En rømning

Historisk skitse fra Vestsjælland

af

Kr. Pedersen

Næven udslidt, nakken krum,

blikket vendt mod jorden;

hjemmet kun et usundt rum

fattigt uden orden.

Bundet til sin fødestavn,

herremandens eje.

Kun et dyr med kristennavn

uden røgt og pleje.

Det var vore fædres kår,

hundrede år tilbage.

Rædselssagn endnu der går

fra de onde dage,

purken hører end med gru

mens på knæ han rider,

ting der gør han harm i hu

fra de fjerne tider.

Når man sysler med gamle papirer fra den tid, som ovenstående

skildrer, støder man gang efter gang på ordet rømningsmand eller

bortrømte n.n.s gård og lignende. Dette rømningsvæsen, der

muligvis var mere almindeligt her langs kysterne end længere inde

i landet, synes ikke at være benyttet i litteraturen så meget,

som emnet i sig selv indbyder til. - Her er et lille forsøg i den

retning.

Det var en aften sidst i marts 1757, at en fremmed karl kom

vandrende til Vedskølle. Man kunne se, at det var en fremmed, da

han førte nogen bagage med sig i en tværsæk over skulderen. (En

tværsæk var en sæk, der var lukket i begge ender, men åben på

midten. Forøvrigt en meget praktisk indretning og langt mere

behagelig at bruge end nutidens kufferter.) At han var fremmed,

kunne man også skønne af, at han så sig godt for og mønstrede

hver gård og hvert hus meget nøje. Det var langt over sengetid,

og folk var forlængst gået til ro, så der var ingen lejlighed til

at spørge om vej, men for resten turde han heller ikke tale med

nogen, da det gjaldt så meget om ikke at blive set af nogen.

Det var dog ikke helt tilfældigt, at han var kommet til Vedskølle.

I den by var der et menneske, han kendte, nemlig en pige, som hed

Maren, og hendes fader havde han også set, denne hed Morten

Nielsen. Men om disse mennesker ville og kunne hjælpe ham, nu han

var i nød, var et andet spørgsmål. For hjælp trængte han til,

hvis det ikke skulle gå helt galt for ham. Han vidste, at

Bremerholms jern ventede ham, hvis man fik fat på ham.

Sagen var nemlig den, at der var opstået en uoverensstemmelse

mellem ham og ridefogden på Vedbygårds gods, hvor Oluf, sådan hed

karlen, var hjemmehørende. Ridefogden ville have Oluf til at

overtage en fæstegård, hvor manden var død, samt at overtage

enken og børnene og gælden til herskabet, kort sagt det hele. Ved

en forhandling om disse forhold gik det galt. Oluf var måske

noget mere fripostig, end ridefogden syntes passende for en

bondekarl. Det ene ord tog det andet, og ridefogden fandt sig

beføjet til at bruge den ret, han havde til at tugte en opsætsig

bondedreng, kort sagt, han brugte ridepisken. Oluf tog det første

det bedste våben, der var ved hånden, det var en vognkæp. Det gik

dog ikke værre, end at ridefogden kunne råbe om hjælp, og med det

samme stod det klart for Oluf, hvad han havde gjort og kunne

vente sig. Foreløbig skjulte han sig i skoven, hvor optrinnet

fandt sted, og da det kort efter skumrede, skyndte han sig hjem

og pakkede sin tværsæk. Det kneb med at få sagt farvel til

moderen, men det skulle gå stærkt, der var ikke et minut at

spilde. Der kunne komme udsendinge fra gården for at hente ham,

og så var det hele ødelagt. Han tog en hest i stalden at ride på

det første stykke. Han kunne siden slippe den, så fandt den nok

vejen hjem igen.

Det var ikke første gang, at tanken om rømning var opstået hos

ham. Han havde altid tænkt sig, at hvis forholdene kunne blive

uudholdelige, så stod vejen da åben for ham til at rømme. Når han

skulle være helt ærlig overfor sig selv, følte han sig draget mod

det eventyrlige, som en sådan rømning frembød. At han, som kunne

klare sig allevegne, ikke skulle kunne gennemføre den, faldt ham

aldrig i tanken.

Nu, da han ved nattetid gik på Vedskølle gade og ikke havde det,

han kunne hælde sit hoved til, var al hans overlegenhed som blæst

bort. Havde han dog bare taget de rap af pisken og ladet som

ingenting, hvad så mange før ham havde gjort, da kunne det dog

være, at han kunne have fået drejet omkring, så han havde

undgået den skæbne, som nu truede ham. Nu følte han sig som et

jaget dyr, han turde ikke tale til nogen, de kunne jo angive ham.

Bare han dog kunne træffe Maren. Det kunne være, at hun vidste

hjælp - dog nej, hvordan skulle hun det?

Olufs og Marens bekendtskab stammede fra sommeren før. De havde

truffet sammen til Keldstrup Kildemarked. Marens mormor,

Kirsten Niels Mortens, der stammede fra Vårby, havde gået og

skrantet det sidste par år, og det blev stadig ikke bedre med

hende. Hun havde sat sig i hovedet, at hvis hun kunne komme til

den hellige kilde i Keldstrup St. Hans aften, så skulle hun nok

komme sig, og samtidig kunne de køre igennem Vårby og se, om der

var nogen af hendes slægt der endnu. Morten Nielsen vred sig

noget ved så lang køretur, men han gav sig dog hurtig, da Maren

tog mormoderens parti. Maren gik ud fra, at alt, hvad der stod i

menneskelig magt, skulle gøres for mormor. Der var dog en ting

til, men den omtalte Maren ikke, at det var morsomt med en sådan

udflugt. Hun var nemlig selvskreven til at hjælpe mormor.

Samtidig hermed forberedte man sig til kildetur til samme kilde i

Olufs hjem. Hans moder havde for et års tid siden brækket et ben

og aldrig fået det sat rigtig sammen, hvorfor hun måtte gå ved

krykke. Her var det moderen og sønnen, der havde allieret sig om

at prøve denne mirakelkur. Skade kunne det da aldrig, og der var

heller ingen bekostning, så i Guds navn da.

Der var som sædvanligt stort Kildemarked i Keldstrup St. Hans

aftens dag og nat. Ved en lejlighed som denne, hvor mange

mennesker kom sammen, benyttede man lejligheden til at faldbyde

varer, man ønskede at sælge, og ligeledes til at købe, hvad man

trængte til. Der var desuden gøglere af alle slags, beværtninger

og dansegulve, kort sagt, alt hvad der fandtes på markeder i

købstæder. På een måde var disse landlige markeder bedre, da der

ikke skulle betales accise eller told af varerne som i købstaden.

Ved et tilfælde kom vore bekendte samtidig og kom derved til at

holde side om side i een af de lange vognrækker. De unge følte

sig straks tiltrukket af hinanden, og Maren følte, hvor blodet

steg hende til hovedet, hvad der i Olufs øjne gjorde hende endnu

mere tiltrækkende. Marens første tanke var, at det var da godt,

at hun havde fået den nye kjole syet; den gamle var eller god nok

endnu - sådan set, men den var for lille til hende nu, og hun

følte selv, at hun så så tøseagtig ud i den.

