Væverpigen fra Skørpinge

af Kr. Pedersen

Det var en aften sidst i juli 1847, at der var klinegilde hos den

velhavende enke Trine Sørens i Tjæreby. Trine var endnu en kone i

sin bedste alder, endskønt hun havde været gift i 15-16 år. Hun var

i sin ungdom blevet gift med Søren Olsen, der var enkemand. Han var

midt i tresserne og sad på et ca. 40-årigt fæstebrev, der, som

loven bød, lød på mandens og hans kones levetid. For at få denne

ret udnyttet til det yderste, var det om at gøre at få så ung en

kone som muligt. Trine havde også været villig. Så var man da

forsørget for hele livet; ja, og så havde man noget at regere med.

Å hvad den gamle stodder kunne da ikke leve evigt.

På een måde kom Søren heller ikke til at fortryde sit giftermål,

idet der efterhånden kom velstand til huse. Trine var skrap til

at holde sammen på værdierne, der kom inden for hendes

rækkevidde. Der var ogå den store for del ved det gamle fæste, at

der kun var en ringe afgift i forhold til de nyfæstede gårde.

Børn var der ikke i ægteskabet. En datter af mandens første

ægteskab havde Trine fået til at give arveafkald mod et ringe

vederlag en gang for alle.

Alligevel havde folk ondt af det for Søren, især efterhånden som

Trine blev mere og mere myndig. Ofte måtte han høre, at han kun

var til besvær. Efterhånden slog han sig mere og mere på flasken

med Trines stiltiende samtykke. Dog sørgede hun for, at han ikke

fik mere ad gangen, end hun kunne magte ham. Tilsidst blev han et

helt vrag med deliriums-anfald, men da var han også mere end de

80 år, og snart var han død.

Endnu mens manden levede, havde Trine fået gården bygget om med

undtagelse af den ene længe, den de var i færd med nu, og som gav

anledning til klinegildet.

Når huggeren havde rejst huset, og det var tækket, skulle

ydermurene og skillerummene bygges op. Først blev der sat

vægstejg, det vil sige stokke eller stave stillet lodret op og

ned i halvvæggene med 8-10 tommers afstand. Vandret på disse

blev flettet halmbånd eller hasselkæppe. I forvejen var der

gravet ler op, som blev æltet i reglen med heste, der blev redet

rundt i det. Når leret havde fået den passende konsistens, kunne

kliningen begynde.

I forvejen var nabolagets karle og piger indbudt til at udføre

arbejdet - i et så stort antal, at man kunne blive færdig den

samme dag. Karlene fik så hver et trug eller en dør eller

lignende til at have leret på. Husmanden trillede leret fra

trossen til karlene. Karlen tog derpå så stor en klump af leret,

som var passende, og pressede den ind imellem ribberne i

halvvæggen. Til hver karl hørte en tilsvarende pige, som stod

indvendig med et bræt til at holde imod med og derved få væggen

formet. Det var en stor fornøjelse for ungdommen, når en sådan

klinedag indtraf. Der var god forplejning, ikke mindst med hensyn

til snapsene, og megen skæmt og morskab; samtidig en ægget

kappelyst om at udføre det hurtigste og bedste arbejde.

Der var altså nu klinegilde hos Trine Sørens.

Arbejdet var udført til Trines tilfredshed i det store og hele.

Hun havde selv gået det meste af dagen for at passe på. Sagen var

nemlig den, at den nye herremand på Basnæs, hofjægermester J.B.

Scavenius, ja, han havde da været der en 7-8 år, men man kaldte

ham stadig den nye, han stillede krav til sine bønder om at kalke

deres vægge, i stedet for - som man tidligere gjorde - beklæde

dem med halm. Ja, ydermere, han gav dem kalk til dette brug.

Dette bevirkede, at vægene skulle formes pænt, da alle

uregelmæssig heder blev synlige i modsætning til før, da

halmbeklædningen skjulte syndernes mangfoldighed. Trine var glad

for den nye længe, og hun ventede sig megen ros, når godsejeren

kom for at syne den. Alt i alt, Trine var i strålende humør, og

nu skulle man have en rigtig glad aften sammen.

Der var et andet kvindemenneske på gården, hvis sind ikke var i

tilsvarende ligevægt. Det var “storpigen” på gården. Karen hed

hun. Hun var datter af indsidderfolk. Hendes moder var død. Denne

havde været en flink og stræbsom kone, der var vellidt, hvor hun

kom på arbejde. Faderen, Søren Jørgensen eller Tolle Søren -

øgenavnet var arvegods og oprindelsen ukendt, som så mange af den

slags navne var, idet de kunne følge en slægt i generationer -

var som ungt menneske straffet for tyveri. Selv sagde han:

uskyldigt straffet, og det var vist rigigt.

Tyveri har altid blandt bønder været en af de værste

forbrydelser, nogen kunne mistænkes for; vel at mærke, det kom an

på, hvem tyveriet var begået imod. Det var en hård skæbne, som

derved ramte ham. Han kunne ikke få tjenester i hvert fald ikke

gode tjenester, mere og mere tvær og sur blev han. Sålænge konen

levede, gik det nogenlunde, men efter hendes død, blev det en

forkvaklet tilværelse, han førte. Af børn havde han kun Karen, og

hun var allerede i tjeneste hos Trine. At støtte sin fader, så

det betød noget, magtede Karen ikke, barn som hun var, og det gik

derfor mere og mere tilbage for ham til stor sorg for pigebarnet.

