konstatere helt
| nøjagtig, hvad klokken var på tiden, så det måtte man tage på
| bedste beskub. Karen ville helst være fri for at være med, men
| det kunne hun ikke blive. Jørgen tiggede hende for at tage med,
| men den fremmede slog hoved på sømmet og sagde, at hun skulle
| med, ellers havde man ingen garanti for, at det hjalp. Man blev
| enige om at lægge sig et par timers tid. Som den kloge og
| forudseende kone Karen var, havde hun tænkt på natteleje til
| gæsten. Den ene himmelseng i stuen blev ikke benyttet for tiden.
| Hun kunne derfor ikke være andet bekendt end byde ham den ne. Men
| da hun havde set, hvilken tilstand han var i (hun syntes, at
| lusene dryssede af ham på bænken, havde hun gemt sengeklæderne,
| der var kun sengehalmen og et par gamle dækkener, som han måtte
| tage til takke med. Det blev et par lange og pinefulde timer for
| Karen. Den fremmede holdt en snak med sig selv, imellem som han
| grinede og råbte op.  Karen havde aldrig tænkt, at noget kunne
| være så uhyggeligt. Det stod for hende, at det var fanden selv,
| der lå i den anden seng. Bare det dog ikke endte rent galt, det
| de havde begyndt på her.  Det havde været sådan det sidste halve
| år, at når hun om natten hørte en puslen eller en anden lyd, som
| hun ikke kunne forklare sig, da havde hun ængstelig korset sig og
| tænkt på højfolket, men det var for ingenting at regne mod, hvad
| hun oplevede nu.

| Der i den anden seng lå djævelskabets herre og mester og godtede
| sig over det herredømme, han havde over hende og hendes mand. For
| det kunne ikke nytte at nægte det, han havde herredømmet over
| hende. Hun turde ikke sætte sig op mod ham. "Å, ja| Havde man dog
| bare ligget i fred og ro oppe på kirkegården|" Men hvad så? Altid
| når hendes tanker strejfede døden, så hun for sit indre blik et
| felt på altertavlen i Tjæreby kirke, der forestillede dommedag.
| De fordømte sjæle i skikkelse af små børn blev kastet i gabet på
| et stort uhyre, der slugte dem alle, men på den anden side gik de
| retfærdige ind til herrens glæde. Skulle hun blive blandt dem?
| Det havde hun aldrig tvivlet om tidligere; men nu var det ikke
| mere så selvfølgeligt.  "Å, lammet| lammet, som hun havde haft så
| meget glæde af. Lammet, som ikke kendte anden moder end hende og
| derfor kom til hende med ubegrænset tillid.  Dette lam var hun i
| færd med at kaste i djævelens gab, ikke fordi at lammet havde
| gjort noget, tværtimod, bare for at hun og hendes kunne få det
| bedre.  Var det på den måde, at hun skulle vinde ret til at gå
| ind i paradiset, iført de lange hvide klæder?" "Å, hvor var det
| forfærdeligt med alle disse tanker, der kom myldrende. Var hun da
| selv skyld i alt dette? Nej, og atter nej. Det var byen, som
| havde væltet sit ansvar over for højfolket over på hende og
| hendes hjem. - Ja, var det nu det alligevel? - Byen havde jo
| ingen ting foretaget sig i den ret ning; det var
| udskiftningskomedien, der var skyld i det hele. Det var ham
| landmåleren, der havde maget det sådan, at de skulle have højene.
| Ja, men der var jo dog nogen, det skulle ramme. Den ene så godt
| som den anden. Det var så kun et hændeligt uheld, men herre Gud,
| at det skulle gå ud over det stakkels lam - og så hende selv, -
| hvis hun nu risikerede sin evige salighed. Men havde hun da ikke
| noget at sætte imod dette, var der ikke noget i hendes liv, der
| kunne danne modværge mod denne risiko?  Jo, det var der
| heldigvis. Hun havde altid været en respektabel kone med en god
| forstand - bedre end de flestes, og hun havde også brugt sin
| forstand godt.  Lars havde engang revet hende i næsen, at hun var
| herskesyg. Det var måske også rigtigt, set fra hans side, med den
| forstand, han havde. Men hun vidste med sig selv, at det var
| altid det bedste, hun ville, og derfor var hun berettiget, ja
| ligefrem forpligtet til at sige, hvordan sagerne skulle behand
| les. Hvis ikke den klogeste skulle råde, hvem skulle så. Det var
| da også hendes klogskab, der havde udvirket, at denne
| forsigtighedsforanstaltning var truffet." Hendes betragtninger
| blev her afbrudt af en skraldende latter fra den anden seng.
| Karen gøs. Aldrig syntes hun at have hørt en så hånlig latter;
| det var, som den fremmede gjorde nar af hende.