Man blev hurtig rystet sammen, og al den undseelse og

tilbageholdenhed, som hørte til god gammel bondeskik, var

forsvunden, før den rigtig kom til udfoldelse. Mandfolkene tog

sig af hestene, og det tog nogen tid. Imens begyndte kvinderne

at gå mod kilden, det var om at gøre at komme til, før trængselen

blev for stor. Det gik langsomt, men Maren var en god støtte for

dem begge. De havde allerede nået kilden, før mandfolkene kom, så

der blev ikke stort at gøre for disse. Efter at de syge havde

drukket af vandet og badet de syge legemsdele, fik man

patienterne anbragt så nær kilden som muligt i en slags

søsterseng, der var lavet af halm, som de havde med i vognene,

samt hestedækkener. De følte sig straks lidt bedre og sagde til

de andre, at nu kunne de godt gå en omgang ud at se på stadsen,

så kunne de komme tilbage ved solnedgang, så skulle de atter

bruge kilden og så have sig indrettet for natten. Mormor hviskede

i øret på Maren, at nu passede hun nok godt på sin fader, at han

ikke fik for meget brændevin, og selv fik Maren en mark til at

more sig for. Jo, mormor var spendabel i aften.

Omkring selve kilden var der ikke megen stads at se; kun jammer

og elendighed. Her var al den sygdom, som fandtes i flere miles

omkreds, samlet på et sted. Pludselig opdager Morten Nielsen en

gammel krigskammerat fra soldatertiden. Morten Nielsen havde

stået ved “Malisen” i 6 år. Trods det at kammeraten var patient

var det dog et glædeligt sammentræf, og de var snart fordybet i

gamle minder. De unge blev utålmodige, men Morten sagde, at de

kunne godt gå, han blev hos sin syge ven. De unge gik hen på

markedspladsen. Maren, der aldrig havde været til andre

markeder end Skelskør, var helt overvældet at alt, hvad her var

at se. Oluf derimod havde før været til St. Sørens Kildemarked i

Holmstrup, der var endnu større end dette, og lod sig ikke så let

imponere, ja, var ikke fri for at være lidt overlegen. Men trods

alt syntes han, at dette var mere morsomt, hvorfor det var det,

ville han dog ikke sige.

Her var meget at se, men det meste de så var dog hinandens øjne.

Begge havde de en følelse af, at de havde kendt hinanden i mange

år. De fortalte hinanden om deres familieforhold, om deres

sorger og bekymringer, også om deres glæder, men den største

fornøjelse de hidtil havde oplevet var dog denne kilderejse i

dette dejlige vejr. O, hvor var det morsomt alt sammen.

Efter aftale kom de tilbage til patienterne ved solnedgang. Det

var dog forbavsende, hvor det var kvikket op på dem allerede.

Jo - det var rigtignok en god kilde. Atter gentog man vandkuren

og bestemte sig til at blive natten over ved kilden. At sove St.

Hansnat ved kilden var toppunktet på kuren. Mormor mente også

nok, at det kunne gå an, ganske vist havde hun nogle slemme

kuldegysninger, men det fortog sig nok, når vandet rigtig fik

gjort sin virkning.

Det var dog ikke fri for, at Maren havde en bekymring. Hendes far

var blevet borte for hende. Hverken han eller hans kammerat var

at finde noget sted. Skulle han, trods det, at han ingen penge

havde, alligevel se sit snit til at få fat i brændevin? Men hvad

- nu var det bestemt, at de skulle blive natten over, så fik han

vel sovet rusen ud, før de skulle hjem. Nu skulle Oluf og hun hen

at danse. Å - hvor var det morsomt.

Det er sagt, at elskovens opvågnen er den lykkeligste tid i et

menneskes liv, og dette er vist rigtigt. I hvert fald var der

sikkert ikke lykkeligere mennesker til hin midsommeraften end

vore to unge. De dansede på grønsværet ved måneskin; de gik

måneskinsture ud for at tælle St. Hansblus, de snakkede og lo, lo

ad alt det mellem himmel og jord, hvor var livet dog skønt og

herligt. De var enige om, at i fremtiden ville de til kildemarked

i Keldstrup hvert år.

Af denne lykkerus blev de brat revet ud. På deres spadseretur var

de på Marens forslag kommet over til kilden for at se, om mormor

sov. Her var alt uro og forvirring. Mormor var blevet meget syg

og klagede sig ynkeligt: “Herregud, at jeg skulle komme her og

forvolde så megen fortræd. Å ja da. Få fat i din far, Maren, og

lad os komme hjem.” “Ja, men jeg kan ikke finde far,” sagde den

bekymrede Maren. “Oluf, løb du ud og se om du kan finde ham.” “Å

Herregud dog, så skal jeg dø herude på den åbne mark, men jeg må

se at holde livet, til jeg kommer hjem, hører du Maren, hvornår

tror du, vi kan være hjemme?” “Nu skal jeg spænde for, mormor, så

kommer far nok imidlertid.”

Da Oluf kom tilbage uden Morten Nielsen, var mormor allerede

anbragt i halm og dækkener bag i vognen; hun havde ingen klar

forestilling om, at Morten manglede endnu, men forlangte at komme

af sted lige med det samme. Maren ville gerne - ja, uendelig

gerne - have talt endnu et par ord med sin ven, men det var

umuligt i dette virvar af mennesker, og under det pres, som den

syge mormor udøvede, også hestene forlangte at komme af sted. Det

ene med det andet gjorde, at afskeden blev så kort, ja egentlig

slet ingen afsked blev. Faderen, hvad nu med ham? Ja, han kom til

at tage skade for hjemgæld, han kom til at gå hjem.

To dage efter kilderejsen døde mormor; Morten Nielsen kom hjem

tidsnok til at se de sidste livstegn hos hende.

Men tilbage til Oluf på Vedskølle gade en sildig forårsaften.

Det var ikke den samme glade og overlegne ungersvend, som ved

kildemarkedet. I sin fantasi havde han ofte udmalet sig alt det

eventyrlige, som en rømning førte med sig. Dette var måske

medvirkende til, at han var kommet i denne situation. Nu

pludselig var al glansen gået af Sct. Gertrud. Hans indtog i

Vedskølle havde han også fantaseret meget om i de sidste 3

fjerdingår. Højt til hest ville han komme og spørge om vej til

Morten Nielsens gård. Jo, han skulle nok stille sine sager sådan,

at de Vedskølle piger ville blive blå i ansigtet af misundelse

på Maren.

Og nu den ramme virkelighed.

Når han ikke tidligere havde besøgt Maren, var det ikke, fordi

han var blevet afkølet, tværtimod stod mindet om hende mere

stålende end nogensinde, men alene den store afstand imellem dem

var skyld deri.

Først den travle sommer og høsttid, så kom efterårstiden og siden

vinter med ufremkommeligt vejr, men nu til påske skulle det være,

det havde han lovet sig selv dyrt og helligt. Der havde ingen

forbindelse været imellem dem siden kilderejsen. Ingen af dem

kunne læse eller skrive, og afstanden forbød personlig

sammenkomst.

Når han havde valgt at søge til Vedskølle, var grunden først og

fremmest for at gense Maren endnu en gang, endskønt han kunne

sige sig selv, at nu kunne der ingen forbindelse blive imellem

dem. Men der var også den, at Maren havde fortalt, at der var

adskillige der på egnen, som var rømt. Derfor var der erfaringer

at høste nytte af. Nu var det bare om at gøre at træffe Maren.