Især led hun under, at han blev betragtet som et mindreværdigt

menneske, kort sagt som et skumpelskud. Da han så blev syg, måtte

sogneforstanderskabet tage sig af ham, og da han blev bedre,

måtte han friste livet som omgang-almisselem. Et sådant menneske

skulle gå fra gård til gård og have kosten een dag på denne gård

og den næste dag på en anden. Den slags omgangslemmer var der

adskillige af, og det siger sig selv, at de aldrig var velkomne

og blev behandlet derefter. Når han efter tur kom hos Trine, var

det de værste dage for Karen. Der lød nemlig mange knubsende ord

til ham for dovenskab og alle mulige andre dårligheder. På ham

gjorde de ikke indtryk, men Karen gik de til hjertet. Hun græd i

smug, og hun græd åbenlyst, når hun ikke kunne holde sig længere.

Nu ville skæbnen, at just som gildet var begyndt hos Trine, kom

Tolle Søren og en anden omgangsmand ved navn Hans Piil, dér til

gården på deres omgangstur. - Den stakkels Karens første tanke

var: Bare jeg dog kunne skjule mig. Dog efter nøjere overvejelse

kom hun til det resultat, at i aften ville hun være stærk og

glad, for i dag havde hun en oplevelse som aldrig før. En

oplevelse, der fyldte hende med glæde og det lyseste håb.

Karen havde altid, så langt tilbage hun kunne huske, lidt under

faderens dårlige omdømme blandt folk. Voksne mennesker passede

dog i reglen på ikke at sige for meget i hendes påhør, endskønt

hun godt forstod meningen. En anden sag var det med børn. De kan

tit være tankeløst ondskabsfulde. Især var der nogle store piger,

der var slemme. Til syvende og sidst stammede det nok fra, at hun

var dem overlegen på flere måder og derfor skulle kun nøfles. Det

skar hende dybt i hjertet, når de råbte tolletøs efter hende. De

havde oven i købet sat drilleriet på vers:

Tolletøs - nu går det løs fortæl os lidt lyv - din fa’r er en tyv|

Når hun om vinteraftnerne gerne ville løbe på is sammen med de andre

børn, kom hun tit grædende hjem, fordi disse morede sig med at gøre

hende ked af det. Hun havde dog èn ven, en noget større dreng, der

hed Hans. Når han var på isen eller legepladsen, var der ingen,

der fornærmede hende. Hans blev derfor hendes helt, og i sine drømme

udstyrede hun ham med alle de dyder, hun kendte. De blev konfirmerede

sammen, skønt han var et par år ældre. Han var nemlig uheldig og

måtte gå om to gange. Dette uheld indtraf ofte den gang for småfolks

børn. Præsten begrundede det med den dårlige skoleundervisning,

disse børn havde nydt på grund af, at de selv måtte tjene deres

brød om sommeren og delvis om vinteren med. Sognets folk fandt

begrundelsen i, at forældrene ikke magtede at ofre tilstrækkeligt

til præst og degn. Karen var heldigere og slap igennem første gang

på grund af sit gode nemme.

Efter deres konfirmation skiltes deres veje. Karen var da

allerede i tjeneste hos Trine, og Hans kom længere bort, så der

gik årevis, hvor de ikke så hinanden.

Nu var Hans imidlertid kommet tilbage til Tjæreby, og efter

særlig indbydelse fra Trine deltager i klinearbejdet. Hvor Karen

blev glad da hun erfarede, at han skulle være med, og hendes

glæde var helt ovenud, da han netop kårede hende til sin

partnerske. Der var mange ting, de to havde at drøfte sammen. De

var dog generet en del af Trine, som også gerne ville underholde

sig med Hans; Karen syntes på en unaturlig sledsk måde, men det

kom måske af det oprømte humør, Trine var i i dag. Karen var også

generet af sit værktøj. Der kunne nemlig ikke findes en

bræddestump til hende at holde imod med; hun måtte bruge en stump

af en stolpe, der var meget uhåndterlig, og derfor kneb det for

hende at få væggen så glat som ønskelig. Da Trine siden kom

indvendig i huset, vankede der en stærk reprimande til Karen, og

den var ikke i samme toneart, som når hun var udvendig. Hans tog

Karen stærkt i forsvar og forklarede Trine, at når de andre piger

havde brædder, der kunne nå fra stolpe til stolpe, havde de

lettere ved at få en glat væg end Karen, der kun havde en tung

klods.

Det var med glæde, at Karen konstaterede for sig selv, at Hans

fremdeles havde sit ridderlige sindelag i behold. Når Trine tog

det hensyn til tonen, hvori hun talte til Karen, var det vel nok,

fordi hun kun så et barn i Karen, “Tolletøsen”, som man ikke

skyldte hensyntagen. - Trine forsvandt igen, og den lille

disharmoni var snart glemt. De to unge var i høj grad forbavset

over den udvikling, som de gensiig fandt hos hinanden. De var og

så gensidig forbavset over den samstemmighed, hvormed de så

på de forskel lige spørgsmål, der i dagens løb blev berørt.

