Mette Mortens Geburtsdag

Et tidsbillede fra slutningen af det 18de århundrede.

Sorø Amtstidendes søndagstillæg 5. april - 17. maj 1936

Af Kr. Pedersen

Det var den 2. februar 1790, at gamle Mette Mortens i Vedskølle

fyldte 90 år. Dette var på mere end een måde en enestående

begivenhed. På den tid var der nemlig kun få, der vidste datoen

for deres fødsel. Kirkebogen forlangte ikke fødsels- men kun

dåbsdatoen. Derfor var datoen gerne glemt efter kort tids forløb.

Når Mettes ikke var glemt, skyldtes det mærkedagen - kyndelmisse

- og det runde årstal 1700. Dagen oprandt som så mange andre

vinterdage med tøvejr og tåge. Lærken var ikke hørt endnu, det

var altid et godt varsel. Mette vidste, at hendes børn og

muligvis børnebørn ville komme til aften. Det var altid morsomt,

men ingenlunde usædvanligt. I det hele taget ventede Mette intet

usædvanligt. I det hele taget ventede Mette intet usædvanligt den

dag. Den mest fremtrædende følelse var vel vemod og betragtninger

over den hurtigt svindende tid. Mette var trods sin høje alder

en rask kone, hun havde aldrig kendt sygdom. Hun var en høj tør,

benet nu lidt foroverbøjet skikkelse. Når hun talte, var det

langsomt og ligesom med besvær, hvad der gav hendes ord mere

vægt. Hun var så åndsfrisk som nogensinde; det hvorpå alderen

mest kunne mærkes var øjnene. De havde svigtet noget de sidste

år, og glarøjne havde hun ikke kunnet få. Dog - strikke kunne hun

endnu. Ja, så var der det ene ben, som ikke ville makke ret; men

med besvær kunne hun dog færdes i og omkring huset. Nu sad hun

mest i sin stol mellem bilæggerovnen og sengen og bandt hoser.

Mette boede i en af de 15 gårde, som Vedskølle den gang bestod

af. Det var også hendes egen gård, forsåvidt som hun stod for

fæstet endnu; men hun havde dog for størstedelen overladt styret

til sin nu midalrende søn og dennes noget yngre kone.

Det usædvanlige på denne dag begyndte lidt op på formiddagen, da

der kom et pænt køretøj ind i gården, og ned deraf steg

sognepræsten hans højærværdighed provst Falk fra Tjæreby. Mette

havde endnu ikke tænkt på at gøre sig i stand. Hun måtte i hast

nøjes med at vende sit forklæde, spytte lidt i den ene hånd og

dermed glatte hårtjavserne og stoppe dem ind under kanten på

huen. Det var da et stort held, at gulvet lige var blevet fejet.

Mette havde lige fået fat i bindehosen, da provsten trådte ind i

stuen. Han gik hen og trykkede hendes hånd: “Hjertelig til lykke

med de 90, nu er der så kun 10 år til I bliver 100,” sagde

provsten med et smil. “Ja, Gud bedre det kun, det når jeg

aldrig, det kan jeg tydelig mærke,” svarede Mette. Sandheden tro

mærkede hun også noget mærkeligt i øjeblikket. Den usædvanlige

situation og store travlhed havde nær taget vejret fra hende.

“Ja,” siger provsten i prædiketone: “Der er kun een, der har talt

vore dage, hver især, og der er kun eet for os at gøre: at give

sig ind under hans vilje og hans nåde.” Det kunne Mette kun sige

ja og amen til. Svigerdatteren kom nu ind, synlig forlegen.

“God dag, Bodil| Har du ikke manden hjemme?” - “Nej, vor far han

er til hove på Basnæs.” - “Så er vel de andre bymænd der også,”

spurgte provsten. - “Ja,” det er de nok, for de skulle køre sæd

til Skelskør; de skulle fylde et skib i dag,” svarede Bodil. “Men

vi glemmer helt at byde vor far sidde ned. Tag den grønne stol

oppe i stuen, Boel,” sagde Mette.

Provsten kom til sæde. Dette ikke at træffe bymændene passede ham

ikke rigtig, da han i dag havde en sag af vigtighed at tale med

dem om, så mange han kunne træffe. Der var nemlig kommet et

cirkulære, som bød præsterne at arbejde blandt bønderne, for at

vinde dem for udskiftning af byjorderne. Han sad nu og

overvejede, om han skulle gøre en begyndelse med de to kvinder,

at kunne han vinde Mette for en sag, og han kom hurtig til det

resultat, at kunne han vinde Mette for sagen, da var der meget

vundet igennem den indflydelse, hun øvede på sine ret talrige

slægtninge. Han fortsatte derfor: “Ja, Gammelmor| Jeg vil

alligevel ønske, at I må leve 10 år til, for så vil I få noget at

se, som I aldrig har drømt om. Kongen og kronprinsen og kanceliet

har bestemt, at al byjord skal udskiftes imellem bønderne, hvis

disse selv ønsker det, således at hver bonde får sin jord for sig

selv. Så er der ingen, der bliver afhængig af den anden med

hensyn til arbejdet; men hver især kan drive sin jord, som han

ønsker det. Så vil der komme gode tider for bønderne, det vil

sige alle, hvem der vil arbejde godt. Der vil ikke gå så mange

år, før hver især høster dobbelt så meget som nu.” Provsten talte

sig varm, det var tydeligt, at spørgsmålet interesserede ham

meget. Mette kastede et hurtigt blik på provsten, men så så ned

på sit bindetøj og sagde: “Ja, man har hørt før, at de

spekulerede på sådan noget, men jeg troede, at det var opgivet

igen.” - “Nej, svarede provsten, “det bliver sande lig ikke

opgivet, og nu gælder det om, at hver i sin kreds virker for

denne sag. Også I, Gammelmor, kan gøre noget her overfor børn og

svigerbørn og alle de mange, som gerne hører jeres mening.” Mette

kastede atter et hurtigt blik på provsten, og der begyndte at

komme et stramt træk om hendes mund, idet hun sagde: “Det kan jeg

ikke tjene provsten i, for jeg er kun en gammel enfoldig kone -

og for resten tror jeg, man skal være forsigtig med sådanne

forandringer.”

Mette begyndte at vinde noget af sin sædvanlige sikkerhed tilbage.

Dette indvirkede på provsten, så også han blev ivrigere, da han

spurgte “Hvorfor det?” - “Fordi man véd, hvad man har, men man véd

ikke, hvad man får,” svarede Mette. “Det kan man sige,” sagde

provsten - han havde allerede udskift ningen færdig i hovedet -:

“men I véd, at I kan tilkomme 2/25 af denne bys jorder, og det er

mange gange det areal, som I nu kan så og høste på; naturligvis har

I så også ret til græsning på Udmarken; men den er næsten værdiløs.

Når Udmarken bliver pløjet op og dyrket, er den næsten lige så meget

værd som Bymarken.” - “Må jeg spørge provsten om en ting: skal vi

så al le blive boende i byen eller hvordan går det med det?” “Nej,”

svarede provsten, “der er nogle, der kommer til at flytte ud; men

de får så også lidt mere, så de bliver ikke forfordelt.” - “Hvem

er det så, som skal flytte ud?” spørger Mette igen. - “Ja, det kan

jeg ikke sige; men det bliver nok, hvem man kan blive enige om, og

hvis man ikke kan blive enige, kan man trække lod derom. Tænk en

gang på, at de har plads til alle sider, der er ingen generende

naboer, man kan komme i ufred med, sådan som vi alle kender det fra

byerne.” “Det er lige meget,” genmælede Mette. “Jeg vil ikke ud at

bo på den vildende mark, og jeg vil heller ikke forlange at andre

skal, så det er vist bedst, at det bliver, som det har været altid.”

Provsten kunne nu indse, at han var gået forkert i byen, og

samtalen drejede ind på dagligdags emner. Provsten lagde under

denne flere gange sin åndsfraværelse for dagen. Omsider tog han

afsked og kørte bort. Sit egentlige ærinde, at betale to

almisselemmer dér i byen deres månedlige bidrag, hver 8 skilling,

glemte han endda.

Det varede ikke længe, før det rygtedes i byen, at provsten havde

været på visit hos Mette Mortens, og de mindede straks konerne

om, at også de hver især måtte hilse på Mette i dag - lejligheden

til at spørge nyt? Nej, selvfølgelig den spillede ikke med. -

Allerede før middag var samtaleemnet i he le byen: Mette kontra

provsten. Mette var ligegodt en knop. Der var ikke mange mænd,

der som hun turde sige den myndige provst imod.

Efter middagen satte Mette sig til rette i sin stol for at få en

lur som sædvanlig. På grund af formiddagens hændelser ville

søvnen ikke indfinde sig. Tanker kom og gik, og førend hun selv

vidste af det, passerede minder fra hendes lange liv revy for

hendes indre syn. Selve dagen opfordrede jo til det. Hun mindedes

den lille husstue i Tystofte, hvor hun var født. Hendes moder var

søster til manden i gården. Da hendes forældre blev gifte, var

der ingen ledige gårde på Basnæs gods. Borreby havde derimod

fæsteledig gård i samme by, men vornedsskabet hindrede faderen i

at få denne. De måtte derfor foreløbig slå sig til ro i husstuen.

En sådan stue, indrettet i en af udlængerne, var der i de fleste

gårde den gang. Faderen døde imidlertid hurtigt. Moderen giftede

sig igen, men stedfaderen faldt som offer for brændevinen, som så

mange andre på den tid, og hjemmet forsumpede lidt efter lidt.