Ved midnatstid kom månen op, og det hjalp ham til at orientere

sig. Først gik han en tur rundt i byen, der traf han et sted,

hvor der var gilde og lystighed, dog ikke musik, men sang og

højrøstet latter. Mon ikke Maren var der? Pludselig slog en ny

tanke ned i ham: “Men hvis nu hun har fundet en anden ven|”

Tanken virkede næsten lammende på ham. Når galt skulle være, var

der ikke noget i vejen for, at hun kunne være gift. Ja, men hvad

i alverden skulle han så? Men han kunne jo ikke få hende

alligevel. Ja, det var lige meget, han kunne ikke tåle at tænke

på, at en anden fik hende. Det hele løb sur for ham, og han

vidste hverken ud eller ind.

Efter den beskrivelse han kunne huske, at Maren gav af sit hjem,

kunne han finde en gård, som måtte være den rigtige. Den skulle

ligge ved hovedvejen til Basnæs, sydlig i byen, med udsigt til

Basnæs skov.

Han kom til porten. I denne var et hul, som der stak en vognstang

ud af. Den satte han sig på og overvejede sin stilling.

Selv om Maren var fri endnu, hvad ville hun så sige om det

skridt, han var ved at foretage? Selvfølgelig ville hun sige, at

han var en god tosse, han skulle have taget pryglene og sagt tak

til i stedet for at vælte sig ud i denne elendighed. Havde han

dog bare været død| Ja, det kunne han da nok blive, men ganske

vist var han nu så fattig, at han ikke havde et stykke reb. Ja,

ja, det fandt han vel på råd for, han havde da seler. Men dog

nej, at hænge sig i hendes port, og hun skulle komme og finde

ham, nej aldrig i verden, lad os først se, hvad hun vil sige til

ham, den anden udvej stod da stadig åben for ham. Var der dog

bare nogen, der kunne hjælpe og støtte ham, men der var ingen.

Jo, var der dog ikke een? Gud. Jo, det havde præsten derhjemme i

Reerselv, Hr. Lars sagt så tit: “Kast al Eders sorg på Gud, han

har omsorg for Eder.” “Men jeg er vist for stor en synder til, at

det gælder for mig.” Dog jo, han knælede ned og lagde hovedet på

vognstangen: Fader vor….

Nu hørte han latter og unge stemmer omme fra byen, og der kom

nogen herimod

- der var to - en mandsstemme og - Marens stemme. Hurtig søgte

Oluf ind i porten og lagde sig fladt ned på vognbunden. De to

standsede ved porten og Oluf kunne tydeligt høre alt, hvad de

sagde.

Den fremmede sagde i en bønlig tone: “Kom nu Maren, vi kan jo

gifte os lige hvad tid du forlanger det.”

Hun: “Nej, det kan der ikke være tale om, slip mig Jørgen.”

Han: “Det er farligt, hvor du er stor på det, bare du ikke kommer

til at fortryde det.”

Hun: “Slip mig siger jeg, eller jeg slår dig lige i synet.”

Han: “Er det Jens Pæsens Kristen, der står mig i vejen, så vil

jeg bare sige dig, at ham kan jeg slå hovedet ned i maven på

ligesom en hvisk. Får jeg så ikke en gang et kys.” Hun: “Nej,

hverken du eller Jens Pæsens Kristen. Der har du den.” Dermed

slog hun voldsmanden i ansigtet, mens hun samtidig smuttede ind i

porten. Men førend hun nåede at få lukket, trængte den anden sig

ind, men her fik Maren undsætning, uden at hun så, hvorfra

hjælpen kom eller fik tid til at spekulere over det. Voldsmanden

tumlede hovedkuls ud af porten, som Maren derefter skød slåen

for, idet hun sagde “God nat, Jørgen” med hån i stemmen. Oluf:

“Hys” (hviskende) “det er Oluf”. Maren: “Men hvor i alver……”

Der blev nu en spørgen og forklaring. De var kommet hen i

hestestalden, hvor de sad på et omvendt trug. Endnu havde de

ikke berørt, om det var klogt eller dumt med rømningen, men

Oluf var spændt på at få sin dom. Han spørger derfor ængstelig:

“Du synes vel, at det er dumt af mig, som jeg har båret mig ad”

Maren: “Dumt, hvad mener du?” “At jeg ikke tog kløene og lod som

ingen ting.” “Ja, men Oluf dog, du kunne da ikke gøre andet, end

du gjorde. Det er jo netop det, der har skadet bønderne

allermest, at de lod sig hundse af de store. Jo mere de bøjede

af, des dristigere blev herremændene og deres håndlangere, og jo

mere magt tiltog de sig. Hvis alle bønderkarle gjorde som du,

skulle de store snart få skeen i den anden hånd.” “Oh, du dejlige

pige, jeg var så bange for, at du vilde bebrejde mig, hvad jeg

har gjort, og jeg gør det også selv på en måde, fordi vi kommer

til at skilles.” “Skilles siger du, Oluf. Hvorfor skal vi

skilles?” “Fordi jeg må og skal forlade dig og søge mit brød

andetsteds.” “Ja, men jeg tager da med dig, hvor i verden du

drager hen.” “Hurra, du dejlige pige. Nu er jeg den lykkeligste

mand i dette land.” “Ja, men pas da på Oluf, du vælter jo

truget, når du tager sådan på vej. For resten er det også for

tidligt at råbe hurra endnu, der kan nemt støde uheld til, så vi

bliver opdaget.” “Ja, du har nok ret, Maren, men når jeg tænker

på, hvor modløs jeg var for en halv time siden, og så nu, nu kan

jeg møde hvad modgang det skal være uden at tabe modet.” Oluf

udstødte et dybt suk, som udtrykte taknemmelighed. På Marens

spørgsmål hvorfor han sukkede, fortalte han om de sjælekvaler,

han havde gennemgået i aften, og når han nu sukkede var det,

fordi han følte en dyb trang til at sige tak.

Nu fik de travlt med at lægge planer til den forestående flugt.

Der var en skipper, en jyde, der havde en lille jagt eller stor

dæksbåd, som med visse mellemrum sejlede langs kysten, begyndende

ved Kallehave, dernæst Masnedø, Svinø, Karrebæksminde, Bisserup

og Basnæs-fjorden, hvor han hvert sted indtog last af

rømningsmænd. På udturen havde han en agent, hans egen broder,

der passerede den samme strækning på landet, og der kom i

berøring eller skaffede sig underretning om dem, der ønskede at

ryste det hjemlige støv af sine træsko. I reglen blev der

truffet aftale om, hvor flygtningen skulle møde, også tiden

forsåvidt det kunne lade sig gøre. Skipperen kom så og ankrede

op, og i nattens mulm og mørke blev lasten indtaget, een her, to,

tre eller fire et eller andet sted, og før dagen gryede var

skuden langt borte. Derefter gik turen til Kiel og derfra til

fods de 4 mil til Altona, hvor der var en værtshusholder (jyde),

som sørgede for, at de fik plads eller arbejde. Skipperen

fulgte selv med hele turen gennem Holsten.