| Hvor tiden dog var lang. Mon det ikke snart var midnat Det var
| længe siden, at klokken slog elleve, men den havde ikke slået
| tolv endnu. Hun havde mest lyst til at stå op, men turde ikke,
| uden at hun fik Jørgen med, og han var slumret ind, den stakkel.
| Gæsten blev mere og mere urolig, og hun blev mere og mere bange
| og trykkede sig tættere ind til Jørgen, som nu også vågnede. Man
| blev enige om at stå op og gå til arbejdet.  Karen havde nu mest
| lyst til at lade det hele fare og ingen ting gøre; men det kunne
| umuligt lade sig gøre efter profetens udsagn, da højfolket var
| underrettet og derfor ventede dem. Det ville hævne sig hårdt at
| holde dem for nar.  Den fremmede mand spurgte efter brændevin, og
| det havde også været godt at få en god hybenkrasser, men desværre
| havde de ikke brændevin i huset. Det var sluppet op, og nu skulle
| de have sået til, før de brændte igen, for at se hvor meget korn
| de kunne undvære. De var heligvis ikke af dem, der sag de:
| Brændevinen først, hvis der blev korn til rest, kunne det bruges
| til så sæd.  Den fremmede bød Karen at binde lammet, men dette
| kunne hun dog ikke nænne.  Hun hentede lammets flaske og lod det
| følge sig. Man begav sig på vej. Mændene forsynet med værktøj.
| Det var en stille, stjerneklar forårsnat. Månen var ikke stået
| op, den skulle komme ved midnatstid. Viberne og vildænderne skreg
| og skræppede nede i Fladmosen, det var nok ræven, der var på
| jagt. Agerhønen kaldte på sin mage, og man hørte et fjernt
| hundeglam i retning af Tystofte.

| Jørgens ben rystede. Han kom til at tænke på en lignende færd,
| som han i sin barndom havde hørt om.  Det var for mange, mange år
| siden, at Vedskøller og Tjærebyer lå i åbenbar krig, hvad de
| forøvrigt havde gjort så ofte siden. I Vedskølle havde man en
| Hest, der var død lige op mod jul, og nu besluttede man at spille
| Tjærebyerne et puds, som de sent ville glemme.  Man skar hovedet
| af den døde hest og satte det på en stage. Julenat gik en del af
| Vedskøllerne til Tjæreby for at plante hovedet der i byen. På
| vejen passerede de et mosedrag, der hed Hindmose. Da de kom der,
| hørte de en hest vrinske i retning af Tjæreby. Dette var der ikke
| noget mærkeligt i, da hestene  gik ude hele året, men det
| mærkelige skete, da hestehovedet, som de bar på, svarede igen med
| at vrinske. Mændene smed hoved og stage og løb hjem så hurtigt de
| kunne. Da man dagen efter gik ud for at se efter hovedet, lå det
| splittet i mange stumper (Dansk folkemindesamling).  Jørgen var
| belavet på, at noget lignende ville ske her, ja, ønskede det
| endda. Han gik og tænkte på, at nu skulle han ikke glemme sine
| træsko, for flugten kom selvfølgeligt til at foregå på
| hosesokker.  Der skete dog ingenting. Manden satte dem ind i,
| hvad de havde at gøre. De skulle begge to rette sig efter ham og
| på ingen måde sige et eneste ord, hvad der så skete, da et eneste
| ord kunne ødelægge det hele. Selv måtte han nok tale, for han
| skulle jo udtale de ord, som skulle gøre sin virkning.  Det
| skulle foregå lige øst for den store høj. Mændene begyndte at
| grave, og Karen gav lammet den sidste mælk. "Å, herre Gud dog,
| det stakkels lam." Det første sted stødte de på sten (det skal
| nok træffe sig, at der er uheld); de måtte begynde forfra et
| andet sted. Også her stødte de på en sten, men her kunne der da
| blive en halv alen jord oven på lammet, hvis det lå ned. Efter et
| par forgæves forsøg på at få det til at ligge, måtte Karen ofre
| sit ene hosebånd til at binde det med. Lammet udstødte et
| frygteligt vræl, et vræl som Karen aldrig siden glemte, men et
| par skovlfulde jord dækkede det, og man hørte det ikke mere. I
| følge instruksen skulle Jørgen og