Selv kom hun ud at tjene så snart hun kunne gøre gavn for føden.

Da hun nåede den alder, da hun skulle “gå op at læse”, kom hun i

forbindelse med præstens i Tjæreby, hr. Herman (Ejlersen Holm).

Det var dennes kone, Sidsel hr. Hermans, som særlig tog sig af

Mette, og tog hende i sin tjeneste som lillepige, og her blev hun

til præstens død 1717. Dette var en periode af sit liv, som hun

så tilbage på med glæde. Præstekonen var en for sin tid og stand

flink og ligefrem kvinde, som alle af bondestanden satte stor

pris på. Tillige var hun en dygtig husmoder, så det var en god

skole for en ung tjenestepige.

Da hun nu skulle søge sig en ny plads, havde hun tilbud fra

herskabet på Basnæs, men præstekonen satte sig imod med hænder og

fødder. Endskønt Mette den gang havde stor lyst til tjeneste på

Basnæs, bøjede hun sig for sin madmoders vilje, og takkede siden

Sidsel hr. Hermans i hendes grav, fordi hun forhindrede det. Den

da unge herremand C.F. de Boiset forvoldte adskillige piger i

ulykke, men det kom først rigtig for dagen senere.

Mette kom nu i tjeneste hos en gårdmand i Tjæreby, hvor hun var i

3 år. Ak ja, sukkede Mette, her havde hun sine bedste og sine

bitreste minder fra. En ung karl ved navn Hans tjente også dér i

byen. Han var udskrevet til Landmilitsen. Det var et korps af

hjemmeværende soldater, som skulle møde til øvelse en gang

imellem, i reglen søndag eftermiddag. Hans og Mette havde fået

godhed for hinanden, og en sommeraften, da de fulgtes hjem fra

hoveriarbejdet, fik de sluttet pagt for livet. De havde den dag

revet hø i Skovsøen, (en eng inde i Basnæs skov), og efter endt

arbejdet havde de sunget, leget og danset i skoven. Ak ja|

sukkede hun atter. Det havde været en dejlig, dejlig tid fra

høslet til 8 dage efter Mikkelsdag. Det var en søndag, hvor

“Malisen” havde øvelse, den i dag i Magleby. Befalingsmanden, som

ledede disse øvelser, en rå og brutal tysk “officer”, var i

dårligt humør.

Der vankede stroppeture og tørre prygl med den flade klinge. Han

fandt noget at udsætte på Hans’ udleverede eksercergevær - der

var lidt at gøre rent - og beordrede Hans til at stille med det

om aftenen kl. 9 i tyskernes kvarter, som var i Ørslev. Hans

tillod sig at andrage, om det ikke kunne ske kl. 8. Han fik til

svar, at når ikke tiden passede ham, så kunne han komme kl. 10.

Hans var det skikkeligste menneske på jorden, men hans

godmodighed var dog udsat for en hård prøve ved denne behandling,

og værre blev det, da han så blev overfuset, fordi han kom et

øjeblik for tidligt. Hans tog dog til genmæle, her var ingen

vidner. Tyskeren trak blank, vel nok for at slå med klingen.

Karlen værgede sig med geværkolben. Et kraftigt stød og tyskeren

segnede om. Lidt senere bankede Hans på hos sin søster og svoger

i Stubberup. Der var kun eet at gøre, flygte så hurtigt som

muligt før det blev opdaget. Vold mod foresatte straffedes med

døden. Nu bad han om at hilse sine pårørende, også Mette, og

sige, at hvis Gud lod ham leve og beholde helbredet, skulle han

nok komme at hente hende eller sende bud. Ak ja| sukkede Mette.

Den samme nat forsvandt en gammel pram, som lå fortøjet ved

Glænø, om den var stjålet eller drevet bort i uvejr, som det

senere blev den nat, blev aldrig opklaret, og Hans var der ingen,

der så mere eller hørte fra. Der var mest sandsynlighed for, at

han var omkommet den samme nat.

- Ak ja| Mette mindedes også en vinteraften mange år efter. Det

var efter at hun var blevet enke. Hun var gået over isen til

Glænø, hvor hun opsøgte en gammel kone, hvis afdøde mand havde

ejet den omtalte pram. Til hende udbetalte hun prammens værdi 2-

eller 3-dobbelt. Siden havde hun hjulpet samme kone med lidt

fødevarer. Hun gjorde det, for at Hans ikke, hvis det nu var ham,

der havde taget prammen, skulle have den at stå til regnskab for

på dommens dag. Befalingsmanden var der gudskelov ikke noget i

vejen med; han var sluppet med brækket næseben.

Mette var blevet en dygtig pige, og hun vidste også selv, at hun

var det. Mærkeligt nok var det, som denne dygtighed voldte hende

vanskeligheder. Hun var født en herskernatur, kunne derfor

vanskeligt indordne sig under givne forhold, hvor andre havde

ledelsen. Efterhånden hun blev ældre, blev trangen til at have et

virkefelt selv stærkere og stærkere hos hende. Hun havde to gange

før haft lejlighed til at blive gift, men afslået det, da hun

synes, at hun skulle vente på sin Hans. Ham hørte hun imidlertid

ikke fra, og da der atter blev tilbudt hende ægteskab, slog hun

til. Det var en midaldrende gårdmand i Vedskølle, Morten Hansen.

Han var enkemand. Ægteska bet blev dog kun delvis lykkeligt.

Manden var også dygtig, men med stærk selvstændighedstrang.

Deres gemytter stødte ofte sammen, og Mette måtte erkende, at

manden var den stærkeste. Den gang var det ofte tungt for Mette;

men nu kunne hun dog indrømme, at det at lære at bøje sig også

har en stor værdi. Nu kom der også børn - 3 piger og 1 søn.

Mette mindedes den trange tid, som dette afsnit af hendes liv

rummede. Ikke for hende alene; men for hele bondestanden.

Produkterne kostede bogstaveligt intet. Det var ikke mange penge,

der skulle bruges; men lidt var der altid som skulle skaffes, og

hvor skulle de komme fra? Dertil kom misvækst eller i hvert fald

lille høst i flere år. Ja, og så kvægpesten. Mejeribruget betød

ikke meget økonomisk, men det betød meget for folkeernæringen.

Køerne døde som fluer. Mælk og smør var ikke til at opdrive.

Tilstanden karakteriseres bedst ved en indberetning fra den

daværende præst i Tjæreby til autoriteterne, hvori det hedder om

tilstanden i sognet: “Bymændene har næppe det brød, de selv kan

æde.” Dertil kom, at herremændene, hvis stilling ikke var stort

bedre, pinte den sidste hvid og skilling af dem. Endvidere

hoveripligten, som den gang var fuldstændig ubegrænset.

Dette tilstand varede det meste af en snes år. Tiden omkring 1730

til hen imod århundredets midte var den trangeste og mørkeste

tid, Mette huskede. Trods al denne modgang klarede Mette sig

nogenlunde. Hun holdt liv i sine børn trods sult og fattigdom.

Børnedødeligheden var ellers stor den gang, hertil bidrog også de

ondartede koppeepidemier, der optrådte med mellemrum.

Midt i den hårde periode fristede Mette den skæbne at blive enke.

Børnene var små endnu og kårene trange over al måde. De fleste

ville under disse forhold have givet op; men hun var sej og

udholdende. Nu var hun eneregent på gården, og hendes kræfter

voksede derigennem. Ret hurtigt kunne hun af forskellige småting

se, at hun stod godt anskreven ikke blot blandt sine

standsfæller, men også hos de to autoriteter: herskabet på Basnæs

og præsten i Tjæreby.

Af de bekymringer, hun huskede fra disse år, var den ældste

datter, Marens opdragelse. Denne tøs slægtede sin fader på i

stivsind og herskesyge. Hun var dygtig og indsigtsfuld til sit

arbejde, men egenrådig.

Da børnene voksede til, trængte spørgsmålet om deres fremtid sig

også på. Her gik det lettest med Maren. Da hun var en snes år,

sørgede hun selv for at blive gift med den skikkelige Niels

Jørgensen i Lundby, som var blevet enkemand, han var halvgammel

og derfor et rigtig godt parti for en ung pige; idet han sad på

et fæste, som var 30 år gammelt. Dette fæste kunne Maren så sidde

på til sin dødsdag. Det var en stor fordel på en tid, hvor der

for hvert nyt fæstemål blev lagt betydeligt på både indfæstningen

og den årlige afgift. Ganske vist var der nogle, der skumlede om,

at Niels havde fået kam til sit hår; men det kunne Mette ikke

have noget ansvar for, da hun ikke havde rørt en finger for at få

partiet i stand.

Så var der Ane. Hun var ikke så fremtrædende som Maren. Der havde

Mette måtte give en håndsrækning for at få hende gift med Lars

Pedersen her i Vedskølle. Han var såmænd også god nok, bare han

ikke havde været så mistænksom og mistroisk mod alt og alle; og

meget påholdende var han også. Ja, så var der Sidsel. Der havde

Mette ikke været så heldig, syntes hun den gang. Pigebarnet var

blevet gift med unge Hans Jensen her i byen. Han havde tjent hos

Mette som karl, og en dygtig karl havde han været. Men hun havde

ikke troet, at han kunne klare sig med den gård, som hun havde

taget i fæste. Den havde været fæsteledig i flere år og

bygningerne var fuldstændig forsvundet. I stedet for indfæstning

skulle han opføre bygninger, som herskabet dog gav de fleste

materialer til. Mette mente, at det var en vildmand, og hun havde

sagt til de unge, at hos hende var der ingen hjælp at vente. Det

var imidlertid gået helt over forventningen i løbet af

forholdsvis kort tid havde de fået rejst bygninger, og nu var det

den bedste gård i byen og Hans Jensen var den mest estimerede

mand i byen både hos præsten og herskabet på Basnæs og blandt

hans egne byfæller.