Nu vidste Maren, at agenten havde været i byen for nogle dage

siden, men om der var nogen her, der skulde med denne gang,

vidste hun ikke. Den slags forehavender blev jo ikke bralret ud

på gader og stræder. Hun vidste ikke heller, om han muligvis

allerede var sejlet med sin last.

Alt dette skulle undersøges i morgen. I aften kunne de ikke mere.

Olufs hoved hvilede tungt på Marens skulder. Han havde ikke sovet

sidste nat, så naturen krævede sin ret. Maren fik lavet et leje

til ham i en tom hestebås og gik selv ind i seng. Søvnen ville

dog ikke indfinde sig, dertil havde hun fået for mange nye

indtryk. Hvad ville forældrene sige? Hun var deres eneste barn,

og dette skridt, hun nu var ved at foretage, måtte volde dem

sorg, men hvad skulle hun gøre. Det ville også volde Oluf sorg,

hvis hun lod ham sejle sin egen sø. Han var så alene. De var dog

to. Mest ynkedes hun over faderen. Ganske vist var han forfalden

til drik, men det var han ikke alene om. Så godt som alle

bymændene - især de lidt ældre - var mere eller mindre forfaldne.

De hårde vilkår, som de var underkastede, bevirkede, at de søgte

lindring, hvor den var lettest at finde. Især de, der havde været

soldat i en årrække - som Marens fader havde - var meget anløbne.

Trods alt holdt hun meget af sin fader, han var så blød af sind

og kunne så godt sætte sine egne interesser til side, når han

kunne tjene andre med det. Moderen var gjort af et stærkere stof.

Hun vidste, hvad hun var værd, og forstod at varetage sine egne

og hjemmets interesser, men som det ofte går den slags mennesker,

at de interesser, der ligger nærmest og er mest iøjnefaldende,

bliver favoriseret på bekostning af dem, der betegner det lange

sigt.

Før Maren vidste af det, viste det første dagskær sig på himlen,

men så havde hun også sin plan færdig med hensyn til forældrene.

Hun gik ind i stuen og vækkede dem. Nu fortalte hun dem, at da

hun i aftes gik hjem fra kartegildet, havde hun truffet en karl,

som hun kendte lidt til fra kilderejsen i fjor. Han var kommet

hertil, fordi han stod i begreb med at rømme af landet. Han

trængte så hårdt til hvile og søvn. Maren havde sørget for, at

han kom til at ligge i hestestalden i nat og spurgte nu, om det

ikke var rigtig, som hun havde båret sig ad. “Jo, jo, det var det

vel nok, bare de ikke kom i fortræd, hvis herskabet fik at vide,

at vi havde huset en rømningsmand,” mente moderen. Faderen

spurgte, om det var ham Oluf, ham huskede han godt. Maren bejaede

dette spørgsmål, og med hensyn til herskabet, så havde det jo

ikke nødig at få noget at vide herom. Hun tilføjede, at nu gik

hun ud at malke, så ville hun sige til ham om at gå ind på hendes

kammer og blive der foreløbig, så fandt de vel på råd med, hvad

der siden skulle gøres, men først og fremmest gjaldt det om, at

ingen fremmed fik ham at se.

Nu var det om at komme i forbindelse med Jydeskipperen. Der skulle

være en husmand i Bissrup, som undertiden havde forbindelse med

ham. Maren kendte ikke denne mand, men han måtte opsøges, og efter

middagsmåltidet begav Maren sig på vej til Bisserup. Som påskud

brugte hun at ville besøge sit søskendebarn, der tjente som pige

på Holsteinsborg.

Maren fandt husmanden og fik at vide, at i løbet af nogle dage

kom skipperen ind til Bisserup for at afhente 2 karle der, som

skulle med derfra. Han skulle nok også sige til skipperen om at

løbe ind i Basnæsfjorden for at få 2 “karle” med. Det blev

aftalen, at disse skulle selv holde udkig efter skibet, da det

ville tage for lang til, hvis skipperen skulle sende bud først.

Da Maren kom hjem tog moderen hende ordentlig i skole, hvorfor

hun havde så megen interesse for dette fremmede menneske. Da

Maren tøvede med svaret, fo’r moderen op. “Hvad i alverden er din

mening, når han rømmer af landet, hvad fornøjelse kan du så have

af ham.” “Jo, når jeg nu rejser med ham.” Moderen: “Du rejse| Du

rejse| med ham, men er du da helt tosset, har man nogentid hørt,

at et fruetimmer rømmer af landet.” Maren: “Een skal være den

første. Men ville det være bedre at blive gift her, og så manden

siden rømte fra kone og børn?” Moderen fortsatte: “Du, som kan

få lige hvad ungkarl her i byen du peger på; det er nu Hans

Jørgens Jørgen, han er helt tosset efter dig.” Maren: “Ja, det

kender jeg nok, men han har det med at være tosset efter alle

fruentimmer. Du ved ligeså godt som jeg, at han har mindst 2

uægte børn at betale til.” Moderen: “Men så er der Jens Pæsens

Kristen, han vil hellere have dig i dag end i morgen.” Maren: “Å,

den træpind, han ligner jo en gammel mand.” “ Ja, men så er der

Povl Nielsen, som bliver enkemand inden ret længe, han skal da

have en kone igen, det er han nødt til; ham kan du ikke have

noget at sige på.” Maren: “Du véd da ikke, om han vil have mig,

men det er også ligemeget, for jeg vil ikke have andre end Oluf,

og så for - “ Moderen: “Jamen er du da helt tosset tøs. Hvad

stort ser du egentlig hos ham? Du kan jo vente at han slår dig

med en vognkæp, når han bliver gal.” Maren: “Det gør han måske

nok, hvis jeg giver ham af ridepisken.” Moderen: “Ja, men det er

da en stor fejl hos ham, at han ikke tager mod pryglene og siden

lader som ingenting.” Maren: “Det er netop det store ved ham, at

han bider fra sig, når nogen kommer ham for nær. Hvis alle - -”

Moderen: “ Du ved ikke, hvad du selv siger. Hvis alle bar sig -

-” Maren: “Ja, så blev der bedre at være i landet. Som det går,

kan det ikke blive ved at gå. Det bliver det ene år værre end det

andet med, at de store træder os bønderfolk på nakken. Derfor er

det godt, at der er folk, der slår fra sig og ikke er bange for

at tage følgerne, som de kommer.” Moderen: “Det er dog farligt,

som du kan lægge ud, er det ham Oluf, der har lært dig alt det.”

Maren: “Ja, vi snakkede meget om det, da vi var til kildemarked.”

Moderen: “Havde vi dog bare aldrig ladet mormor få sin vilje med

den kildetur, så havde al den ulykke aldrig kommet over os.”

Nu blandede Morten sig i samtalen: “Hvor vil du få rejsepenge

fra, du ved, at skipperen tager 6 rdl. for hver, han sejler over,

og så skal de helst have 1 rdl. eller mere til at stå imod med

den første tid.” Moderen: “Det er dog en farlig hoben penge. Dem

kan vi da umuligt skaffe.” Maren: “Du skal ikke være bange mor,

det er der tænkt på” Moderen: “Har Oluf da penge?” Maren: “Han

har nok til sin rejse og rigeligt det, og jeg har også penge

nok.” Moderen: “Hvor har du penge fra.” Maren: “Jeg har arvet dem

efter mormor. Da hun blev syg ved kilden, ville hun partou hjem

straks for at finde sine penge frem, men hun blev for svag, inden

vi nåede hjem, men så forklarede hun mig, hvor de var, og jeg

fandt dem også.” Moderen: “Hvor mange var der.” Maren: “ 9 rdl. 5

mark og 4 skilling. Det er penge, som mormor har sparet op

skilling for skilling igennem hele sit liv for at have noget at

stå imod med, hvis det skulle komme til at knibe særligt hårdt.

