Et drama på Agersø

Udtog af justitsprotokollen for Vester Flakkebjerg Herred

af Kr. Pedersen, Egeslevlille

I begyndelsen af året 1798 boede den 32-årige gårdmand Niels

Mortensen Strandmand med sin 19-årige hustru Bodil Iversdatter på

Agersø. De havde været gift et årstid og havde et barn på et par

måneder.

Ægteskabet var langt fra lykkeligt på grund af ægtefællernes

store forskelligheder. Bodil var meget virksom og energisk, men

hidsig og opfarende. I den tilstand skældte hun ud og brugte en

meget grov mund. Han derimod var rolig og besindig, måske noget

ligegyldig efter konens mening meget ligegyldig med sin bedrift.

Der var ellers god brug for energi, da gården var faldefærdig,

ja, noget af den var faldet sammen.

En morgen i februar 1798 sagde Niels Strandmand til sin kone, at

han havde lovet sin søster at pløje et vænge for hende, og det

vilde han gøre i dag. Konen blev vred over, at han ville

forsømme sit eget for andres skyld. De trængte så hårdt til at få

noget korn tærsket. Manden blev også hjemme om formiddagen, men

efter middag tog han hen og pløjede for søsteren. Han blev færdig

med det til aften, men da han kom hjem, fik han en kraftig omgang

af konen for det. Han sagde ikke stort til det, men satte sig til

at skrive. Det var noget meget ualmindeligt, at en bondemand

kunne skrive på den tid, men han kunne altså.

Konen blev nysgerrig og spurgte efter, hvad han skrev, men han

slog det hen og sagde, at det var bare noget “plasir”. Almuen

havde den gang - og langt senere også - en overdreven respekt

for det skrevne ord. Det bandt langt stærkere end det mundtlige

og kunne ikke så let forandres. Forøvrigt blev det siden oplyst,

at hvad han skrev den aften skulle have været et brev til hans

onkel i København, men det var kun blevet en optegnelse af alle

de ukvemsord, hun havde brugt i den senere tid.

Nu var sagen den, at han før havde slået på, at han ville søge

skilsmisse. Dette ville hun ikke, da hun håbede på, at forholdet

imellem dem skulle bedres. Hun var nu bange for, at det han skrev

om, netop var noget angående skilsmisse, derfor begyndte hun at

græde, uden at manden tog hensyn dertil, men blev ved at skrive.

Derefter gik hun ud i køkkenet i længere tid. Da hun kom ind

igen, gik hun hen og tog ham om halsen, og sagde, at hun fortrød

sin opførsel, men han skubbede hende fra sig og vedblev at

skrive. Han forklare de siden, at den slags scener havde hun

lavet så ofte, at han ikke troede på dem mere. Konen gik nu i

seng og faldt straks i søvn. Klokken var da ca. 9. Et

kvarterstid efter gik han også i den fælles seng og lagde sig ved

væggen. Tjenestepigen Dorthe, 16 år gammel, gik også til ro. Hun

havde sit leje i en slagbænk, som stod ved fodenden af

ægteparrets seng.

Kort tid efter vågnede konen ved, at manden spændte om hendes

hals med begge sine hænder. Hun spurgte, hvad der var meningen,

om han ville kvæle hende. Han slap sit tag og svarede, at det

var bare tossestreger, hvorefter hun sov ind igen.

Hvad der derefter skete, kom der til at herske stor uenighed om.

Konens fremstilling var følgende: Klokken var omkring elleve, da

hun atter vågnede med stærke smerter i halsen. Da hun følte sig

op på halsen, fik hun hånden fuld af blod, og hun opdagede, at

hun ikke kunne tale, kun hviske. Hun mærkede, at manden var

vågen og spurgte i stor angst, så godt hun kunne: “Hvad har du

dog gjort ved mig” og gentog “Hvad har du dog gjort ved mig?”