Endelig var der sønnen Hans Mortensen. Han havde gået hjemme

altid og egentlig kun været karl for moderen. Han havde ikke fået

lov at gifte sig før sent. Mette ville være fri for rivalinder

til magtstillingen i gården. Omsider fandt hun et passende parti.

Ganske vist fandt hun, at sønnekonen var noget af et drog, men

forholdet mellem dem var dog nogenlunde godt. Ak ja| Der var et

ømt punkt i Mettes samvittighed. Hun havde altid sagt til sine

pårørende og andre nysgerrige, at penge det havde hun ikke. Men

sandheden var dog, at i de senere år, hvor forholdene havde

bedret sig noget, havde hun dog af og til set lejlighed til at

stikke en skilling til side. Det var dog enhvers pligt at have

lidt i reserve, hvis uheld skulle indtræffe, men det var en lige

så stor pligt at holde det hemmeligt; der var så mange måder at

miste pengene på, hvis nogen vidste det. Denne reserve gemte hun

i sin seng dybt nede i sengehalmen; men den voldte hende ikke så

lidt bekymring. Endnu havde hun altid kunnet rede sin seng selv,

men den dag kunne let komme, da hun ikke kunne det mere. Børnene

kunne let komme i spektakkel. Især var hun bange for Lars Pedersen

med al hans mistroiskhed. Det bedste ville være, at det blev skrevet,

hvor meget der var og hvad hver især skulle have, men selv kunne

hun ikke skrive. Hans Jensen kunne ganske vist skrive noget - sit

eget navn. Han havde gået i skolen i Tjæreby, som var oprettet fra

Basnæs 1728. Nej, det kunne ikke gå, at han var part i sagen. Hun

havde også tit tænkt på at lade provsten skrive, men det var aldrig

blevet til noget, og nu efter sammenstødet med provsten havde hun

ikke lyst. Der var også degnen i Tjæreby, hr. Breson. Nej, det kunne

der ikke være tale om, at hun skulle åbenbare sin dyreste hemmelighed

for det pjattehoved. Ak ja| Det, der havde været hendes

hemmelige stolthed og fryd, var nu ved at blive et smertens

barn.

Hun blev revet ud af sine bekymringer ved, at en fremmed løftede

klinken og trådte ind. Det var ingen ringere end degnen. Han var

i byen denne eftermiddag for at læse med børnene. Det foregik

skiftevis i gårdene en gang om ugen. Undervisningen bestod i, at

degnen læste et stykke af Luthers lille katekismus med

tilsvarende stykke af forklaringen og gentog det samme stykke så

tit, at børnene i hvert fald skulle kunne det. Der var mange, der

aldrig nåede så vidt. Degnens tålmodighed rakte ikke så langt, at

den kunne nå til de mindre letnemme. Under sådanne forhold brugte

han slående argumenter og hersede sådan med børnene, at konen i

gården ynkede dem og satte et måltid mad ind til degnen, så fik

børnene lov at løbe for den dag, og loven var sket fyldest. Sådan

var det gået i mange år, og degnen mente at have en slags

hævdsret til dette måltid. Selv om der ingen børn kom - de var

ikke lette at drive derhen - fik degnen sin mad, så havde han

gjort sin pligt.

Han havde også hørt om Mettes fødselsdag og om provstens besøg,

så han ville heller ikke stå tilbage. Som den lærde mand, han

var, overbragte han sin lykønskning i en meget snørklet form, og

spurgte tilsidst, hvad hans høje foresatte havde sagt. “Ja,”

svarede Mette, “han sagde, at nu skulle det være alvor med

udskiftningen.” - “Oh, du Bileams æt, hvor længe skal du dog

regere i Israel. Hvor længe skal Baals præster have lov til at

forkynde deres lære. Talte han noget om, hvorledes det skulle

ske.” - “Ja, han sagde, at det skete ikke før vi gik godvillig

med, men den slags godvillighed kender vi nok.” - “Gud ske lov,

så der da da håb om at få det forhindret foreløbig, måske for

bestandig. For det vil jeg sige Mette, at det vil gøre de rige

rigere og de fat tige fattigere end de var tilforn. Jeg ved nok,

at provsten regner med meget større avling, når han får det for

sig selv, men hvordan går det med en fat tig embedsmand som mig.

Jeg må bogstaveligt leve af de smuler, der falder fra præstens

bord. Når jeg nu møjsommeligt har forbedret embedets indtægter

lidt, skal det måske tages fra mig igen. Og er en degns arbejde

ikke lige så vigtigt som præstens. Hvad betyder det ikke, at

ungdommen bliver godt oplært i kristendom. Hvad sagde ikke den

store konge Chrisianus Quartus: “Regna firma pietas”, det vil på

dansk sige: Gudsfrygt styrker riget. - Har Mette for resten hørt,

hvor rædsomt det får til i Frankrig for tiden. (Den store franske

revolution var i udvikling. Bastillen var faldet 14. juli

sommeren før.) Der har pøbelen fuldstændig taget magten, og den

slår folk ihjel, og bønderne vil ikke mere betale tiende og andre

skatter. Og hvad er skylden: At de ikke har givet deres degne en

ordentlig løn. Ja, i Frankrig hedder de nu munke; men det er nu

lige meget, de har det samme arbejde. Men disse munke må gå rundt

at tigge, hvordan får de så tid til at undervise børn og ungdom

om pligterne mod Gud og næsten. Nej, det er det, jeg altid har

sagt, at degnen bør have en gård lige såvel som præsten, hvis der

ikke bliver gjort noget, så går det ligesom nu i Frankrig, hvor

det er alle de værste forbrydere, som kommandrer det hele. Og

derfor var det, at degnen måtte sætte sig imod udskiftning, for

hvad undervisning kunne der blive, når børnene skulle samles

sammen ude omkring på udmarkerne.

Der blev nu sat mad på bordet til degnen. Endskønt han nylig

havde endt sit degnemåltid i den anden gård, lod han dog Mettes

gode mad vederfares retfærdighed. Imedens underholdt han hende om

besværlighederne ved hans embede. Provsten havde forklaget ham

hos biskoppen, og denne havde givet ham en grov reprimande.

Omsider gik han da, og efterlod sig mange gode ønsker om en god

fremtid for en så god og rettænkende kvinde som Mette.

Det var imidlertid blevet langt hen på eftermiddagen. Kvinderne

havde travlt med gæstebuddet. Pigen var ikke hjemme. Hun såvel

som de andre piger var på hoveriarbejde på gården. Når kornet var

tærsket og kastet, skulle det renses med et rundt sold. Det var

kvindearbejde. Mette måtte derfor tage del i forberedelserne, og

det var så heldigt, at de var omtrent færdige, da Maren fra

Lundby kørte ind i gården. Hun var selv kusk. Hun havde sin

datter, Birthe, med. Dette var en 22-årig smuk pige, som slet

ikke lignede moderen eller mormoderen, men derimod sin fader, som

var død for flere år siden.

Maren havde haft flere børn; men kopperne havde taget dem med

undtagelse af denne ene. Hun var hjemme hos moderen, som styrede

sin gård med megen myndighed. Det kan ikke nægtes, at denne store

myndighed havde sat sit spor i datterens udvikling, idet denne

med sit bløde sind aldrig kunne frigøre sig for moderens strenge

herredømme, selv hvor det stred mod hendes egen natur. På trods

af modsat indstilling i sindet - eller måske netop derfor:

Modsætninger tiltrækker jo hinanden - var hun Mettes favorit i

slægten. Mette syntes selv, at hun var blidere stemt, når dette

barnebarn var ved siden. Mette opdagede snart trods al

forstillelse, at Birthe ikke var glad idag; men der var ikke

lejlighed til nærmere undersøgelse af årsagen. Nu tog denne fat i

arbejdet, så mormoderen kunne få sig pyntet lidt, førend de andre

fremmede kom.

Mens vi venter på dem, kan vi se lidt på, hvorledes Mette boede.