Hun har en gang taget 3 mark til en ligkiste til sin lille dreng,

ellers kunne han ikke komme i jorden.” Moderen: “Hvor gemte hun

dem.” Maren: “Under en bestemt sten i havegærdet, og hun sagde

udtrykkeligt, at pengene skulle være mine, men jeg måtte ikke

bruge dem, uden hvis det en gang kom til at knibe rigtig hårdt

for mig. Nu synes jeg, at jeg kan bruge dem med god

samvittighed.”

Moderen fortsatte: “Der er også en anden ting, Maren. Har du

tænkt på, at det bliver bare mandfolk der på skibet, det bliver

meget ubehageligt for dig.” Maren: “Å hvad, mandfolk er da også

mennesker. For resten tager jeg mandfolketøj på og giver mig ud

for mand.” Moderen: “Da må jeg sige, at du er fræk. Tænk dog på,

hvis det bliver opdaget. Du bliver alle dine dage kaldt

Bukse-Maren, eller kanske noget meget værre, du ved jo selv, hvor

villige folk er til at give øgenavne.”

Denne samtale fandt sted om aftenen efter at familien var gået

til ro. Forældrene lå i sengen og Maren lå på gåsebænken under

vinduerne, hvor hun havde indrettet sig et leje, nu hendes eget

kammer var optaget.

Pludselig bliver der ståhej ude i stegerset, hvorfra der lyder

råb og banden. Sagen var, at Oluf var vågnet ved, at et menneske

stod og ragede ham i hovedet, samtidig med, at en mandsstemme

sagde: “Se så, min pige, nu skal du ikke smutte fra mig, førend

vi er blevet enige.” Oluf blev forskrækket og sagde: “Hvad er

det? Hvem er du?” Den anden: “Hvad S…. er det, hvem er du?”

Oluf: “Det kommer ikke dig ved, vil du se du kommer ud.” Det ene

ord tog det andet og tegnede til et alvorligt klammeri. Nu kom

Morten og spurgte: “Hvad er dette her? Jamen det er jo Jørgen.

Hvad vil du her på denne tid?” “Jeg - jeg - jo, jeg ville se,

hvad det er for en rad, der går herind og ligger hos Maren.”

Morten kaldte på Maren, der var blevet meget bange, da hun

troede, det var bud efter Oluf. Nu kom hun med et spædelys i

hånden, som hun dog først skulle have tændt ved

skorstensgløderne; det tog nogen tid, for hun var kommet til at

ryste.

Da sammenhængen gik op for hende, kunne kun ikke styre et

latterudbrud, men lo og lo. Oluf og hendes fader blev smittet og

deltog i morskaben. Den uheldige Jørgen deltog dog ikke -

tværtimod. Latteren forvandlede hans flovhed til arrigskab.

Henvendt til den leende Maren snerrede han: “Din forbandede mær,

dette skal du få betalt,” hvorefter han forsvandt.

Dagen efter var det søndag og hele familien skulle til kirke. Det

vil sige, hvis de var raske. Mærkelig nok var der megen

sygelighed om søndagen. Det var dog ikke så strengt med

kirkegangen nu, som under den forrige konge (Chr. VI), men Hr.

Jørgen (Jørgen Monrad, præst i Tjæreby 1732-1758) så dog gerne,

at alle mødte, og hvis de ikke mødte, skulle han nok spørge til

dem. Han var også en god præst, med god forståelse af de fattige

bønders vilkår.

Maren var også i kirke, og hørte på den lange prædiken, som gik

ud på, at have den rette lutherske tro. Hendes tanker havde så

mange steds ærinde. Først og fremmest hos vennen derhjemme, der

sad i en slags arrest, fordi ingen måtte se ham, men også vemod

ved tanken om, at det var sidste gang, hun sad i denne kirke,

begyndte at melde sig.

Omsider var gudstjenesten forbi, og nu havde man den mere

interessante del tilbage, nemlig kirkestævnet. Det bestod i, at

alle officielle bekendtgørelser blev læst op til kundgørelse

for alle og enhver. Der var først kgl. Majestæts love og

forordninger og efterlysning af udbrudte slaver, også bortløbne

kreaturer kom med. Maren stod og hørte på oplysninger, uden at

hendes interesse blev fanget, men pludselig kom der noget, som

hun lagde mærke til.

“Ungkarl Oluf Andersen fra Vedbygårds Gods efterlyses for

voldelig adfærd mod sit herskab. Oluf A. er 24 år o.s.v. For

oplysninger, der fører til hans pågribelse, betales 5 rdl. Der

menes, at han holder til i nærheden af kysten.”

Maren følte det, som alt hendes blod strømmede til hovedet, ja,

truede med at sprænge det. I samme øjeblik så hun, at Jørgen

betragtede hende med et hoverende smil, der sagde, at nu gik der

en prås op for ham.

Da kirkegængerne på hjemvejen drøftede denne efterlysning, troede

man nærmest, at herunder skjulte sig en tildragelse, som den på

Bakkeskov ved Præstø for snart en snes år siden, hvor bønderne

slog herremanden ihjel. Endskønt 5 rdl. fristede meget, var man

dog enige om, at selv om man skulle træffe den efterlyste, så

ville det være synd at melde ham. Jørgen dannede dog en

undtagelse, idet han mente, at det var rigtigst at melde ham,

især hvis det i sig selv var en dårlig person, og det var Jørgen

overbevist om, at det var. Marens nerver blev sat på en hård

prøve den eftermiddag. Hver gang hun hørte porten gå, rystede

hendes knæ. Hun indså, at hun måtte fin┅de et andet skjulested

til sin ven. Gården her ville blive ransaget før eller siden; men

hvor skulle hun gemme ham? 5 rdl. var en stor fristelse for mange

i en så pengeknap tid som denne.

Basnæs Fjord er en vig af Smålandshavet, den er begrænset ud mod

havet af to såkaldte fed, dette er stenrev, der er 2 á 3 fod

over daglig vande. Fra øst kommer Glænø Fed, fra vest kommer

Sevedø Fed. Der er kun en forholdsvis kort afstand imellem dem,

og dette sted betegnes som “mellem næbene” og er indsejling

til fjorden, der her er så dyb, at mindre skibe kan sejle ind her

for at ligge i læ.

Maren havde set, at på Glænø Fed var en tanghytte, som

ålefiskerne i efterårstiden havde lavet for at finde lidt ly,

ja, i en snæver vending kunne den også bruges til natteherberg.

På andre årstider kom der sjældent mennesker på dette øde sted.