| Karen nu knæle på graven, mens profeten officielt skulle
| overdrage ofret til højens beboere. Med hinanden i hånden, mere
| død end levende og rystende som espeløv knælede de med ryggen
| vendt mod højen. Karen syntes, at hun kunne mærke lammets
| åndedrag under sine knæ. Å, hvor var det svært, det var rædsomt,
| hun havde den største lyst til at rende fra det hele, og så lade
| det gå, som det kunne; men hun følte sin afmagt overfor den
| fremmede mand.  Da hun stønnede under den sjælelige byrde, greb
| profeten hende i skulderen og betydede hende at tie stille, var
| det, som det var djævelen, der havde tag i hende.  Jørgen havde
| det heller ikke for godt. Den kolde sved løb ned over hans
| ansigt, han skævede hele tiden til højen, han ventede, at den
| vilde løfte sig og kaste sig over dem, også han ville hellere end
| gerne løbe, men han var magtstjålen af den fremmede.  Denne
| stillede sig nu i højtidelig positur foran dem med ansigtet mod
| højen og begyndte at læse eller remse noget op i en monoton tone,
| men efterhånden steg stemmen, til et skrig, som - oh, rædsel -
| blev besvaret af Jørgen og Karen i fællesskab. De så, at der var
| ildebrand i Tjæreby, så tydeligt den røde lue hæve sig højere og
| højere.  De sprang op og løb alt, hvad de kunne. Ildløs i en tæt
| sammenbygget by eller bydel var den største ulykke, der kunne
| ramme. Her gjaldt det om minut ter, ja, om sekunder. Løb, løb,
| løb| Gud ske lov, her kom da en lejlighed til at slippe væk fra
| djævelskabet, førend det var for sent. Her var da en god, gyldig
| grund til at forsvinde.

| Men? Men? Men hvad nu? Når et menneske er ved at drukne eller på
| anden måde kommer i pludselig dødsfare, kan det i løbet af en
| brøkdel sekund få tænkt flere og klarere tanker, end det under
| daglige forhold bruger timer til. På samme måde gik det Karen nu.
| Dette - ildebranden - var Guds straf for deres forhold her. Denne
| bevidsthed gjorde pinen endnu værre. Nu ville det også gå ud over
| uskyldige mennesker, og det var hende, der var skyld deri. Hun
| ville springe i vandingen, når hun kom til den; dette var ikke
| til at udholde.  Karen snublede og faldt, trådte i sit skørt, da
| hun ville rejse sig og faldt igen. Jørgen fik derved et
| forspring. Hun løftede sine skørter, mens hun løb af alle livsens
| kræfter, medens hun samtidig fortsatte sit tankearbejde.  Det var
| da også forfærdeligt, at der var sådan to magter til, der kæmpede
| om herredømmet over menneskene. Hvis man gjorde noget for at
| formilde den ene, så straffede den anden. Hvilken var egentlig
| den stærkeste?  Nu mindedes hun pludselig et ord af provsten: "I
| dumme bønder tror mere på det djævelskab, der er i jorden, end på
| Vorherre i himlen, deraf kommer al jer ulykke." Ja, men det var
| jo så sandt, så sandt. Havde hun gået den vej og bedt om hjælp og
| bistand hos Gud, så havde alt dette været undgået. Men nu var det
| vel for sent. Ilden havde nok for meget fat. Ja, men Gud kunne
| gøre mirakler. Ja, hun ville bede, men i sin dødsensangst kunne
| hun ikke få formet nogen bøn, det blev kun til: "Hjælp| Hjælp|
| Hjælp|" Jørgen var også i dødelig angst, mens han løb.  Han havde
| stadig en følelse af, at højen var lige bag efter ham og ville
| begrave ham.  Karen var blevet borte, mon den havde begravet
| hende? Omsider skævede han over skulderen og så ingen
| overhængende fare. Nu hørte han også hendes råb om hjælp.