Det var en firelænget gård med porten ud til gaden. Ved gaden må

man ikke forestille sig en fast vej. Nej, det var en søle og

sump, hvor folk gik og kørte, hvor de kunne bedst. Især ved

vintertide, hvor kreaturerne blev sluppet løse til vands i

gadekæret. Modsat porten lå stuelængen. Igennem halvdørene kom

man ind i steset (stegerset). Ligefor døren var den store, åbne

skorsten. Til venstre i denne var der indfyring til bilæggerovnen

i stuen; ligefor var det åbne ildsted, hvor gryder og kedler

enten stod over ilden på en jerntrefod eller hængte over ilden i

en jernkrog. Oven over ildstedet var der indfyring til

bagerovnen, som lå bag skorstenen. Til højre i skorstenen var den

indmurede bryggerkedel. Til højre for skorstenen var så “steset”,

to fag hus foruden det fag bagved, som blev benyttet til

spisekammer og pigekammer. Til venstre for døren, vi kom ind af,

var indgangen til stuen. Døren var lav og tærkslen høj. Dette

misforhold, som man synes det var, havde sin praktiske

begrundelse, nemlig en forsvarsforanstaltning. Hvis en fjende

ville trænge ind, var hans angreb svækket, når han skulle bukke

sig og samtidig løfte benene højt. Stuen var tre fag i hele

husets bredde, som dog næppe var mere en 6 a 7 alen. Til højre

var bilæggerovnen, ved siden deraf en lænestol. Ydrevæggen ud

til haven var optaget af to omhængesenge med siden til væggen. I

det lille mellemrum mellem sengene stod et bord under et lille

blyindfattet vindue. Ved den tredie side af stuen - modsat

stuedøren - hang stueuret ved siden af sengen, et af de såkaldte

Nürnbergerværker: Hvid urskive med roser på og kæder med lodder

og messingpendul. Derefter døren op til øverstestuen. Resten af

denne væg var optaget af en fast bænk med bord foran. I hjørnet

var der dog et hængeskab med bagklædningen mod denne væg. Hele

væggen mod gårdsiden var optaget af tre fag vinduer med

blyindfattede ruder. Derunder den lange gåsebænk, der var

indrettet til reder for fjerkræet. Foran hver rede var en skodde

til at løfte. I hver skodde var et hjerteformet hul, som tjente

både til luftfornyelse til reden og til håndtag, når skodden

skulle løftes. Overstestuen var også en tre fags stue, hvor

møblementet mest bestod af kister med buede låg, en dragkiste og

nogle stole. Der var udgang til haven herfra, hvad der også var fra

“steset”. Gulvet i denne stue så vel som den før beskrevne var

lergulv. I “steset” var der brolægning dog af lidt mindre og mere

udsøgte sten end der var benyttet i gården. Som dette hjem var

indrettet var alle bondehjem på egnen indrettet ligeledes; enkelte

små undtagelser fraregnet, hvor lokale forhold bør det. “Ensrettethed”

er et ord, som først er kommet ind i sproget langt senere; men

begrebet “ensrettethed” var godt kendt også på den tid. Ja, det var

en væsentlig bestanddel af bondekulturen. Der skulle et stort moralsk

mod til at vige udenfor de een gang vedtagne regler. Fællesskabets

rødder gik dybt i menneskesjælene.

Nu kom de andre gæster, nemlig Mettes to andre døtre der i byen og

deres mænd. Rygtet havde fortalt Ane, at provsten ville have Mette

flyttet ud på Udmarken ved Basnæs skov med gård og det hele. “Hvem

har dog fortalt det,” spurgte Mette. Jo, det havde da smedekonen.

Mette fortalte nu, hvad der lå til grund for dette og tilføjede,

at smedekonen fik meget at rende med for hendes store nysgerrigheds

skyld. Lars Pedersen bekræftede, at det var bare løgn og rævestreger,

man hørte nu om stunder. Mette fortalte, at hun havde pådraget sig

nævnte kvindes vrede, fordi hun havde givet hende over nakken for

hendes nysgerrighed.

Lars var meget optaget af et uheld, som han havde været genstand

for i dagens løb. “Vejene er jo skrækkelige på denne årstid. Sålænge

vi kørte på hovmarken kunne det nok gå; der kunne man køre, hvor

man bedst kunne. Men ved ledvogterhuset, “Fandenhuset” kaldet,

imellem hovmarken og Magleby jorder, snævrede vejen ind af hensyn

til ledet og var ganske bundløs. Jeg kørte et sted, hvor der ikke

var kørt før, der lod jeg de fjermer hjul gå, men der lå netop en

stor sten, som var skjult i pladder, og så væltede jeg i det værste

pløre,” forklarede Lars. Mette siger: “Er det dog ikke underligt

så tit der sker ulykker deromkring. Det er vist ikke for ingen ting,

at huset har fået det navn.” Kvindfolkene spørger interesseret,

hvordan det så var gået ham: “Jo, der var tre vogne lige bagefter,

de ville nok hjælpe mig; men så skulle jeg give brændevin; men det

havde jeg jo ikke råd til. Men så kom Ditlevs karl fra Tjæreby,

kender I ikke ham, han hedder Ole, så kom der gang i tingene. Han

sagde til mig: “Tag du der - sådan og sådan - og lige på et øjeblik

var vognen rejst og alle 5 sække var læsset igen, og han forlangte

hverken brændevin eller noget andet. Da vi så kom til Magleby, var

Jens Rod kørt fast med sit læs og hans heste var stædige. Men lige

så snart Ole fik fat i tømmen, så gik hestene. Det må jeg sige, at

mage til karl er der ikke på Basnæs gods.” Birthe, der sad på

gåsebænken, blev helt rød i ansigtet, da Lars fortalte om sin

redningsmand. Hun kom pludselig i tanker om noget, hun havde glemt

ude. Hun forlod derfor stuen; men blev sinket af et eller andet

ved døren, til Lars sluttede. Hendes moder så efter hende. Omsider

var husets folk samlet og måltidet begyndte. Et dampende grødfad i

dagens anledning, med smørhul i, blev sat på bordet. Efter grøden

kom der klipfisk, rigtig god gammel bergfisk, som havde ligget i

blød i kalkvand i flere dage. Det kan nok være at skeerne blev

benyttet flittigt. Dette var ikke hverdagskost.

Under måltidet kom samtalen straks ind på provstens besøg. “Jeg

har oplevet en del i min tid,” sagde Mette, “men jeg synes dog

alligevel, at dette er noget af det værste. Bylavene har bestået

i flere tusind år, og nu skal de ødelægges, og der er nogle, der

skal jages ud på den vilde mark; men det når jeg da heller aldrig

at få at se.” - “Ja, men vi sætter os da også imod af alle

kræfter,” sagde Maren. “Provsten har jo sagt, at vi selv skulle

sige ja til det, og det gør vi da ikke, i hvert fald de fleste af

os.” - “Det er ikke andet end løgn og rævestreger alt sammen,”

busede Lars ud. “Det er bare de store, der vil have os splittet

ad så meget som muligt, for at få sammenholdet imellem os

ødelagt. Hvad sammenhold kan der være, når hver skal passe sit

og bo så langt fra hinanden, at det er umuligt at råbe fra den

ene til den anden. Hans Jensen havde hidtil siddet tavs, men nu

tog han til orde. “Jeg er dog ikke sikker på, at I har ret, for

der er flere sider ved den sag, som vi også må tage i

betragtning, og så meget er sikkert” – Her blev han afbrudt af

alle de andre, som hver især anførte deres grunde, alle i munden

på hinanden. Hans tav, til uvejret havde lagt sig lidt, så

begyndte han igen: “Ja, men det er da vist, at fællesskabet med

arbejdet” – Atter brød vejret løs, og der gik lidt tid. Atter

prøvede han: “Men når nu dem, der har prøvet det, er godt tilfredse

og ikke vil bytte tilbage, så må vi da overveje, hvad vi gør, før

vi siger nej.” - “Hvem har prøvet det?” spørger Mette lidt skarpt.

“Det har bønderne på Bernstorffs gods,” svarede Hans. “Hvor er det?”

spørger Maren. “Inde nord for København. Det er en greve, der også

hedder Bernstorff, ligesom greven på Holsteinborg hedder Holstein.

Derinde på det gods er bondejorden udskiftet for flere år siden,

og bønderne selv er så vældigt godt tilfreds.” – Å, det er vel

bare løgn og rævestreger,” udbryder Lars. “Nej, det er rigtig nok,

Lars,” sagde Hans, “for jeg har det fra en, som kender mange derinde.”

- “Hvem er det?” bliver der spurgt. “Det er såmænd Ole, som vi

snakkede om før. Han har, som I véd – hvad er der i vejen.” Birthe

forsvandt ned under bordet. “Å, det var bare mig, der tabte min

ske,” svarede hun dernede fra. “Hvordan er det dog du sidder og

fangler, tøs,” siger moderen. Efter nogle bemærkninger fra selskabet

om det uheldige i at tabe værktøjet under arbejdet, kommer Birthe

atter tilbage, rød i hovedet, og forsvinder ud i “steset”. “Hvor

skal du hen,” spørger moderen. “Ud at tørre skeen af, den er blevet

sandet,” svarede datteren. “Å, du har vel et forklæde, det er vel

ikke for godt at bruge,” slynger moderen efter hende, men Birthe

er ude af døren, som hun dog lader stå på klem. “Det var det vi kom

fra,” fortsætter Hans. “Han Ole har ligget fire år i København som

lansenér, og der var han oppasser for en oberst eller sådan en.

Denne oberst kom meget på Bernstorff, og så måtte oppasseren jo

med. Derved blev Ole godt kendt med folk der omkring, og han siger,

at vi må se at få udskiftet så hurtigt som muligt.

Maren farer op. “Ja, er det nu ikke, hvad jeg siger, at nu om

stunder vil de unge være klogere end de gamle. Nu vil sådan en,

som hverken har gård eller hus og vel heller aldrig får - hvor

skulle han få det fra - til at røjle sig op mod os andre, og ham

kan det jo gøre lige meget, for sådan en gælder det bare om jo

værre des bedre.” - “Nej, véd du nu hvad, Maren,” siger Hans.

“Ole er såmænd en så solid karl, som findes kan, og efter hvad

han har fortalt mig, kan jeg nok indse, at det vil være bedst for

os selv at få udskiftet.” Maren spørger så: “Vil du synes om at

komme ud på marken, måske en hel fjerdingsvej fra byen, hvor der

ikke er ly eller læ for nogen vind, og hvor der ikke er hjælp at

få hverken nat eller dag, hvis man kommer til at træge til det.”