Det var henimod aften. Vore to unge var ved slutningen af den

sidste overhalvvæg. Karen var tilfældig kommet til at lægge sin

hånd på kanten af væggen, da der kom en hånd udvendig fra, der

lagde sig oven på hendes og gav den et dvælende tryk. Karen

følte, at hun blev blodrød i hovedet. Hun prøvede atter, og det

samme gentog sig. Jo, her kunne ingen fejltagelse være - dette

var en tilkendegivelse af noget, men af hvad? Af en samhørighed,

som de, der arbejdede ved siden af, ikke anede noget om. Da

hånden udefra atter kom med mere ler, vovede hun at give den et

tryk, og til sin store glæde hørte hun, at Hans begyndte at synge

en lystig vise. Jo, det var tydeligt nok. Vi to hører sammen|

jublede det i Karen. Der kommer nok en nærmere forklaring i

aften. Hvor var det morsomt|

Efter endt arbejde var deltagerne hjemme for at klæde om og kom

nu tilbage for at deltage i gildet. Karen havde selvfølgelig

meget at udrette, men det gik som en leg for hende.

Da man omsider var samlet, kom man til bords og spiste risengrød

med smørhul, kanel samt rosiner i og siden klipfisk (rigtig

bergfisk) med sennepssovs.

Jo, Trine vidste nok, hvad der skulle til. Det var på denne tid,

at de to almisselemmer kom til. Trine ville dog ikke være bekendt

at gøre undtagelser, men lod dem spise med. Det eneste, de måtte

høre, var en bemærkning om, at der var folk til, som altid var

heldige. Bemærkningen var tilstræbt at være spøgende, men man

ligesom anede bitterhed på bunden.

Efter måltidet begyndte dansen i øverstestuen, som hurtigt var

blevet ryddet for bohave. Hver karl skulle danse jomfrudansen med

sin pige. Hans opsøgte Karen ude i køkkenet, men traf Trine, som

sagde, at Karen skulle vaske op før hun kunne komme, “men kan du

ikke tage til takke med mig”, og hældede så sødt indtagende med

hovedet. “Du skal nok få, hvad du kan tilkomme, men denne dans

skal Karen have,” sagde Hans. “Kom Karen, så kan du vaske op

bagefter.”

Karen kastede sig i Hans’ arme, og aldrig havde hun danset som i

aften. Hun havde en følelse af, at hun svævede over det ujævne

lergulv. Da han førte hende tilbage, hvor han havde taget hende,

følte hun atter et hemmeligt håndtryk, som hun gengældte, og

samtidig vekslede de et blik, som ikke var til at tage fejl af.

Under gildets videre forløb havde Karen stadig huslige pligter at

udføre, og det var kun få øjeblikke, hun kunne afse til dansen.

Trine derimod var der hele tiden, og hun foretrak at have Hans

til kavaler, og det i den grad, at hun ikke veg fra ham. Ud på

aftenen foreslog hun ham at gå med hende lidt hen i marken, hun

var bange for, at drengen havde glemt at flytte fårene til nat i

al den hurlumhej. Hans gik med hende, det var så dejligt køligt

at komme ud i den friske luft.

Hans var godt på det rene med, at her stak der noget under, men

hvad? Trine gik imidlertid lige til sagen. Hun havde besluttet at

vilde have en bestyrer, om han ikke ville have pladsen; hun

føjede indsmigrende til: “Jeg tror, at vi to kunne komme godt ud

af det med hinanden.”

Hans svarede, at dette kom så overraskende, så han måtte have

betænkings tid, og for resten var han også fæstet til maj næste

år i sin nuværende plads. Trine snakkede videre. Ja, hun kunne

sagtens få en bestyrer, hun kunne vel næsten få, hvem hun

ville pege på, men når hun foretrak Hans, så var det fordi, han

var den kønneste karl, hun kendte. Hans begyndte at forstå

situationen. Det var et frieri, han var genstand for, men

ligefrem at spørge, om det var meningen, kunne han dog ikke få

sig til.

Dette kom Trine ham også i forkøbet med, idet hun sagde: “Det er

alligevel skidt, når der ikke er en mand på sådan en gård, og jeg

er da også i den alder, at jeg kan længes efter lidt forandring,”

føjede hun smiskende til. “Men hvad med indfæstning,” spurgte

Hans, “jeg har ikke noget, der forslår der.” “Ja, men det er da

min mening, at det skulle blive ved at gå som det går så længe

det kan, og det kan måske gå så længe vi lever. Vi stiller bare

en seng op i mellemstuen, som skal kaldes din seng, så kommer det

jo ingen véd, hvordan vi ellers indretter os,” svarede Trine,

samtidig med, at hun gav hans arm, som hun havde taget, et

kraftigt tryk.