| Tvivlrådig sagtnede han farten, men pludselig stod han bomstille.
| Karen havde nu nået ham. Trods sin forpustethed fik han sagt:
| "Det er månen, der står op." Karen sagde: "Det er Gud, der har
| frelst os." Hun sank ned på jorden og udbrød grædende: "O Gud ske
| lov og tak i al evighed." "Amen," sagde Jørgen stille.  Karen fik
| nu sat Jørgen ind i situationen, som hun så på den nu. Da
| profeten nu kom larmende og skældende med forlangende om
| gentagelse. De skulle ikke havde noget med hans trolddomskunster
| at gøre mere. Nu havde de fået øjet op for, at der var en anden
| magt, der hjalp dem, og det var den stærkeste. Jørgen Andersen
| gav manden en rigsdaler og bød ham at skrubbe ud af gården og
| byen med det samme.  De erkendte begge over for hinanden, at de
| følte et savn nu. Et savn, som dog kunne afhjælpes -- i morgen.
| Det var savnet af deres træsko, de lå ude ved højen. Ja, Karen
| følte også et andet savn, som ikke blev så let at genoptrette,
| det var savnet af den store tillid til egen klogskab; den havde
| fået et knæk.

| Sommeren 1792 forløb uden uheld af betydning. Der begyndte
| allerede at vise sig fordele ved udskiftningen. Hvem der var
| flittig og arbejdsom fik sået mere jord til end før, især på
| bylodderne. For udflytterne var det en anden sag, da de havde
| udmarkernes sten, krat og århundrede gammel græsmark at kæmpe
| med. Især var der fordel for de højlærde. De kunne så og høste,
| når det passede dem og skulle ikke vente på hovbønderne, der
| skulle anvende så megen tid på hovmarken.

| Forholdet mellem Karen Jørgens og hendes svigersøn var bedret
| meget, dels fordi de ikke så hinanden hver dag, dels fordi den
| oplevelse ude ved højene havde dæmpet Karens kamplyst. Det havde
| taget lang tid for hende at overvinde hin nats sindsbevægelse.
| Det havde dog hjulpet meget, da de efter Jørgens forslag var gået
| til alters et par uger efter. Nu var der snart gået et år siden
| hin begivenhedsrige nat, som de aldrig kunne tænke på uden at
| gyse. Nu var det søndag, og de unge var kommet hjem med deres to
| drenge, hvoraf den yngste skulle døbes den dag, og barselsgildet
| skulle stå hos bed steforældrene. Dagen forløb uden misstemning
| lige til aften, da Lars lod springe den bombe, at han lå i
| forhandling med forvalteren på Basnæs om at overtage den
| tidligere nævnte Per Larsens gård. Per var nemlig kommet så dybt
| i vanskeligeder nu, at det ikke kunne gå længere for ham, og
| forvalteren ville gerne have Lars ind på den gård. Jørgen
| Andersen rystede bare på hovedet, men Karen tog straks ordet og
| sagde: "Det var en meget dårlig nyhed, du kom med der. Så kan I
| måske sidde der nogle år og lægge jees bedste kræfter der, og
| siden gå derfra med tomme hænder og ligesom Per ikke have det
| sted, hvortil I kan hælde jert hovede. Nej, vil I lyde mit råd,
| så se at få fat i den huslod ved siden af skrædder-Niels', den er
| til at få for tiden, og det ville da være meget bedre.