Hans ville svare, men Mette kom ham i forkøbet med at spørge:

“Har du nu også betænkt alt det, som holder til ude på marken ved

nattetid. Der er jo ikke en høj eller dysse her omkring, uden at

der er underjordiske, som bor der, og det kan du tro er ikke godt

naboskab. Hvis de får noget imod dig eller nogen, som hører dig

til, kan du risikere det værste.” - “Ja, uha,” sagde Ane, “der er

jo forfærdeligt at tænke på. Jeg ville aldrig turde lukke et øje

om natten.” - “Ja,” siger Hans på sin sindige måde. “jeg skal

ikke sige, at jeg er forlegen for at flytte ud fra byen, men

nogen kommer jo til det, og hvis det bliver min lod, så tager vi

det med, og efter hvad Ole siger, så får de mere jord, og

efterhånden de får den drevet op, så klarer de sig lige så godt

som hvem, der bliver i byen. De har også den fordel, at de kan

lægge gården midt på jorden, så får de ikke så langt i marken.” -

“Jamen,” siger så Maren, “du snakker om at få den drevet op. Har

du nu tænkt på al det slid, som det vil koste. Tænk på alle de

mange sten. Man kan jo mange steder gå lange strækninger uden at

træde på jorden, kun fra sten til sten. Ja, her i Vedskølle er

det ikke så galt med det, men her har I da de mange slåentorne og

vilde roser. Og har du tænkt på, at det spøger ude om kring

skoven og hovmarken; det er vel sagtens hende fru Vibeke, som tog

Hestehaven fra Vedskøllerne og lagde den ind til skoven.” Hans

svarer med at sige, “at han da ikke så sjældent har færdedes i og

omkring Basnæs skov ved nat (flere af selskabet smiler

forstående), men han havde aldrig set noget overnaturligt, og

hvis der er sådan noget, så gør det vist ikke mennesker fortræd.”

“Fortræd,” ivrer Mette, “véd du hvad fortræd det gør. Mennesker

bliver tosset af at se det. I ser da hver eneste dag, når I tager

til hove, hvordan Anders huggers datter nede i Rødehuset går og

fjanter, og fra min barndom husker jeg lige så tydeligt, hvordan

det gik med Hemming Skånnes kvinde i Purrehuset, det endte med,

at hun druknede i stranden derude, og hvordan gik det ikke den

rige herremand, ham Arnfeldt, han havde to sønner, og de var helt

tossede, den ene ville slå den anden ihjel. Jo, sandelig kan det

gøre fortræd.” Her brød Lars ind i samtalen og sagde: “Det var

ikke det værste, der kunne ske, at de store slog hverandre ihjel;

men så let går det nok ikke, det bliver tilsidst os andre, der

kommer til at slå de store ihjel, og det bliver da også enden,

hvis de bliver ved at plage bønderne med det ene og med det

andet, og nu med udskiftning, for løgn og rævestreger er det nok

altsammen. De skulle bare have det, som de nu fik det i

Frankrig.” Hans fortalte nu, hvad der var hændet ham den samme

eftermiddag. Da han kom til Skelskør med sit læs korn, gik hans

svoger fra Oreby der. “Jeg spurgte ham, hvad han gik dér efter.

Jo, sagde han, han var sagt til at køre kongerejse for en stor

herre fra København, som skulle til Næstved. Han var i Skelskør

for at inspicere byfogden. Min svoger var sagt til at møde kl.

10, men han fik så den besked at komme igen kl. 12. Da han så

kom, var afrejsen udsat til kl. 3. Han gik og var gal i hovedet

over at skulle køre 4 mil så sent på dagen, det blev da heller

ikke til noget. Kl. 3½ fik han besked om at køre hjem, men så

komme igen i morgen.” Hans Jensen fortalte videre, at han og

svogeren var gået ind på et værtshus for at få en opstrammer og

der havde truffet en sømand, hjemmehørende på Agersø, der nylig

havde opholdt sig i Frankrig et par måneder. Af ham havde han

fået rede på forholdene dernede. At borgere og bønder gjorde

opstand mod adel og gejstlighed, og regeringen ikke vidste sine

levende råd med at få opstanden dæmpet, og at tilstanden nærmest

var lovløs. Henvendt til Lars sagde han: “Jeg tror ikke det ville

gavne noget, om du fik de store slået ihjel, for så er der nogle

af dem, der før var små, der så bliver store, og de er meget

værre end de andre.” Mette sagde: “Ja, det tror jeg du har ret i,

det var vist ikke heldigt, at Lars skulle kommandere her.” Der

udspandt sig nu en diskussion om den heldigste regeringsmåde,

hvor Hans omsider slog fast, at dette var noget, vi ingen

forstand havde på, men burde stole på kronprinsen og hans

hjælpere. Den første begyndelse havde været god nok med at løse

stavsbåndet, og når nu det næste skridt, udskiftningen, blev

fuldbyrdet, blev det nok rigtig godt. Dermed var man inde i

udskiftningsdebatten igen. Mette siger: “Jeg kan ikke glemme, at

han Ole sådan er blevet en slags håndlanger for herskabet og de

store.” Lars siger: “Å, det er vel bare løgn og rævestreger alt

sammen.” Hans skynder sig at svare: “Det var vel også bare løgn

og rævestreger, at du væltede og han hjalp dig på ret køl igen.”

En hjertelig latter hilste denne udtalelse. Nu var der en af

konerne, der oplyste, at herskabet gerne ville have ham ind på

den fæsteledige gård på Stigsnæs, men han ville hellere rejse en

tur til Holsten, for derovre skulle man være så meget dygtig til

at drive jord. Det havde smedekonen fortalt, men hendes snak

kunne man jo ikke stole på. Maren fandt også, at det var det

klogeste, han kunne gøre, for lad ham kun være så dygtig og

stortalende han ville, så kunne han ikke have noget at fæste gård

for, og hans far kunne ikke hjælpe ham. “Da kan han da sagtens

have lige så meget som jeg havde,” sagde Hans. “Jeg mener,” sagde

Maren, at har han ligget som soldat i fire år, så kan det ikke

være meget, han har.” “Da har han fortalt mig,” sagde Hans, “at

han var meget heldig og tjente godt ved forskelligt. Han var jo

oppasser og fik mange drikkepenge og lignende. Jeg véd da også,

at han har lånt sin søster og svoger 20 daler, nu de skulle

igang.” Birthe, som efter sit uheld med skeen havde fået

tandpine, sad under denne samtale i den mørke kakkelovnskrog.

Hans lagde mærke til, at hendes øjne skinnede så klart.

Imidlertid var måltidet til ende, maden blev taget af bordet, og

mændene fik fat i kortene, mens kvinderne gik op i “stuen” for at

se på indholdet af kister og skuffer, men også for at kunne tale

mere ugenert om de emner, der i særlig grad interesserede dem.

Birthe hjalp husets kvinder i “steset” med at vaske op. Efter at

have set og rost det stykke lærred, der nylig var blevet færdig,

siger Mette til Maren: “Hvordan går det med Jørgen Sørensen i

Lundby nu siden konen døde, tænker han snart på at gifte sig

igen.” “Det ved jeg ikke, om han gør, men det er der også nok

andre, som tænker på det,” svarede Maren. “Var det ikke noget for

dig at få Birthe ind der?” spørger Mette. “I kan tro, at jeg

gør, hvad jeg kan, og jeg tænker også nok, at det skal lykkes,

hvor mange der så ellers lægger sig imellem,” svarede Maren.

Mette: “Hvem gør da det?” Maren: “Det er der nok, der gør, men

den værste er ham Ole, som vi nylig snakkede om, Han har helt

fordrejet hovedet på tøsen, så der ikke er andre, der duer end

ham.” Mette: “Er de da kærestefolk?” Maren: “Jeg véd ikke, hvad

det kaldes, men jeg har prøvet at snakke med hende om Jørgen

Sørensen, hvor godt et parti han var; han er lidt over 60 år

gammel og sidder på et billigt fæste, og det kunne hun så også

sidde på hele sin levetid, når hun blev enke. Men se om tøsen

skønnede på det; hun gik og tudede. Da jeg så spurgte, hvad hun

havde imod Jørgen, svarede hun efter nogle udflugter, at der var

en anden, hun hellere ville have. Men så sagde jeg også, at han

Ole kunne være god nok, når der ikke var nogen bedre, men så var

der ikke andet at gøre end lade Ole løbe. Og jeg sagde til hende:

“Tænk dog på, at meget, både uldent og linned, som ligger i de

kister der. Trine Sørens var en meget dygtig kone til den slags

arbejde. Det ville da være både synd og skam, hvis al det skulle

gå tabt.” Mette: “Har du snakket til ham om det?” Maren: “Både ja

og nej. Jeg har givet skrutskrædderen, som de kaldte ham, 4 alen

vadmel af det, jeg fik lavet i fjor, for at ordne det, så det

skal nok komme til at gå.” Sidsel spørger: “Hvorlænge er det nu

siden Trine Sørens døde?” “Det er 5 uger i morgen,” svarer Maren.

“Ja, så haster det da ikke så meget endnu,” siger Sidsel. “Jo,

det gør”, siger Maren, “for han har sandt at sige ikke været ædru

en dag til ende, siden Trine døde, og hvis det bliver sådan ved,

så render de med alt det, som er i kisterne.” Ane spørger: “Hvem

render dog med det?” “Ja, det gør storpigen,” svarer Maren,

“hende var der nogle, der mødte på stien bag om byen en aften;

hun havde en pakke med, som hun dårligt kunne slæbe, og

skrædderkvinden render der hver dag både tidlig og sildig; hun

går heller ikke tomhændet hver gang, det siger da storpigen.”