Hans var efterhånden kommet i en underlig stemning. Sommernattens

koglende trylleri indvirkede stærkt på ham. Han kunne ikke nægte,

at tilbuddet fristede ham, men der var dog betænkeligheder at

overvinde. Der var nu først og fremmest Karen, men egentlig havde

han jo aldrig lovet hende noget. Så var der også den ting, at selv

om han i virkeligheden blev gårdmand, så var han det alligevel ikke,

men derimod tjenestekarl hele sit liv. Ganske vist kendte han

tilsvarende forhold inden for sin bekendtskabskreds, og disse

mennesker led intet skår i folks omdømme, men alligevel synes han

at føle væmmelse ved at tænke på det.

De havde for længe siden passeret de sovende får uden at skænke

dem en tanke. De var nået udkanten af marken, hvor en grøftevold

dannede grænsen til naboens mark. Trine indbød til at tage plads

på volden, mens hun stadig snakkede løs for at overtale ham. Hans

hørte kun det halve og svarede åndsfraværende. Trine spurgte, om

han var søvnig. “Jeg kommer vist til at vågne dig.” Under latter

killede hun ham i ansigtet med et dugget græsstrå. Han greb hende

om håndleddet, men med den anden hånd rev hun en tot græs af og

gned ham i ansigtet med. Hans følte med sig selv, at han nu stod

overfor et enten-eller. Enten den gode gård med hvad der ellers

fulgte med, eller Karen - og ingen ting.

Det var om at gøre at vinde tid. Han sagde derfor. “Det er dog en

voldsom dug, vi bliver så våde her, skal vi ikke hellere gå

hjem.”

Da de kom i nærheden af gården sagde Trine: “Skal vi ikke gå op

for at se den nye længe. Jeg er så glad og stolt af den. Det er

også den kønneste længe her i byen, synes du ikke?” De måtte om i

hæshaven for at se den rigtig. “Lidt på afstand, henne fra

halmstakken, tager den sig allerbedst ud,” foreslog Trine. Under

samtalen stod han med ryggen mod stakken, hun stod foran ham og

legee med hans hæn der i sine. Hun strakte begge hans arme ud til

siden. “Jeg kan spænde ligeså vidt som du,” sagde hun. Under

bestræbelserne klemte hun ham ind imod stakken. Da hun nu slap

hans hænder, havde han ingen andre steder at gøre af dem end på

Trines ryg og skulder. “Å, hvor vi to skal more os i aften, ikke

sandt, Hans,” sagde hun kælent.

Hans havde hidtil hverken sagt ja eller nej, men nu var der ikke

andet at gøre end sige ja. Men ligesom han skulle åbne munden til

det, faldt hans øjne på den halvvæg, hvor Karens og hans hænder

havde mødtes. Uden at forbinde nogen tanke med det blev hans svar

et dybt, smertefuldt suk: - Ak ja|

“Hvad er det, er du syg, dine knæ ryster jo?” spurgte Trine.

“Ja, jeg er syg, meget syg. Jeg kommer til at skynde mig hjem i

seng,” svarede Hans, og han fortsatte: “det andet kan vi tale om

siden.” “Vent lidt, jeg skal hente dig en kamfersnaps, det skal

nok hjælpe.”

Hans løb - “God nat|”

Det var med et ansigt præget af skuffelse, at Trine atter betrådte

gildehuset. Igennem øverstestuen kom hun ind i dagligstuen, hvor

Hans Piil samlede hele opmærksomheden med at fortælle historier om

egne oplevelser. Om han troede på disse historier selv, vidste man

ikke; men der var i hvert fald ingen andre, der gjorde det. Ikke

desmindre blev han stadig opfordret til at fortælle mere, da han

fortalte godt, og det var morsomt at høre, hvad han kunne hitte på.

Trines humør sank atter et par grader, da hun hørte og så

almisselemmerne, men hun holdt sig dog i skindet, til hun kom ud i

køkkenet, hvor Karen gik og lavede kaffe. Her fik Trine luft for

sin galde ved at skælde ud over, at man skal have sådanne dovendidrikker

at fylde brændevin og kaffe, - ja, også mad i. De var ikke bedre

værd, end at de skulle jages ud med en kæp og hverken have vådt

eller tørt. Og sådan skulle alt det andet almisserak, som man har

at føde, også have. Det ender snart med, at de æder alt det op, en

anden en kan slæbe sammen.

Karen var ikke langt fra gråden, men ved at tænke på Hans fik hun

herredømme over sine følelser.

Nu var kaffen færdig; den blev serveret i spølkopper. Dem havde

man dog ikke nok af, så det måtte foregå i holdvis. Mandfolkene fik

en snaps brændevin i, kvindfolkene et stykke kandissukker til.

Almisselemmerne fik også deres part som de andre; Trine turde dog

ikke udsætte sig for folkesnak. Hans Piils gode talegaver blev

forbedret betydeligt, og han underholdt selskabet med at fortælle

om sine legemige svagheder, der bevirkede, at han ikke kun ne

arbejde, og om det bryderi, han havde med “gestriktlægen” for at

få ham til at erklære sig arbejdsudygtig. Nu var der én, der

spurgte: “Hvordan var det Hans, jeg har hørt noget om, at du måtte

ind til kongen for at klage over “gestrikten”. “Ja, det er rigtigt,”

svarede Hans Piil, “men så hjalp det også.”