| Skrædderens bestræbelser var nemlig kronet med held. Ved
| udskiftningen havde han fået en lod på 3 tdr. land. Den lå ganske
| vist noget langt borte, helt oppe ved Præstemarken, der hvor
| vejen fra Tjæreby til Tystofte danner skel mellem Præstemarken og
| Universitetsjorden. Her var der udlagt nogle lodder til de
| husmænd, der boede i den højlærde krog. En af disse havde
| skræderen fået, og det var en nabolod, der nu var til at få.  Da
| Lars og Karen før havde stødt sammen om spørgsmålet - gårdmand
| eller husmand, var de forsigtige begge to, men på den anden side
| var de også ærlige og ville ikke svigte deres overbevisning.

| "Det er en dårlig lod derude," sagde Lars. "Det halve af den er
| for høj til græs, og det halve er mose." Karen: "Jamen i mosen er
| der tørv, meget mere tørv, end I kan brænde. For resten siger
| provsten ogå, at den tid vil komme, da man på disse smålodder
| kan føde en ko og høste brødkorn til en familie, og måske endda
| få lidt til overs til en gris." Lars: "Hvis det er sandt, men jeg
| tror da også, at det er løgn.", hvor meget mere kan der så ikke
| høstes på en 20 gange så stor lod? Hvordan skulle man holde fred
| på sådan en plet jord så langt borte? Løse kreaturer vil jo æde
| al sæden om natten, og hvis kreaturer er det så?" Karen: "Du har
| da lov til at hegne den, ja, kan oven i købet få præmie, når du
| laver det rigtigt." Lars: "Ja, tak skal I have. Bygge en vold op
| 2 alen i højden med vandgrøft på begge sider, det vil jo næsten
| tage det halve af jordlodden. Når der så skal vendeplads til 4
| plovheste, så går resten af jorden til forpløjning og hjørner."

| Man kom til at tale om en truende ildløs i Vedskølle, som dog
| blev forhindret, fordi der kom så megen hjælp straks. Der blev
| bemærket, at det var hel digt, det ikke var en udflyttet gård, da
| havde det gået helt galt. Karen udkastede den tanke, at det måtte
| være forfærdeligt for de udflyttede folk at tænke på ildebrand,
| da der umuligt kunne blive tale om hjælp på grund af afstanden.
| Og at tænke på, hvor let skarnsmennesker kan volde folk
| uoprettelig ulykke ved at sætte ild på en sådan gård ved
| nattetid.  "Nej, véd I hvad," svarede Lars, "der stiller I jo
| tingen lige på hovedet. I en by er det let at sætte ild på (det
| vil sige for en, der bor der), der bliver ikke så langt at
| transportere ilden. Men at føre ilden ud til udflyttere kan være
| ret besværligt, det kender vi nok." Karen: "Ja, men der er da så
| mange nu om stunder, der render rundt med fyrtøj i lommen til at
| tænde pibe ved." Lars: "Fyrtøj er noget lunefuldt skidt. I véd da
| også med jer selv, at I render hellere byen rundt for at låne
| ild, end I begynder at slå ild selv, men, føjede han til med et
| smil, det er måske også for at få lejlighed til en fadersladder."

| Karen: "Ja, ja, Lars, du skal ikke spotte. Du véd nok, at der går
| tit ild i spotterens hus." I aftenens løb prøvede Karen også på
| at overtale datteren til, at de skulle opgive den gård, men her
| mødte hun mindst lige så stor modstand som hos svigersønnen. Med
| et dybt suk konstaterede hun for sig selv, at der var ikke noget
| at gøre, men der var ingen, der siden skulle komme og bebrejde
| hende noget, hvis det gik galt. Hun vidste med sig selv, at hun
| havde gjort, hvad hun kunne.