“Men man har da aldrig før hørt, at Jørgen Sørensen var egentlig

forfalden,” siger Sidsel. “Nej, det er rigtig nok,” siger Maren,

“men det var Trine, der holdt igen, så snart der kommer en kone,

som kan styre lidt ved ham, er det forbi igen.” “Men tror du

også, at Birthe kan det?” spørger Sidsel. “Det véd jeg ikke, men

kan hun ikke, så får jeg vel nok lidt at sige dér også,” svarer

Maren. “Jeg kan ikke forstå, at skrædderen vil have forandring,

når hans kvinde kan slæbe så meget derfra,” siger Sidsel. “Jo,

det kan jeg nok,” svarer Maren, “for han synes ikke rigtig om, at

hun render hos Jørgen både dag og nat. Men nu må I endelig love

at hjælpe mig med at overtale Birthe. Der skulle nødig blive

noget i vejen fra vor side, for da er de 4 alen vadmel spildt til

ingen nytte.” Kvinderne lovede at stå Maren bi efter bedste evne,

og de aftalte, hvorledes de skulle se at få Birthe med herop i

stuen og så rigtigt gå hende på klingen, men hun var jo ikke

færdig med opvasken. Det kunne også være rart at komme ind i

varmen et øjeblik. Mette gjorde sig et ærinde ind i “steset”,

hvor de omtrent var færdige nu, og indbød Birthe til at komme op

i stuen for at se det nye stykke lærred; imens skulle Bodil og

pigen lægge sidste hånd på arbejdet der. Mette og Birthe var

endnu ikke nået øverstestuen, før de andre to tilbageblevne kom

styrtende ind i stuen med alle tegn på den dybeste angst. Mændene

standsede midt i en trætte om spillet og alle spurgte i munden på

hinanden. “Hvad er der dog i vejen?” Bodil sank ned på gåsebænken

inden for døren og fik endelig sagt: “Å, mine ben ryster, så jeg

ikke kan stå på dem.” “Ja, men fortæl os, hvad de ryster for,”

sagde Hans. “Vi har set noget,” fik endelig pigen sagt. “Ja, men

hvad har I set,” spurg te mændene. “Det var lige så hvidt i

ansigtet som en kalket væg og øjene var ligesom tomme huller i

hovedet.” Efter et øjebliks forløb kom der da en nogenlunde

sammenhængende forklaring. Ligesom Mette og Birthe havde

forladt køkkenet, havde pigen set mod vinduet ud til haven, og

der set et ansigt som beskrevet. Hun greb Bodil i armen, også han

så ansigtet, som nu hurtigt blev trukket tilbage. Kvinderne blev

blege med undtagelse af Birthe, som blev blodrød. Mette mumlede

hen for sig: “Å, herre jøsses dog, så véd jeg besked.

Det var mig, han så efter.” Hun tænkte på posen i sengehalmen,

men hun kunne dog ikke få disse tanker omsat i ord. Maren gruede

for, hvordan de skulle komme den lange vej til Lundby nu i den

mørke nat. Mændenes kortspil var gået i stå, og det skulle da

fortsættes, men det ville ikke rigtig gå, de rystede på hånden.

Nu faldt kortene pludselig ud af hånden på Lars, han var ved at

give kort, for uden for vinduet mod haven lød et hvinende

kvindeskrig. Et øjebliks stilhed, så atter et skrig. Kvinderne i

stuen skreg næsten lige så højt og så hen til mændene. Den eneste

af disse, der beholdt fatningen nogenlunde, var Hans, der

spurgte, om der var nogen herfra, der var ude. Det var der ikke.

“Vi må ud for at se, hvad det er,” sagde Hans. “Nej| Nej|” råbte

kvinderne, “gør det ikke.” Hans: “Ja, men der er en, der er i

knibe.” Maren: “Nej, gør det ikke, sådan noget skal man lade

passe sig selv.” Nu hørte man, at der blev taget kraftigt i

havedøren til øverstestuen, som gik op. Derpå en klynkende

kvindestemme inde i øverstestuen. Hans Jensen gik hen og åbnede

døren og sagde til de andre om at komme med lyset. Der var ingen,

der turde. Han gik helt derind, og man hørte han spurgte: “Hvem

er det” og lignende. Omsider var der en, der med rystende hænder

holdt lyset hen til døren, og nu så man Hans komme halvt bærende

med smedekonen. Det første indtryk hun gjorde på selskabet var,

at hun var gået helt fra forstanden, hvad der også passede med

overleveringen om, at den, der kom til at stå ansigt til ansigt

med det overnaturlige, tog skade på sin fornuft. Efter at være

bragt til sæde i en lænestol, fik hendes angst luft i en voldsom

gråd, som forhindrede al forklaring. Langt om længe kom er der så

meget rede på det, at hun havde set den “slemme” selv, han havde

taget hende og puttet hende ind i øverstestuen. På Hans’

spørgsmål, om han havde taget hende hjemme hos sig, svarede hun,

at hun var gået en tur bag om byen. “Så var du måske blevet

vildfarende og skulle hen for at kigge ind af vinduet for at se,

hvor du var?” Ja, ja, sagde konen, synlig oplivet ved at komme så

nemt til en forklaring på sin tilstedeværelse. Hans Jensen

smilede; han tænkte det var en gavtyv, der kendte hendes fejl.

Han slog nu ind i en spøgende tone og forlangte nøjere besked om,

hvordan han så ud og lignende. Under al denne ståhej, som opstod

ved smedkonens indførelse i selskabet, og hvad derefter fulgte,

havde Birthe uset forladt selskabet og var gennem “steset” gået

ud i haven. Hun havde en anelse om, hvem den “slemme” var, som

huserede derude. Trods uhyggen og angsten måtte og skulle hun

have vished for sin anelse. Det var derfor med højt bankende

hjerte, at hun trådte ud af døren og hostede lidt. En svag

fløjten henne fra hjørnet opfattede hun som svar og spurgte: “Er

det dig?” “Birthe, Birthe, gudskelov jeg traf dig. Du kan tro,

jeg har gode nyheder.” “Jeg siger også gudskelov, Ole, at du kom;

men mine nyheder er ikke gode.” Hun fortalte i korte træk om

moderens giftermålsplaner med hende. “Men lad mig nu høre dine

nyheder.” “Jo,” fortalte Ole, “da jeg i dag kom på gården for at

køre med korn, kom der bud, om jeg ville komme ind til

forvalteren. Han spurgte, om jeg så ville have gården på

Stigsnæs. Jeg svarede, at det ville jeg gerne, men så ingen udvej

til at skaffe indfæstningen. Men så sagde han, at hvis jeg var

villig til at flytte ud, når udskiftningen kom, så kunne

herskabet godt tæn kesig at give henstand med noget af

indfæstningen, men 100 daler skulle de dog have udbetalt. Jeg

sagde, som sandt var, at jeg kun havde 30 daler, og de 20 havde

jeg endda lånt ud, og vidste ikke, om jeg kunne få dem

ligestraks. Så siger han, om der ikke var et pigebarn, som jeg

kunne gå i kompagni med, så kunne det være, at det gik bedre. Så

smilede han. Jeg har for resten aldrig troet, at forvalteren

kunne være så flink. Jeg har altid syntes, at han var så bøs, men

han er lige så flink at snakke med som et almindeligt menneske.”

“Jeg fortalte ham, at det var dig, jeg tænkte på, men at der kun

var ringe håb om, at din moder ville hjælpe til. “Ja, ja,” sagde

han, “det er ikke værd at give op, før alle muligheder er prøvet,

og endelig er der da pigens øvrige familie. Jeg har en lille

mistanke om, at der er noget på kistebunden sommesteds dér. Jeg

vil råde dig til,” sagde han, “at tale med unge Hans Jensen i

Vedskølle. Når du har gjort det, kom så til mig igen, så kan det

være, vi finder en udvej.” “Gudskelov,” udbrød Birthe, “så er der

kanske dog håb alligevel; jeg har også så inderligt bedt Gud om

at hjælpe os.” Birthe blev helt forundret over sig selv, at hun

uden undseelse kunne åbenbare, at hun stod i et personligt

forhold til Gud. Den åndelige blufærdighed var stor blandt

bønderne. Men hendes forundring steg yderlig, da hun hos sig selv

følte en beslutsomhed som aldrig før. Forklaringen er vel den, at

et menneskes udvikling ofte foregår i spring. I et øjeblik kan

der ske gennembrud, vågne egenskaber, der hidtil har sovet.

Følgen deraf kan blive, at hvad man før så som noget stort,

svinder ind til bagateller. Hindringer, man tidligere betragtede

som uoverstigelige, får nu ingen eller kun ringe betydning. En

sådan udvikling foregik nu hos Birthe i løbet af sekunder. “Ja,”

sagde hun resolut, “forvalteren har ret, vi må straks snakke med

Hans Jensen om det.” Ole blev også opmærksom på forvandlingen hos

hende og udbrød glad: “Det er ret, min pige, kan du få ham herud

uden al for stor opsigt?” “Lad bare mig om det. Men det var dog

en farlig skræk, du jog i livet på os allesammen; hvor traf du

smedekvinden?” spurgte Birthe. “Jo, jeg listede om for at træffe

dig, da så jeg, at der stod et kvindfolk og kiggede gennem

vinduet. Jeg troede, det var dig og gik rask derhen. Jeg havde

den lærredsklud for ansigtet, som du véd, jeg tager på, når jeg

søger efter dig for ikke at blive kendt. Hun så mig ikke, før jeg

stod ved siden af hende. Hun gav et skrig og faldt om. Jeg

rejste hende op, men så skreg hun igen. Jeg puttede hende ind af

døren i en fart, så ville du nok kunne regne ud, at jeg var i

farvandet. Jeg havde først været i Lundby for at fortælle dig

nyheden. Jeg opdagede snart, at du og din moder ikke var hjemme,

så måtte i være i Vedskølle, tænkte jeg.” “Gudskelov, at du kom.