Hans Piil fandt sig smigret af den megen opmærksomhed og begyndte

tøvende, siden hurtigere, at fortælle: “Jo se, jeg kom jo ind i

konensstese (køkken), og dér gik kongen og røg tobak. Jeg var

jo da ikke mere kvaj-agtig, end at jeg vidste, at når man skal

snakke med sådan store folk, så skal man meldes først - ligesom

hos præsten og herremanden. Nå, men kongen gik selv ude i

steset, og jeg udrettede så mit ærinde. Jeg sagde, at jeg var en

fattig mand, som ikke kunne udholde at arbejde mere, men gistiktslægen

ville ikke skrive sådan en seddel, om at jeg skulle have hjælp. Da

jeg nu havde forklaret ham det, så siger kongen: “Med forlov, hvor

er ellers den mand fra?”. Jeg sagde så, at jeg var fra Vedskølle

a. Så sagde kongen til sin kvinde: “Tag og giv den mand et stykke

mad, det kan han nok trænge til, når han har gået helt fra Vedskølle

a.” Jeg fik så en rundeom sådan af et rigtig stort, hjemmebagt brød

med gåsefedt og lammesul på. I kan ellers tro, at det var noget,

der smagte. Kongen skænkede mig også et par snapse, ja, han tog da

for resten også et par selv, og det var rigtige halvpægleglas. Så

kom snakketøjet rigtig i gang, og han spurgte om, hvordan sæden

stod i Vedskølle i år, og tilsidst sagde han, at jeg kunne hilse

gestrikten fra ham a og sige, at i hans land var der ingen, der

skulle sulte, fordi de ikke kunde arbejde mere. Og ligeså snart

gestrikten fik den besked, var der ikke en smule mere i vejen.”

Et latterkor hilste denne historie, blandet med næsvise spørgsmål

om flere enkeltheder. Hans Piil tog et dybt drag af ølkanden - i

dagens anledning af godtøl - og svarede, at hvis de troede, det

var løgn, så ville han ikke fortælle mere.

Samtalen kom nu ind på andre felter, om alt det usandsynlige, der

findes netop i denne tid. Der var én, der havde hørt om en

maskine til at tærske sæd med. Vedkommende kunne dog ikke

forklare enkelthederne, men vidste, at nogle heste skulle gå

rundt ligesom matroserne i et gangspil på et skib. Ved hjælp af

remme og tandhjul skulle maskinen så kunne tærske. Trods ihærdigt

hovedbrud lykkedes det ikke at finde ud af, hvordan maskinen

kunne svinge plejlstøjet eller plejlstøjerne, for der måtte vel

være flere samtidig, når den skulle udrette så meget som snakken

gik, men det hele kunne da også være løgn og forbandet digt

altsammen. “ja, men man skal nu ikke forsværge noget i vor tid,

hvor der bliver opfundet så meget. Se bare nu har de begyndt at

køre mellem København og Roskilde med jernhest eller damphest,

ja, der var nu også et andet udenlandsk navn, han ikke kunne

huske.” Det skulle være så helt utroligt, hvad den kunne rende og

trække. “Men for resten den må du jo have set Hans Piil, da du

var inde hos kongen. Fortæl os noget om den.”

Hans P. fandt sig atter smigret og begyndte: “Ja, vel har jeg set

den, jeg har også kørt med den.” “Hvor fik du penge til det. Efter

hvad jeg har hørt, skal det koste 3 mark at køre en tur med dem,”

“Det skal jeg sige jer; da jeg snakkede med kongen, så spurgte han

mig, om jeg havde prøvet den nye damphest, men så sagde jeg, som

sandt var, at det havde jeg ikke råd til,” men så sagde han: “Du

kan bare gå hen til kusken og hilse ham fra mig, at du skal køre

med til Roskilde. Det gjorde jeg så, men så sagde kusken, at det

kunne de jo sige allesammen, men du ser så skikkelig ud, så dig

tror jeg på, men det bliver på den betingelse, at du skal sidde på

bukken hos mig, for jeg skal sige dig - men det bliver mellem os

to, - at jeg vil helst have en solid mand ved min side, for man véd

aldrig, hvad der kan ske. Den rallike er så stivmundet som bare

fanden. Nå, vi fik spændt for og kom til kørendes, men hellig den

dundrende syge, hvor det gik. Kusken holdt af alle livsens

kræfter, men det kunne ingen ting forslå. Til sidst sagde han

til mig, “nu kommer du til at løse af, jeg kan ikke mere.” Så fik

jeg fat, og jeg tror nok, at jeg kunne holde den, men jeg tænkte,

nu skal du have lov til at rende din rad, og lad og se, om du

ikke bliver ked af det. Se omme bag i vognen var der helt fuldt

af fine og fornemme folk, og fruentimmerne begyndte at skrige op,

at dette går da galt, men kusken vendte sig om og sagde, at de

skulle bare forholde sig rolig, for det var Hans Piil fra

Vedskølle, der havde fat i linerne, så de kunne være ganske

rolige. Vi kom da også godt til Roskilde, og så takkede de mig

allesammen.”