| 14 dage efter påske 1793 drog Lars Christoffersen med sin kone og
| sine 2 små drenge, Morten og Christoffer, ind i gården på
| Tystofte mark.  Det var med glade forhåbninger og  - ja, man kan
| vel godt sige - store forventninger om lykke og tilfredshed. At
| der var vanskeligheder, store vanske ligheder, var de ikke blinde
| for, men disse var kun til for, at de skulle overvindes, og det
| skulle de nok kunne.  Endskønt gården havde været udskiftet i
| nogle år, var dog kun en ringe del af jorden til at så i endnu.
| Der lå store stykker imellem i fuldstændig urtilstand.
| Bygningerne var trods det, at de var så godt som nyopførte, meget
| forfaldne. Der var kun 3 længer, den fjerde skulle påføres, så
| snart det kunne ske. Ja, her var nok at tage fat i.  I gården var
| der som i alle gårde en husstue, hvor der boede en familie, som
| skulle arbejde på gården. Disse folk var ikke indstillet på det
| arbejdstempo, som nu blev indført. Det kom til sammenstød, som
| førte med sig, at husfolkene rejste. Så var de der alene.
| Hoveriet skulle passes først og fremmest. Marie var så alene med
| det hele derhjemme. Hun havde fået en skoletøs til at se efter
| drengene. Samtidig skulle denne også se efter lam og gæslinger,
| når de fik den slags. Endvidere skulle tøsen køre plovheste,
| når Marie pløjede - der var ikke andre til det.  Marie måtte love
| for sin far, han kom tit og løste hende af lidt, så hun kunne få
| lavet lidt mad og få ordnet huset lidt. Hun følte imidlertid godt,
| at dette ikke kunne blive ved at gå, det oversteg hendes kræfter.

| Hvad der gav anledning til megen ærgrelse, var de løsgående kreaturer.
| Før udskiftningen havde man haft hele Udmarken og den trediedel af
| Bymarken, der hvilede, til at græsse kreaturerne på. Der var så
| gerne en ældre mand, som med bistand af nogle børn vogtede dem. Nu
| skulle enhver selv passe sine, og det var der mange, der var
| ligegyldige, meget ligegyldige med. Lars tog kreaturer op nogle
| gange - men det fortrød han snart. Det satte ondt blod blandt
| naboer og en ting til, han måtte gentagne gange selv hente sine dyr
| hos andre. En nat måtte han hente sine heste i Magleby. Den tilfældige
| arbejdskraft, han fik fat, voldte også ærgrelse, der blev bestilt
| for lidt i forhold til, hvad det kostede.  Nogen som helst form for
| selskabelighed kunne der ikke være tale om. De havde ikke engang
| været sammen i hendes hjem, kun et par gange - enkeltvis i ærinde.