Nu var det Marens plan at tage denne hytte i besiddelse, til

afsejlingen skulle finde sted. Der var også den fordel, at det

var netop det sted, der var opgivet af manden fra Bisserup. Men

det havde sin vanskelighed med at komme derover. Vejen ad

Stubberup og Glænø var lang og besværlig, men at sejle fra

Basnæs Skov derover var kun et øjebliks sag. Der var også en

fladbundet pram, der tilhørte et par husmænd, der brugte den til

at stange ål fra, men hvordan få den tilbage igen?

Det blev et meget stærkt regnvejr hen mod aften, men dette kunne

ikke forhindre planens gennemførelse. Ja, det viste sig siden,

at det var en fordel for vore flygtninge.

Det var Marens hensigt at hjælpe Oluf over den samme aften, men

selv at vende tilbage og lade som ingen ting, for så atter at

besøge ham næste dags aften. De kunne heller dårlig fragte al

bagagen på een gang. Skipperen forlangte nemlig, at hver af

hans passagerer skulle medbringe et knippe tørt halm til

natteleje. Han sejlede nemlig med fast ballast af kampesten. Hans

last var aldrig særlig tung, nemlig levende last frem og

smuglergods - mest manufaktur - tilbage. Det blev dog nødvendigt

at stoppe halmen i sække, for at den ikke skulle røbe, hvad vej

de var taget.

Hele arrangementet klappede, som det skulle. Båden lå på sin

plads og var i orden, og snart kunne de tage deres nye lejlighed

i brug; men klam og kold var den. De måtte til at reparere den

med det samme med nogle favnfulde tang; den tørre halm gjorde

også god nytte. Hytten så ud som en tilfældig bunke tang med et

hul i den ene ende, som et menneske lige kunne krybe igennem.

Tiden gik hurtigt, og snart var det på tide, at Maren begav sig

på hjemvejen trods det, at hun aldrig før havde roet en båd

alene, forløb turen heldigt. Det var nu blevet tørvejr, men

træerne dryppede endnu. I stedet for at gå gennem skoven fulgte

hun stranden til Basnæs for derefter at følge hovedvejen til

Vedskølle. Da hun kom i nærheden af gården, blev hun pludselig

grebet af en forunderlig gru. Forklaringen er vel nok den, at

hendes nerver havde været overbelastede, og det gav sig udslag i

en pludselig angst for at møde en genganger, nemlig “den gamle

general.”

Generalløjtnant Lorenz de Boysett havde ejet Basnæs fra 1705 til

sin død i 1728. Der havde knyttet sig megen mystik til denne mand

i levende live. Han var født i Frankrig, kom her til landet i en

fremrykket alder, avancerede fra den ene officersgrad til den

anden. Blev efterhånden meget rig uden at man kunne se, hvorfra

det stammede, men man var enige om, at det ikke var helt lovlige

midler, han havde brugt. Ligeledes var der mystik i hans forhold

til kirken. Han måtte således ikke benytte den kaldsret til

Tjæreby kirke, som tilkom ham som kirkeejer. Der blev sagt, at

det var fordi han havde en anden konfession, men hvad det betød,

vidste den uvidende bondebefolkning ikke, i hvert fald var det

noget overnaturligt. Ligeledes hans ualmidelige høje alder; det

så ud for menigmand, som om han ikke kunne dø, hvilket han dog

omsider gjorde. Dertil kom også det moment, at hans eneste søn

satte hele herligheden overstyr i løbet af få år ved et

eksempelløst udsvævende liv. Jo, der var grunde nok til, at “den

gamle general” ikke kunne finde hvile i sin åbne begravelse i

Tjæreby kirke, men viste sig ved nattetider, snart her og snart

der, men oftest i nærheden af gården. Der var adskillige, der

havde set ham.

Da Maren tilfældig kom til at tænke på dette, var pludselig alt

hendes mod borte. Den uforknytte og trods alt modige Maren, når

det gjaldt materielle forteelser, kunne nu ikke flytte en fod af

angst for at møde en genganger. Derved viste hun, at hun var en

ætling af sin tid, hvor overtroen hvilede som en mare på

befolkningen og selvfølgeligt mest på den uoplyste del. Maren

havde altid haft et let nemme og kunne sin børnelærdom på

fingrene, sådan som degnen havde læst den op for børnene| Hun

havde også lært en del bønner, som kunne anvendes i forskellige

forekommende situationer, men hun mindedes aldrig at have hørt om

en bøn til brug ved et møde med en genganger, den eneste bøn, hun

huskede i dette øjeblik, var “Bøn af en kvinde i barnsnød”,

og den syntes hun alligevel var for grinagtig til dette brug. At

forme en bøn selv kunne aldrig falde hende ind, det var jo

præstens bestilling, derfor havde han studeret så mange år. En

anden een kunne jo gerne sige noget forkert. I sin kvide fostrede

hun en tanke, som først mange år senere fik et kortfattet og

slående udtryk i en enkelt sætning: “Med et fadervor i pagt skal

du aldrig gyse”. Endelig fik hun atter mod til at fortsætte sin

vandring, og snart var hun hjemme.

Det var ikke uden grund, at Maren havde frygtet en ransagning i

hjemmet. Næste morgen stillede ridefogeden med 4 mand for at

søge efter flygtningen, som det var bleven meldt skulle opholde

sig der i gården. Alt blev efterset. Sengene, bagerovnen, hver

en krog på loftet og halmen på stænget. Ridefogden var skuffet.

“Hvor har I gjort af ham.” “Ja, der havde ganske vist været en

fremmed karl, som havde ligget 2 nætter, men han var taget af

sted igen i aftes, og de vidste ikke, hvor han var nu. Ridefogden

ville dog ikke opgive sin jagt lige straks, men sendte sine 4

mand enkeltvis for at hjemsøge alle huse og gårde i byen for at

forhøre sig om nogen havde set eller hørt noget til ham. Selv gik

han til sin hjemmelsmand, den før omtalte Jørgen, for at få

nøjagtig besked om flygtningen.

Jørgen forklarede meget omstændeligt, hvorledes han havde fulgt

Maren hjem fra kartegildet, og da de nåede porten, havde hun så

travlt med at komme ind, men Jørgen havde holdt hende tilbage, da

der endnu var noget, han ville have fortalt, men så pludselig

havde hun skubbet ham ud af porten, det vil sige, nu bagefter var

han kommet i tanker om, hun nok havde haft en hjælper, men han

havde ingen set, da der var mørkt i porten. Videre fortalte han,

hvordan hans mistanke var vakt. Lørdag aften skaffede han sig

adgang til hendes kammer. Han havde tidligere lagt mærke til, at

krampen på Mortens køkkendør let lod sig trække ud, og som han

formodede, fandt han et mandfolk i Marens seng. “Var Maren der

også,” spurgte ridefogden. “Det ved jeg ikke, for ham

grinebideren fo’r op og begyndte at skælde ud, men et øjeblik

efter stod hun ved siden af ham med et tændt lys og grinede den

rakkermær,” svarede Jørgen. “Var de klædt af?” spurgte

ridefogden. “Han var i bar skjorte, hun havde klokken på,”

svarede Jørgen. “Det kan blive en alvorlig sag. Jeg kan godt unde

hende en ordentlig tak for sidst, fordi hun holder mig for nar og

skjuler sådan en bandit,” sagde ridefogden. “Også jeg,” sagde

Jørgen, “hun har også holdt mig for nar, og grinet mig lige op i

ansigtet. Men hvordan kan det lade sig gøre?” Ridefogden: “ Jo,

det er let nok. Hvis du fastholder, at Maren har været i sengen,

så kan vi få hende til at stå til skammen på kirkegulvet til

Public Absolution” (Offentlig skrifte). Jørgen: “Kan det lade sig

gøre, vil præsten gå med til det?” Ridefogden: “Det kan

lade sig gøre, hvis du bare holder fast ved, at du har set eller

følt hende i sengen sammen med ham, og hvad præsten angår, skal

jeg nok sørge for, at han går med. Vi, det vil sige grev

Jarlsberg (Grev Vedel Jarslborg var ejer af Basnæs 1733-1764) har

længe været misfornøjet med Hr. Jørgen, og greven har lov til at

flytte ham andetsteds hen, når det embede, han flytter til, ikke

er ringere, end det han flytter ham fra, og nu er det sådan, at

på grevskabet i Norge bliver der snart et ledigt embede, og Hr.