Der blev en farlig grinen og snakken ovenpå den historie. Hans P.

fik en ekstra snaps, men han kunne ikke overkomme at svare på

alle de spørgsmål, han fik.

Karen havde savnet Hans længe, men ligefrem at gå og spørge efter

ham, synes hun ikke at kunne være bekendt. Omsider var der også

andre, der savnede ham, og Trine fortalte nu, at han var blevet

pludselig syg. Hun havde nok syntes, at han var blevet så

underlig og var gået ud. Hun var så gået ud for at se efter ham,

men så stod han og var lige så hvid i sit ansigt som en kalket

væg. Hvis hun ikke havde holdt på ham, var han faldet omkuld, og

så rystede han, så han ikke kunne holde et lem stille, og han

klagede sig også så skrækkeligt. “Hvorfor hun ikke havde snakket

om det.” “Fordi han havde bedt om ikke at omtale det, da han

ikke ville forvolde misstemning.”

På Karen virkede denne efterretning meget nedslående og

angstfyldt. Hvad om han nu lå hjælpeløs derude i sit kammer,

eller hvor han nu lå; kanske han slet ikke var nået hjem, men lå

og pintes et eller andet sted. Så snart hun kunne undværes, ville

hun løbe ud til den udflyttergård, hvor han tjente, for at se,

hvordan han havde det. Heldigvis var det på slutningen med

gildet, og straks efter var Karen på vej. Da hun nærmede sig

gården, begyndte hun at blive betænkelig. Hvor var karlekammeret?

Var han alene der? Hun vidste ingen af delene, men nu hun var så

langt, ville hun da komme så nær som muligt, måske klagede han

sig så højlydt, at det kunne vejlede hende. Da hun kom til

porten, tog en arrig hund på vej indenfor; den vej kunne hun ikke

komme, men måske vendte vinduet ud efter, hun ville prøve ved de

andre sider. Nej, alt var stille. Nu slog det pludselig ned i

hende: Hvad om der nu var nogen, der så hende her. Ved at dreje

uden om en halmstak, stod hun ansigt til ansigt med et par unge

mennesker. Pigen på gården og hendes kavaler, der havde fulgt

hende hjem fra gildet. Karen fik stammet noget om, at Hans var

syg. “Nå, så du er ude for at kurere ham?” sagde du unge

drillende. “Er det lidt bedre med ham”. Karen skyndte sig hjem.

Hvad ville folk dog sige, og hvad ville han sige. Dette var ligefrem

frygtelig, nu var hele hendes liv ødelagt. Hun var det ulykkeligste

menneske på jorden. Bare hun var død.

De følgende dage havde Hans det heller ikke for godt. Legemlig

var der ikke noget i vejen, men hans sind var oprevet. Han kunne

ikke komme til noget resultat med, hvem af de to kvinder han

skulle foretrække. På den ene side at få sådan en god gård at

regere over og den kunne blive meget bedre, når der kom en mand,

der ville tage de nye opfindelser i brug. Der var nu det hvide

ler, den gamle præst i Egeslevmagle kaldte det jordmarv, men det

rigtige navn var mergel. Det var så forbavsende resultater, det

kunne give, og så det at lægge brændte lerrør ned i vandgrøfterne

og fylde disse, gav også store udslag. Det ville blive

forfærdelig morsomt at kunne høste dobbelt så meget som de andre

gårde, og det skulle være en smal sag for ham. Der var også meget

andet arbejde, der tiltrængtes, der var stenbroen i gården, der

skulle lægges om, og møddingsstedet skulle laves om; ja, der var

nok at tage fat i. Det var bare det, at hun virkede så

frastødende på ham i så mange retninger, men mon man ikke nok

kunne vænne sig til det efterhånden.

På den anden side var der Karen med al sin ynde, men det var også

alt, hvad hun havde at byde, jo, hun havde også sit trofaste

ærlige hjerte, og sin store trang til at hjælpe og mildne sorg og

savn for andre, det huskede han så mange eksempler på fra deres

barndom. Han kunne stadig ikke blive klog på sig selv, snart

syntes han at hælde til een side snart til en anden. Især efter

at han hørte om, at Karen havde været ude ved gården den nat

efter gildet; når alt kom til alt var hun vist lige så

påtrængende som den anden. Jo, dette skulle have en ende; i

morgen ville han gå til enken og sige ja tak til hendes tilbud.

Lad så ske, hvad der vil. Det måtte være til at vænne sig til

hendes væsen. Hun måtte også kunne indse det og hvis hun ikke

ville, så var han da også i stand til at sætte hende på plads.

Ja, men det var jo det kedelige, at hun var den stærkeste, hun

kunne sparke ham ud af reden, hvis han ikke ville makke ret. Der

var også det kedelige, at han risikerede at møde Karen i gården,

og da følte han, at det måske ville glippe for ham. Selvfølgelig

skulle hun ud af gården, før han drog ind, men halvvæggen ville

altid minde ham om hende. Nej, hvordan han vendte og drejede det,

var han lige vidt. Dette var til at blive tosset af.