| Sådan led tiden henimod høst. Høstudsigterne var ikke ringe, når
| henyn tages til forholdene, men det kan jo ikke nægtes, at der
| var sået for lille areal af gårdens tilliggende jord. Lars gjorde
| dog, hvad han kunne for at udvide arealet til næste års høst.
| Således pløjede han det stykke op, der lå nærmest svigerfaderens
| skel, hvor højene lå lige på den anden side.  En søndag
| eftermiddag først i august gik Jørgen og Karen en omgang om deres
| egen mark, og kom da også til skellet ind til de unges enemærker.
| Karen blev meget forstemt ved at se, hvad der var sket. Hun
| huskede endnu, hvad den tossede (kloge) mand havde sagt om dette
| stykke jord, og hun følte ængstelse for, hvad der nu ville ske.
| Vel var hendes frygt for højfolket for intet at regne mod
| tidligere, men - men - man kan jo aldrig vide. - Lars og Marie
| var travlt beskæftiget med at køre sten bort af den nypløjede
| jord.  Karen og Jørgen gik hen til dem, og Lars spøgte med, at de
| kom for at hjælpe til. Karen var meget forstemt og udtalte nogle
| forblommede ord om uheldige arbejder, som kunne volde
| ubehageligheder.  Lars troede, at hun hentydede til, at de
| arbejdede om søndagen. Han slog det hen i spøg med, at provsten
| kunne ikke se dem, og selv om han gjorde det, så skete der ikke
| da ikke andet, end at de blev skældt ud. Det var ikke som i gamle
| dag, da man kunne komme i gabestokken for en sådan forseelse. Man
| talte lidt om høsten, om arbejdet og andre tilfældige emner.
| Marie spurgte, om de ikke ville med hjem og få midaften. Hun
| havde ingen fine retter, men hun havde nogen rigtig god
| syltemælk. (tykmælk, som vallen var siet fra. Spistes på bart
| brød) Karen sagde "Nej tak," og føjede nogle dunkle ord til om,
| at vi hver især gerne kunne få brug for syltemælk. Hun ville ikke
| nærmere ind på dette spørgsmål, men sagde blot: "Lad os gå hjem,
| Jørgen." Så gik de.

| e unge forstod ikke, hvad der var i vejen. De måtte på en eller
| anden måde have fornærmet hende, men med hvad? De gættede på
| forskelligt, men fæstede sig tilsidst ved, at det nok var, fordi
| de aldrig havde tid til at komme hjem sammen.  De besluttede nu,
| at når de havde spist deres midaftensmad ville de tage børnene
| med og gå en omgang til Tjæreby. De skulle da også have lidt
| helligdag, det var første gang, medens de var derude, at de
| tillod sig en sådan luksus.  Lars tog den lille Christoffer på
| armen. Morten kunne så nogenlunde selv stolpre af sted ved
| moderens hånd.  De blev overordentlig godt modtaget. Det var
| navnlig drengene, der var midtpunktet for glæden.

| Bedsteforældrene så og beundrede alle de mange frem skridt,
| børnene havde gjort i sommerens løb. I det hele forløb denne
| lille visit på den bedste måde. De unge folk mindedes den ofte
| siden som den hyggeligste stund i denne travle sommers forløb.
| Karen var glad, omend Marie kunne mærke, at der var en ængstelse
| eller hvad det nu var, der tyngede hende, som gav sig udslag i
| vemodige suk.  "Kom endelig snart igen," sagde Karen, da de tog
| afsked. "Jeg længes efter at se jer igen. Der er ingen, der véd,
| hvad der kan ske."

| Nej, ingen véd, hvad der kan ske. De unge folk vidste ikke, at
| næste søndag skulle de stå ribbet for alt, klæder, indbo, hus og
| hjem, al rørlig ejendom, kort sagt alt, hvad de ved deres arbejde
| havde erhvervet sig, men sådan var det. Alt var gået op i luer.

| Lørdagen den 9. august kom Lars hjem fra hovmarken omkring kl. 9.
| Hans rug var moden og den skulle også høstes dagen efter. Men da
| han var bange for ikke at kunne nå det hele, så tog han fat og
| mejede rug et par timer. Ved 11-tiden gik han i seng. Marie var
| gået tidligere til ro, hun var ikke rigtig vel, bare hun ikke
| havde overanstrengt sig for meget. Lars mente, at kl.  var
| omkring 2, da han vågnede fordi lille Christoffer græd. Til sin
| rædsel så han, at hele gården var omspændt af ild. De nåede lige
| at komme ud med drengene uden at få noget med. (Tjæreby sogns
| fattigkommission 1837) Der indebrændte 20 gæs, 9 unggrise og 1
| kalv. De øvrige kreaturer var på marken.