Jeg er nu så sikker på, at det nok skal gå - ikke sandt du slemme

kvindeforskrækker,” sagde Birthe med lune, “men nu går jeg ind

efter Hans Jensen.”

Birthe gik rask igennem køkkenet. Atter forundrede hun sig over

sig selv. Hun syntes, det var så længe siden, hun var gået ud

den samme vej. Da var det med ængstelige skridt. Ængstelsen

stammede ikke blot fra den øjeblikkelige situation, men havde sin

grund i frygt for fremtiden. Nu havde hun fået mod til at trodse

alle de hensyn, der bandt hende før. I stuen var man endnu

optaget af smedekonen. En snaps brændevin havde stivet hende så

meget af, at hun nu kunne stå på sine ben. Da de fleste af de

andre også trængte til en stimulans, gik halvpægleglasset rundt,

og det bevirkede, at mundtøjet begyndte at komme i gang igen. Det

var selvfølgelig spøgelseshistorier, der var emnet. Det var dog i

en dæmpet tone og med ængstelige kig mod vinduerne. Mette sad i

sin stol og virrede nervøst med hovedet. Jo, det måtte være døden

- eller hvad værre var - der gik derudenfor, og det var hende,

han kom efter, hvem skulle det ellers være. Hun kom til at tænke

på, at hun hvert år til jul havde strøet hørfrø rundt om gården

for at holde djævelskab borte fra den i det kommende år, og det

havde altid virket godt; men hun havde i de sidste år brugt

mindre og mindre kvantum frø - det havde da værdi - og i år havde

hun brugt det mindste nogensinde. Mon det skulle være årsagen?

Men nu kom hun til at have bud efter provsten, så snart det blev

dag, hvis hun ellers levede så længe. Hun rystede ellers over

hele kroppen og følte en mathed i alle lemmer. Det var da også

ærgeligt med det, at hun altid havde nægtet at have penge. Hvis

hun ikke snart fik det ordnet, så blev resultatet, at børnene

blev uenige om at dele. Det blev Hans og Sidsel, der fik mindst,

fordi de var mindst påståelige. De kunne ellers tilkomme mest. Og

så var der Birthe, hun skulle også på en eller anden måde

betænkes; hun var dog den, der havde det bedste sind for sin

gamle mormor. Hun fortrød nu alligevel, at hun havde sat sig op

mod provsten i dag, for han var dog en Guds mand alligevel, og

var det Guds vilje med den udskiftning, og det var det vel, når

provsten sådan arbejdede for det, så måtte man vel se at finde

sig til rette med det, også om man syntes, det er tosset. Og hvad

betød så det hele, når man tænkte på ham, der gik udenfor, og som

hvad øjeblik, det skulle være, kunne komme for at hente hende.

I det samme hørtes trin på stenbroen i “steset”, og døren gik op.

Mette råbte i angst: “Å, herre jøsses, dog” og brast i gråd.

Birthe trådte ind, frisk og frejdig og udbrød forundret: “Men

mormor dog, hvad går der af jer?” “Å, er det dig, min pige, kom

og hjælp din gamle mormor, jeg er så bange, jeg tror jeg skal dø,

og jeg er ikke belavet på det. Birthe bøjede sig ned over den

gamle, og denne hviskede til hende: “Kan du huske en bøn, som du

kan læse for mig eller også et salmevers; jeg kan hverken huske

det ene eller det andet i aften.” Med hænderne støttet på stolens

armlæn og med bøjet hoved fremsagde Birthe: Og stormede end

mørkets Hær, vor undergang at volde, vi frygte ej, vor helt er

nær, vi sejrene beholde. Al verdens stærke magt er Jesus

underlagt, hver den, som tror på ham, hver den, som følger ham,

kan aldrig stå til skamme. Mette blev rolig og sagde: “Tak, min

pige, det havde jeg helt glemt.” Birthe siger: “Nu går jeg fra

jer et øjeblik, men kommer snart igen, men I skal ikke være

bange, for der er ingen, der vil gøre jer eller nogen anden for

træd.”

Derpå vendte hun sig mod smedekonen og sagde: “Du vil vel helst

hjem nu Johanne, så skal jeg følge dig hjem, og så kan du gå med,

Hans|” Selskabet studsede, de havde aldrig før hørt pigen tale

med sådan en myndig hed. Man så til hinanden og til pigen igen.

Hendes moder var den første, der fik mæle: “Men er du da blevet

tosset, tøs, - hvad går der dog af dig?” Hans Jensen, som

forstod, at her lå noget under, siger hurtigt: “Her bliver det,

som Birthe har sagt, kom Johanne, nu går vi.” Med konen imellem

sig gik de ud igennem gården og porten. Hans Jensen underholdt

sine ledsagere med at fortælle - med tørt lune - hvor heldige de

var sluppet i aften, med at spøgelset ikke havde været mere

glubsk, end tilfældet var. Spøgelser kan nemlig ikke fordrage

nysgerrighed eller noget, der kan tydes som sådan. Birthe lo, så

det gav genlyd i den stille by. Da de havde puttet konen ind ad

hendes egen dør og begyndt på tilbagegangen, stod pigen stille og

sagde: “Ole|” Som tryllet op af jorden stod han der. “Ah, ha|”

sagde Hans Jensen, “jeg tænkte nok, at der lå noget under her.”

Nu blev der en lang forklaring både med aftenens begivenheder og

årsagen dertil. Derefter kom de unges spørgsmål: “Vil du hjælpe

og råde os.” Hans Jensen svarede: “Ja, råde jer vil jeg gerne,

men hvad pengehjælp angår, da magter jeg ikke meget. En lille

smule har jeg nok, men jeg trænger så hårdt til en ny vogn, og

hvis det bliver til alvor med udskiftningen, og hvis de rammer

én, bliver der nok bekostninger dér også. Men din moder, Bir the,

har sikkert de penge, som skal bruges dér, men at få hende til at

rykke ud med dem bliver nok ikke let, men mon dog ikke det skal

lykkes?” Hans Jensen foreslog de unge en bestemt fremgangsmåde,

der bestod i at påkalde hen des æresfølelse. Man aftalte nu, at

Ole skulle gå med ind og så vove forsøget.

Da Birthe med sine ledsagere havde forladt selskabet, herskede

der en måbende forundring. At optræde sådan, hvor der var så

megen angst og elendighed. Hvad skulle det betyde? Mon denne

prægtige unge pige skulle have taget skade på sin forstand? Man

kom i tanker om, at hun kom udefra, det havde ingen tænkt på i

det øjeblik. Hun havde sandsynligvis set det overnaturlige

derude. Hun var i hvert fald anderledes, end hun plejede at være.

Hvad skulle dette blive til? Sidsel gruede for sin mand. Hvorfor

ville pigebarnet absolut have ham med ud i det grufulde, og

hvorfor var han straks villig. Han havde altid været en god og

skikkelig mand, hvis han nu også gik hen og blev underlig. Og

hvorfor kom de ikke igen? Den tid, som det kunne tage at gå det

stykke vej, var forlængst gået. Lars Pedersen beklagede sig over

at komme hjem, men blev tilbagevist af Maren, hvad var det at

tale om mod at køre til Lundby - og så vidste man aldrig - tøsen

kunne jo træffe at blive dårligere. Spændingen, nervøsiteten,

angsten tiltog for hvert minut, man lyttede, man spejdede mod de

små ruder. Mette var den mest rolige nu. Hun lukkede øjnene og

mumlede nogle uforståelige ord, helt fraværende i egne tanker.

Endelig hørtes den kendte pibende lyd af porten, som åbnedes og

træskotrin lød i gården. Ind trådte Hans Jensen, oprømt og glad,

det så Sidsel med det samme, og hvad var det, Ole, og endelig

Birthe. “Ja,” begyndte Hans Jensen, “vi traf en god ven her ude

på gaden og tog ham med ind, for han har netop noget, han vil

snakke om her.” Ole var gået hen til Mette for at hilse og

lykønske, hvorefter han gik rundt og gav hånden, også til Maren,

som lidt modstræbende hilste igen. Uden alle de omsvøb, som

ellers var almindeligt blandt bønder, begyndte han på en naturlig

måde at fortælle, at Birthe og han var gode venner, og de agtede

at gifte sig så snart der var lejlighed, og nu havde han tilbud

på gård, men han manglede næsten 100 daler, og det var derfor

heldigt, at han traf hele Birthes familie her, hvor de kunne

drøfte sagerne. Maren skyndte sig at slå fast, at her var ikke

noget at drøfte, for Birthe skulle giftes med Jørgen Sørensen i

Lundby. Pigen svarede resolut, at hun havde vel også et ord at

sige i den sag. Maren var nu vred, og der kom en lang og kraftig

udtalelse om ungdommen i almindelighed og hendes egen datter i

særdeleshed. Både hendes mor og mormor var blevet gift med

enkemænd og befundet sig godt ved det, så kunne hun vel også.