Hans ene træsko var gået i stykker. Han kom til at gå til Per

Træskomand for at bestille sig et par nye. Per hørte ellers til

de hellige, og der blev undertiden holdt helligforsamling i hans

hus. Der havde i de sidste år rejst sig en lægmandsbevægelse der

på egnen. Denne bevægelse blev støttet af nogle præster der

omkring, dog ikke af pastor Bergmann i Tjæreby. Han bekæmpede

nemlig denne bevægelse efter evne, dog uden at gøre brug af alle

midler, som en præst den gang havde i form af bøder og arrest.

Hans havde aldrig været til sådanne forsamlinger, ikke fordi han

havde noget mod de hellige i og for sig. Kun havde han den

almindelige opfattelse, at når disse mennesker skilte sig ud fra

andre, var det fordi de betragtede sig som bedre end andre. At

det var for at få en indre trang tilfredsstillet, forstod man

ikke.

Hans havde ikke det mindste mod Per, han fandt endog, at han var

en meget fornuftig mand, som ellers i alt andet havde en god og

sund dømmekraft. Og så var der det ved Per, at han aldrig plagede

andre med helligsnak, som der var nogle af de hellige, der

gjorde, og dette fandt Hans var et klogt træk af ham.

Hans gik så til træskomanden og udrettede sit ærinde, og gav sig

tid til en passiar. Man kom til at tale om præster, blandt andet

præsten i Skørpinge, Bojsen, hed han. Hans havde aldrig hørt ham,

men hørt så meget om ham og havde god lyst til at høre denne

mærkelige mand en gang. Men han veg tilbage for det. Han ville

nemlig ikke regnes for hellig, og det var de eneste, der drog den

lange vej til kirke. Under samtalen kom han til at ytre sin lyst

til at høre denne præst.

“Ja, men det er da morsomt, for vi har også tænkt på at gå derop

på søndag, så kan vi følges ad.”

De aftalte nu om turen, de skulle havde ca. 3 timer til at gå

vejen, så de skulle gå hjemmefra ved 7-tiden om morgenen. Det vil

sige, Hans havde ærinde undervejs, så han ville gå lidt før og

støde til selskaet i Høve. Per smilede ganske svagt, men sagde

ingen ting.

Søndagen oprandt med fint vejr; og alt gik efter programmet

foreløbigt. Dog var der et punkt, hvor det svigtede. I Høve traf

de en karl hjemmehørende i Tjæreby, men tjenende i Høve, som var

på vej hjem til sin moder med vasketøj. “Så for pokker da, så var

den opdaget.” Hans tænkte i øjeblikket på at forlade selskabet

for at gå en anden vej hjem. Dog nej, sådan en vante ville han

dog ikke være. Han havde da lov at gå, hvor han ville.

I krattet ved Halkevad bro holdt de et lille hvil og spiste deres

mellemmad, men der var dog ikke tid til et langt ophold, da folk

ilede mod Skørpinge.

Vort selskab var heldigt og fik siddeplads. Hans undrede sig over

så mange mennesker i en kirke en almindelig søndag. Han undrede

sig også over den kraftige salmesang. Præsten talte over ordet

“Gud er kærlighed, hvem som bliver i kærlighed, bliver i Gud og

Gud i ham”.

Han sagde herom bl.a.: “Det, som vi mennesker kalder kærlighed,

er i de fleste tilfælde egenkærlighed - måske maskeret

egenkærlighed”. - Han førte en del eksempler herpå, hentet ud af

dagliglivet og fortåelige for alle. Vide re omtalte han, at alle

mennesker var gennemsyret af egenkærlighed, men der kunne være

forskel på styrkegraden. Der er mennesker til, som er sjældent

gudbenådede, som det er en stor berigelse at møde, fordi

kærligheden ligesom ståler ud fra dem. Den slags mennesker er det

en stor velsignelse at komme i samfund med. De virker langt ud

over den plads, de indtager i samfundet, ved det eksempel, de

giver.

Hans slugte hvert ord, ja, han havde en følelse af, at præsten

talte til ham personligt, og blev bestyrket i denne tro, fordi

præstens og hans øjne mødtes gang efter gang. Nu var det store

spørgsmål først; ja, han kunne ikke forstå at han nogensinde

havde kunnet sammenlignet de to kvinder med hinan den. Nu gjaldt

det om at komme hjem og se om der kunne bødes på den skade, der

allerede var sket. At han havde kunnet tænke på Trine, var ham nu

helt uforståeligt.

Da salmesangen atter lød, blandede han sin røst af al magt i det

store kor, og følte sig som sluppet en tung byrde.

Karen var ikke så tilfreds, hverken med livet i almindelighed

eller sig selv. Siden hin gildesaften var det blevet helt galt

for hende. Trine havde nu opdaget, at hun havde en rivalinde i

sin tjenestepige; dog kunne det ikke siget at være nogen farlig

medbejlerske; for hvad havde denne at stille op imod hende selv.