Manden kaldte nu på pigen og bad hende stå op og tænde lys, “for

der er noget i vejen med Bodil”. Det var ikke så lige en sag at

få tændt lys den gang. Pigen måtte ud i skorstenen og puste en

glød i flamme for at få lyset tændt; imens kunne hun høre,

hvordan det rallede i halsen på konen. Da pigen omsider kom ind

med lyset, viste det sig, at Bodil havde et dybt snitsår tværs

over struben. Manden bød nu pigen hente sin moder, som boede tæt

derved. Denne blev selvfølgelig grebet af situationens uhygge og

ville ikke gå alene derind. Resultatet blev, at hele nabolaget

blev alarmeret.

De første, der kom, var Niels Jyde og hans kone. Da lå Niels

Strandmand på knæ og holdt sin kones hoved ud over sengekanten,

vel sagtens for at blodet

skulle løbe på gulvet. På Niels Jydes spørgsmål om, hvordan dette

dog var gået til, svarede Niels Strandmand, at Bodil havde skåret

halsen over på sig selv med hans barberkniv, og at han havde

vristet kniven ud af hendes hånd to gange. Dertil sagde Niels

Jyde, at han skulle have ladet hende beholde den, så havde der

ikke været tvivl om, hvem der havde gjort det. “Hun kan jo få den

igen”, sagde Strandmand og gav hende kniven i hendes højre hånd,

som lå på dynen. Bodil havde ingen rigtig forståelse af

situationen og slap kniven igen, som blev liggende på dynen.

Der kom nu flere til, og Strandmand var nu kommen op; han havde

hele tiden ligget på knæ i sengen, og han gentog den samme

forklaring, som hun havde givet straks, og tilføjede, at Bodil

havde sagt til ham, at han endelig skulle være god ved den lille,

som lå i vuggen, når hun nu var død. Konen, som hørte alt dette,

var ude af stand til at gribe ind, da hun ikke kunne tale, men

hun fik da hvisket så meget til en af konerne, at denne forstod,

at hun, Bodil, kaldte Gud til vidne på, at hun var ganske

uskyldig i dette.

Manden opførte sig som meget ulykkelig, græd og jamrede sig. Han

havde ingen ro på sig, var snart ude og snart inde. Da

sognefogeden ankom, kunne han høre Strandmand jamre sig, inden

han kom til gården. Sognefogden fik den samme forklaring som de

andre om kniven, der var vristet fra hende. På spørgsmål om

hvilken hånd hun havde holdt kniven i, svarede Strandmand: “Den

højre.” Dette fandt sognefogden underligt, da Bodil var

kejthåndet. “Ja, det kan også være, at det var den venstre,”

sagde manden; han havde været så oprevet, at han ikke lagde mærke

til det.

Sognefogden satte 2 mand til at holde vagt i gården, mens han

selv sørgede for at tilkalde læge og politi fra Skelskør. Det var

en sen og besværlig historie ude fra den isolerede ø i Storebælt,

og det kan derfor ikke forundre, at øvrigheden først kom dagen

efter. Der blev holdt forhør over den sårede kvinde, så godt det

lod sig gøre. På spørgsmålet, om hun troede, at det var manden,

svarede hun, at hun ikke vidste det, men hende selv var det ikke.

På spørgsmålet om hun troede, manden havde en anden kvinde i

kikkerten, svarede hun, at det troede hun absolut ikke. Han havde

ganske vist haft en anden kæreste, før han blev forlovet med

hende selv, men denne var gift og boede på Omø. På spørgsmålet

til manden, om han troede, at konen var ham utro, svarede ham, at

på det område var der intet at sige hende på.

Politiet billigede sognefogdens dispositioner og satte også 2

mand til at holde vagt over Strandmand.