Ordsproget om at “enkemand har, hvad ungkarl ikke har”, stod da

ved magt endnu. Hun sluttede med at slå fast, at hun aldrig gav

sit minde til denne forbindelse. Birthe svarede, at så kom de til

at gifte sig uden moderens minde. Ja, det kunne de prøve på,

sagde Maren, det skulle hun nok forpurre. Ole fortalte nu, at han

havde sagt til forvalteren, at den mulighed kunne komme til at

foreligge, og denne havde da sagt, at så skulle han bare komme

til ham. Herskabet havde midler nok til at sætte sin vilje

igennem. Dette synes at gøre indtryk på Maren, men hun blev dog

stadig ved sit. Forhandlingen gik nu over i samtaleform om, hvad

herskabet kunne og ville gøre i en sådan sag. Under det støjende

ordskifte, som nu udspandt sig, vinkede Mette sit barnebarn hen

til sig i krogen, hvor hun sad, og de kunne nu temmelig

uforstyrret føre en samtale. Den gamle begyndte: “Din kæreste er

en køn karl, han ligner en karl, som jeg har kendt for mange år

siden. Er du nu rigtig sikker på, at han er den rigtige?” “Ja,

mormor, det kan I tro, hvis jeg ikke får ham, vil jeg aldrig

gifte mig.” “Hvordan er I egentlig blevet kendt,” spurgte Mette

videre. “Vi havde set hinanden flere gange,” svarede pigen, “men

så sidste sommer var vi til hove sammen, vi rev hø i skovsøen, og

da vi var færdig til aften, legede vi unge i skoven, men så véd

jeg ikke, hvordan det gik til, lige på en gang var de andre

blevet borte, og vi var alene tilbage. Det var ude i den del af

skoven, som de kalder “Hovedet”. Vi gik så langs stranden om til

gården og så af hovvejen hjem. I kan ikke vide, hvor kønt al ting

var den aften. Det var fuldmåne og så stille, så stille, og

stranden var som sølv. Jeg har aldrig oplevet sådan en aften.”

Den gamle gjorde nogle underlige grimasser, men i halvmørket

kunne pigen ikke se, om de var bifaldende eller ikke. Birthe

fortsatte: “Dér lovede vi hinanden at holde sammen hele livet, og

det gør vi også, enten moder vil hjælpe os eller ikke. Jeg

troede, at hun havde givet efter, når hun mærkede, at det ikke

kunne blive andet, men det ser ikke ud til det.”

Birthe opdagede nu, at hendes mormor græd, og det virkede tilbage

på hende selv, så også hun begyndte at græde. Atter virkede dette

tilbage på gamle Mette, så hun med grådkvalt stemme udbrød: “Ja,

vil hun ikke, så er der andre, der vil.” Med besvær fik hun rejst

sig og skubbet stolen lidt, så hun kunne komme imellem den og

sengen. Hun tog omhænget til side, og medens hun bøjede sig over

hovedgærdet, faldt omhænget tilbage, så det dækkede hende. Den

forbavsede pige spørger: “Hvad er det, vil I i seng, mormor?” Der

var ingen i stuen, der lagde mærke til denne scene, man var så

optaget af forhandlingen. Atter kom Mette til syne med en fedtet

lærredspose, der fulgte nogle halmstrå med. “Denne må du have,

Birthe, der er ikke nok, men med Guds hjælp får I vel resten.

Værsgo.” “Tak,” sagde pigen uforstående og tog den tunge pose

med vedhængende halmstrå. Men pludselig gik det op for hende, at

det var penge, hun stod med, og med et skrig og tudbrølende råbte

hun: “Ole, Ole, kom skal du se.” Nogle af kvinderne rystede og

råbte, hvad er der nu? Man anede ulykker alle vegne. Birthe satte

posen på bordet foran Ole. Det gav en klingende lyd, da hun satte

den. Halmstrående lå ved siden af og fortalte, hvor den var

kommet fra. Ole var hurtig klar over situationen, og fo’r hen til

Mette, hun var endnu ikke kommet til sæde, det gamle skind, for

stolen skulle stå på et bestemt sted for at stå til på alle ben.

Han omfavnede hende og løftede hende fra gulvet. Hun strittede

imod og råbte: “Der er kun 47 og 2 mark og 4 skilling.” Men det

tog Ole ingen hensyn til, han dansede rundt med hende på sin arm,

mens han sang: “Til pinse, når skoven bli’r rigtig grøn, da skal

derud hver en bondesøn, for det er nu skikken her til lands at

gi’ vore piger en rigtig dans. Tra-la-la-la.” “Pas på bjælken,

pas på bjælken,” råbte Mette, mens hun dukkede hovedet, så godt

det lod sig gøre. Hun græd som et barn da han satte hende varsomt

i stolen igen, og det var med besvær at hun fik sagt: “Gud

velsigne jer børn.”

Der var ingen tørre øjne i Stuen andre end Marens, men også hun

havde nogle underlige trækninger i sit stramme ansigt. Hans

Jensen spurgte Ole: Hvor meget mangler du nu?” “Det bliver kun

42 daler,” svarede denne. “Dem må du ud med, Maren,” sagde Hans

Jensen. “Ikke en skilling,” var Marens svar. “Ja, så er der ikke

andet råd, end vi andre må hjælpe. Jeg har 14 daler, dem kan du

få at låne, og du Lars, må så op med de andre 28,” sagde Hans.

“Jeg,” sagde Lars, “jeg har rigtignok ingen penge, det er vist og

sandt.” “Å, løgn og rævestreger, som du selv siger,” sagde Hans.

Selskabet lo, selv Maren trak til på smilebåndet. Lars vedblev:

“Hvor kan I dog tro det, jeg er den fattigste mand her i byen.”

“Ja, er det dog ikke mærkeligt,” sagde Hans, “at der virkelig er

folk, som må betale rentepenge og endda store renter, til den

fattigste mand i byen, med det er nu også lige meget, kan du ikke

undvære så mange, så lidt mindre, 20 daler for eksempel.”

Samtidig fik Hans lejlighed til at træde Birthe over foden. “Ja,”

sagde denne, “lån os 20 daler lille, gode, søde Lars.” “Så 10

da,” sagde hun bønligt. Lars rystede at ter, men fortsatte dog:

“Skal det endeligt være, kan jeg vel skaffe 5, men jeg skal selv

låne dem og betale 6 tilbage om et år, så det kommer jeg også

selv til at tage.” Marens øjne lynede. Hans tog ordet igen: “Nu

mangler I kun 23 daler. Mon dog I ikke kan få dem hos den noget

fjernere familie. | daler et sted og måske 2 et andet sted?”

“Jo, du har ret,” sagde Birthe, i morgen vil jeg begynde, mon jeg

dog ikke i løbet af 14 dage kan få dem skrabet sammen.”

“Nej, holdt,” siger Maren, “det tiggeri skal vi dog ikke have

noget af.” Til Ole sagde hun: “I morgen kan du hente 50 daler hos

mig, så behøver du ikke låne mere, så kan du gå til forvalteren

med det samme og få det hele ordnet. Så på fredag holder vi

forlovelsesgilde, for når det ikke kan være andet, må man ligeså

gerne springe i det som krybe.” “Tak skal du have, nu skal du

også have en hopsa.” Enten hun ville eller ej, måtte Maren ud på

gulvet og deltage i Oles yndlingsdans, men hun måtte dog selv

bruge sine ben. Hele selskabet sang med, og det kan nok være, at

der var sus i skørterne. Da de forpustede standsede, brast Maren

i gråd. Hendes hårdhed var brudt. Lykkefølelsen ved at sætte

andres interesser over sine egne, havde hun måske aldrig oplevet

før, og den overvældede hende. Der var blevet helt stille i

stuen, kun Maren kæmpede endnu med sin gråd. Datteren gik hen for

at trøste moderen og sagde, at hun ikke måtte være så ked af det.

Med besvær fik Maren sagt, at hun netop var så glad for, at det

var gået, som det gik. Hun ville gå udenfor for at få herredømme

over sin bevægelse, men da hun tog i øverstestuedøren, råbte

Sidsel: “Gør det ikke.” Alle huskede nu på spøgeriet, som man

helt havde glemt under de dramatiske begivenheder. Hans Jensen

brast i en skraldende latter, som selv hans kones tilrettevisning

ikke kunne standse. “Det er vist bedst, at du, Ole, fortæller os

lidt om den “slemme”, du kender ham jo bedre end nogen anden.”

Ole fortalte nu, at på grund af, at Maren havde forbudt ham at

komme på hendes enemærker, havde han taget en lærredsklud med

huller til øjnene for ansigtet for ikke at blive kendt, når han

trods alt overtrådte hendes forbud. Han havde ikke tænkt på, at

det kunne volde så megen uro, som det havde vist sig i aften, men

nu bad han meget om forladelse for det. Alle tog sig nu en

hjertelig latter over den udståede store forskrækkelse. Hans

Jensen slog fast, at det var godt med forskrækkelsen; uden den

først, havde man næppe nået det resultat og den glæde, som nu

rådede.

Lars var dog ikke rigtig tilfreds, det var gået til med løgn og

rævestreger. De unge var løbet af med kagen, som han dog med

rette kunne tilkomme et godt stykke af, men han lod sig dog

trøste, da Ole erklærede, at han kun betragtede pengehjælpen som

lån. Mette troede nok nu, at det ikke kunne nytte at sætte sig

imod udskiftningen; de unge ville jo prøve det, det skulle bare

laves således, at man kunne vende tilbage til den gamle ordning,

hvis man indså, at denne var den bedste. Da man kort efter brød

op, slog Mette fast, at det var den mest bevægede geburtsdag, hun

havde oplevet endnu, og hun tilføjede med et lunt blink i øjet:

“Med så store fremmede både ude og inde| Men det er da også

første gang, jeg fylder halvfems|”

Kr. Pedersen