| Så stod da her to grædende forældre med to grædende børn og så
| på, at deres glade forhåbninger og store forventninger forsvandt,
| som røgen fra det store bål.  At komme i gang igen kunne der ikke
| være tale om for mennesker, der ikke ejede de nødvendigste
| klæder, langt mindre andet.  Forvalteren på Basnæs kom til stede
| hen på morgenstunden.  En mand i Vedskølle, der havde været
| tidligt oppe for at flytte heste, havde set branden;  han havde
| straks spændt for og kørt til Basnæs for at melde det. Der kom
| selvfølgeligt mange andre, men det blev kun som tilskuere, da der
| næppe var gløder tilbage.

| Forvalteren holdt forhør, men der fremkom intet til forklaring af
| ildens opkomst, kun så meget blev fastslået, at den var påsat.
| Den havde begyndt i vindhjørnet.  Lars og Marie måtte nu flytte
| hjem til Tjæreby. Karen fik sit ønske opfyldt om at se dem snart
| igen, men det var dog ikke på denne måde, hun ønskede det.  Hvad
| der yderlig forøgede mystikken og uhyggen ved denne brand var, at
| naboens gård mod vest, Per Jørgensens, nedbrændte natten efter på
| samme tid og med samme resultat; der fik de dog reddet et par
| kister med tøj ud af øverstuen. Hen i november måned begyndte
| politiet at interessere sig for sagen.  Der løb et rygte om, at
| Per Larsen skulle have sagt, at han godt kunne lave det sådan, at
| Lars Christoffersen heller ikke kunne blive ved gården. Per havde
| dog sit alibi i orden, han havde været i Skelskør den dag det
| brændte.  Han boede nu i Hans Johnsens husstue i Vedskølle, der
| hvor Lars og Marie var flyttet ud af. Han ernærede sig ved
| tilfældigt arbejde og ved at spille til dans ved gilder. Dagen
| før branden havde han været på arbejde i Skelskør, men blevet så
| sent færdig, at han var blevet der om natten. Hvad der yderlig
| havde forøget mistanken mod ham var, at da han og konen var til
| september marked i Skelskør, havde konen ved aftenstid opfordret
| ham til at gå med hjem, "da han ellers gerne kunne få sagt noget,
| som han siden kom til at fortryde." Men som sagt, han alibi var i
| orden, så der blev ikke rørt mere ved det. Næste nat, da den
| anden gård brændte, var han i Høve.

| Lars Christoffersen kunne heller ikke tænke sig at have noget
| udestående med Per, der kunne give anledning til en sådan
| forbrydelse. Lars' forhold til naboer og andre blev også
| undersøgt, uden at føre til noget resultat.  Han havde ganske
| vist kort forinden været uvenner med smeden i Tystofte, og denne
| havde skældt ham ud for "en forløben rad", men Lars kunne ikke
| tænke sig, at smeden havde taget det så alvorlig.  Sagen blev
| derfor henlagt og aldrig siden opklaret.  Der var dog een, der
| havde en mistanke, men den kom aldrig over vedkommendes læber.
| Det var Karen Jørgens. Havde Lars ikke pløjet det stykke jord,
| havde han nok været gårdmand i Tystofte endnu. Der var dog en
| uklarhed i hendes ellers så klare logik. Hvorfor skulle den anden
| gård så brænde? Ja, der er gåder til, som selv de mest
| skarpsindige ikke kan løse.

| Lars og Marie blev indsidderfolk i Tjæreby for resten af deres
| liv. Maries helbred var ikke godt, hun havde alligevel fået for
| meget der ude på gården.  Da hun blev ældre blev det dog bedre.
| Hun blev en gammel kone højt oppe i halvfjerdserne. Da hun var 70
| og enke søgte hun fattigkommissionen om lidt almisse.(Tjæreby
| sogns fattigkommission 1837) Hendes indbo blev i den anledning
| registeret og takseret til over 11 rdl. Dette var et meget stort
| beløb for et almissebo, de fleste lignende lå omkring 5-6 rdl.
| Kommissionen kom da også til det resultat, at hun var ikke
| ringere, end hun kunne skaffe sig selv det fornødne, men den
| ville heller ikke være fedtet, og tilstod hende hele 3 læs tørv
| årligt.