Jørgen ved det godt, men vil meget nødig til Norge, nu han er en

aldrende mand. Derfor har vi, det vil sige grev Jarlsberg, god

hånd i hanke med ham.” Jørgen: “Ja, lad kirkegulvet få hende

rigtig til at tilstå det hele.”

Public Absolution var indført under Chr. 6. Det bestod i at

vedkommende synder måtte stå frem på kirkegulvet og tilstå sin

synd med løfte om ikke oftere at gentage den. Det var oprindelig

tanken, at det skulle gælde alle moralske brøst, men efterhånden

var det blevet almindeligt, at det hovedsageligt var

overtrædelser af det 6. bud. Dog har der i Tjæreby kirke været

offentlig skrifte for tyveri, men det var en undtagelse.

En søndag, når en sådan forestilling skulle finde sted, skulle

folk nok komme til kirke, og det blev nærmest opfattet som en

god folkeforlystelse.

Også her så man et udslag af bondenedværdigelse, idet det altid

var almuen, der blev behandlet sådan. Hvor meget herremanden

eller hans overordnede funktionærer gjorde sig fortjent til samme

medfart, har man ikke et ekempel på, at de har lidt denne tort.

Efterhånden kom de 4 udsendte mænd tilbage uden resultat. Der var

ingen, der havde hørt eller set noget til den eftersøgte.

De 4 hjælpere blev nu sendt hjem, og ridefogden begav sig igen i

Mortens gård, hvor han påny optog forhøret. Hvad tid den

fremmede forlod gården, om der var nogen, der fulgte ham på vej?

Jo, Maren havde fulgt ham et lille stykke på vej. Maren blev

kaldt ind: “Hvor var du henne i aftes?” Maren: “Det skylder jeg

ingen regnskab for.” Ridefogden: “Er du næsvis, tøs, at svare

mig sådan. Pas du hellere på, hvad du siger. Eller jeg har midler

til at få dig til at svare ordentlig.” Maren: “Jeg ved ikke, hvad

det er for midler, ridefogden taler om.” Ridefogden: “Jeg har det

middel, at jeg kan få dig til at stå frem på kirkegulvet og

bekende det hele.” Moderen: “Jamen jøsses dog| hvad er det han

siger, hvad har du dog gjort tøs?” Maren: “Ja, det må jeg også

spørge om?” “Du har haft en fremmed mand i din seng.” Maren:

“Ja, det er rigtig nok, at der har ligget en i min seng, men da

lå jeg herinde på gåsebænken.” Både faderen og moderen bekræftede

dette, men ridefogden fortsatte: “Ja, det er kønt af jer, at I

holder hånden over jer datter, men jeg har nu vidner på, at du

var hos ham, og derfor skal du stå til skamme på kirkegulvet.”

Moderen: “Nej, dette er dog for galt, men præsten siger da aldrig

ja til det.” Ridefogden “Præsten gør, hvad jeg forlanger af ham,

og jeg forlanger, at han tager dig til Public Absolution på

søndag otte dage.” Nu blev Maren vred. Blodet steg til hovedet på

hende, hun stillede sig foran og så ham lige i øjnene og sagde:

“Skal jeg på kirkegulvet, så skal jeg nok fortælle hele

menigheden, hvad for en karl du er, og hvis du var under samme

lov, som vi andre, så havde du været på kirkegulvet mange gange,

og du havde også fortjent det. Det var dig, der fik Mads Jørgens

Kirsten på kirkegulvet, og det var også dig, der var skyld i, at

Ole Niels Kirsten kom der. Men jeg skal love dig, at mig får du

ikke at se der.”

Ridefogden søgte at komme til orde, men det var umuligt. Også

begge forældre indtog en truende stilling. Han trak sig tilbage,

da han nåede døren, råbte han: “På søndag otte dage.” Det var

moderen, der først fik sit mæle: “Aldrig i verden havde jeg tænkt

mig, at min datter skulle komme til at stå til skamme på

kirkegulvet.” “Det får du heller aldrig at se mor, for søndag

otte dage er jeg over alle bjerge.” Moderen: “Ja, der er sandt,

og Gud ske lov for det. Jeg ville også tage min død over det. Ja,

nu kan jeg se, at det er rigtigst at rømme, for når de kan

behandle folk sådan, så er dét det eneste rigtige at stikke af.

Nu må du endelig se at komme af sted, jo før jo hellere.” Det

blev nu aftalt, at afrejsen skulle finde sted så snart mørket

faldt på, for da at holde sig skjult sammen med Oluf. Hvor

skjulestedet var, var de enige om, at forældrene ikke måtte vide,

hvis det tilfælde skulle indtræffe, at de skulle blive

underkastet pinlige forhør.

Der blev nu travlhed med forberedelser. De skulle have en god

madpose med, nok til 2 personer i en uges tid. Så længe ventede

man ikke, det ville vare, men for en sikkerheds skyld var det

godt at være belavet på alt. Det var næsten det værste med den

madpose, da spisekammeret næsten var tomt. Dog fandt moderen på

råd, idet den bedste af gårdens fire høns måtte række hals.

I det hele taget lagde forberedelserne beslag på kvindernes

tanker, hvad der var en fordel, da sorgen ikke tog overhånd så

let.

Ejendommeligt følte de nu begge, at de var så enige om arbejdet.

Det havde ofte knebet med enigheden, men nu gik det så let.

Faderen gik til og fra og mindede dem om endelig ikke at glemme

noget. “Husk endelig at få lidt salt med.” Ja, omsider kom han

også med en flaske brændevin, som han havde tiltigget sig omme

hos Else Vævers på kredit, for Oluf skulle da have en dram til

den megen tørmad, og for resten var brændevin den bedste medicin

for søsyge.

Maren, der ellers altid havde modvirket faderens hang til

spiritus, blev så rørt over dette udslag af uegennytte, at hun

sagde: “Nej; Far| Når nu jeg er ude af døren, vil du blive ked af

det. Behold derfor snapsen selv, det vil stive dig lidt af, så

længe det varer.”

Som naturligt var, havde moderen mange formaninger til datteren.

Den væsentligste var endelig at sørge for at blive rigtig gift,

så snart forholdene tillod det. Oluf kunne jo dø eller på anden

måde komme væk fra hende, og da var hun for alvor dårligt

stillet.