Næste dag kom øvrigheden igen, og da tog de Strandmand med og

indsatte ham i Skelskør arrest. De øvrige forhør blev nu holdt i

Skelskør, og det blev mange. Der kom ikke noget frem af større

betydning foreløbig. Det blev dog konstateret, at Strandmand to

gange havde slået konen, når han syntes, at hun havde været

særlig slem i sin mund, og at han en gang havde klaget til

sognefogden over hende. Denne var da gået til hendes forældre,

som havde tilkaldt datteren og formanet hende til at leve

“forligeligt” med sin mand, hvad hun også grædende havde lovet,

men så dårligt havde evnet at holde. Ligeledes blev det opklaret,

at med hensyn til den udviste ligegyldighed med bedriften, var

han ikke værre eller bedre end mænd i almindelighed. Han kunne

også træffe at komme beruset hjem, men det var kun, når mændene i

byen var samlet for at drøfte deres fælles anliggender, og da

havde de alle en “streg” på, mere eller mindre.

Hvad der nu ellers kom frem, var de mange rygter, der opstod og

voksede sig større, jo længere de løb. Hvad den ene skulle have

sagt ved en lejlighed, og hvad den anden skulle have sagt ved en

anden. Foreløbig gik det tilbage med den sårede kvindes tilstand.

Hun troede selv, at hun skulle dø, og for langte at blive

berettet og modtage alterets sakrament.

På grund af sagens natur var folks meninger meget delt. Nogle

holdt med hende, andre med manden.

Kvinderne besøgte hende flittigt på hendes sygeleje for at trøste

og opmuntre, eller måske mest af nysgerrighed. Hun kunne ikke

tale med dem, men når de tiltalte hende trykkede hun deres hånd

så meget hjerteligt.

Til et af forhørene var degnen tilsagt. Han forklarede vidt og

bredt, hvordan han havde prædiket for den syge kone, hvorledes

han havde appelleret til hendes moderfølelse ved at forestille

hende, hvor ilde sådan et lille barn var stillet, når det var

moderløs. Han formanede hende indtrængende til at komme frem med

sandheden. Som svar havde han fået et hjerteligt håndtryk.

Tiden gik, og øboerne måtte i stort tal tage over til Skelskør i

retten. Al den tid, som politiet kunne afse fra de daglige

løbende forretninger, blev anvendt til forhør i denne sag.

Præsten - skønt ikke tilsagt - var også mødt ved et af disse

forhør, fordi han mente, at hans nærværelse skulle have en

moralsk virkning på vidnerne, så sandheden bedre kom frem.

Herredesfogden havde imidlertid en anden mening, nemlig den, at i

præstens nærværelse var vidnerne mere forbeholdne og snakkede

ikke rigtig fra leveren. Præsten måtte gå.

I denne lange tid sad Strandmand i Skelskør arrest og henholdt

sig til sin første forklaring, og man kom tilsyneladende ikke

sagens opklaring nærmere. Man håbede vel nok på, at når konen,

hvis tilstand forbedredes, kom i et rigtigt forhør, skulle der

ske en vending til en af siderne.

I maj måned - 3 måneder efter at ugerningen var sket - kunne man

tage patienten til Skelskør, hvor hun blev underkastet et langt

og indgående forhør, som dog ikke bragte sagen videre. Men dagen

efter dette forhør, forlangte arrestanten selv at blive afhørt,

og her tilstod han at være gerningsmanden. Han var stået op den

pågældende nat, mens konen sov, og havde taget barberkniven, som

hang på et søm over kakkelovnen, derpå atter gået i seng og dér

forøvet sin ugerning.

Det mærkeligste ved hele denne historie - set med nutidsøjne -

kom frem nu. Konen havde den pågældende nat et strikket

uldtørklæde om halsen. Dette blev gennemskåret ved det samme

snit, men det var aldrig faldet nogen ind at tænke på tørklædet

siden. Det blev først nævnt i den stævning, som de pågældende fik

til at møde på Skelskør rådstue for at høre domsafsigelsen. I

stævningen bliver det pålagt dem at tage tørklædet med, for at

det kan blive fremlagt i retten.

Dommen kom til at lyde på, at Niels Mortensen Strandmand havde

sin hals forbrudt og skulle bøde med sit liv.

Hvorvidt straffen blev fuldbyrdet, eller den blev forandret ved

de højere instanser, har den, der skriver dette, ikke haft

lejlighed til at efterforske, men da der ingen overlevering er om

henrettelse, er det sidste det sandsynligste.

Kr. Pedersen