Hvad der hjalp Maren meget i denne alvorlige stund, var det

ukuelige håb, at trods alt gik hun en lysere fremtid i møde ude i

det fremmede. Som forholdene havde udviklet sig herhjemme, var de

utålelige for bønderne. Hos Maren var håbet ikke blot en spæd

spire, men en stor og kraftig plante, som kunne tåle en del

modgang uden at knækkes.

Hun instruerede forældrene om at fortælle, at hun var syg og

sengeliggende, indtil der var gået nogle dage og flugten

fuldbyrdet. Og så de mange hilsener; her regnede hun op, hvem

der skulle have særlig hilsener.

Da de var kommet lidt ind i skoven, standsede Maren og sagde, at

nu måtte de ikke gå med længere. De aftalte, at når skipperen

atter kom på denne tur, skulle hun sende hilsener og bud med ham

om, hvordan rejsen forløb, og for resten havde de ham som

mellemmand. Ja, Maren mente endog, at hvis det gik dem rigtig

godt, kunne det siden være, at hun kunne tage med ham og aflægge

en visit i sit barndomshjem. Dette mente forældrene aldrig ville

ske, men når hun bare ville sende hilsen og bud en gang imellem,

så var det godt.

Det blev en afsked uden suk og tårer. Bønderfolk bærer ikke deres

følelser udvendigt til skue for enhver.

Hun gik rask til igennem skoven og fandt båden på sin plads. Hun

blev modtaget med åbne arme af Oluf, som havde kedet sig så

helt umanerligt. Han blev glad, da Maren fortalte om sagernes

stilling nu og om, at hun nu ville gøre ham selskab til timen

slog. Ja, for al tid.

Det var en drøj tørn, der ventede dem. Båden skulle sejles

tilbage, mens de unge mennesker skulle tilbagelægge vejen til

vadestedet over Glænø, Vejlen, som den kaldes. Det blev en kold

omgang at soppe til Glænø, da vandet endnu kun holdt 3 á 4

graders varme, derefter måtte de passere hele Glænø Vesterfed

på langs. Hele natten gik med denne tur, og det var næsten lyst,

da de nåede deres tangslot. Trods boligens ringhed var det dog

med en følelse af stort velbehag, at de tog den i besiddelse igen

efter nattens strabadser.

I to døgn var de lænket til dette fængsel; om dagen turde de ikke

forlade hytten for ikke at blive set fra land, men i mørkningen

gik de ud for at røre benene. Det begyndte at blive kedeligt, og

det kneb lidt med Olufs humør. Atter begyndte han at angre sin

forhastede handlemåde, men Maren var dog i stand til at forjage

disse griller. Endelig 3. dags morgen i en forrygende østenstorm

så de et skib kommende øst fra følgende kystlinien i en strygende

fart. Vore to flygtninge blev glade. Endelig slog forløsningens

time. Nu lagdes forsigtighedshensyn til side, og de vinkede til

det frelsende fartøj; nu kun et øjeblik, så var de frelst. Man

hvad var det? Pludselig stod skibet stille; det var grundstødt.

Hvad skulle det blive til? Kunne det komme løs igen? Kunne det så

sejle videre? Der var meget mandskab om bord, det vil sige

passagerer. Man kunne se, at de prøvede på at sætte hækjollen i

søen, men det ville ikke gå på grund af den høje sø, der kom lige

agter ind.

I al sin hjælpeløshed kom Maren til at se over mod Basnæs Skov,

og så da, at den båd, som hun selv havde benyttet så ofte, var på

vej over mod dem. Hun tænkte, at det var hjælp til de skibbrudne,

men Oluf anslog det til at være bud efter flygtningene, og det

viste sig hurtigt at være rigtigt; de to ombordværende var

ridefogden og Jørgen. Sagen var den, at ridefogden ikke havde

opgivet at fange Oluf og Maren, kun vidste han ikke deres

skjulested. Han troede, det var et sted i sko┅ven, og han troede

også, at Jydeskipperen nok en dag kom for at hente dem, så var

der en lejlighed til at fange dem, inden de kom ombord i skibet.

Jørgen stod på vagt oppe på det høje tårn, hvorfra han kunne se

ethvert skib, der nærmede sig, og nu var forhavendet lykkedes

eller så godt som lykkedes.

Nu var gode råd dyre for flygtningene. Selv Marens hjerte sank

betydelig, men til hendes overraskelse havde Oluf sin beslutning

færdig. Nu gælder det liv eller død, sagde han. Vi er to mod to.

Maren havde forlængst skiftet tøj. Oluf havde nemlig et sæt tøj

med foruden det han havde på. Af udseende var hun en kraftig

stærktbygget karl, nu gjaldt det, om hun også kunne slås som en

mand. Først og fremmest gjaldt det om at finde passende våben.

Det fik Oluf snart ordnet. Et halstørklæde blev revet over og

ind i hver halvdel lagt en sten af passende størrelse. Et sådant

våben kunne slå dødelige slag, hvis det ramte rigtigt. Nu var det

om at gøre at få slået først. Derfor gik de båden i møde, så de

kunne angribe modstanderne, idet de forlod båden. Da båden kom så

nær, at de kunne veksle ord, begyndte Jørgen at håne Maren. “Nu

skal det, og så bandede han, blive sjov i kirken, når du skal ud

på kirkegulvet; hvor skal jeg grine af dig, som da du grinede af

mig. Den, der ler sidst, ler bedst, ved du nok.”

Kort at fortælle. Slaget blev kortvarigt, men meget heftigt. Oluf

slog en arm over på ridefogden, Maren kæmpede bravt med Jørgen,

til Oluf kom hende til undsætning og knuste den ene skulder på

ham. Efter denne omgang kommanderede Oluf de uheldige kæmper ud

i båden. Efter at have taget årene fra dem stødte han båden fra

land og lod dem drive for vind og vove. Vinden førte dem i

retning af Øksnæsfjorden.

Det grundstødte fartøj var imidlertid drejet rundt, så det nu

vendte bredsiden mod vinden og samtidig krængede meget over i

læ. Følgen deraf blev, at nu kunne det flyde på mindre vand, og

på den måde kom det over grunden. Nu rettede de sig noget igen,

og skipperen fik det manøvreret ind mellem næbene, hvor der var

noget læ. Det tog dog nogen tid at få det sejlklart igen, da

ballasten havde forskubbet sig noget. Atter kom en båd ud fra

Basnæs bemandet med politi fra Skelskør, men endnu inden denne

båd kom på prajehold, hev skipperen sit anker op og satte kursen

mod sydvest.

Et årstid efter blev der buldret på Mortens port i Veskølle en

nat. Efter at Morten havde forhørt sig om, hvem det var, blev

den fremmede lukket ind. Det viste sig at være Jydeskipperen, der

kom med hilsen fra Maren og Oluf. Det gik dem godt. Oluf havde

fået fast arbejde som pramdrager på Elben. Der var den gang folk,

som levede af med et forspand af okser, der gik inde på bredden,

at trække skibe og pramme mod strømmen, og det var en god

levevej. Maren havde lige fået en dreng. Skipperen havde besøgt

dem, og de havde aldrig fortrudt, at de havde vovet springet ud i

det fremmede og ukendte.

Kr. Pedersen