Når Hans først fik sig rigtig betænkt, skulle han nok komme igen,

for mage til tilbud, som hun havde givet ham, kunne ingen

tjenestepige, ja, ingen kvinde i Tjæreby sogn give ham, lad hende

så være så ung og køn, som hun være ville. Men noget havde der

nok været imellem dem, siden han ikke kom igen. Han skulle

sagtens se at blive af med hende på en ordentlig måde.

Men over næsen skulle den taske have, og det så hun kunne mærke

det. At sådan en tøs skulle røgle sig op mod sin madmoder, der

aldrig havde gjort hen de andet end godt, viste, at hun havde en

dårlig karakter. Men Trine skulle nok være mand for at få den

karakter rettet, det var ligefrem en pligt, hun havde. Lad så

bare tøsen tude, det var det, der skulle hjælpe.

Nu var det søndag. Karen var ene om arbejdet, for den anden pige

havde fri, men gudskelov for arbejdet, det dulmede da lidt på

sorgen.

Allerede dagen efter gildet var det ude over hele sognet, at hun

havde været ude hos Hans, som det blev sagt. De unge drillede

hende og Trine skammede hende ud og kaldte hende en tøjte, der om

natten rendte rundt til karlene på deres kamre. Karen prøvede

først på at forsvare sig, men det blev Trine bare værre af. Der

var nok ikke andet for end finde sig i sin skæbne, hvor tung den

så var. Med hensyn til det daglige arbejde var det også galt.

Karen kunne hverken gå eller stå Trine tilpas. Selv de mindste

fejltagelser, hun gjorde sig skyldig i, blev pustet op til hele

forseelser, hvorfor der vankede skænd og det altid i andres

påhør. Det, der pinte Karen mest, var, at Hans skulle høre alt

dette, og tro, at det var sandt. Ja, dette med Hans var da en

gruelig stor fejltagelse. Hvad mon han havde lagt i disse

håndtryk og blikke? I hvert fald ikke det samme som hun selv, for

så var han kommet igen, men hun kunne ikke nægte for sig selv, at

hun havde skyld selv, stor skyld for sin store ubetænksomhed. Han

var nok blevet vred på hende, og hun kunne ikke indse, hvorledes

hun skulle få retfærdiggjort sig, når hun ingen lejlighed havde

til at komme ham nær.

Karen havde malket til middag og udført alle de løbende

forretninger, der påhviler en pige på en gård. Nu havde hun

endelig et par timer hen mod aften til at sy på sit eget tøj. Det

gik ikke godt, for hun kunne ikke se for alt det vand, der kom i

hendes øjne, men det gjorde ikke så meget, for nu var hun

ligeglad, hvordan hun så ud.

På dette tidspunkt kom en sladderkælling fra byen ind til Trine:

Om Trine havde hørt det sidste nye: “Hans, du véd nok, er blevet

hellig”. “Hvor véd du det fra?” “Jo, Ole Pæsens Christen, du

véd nok ham med det dårlige ben, havde mødt ham i morges, sammen

med de andre hellige på vej til Skørpinge kirke.

Trine blev forskrækket ved den melding: så var hun ikke så sikker

på at vinde spillet. De hellige havde jo nemlig deres mening om

mange ting, tit tværtimod al fornuft. Nå, men kunne hun ikke selv

få ham, så skulle den anden derude heller ikke få ham. Hun sagde

derfor til konen: “Lad os gå ud i pigekammeret og fortælle Karen

denne nyhed.”

Karen fik knap tid til at tørre øjnene, da de to koner trådte

ind. “Véd du, Karen, hvad Sidse her kommer og fortæller: Hans er

blevet hellig, så forskrækkelig hellig. Det må rigtignok blive

morsomt for dig, når du skal ud hos ham igen. Det må rigtignok

blive dejlig at få hans velsignelse.” Det var i en sledsk-venlig

tone, at Trine fremføre dette, men det var i en helt an den tone,

da hun, for at overdøve Karens protest, sagde, henvendt til

Sidse: “Her kan du se en pæn pige, der aldrig er i sin egen seng

om natten, og se en gang på syningen, hun stiller op. Kalder du

ikke det rimperi, så véd jeg ikke, hvad det skal kaldes.”

Efterhånden hidsede hun sig selv op til raseri.

Karen svarede slet ikke, men gik ud og tog dragt og malkespande

og gik i marken, det var alligevel malketid. Trine fulgte med et

stykke, men blev dog stående på havediget og blev ved med sine

beskyldninger, så længe Karen kunne høre hende. Karen græd ikke

mere, hun kunne ikke; hun var nærmest sløv.

Nu havde Sidse fået alt dette at rende med, det var over hele

byen inden i aften, og Hans ville også få det at høre. Hun

prøvede at tænke på Hans’ håndtryk, men nu pludselig så hun dem i

en anden belysning. Hans havde bare ment at give hende en

stiltiende trøst, fordi Trine havde skændt på hende, og det havde

hun i sin tossegodtroenhed opfattet som en slags

kærlighedserklæring, og nu, da han var blevet hellig, kunne det

umulig tænkes, at han kunne lide hende med alle de dårligheder,

som hun besad.

Men nu vidste hun, hvad hun ville. Når hun nu var færdig med

malkningen, skulle hun i tørvemosen med mælk til de to kalve

derude så ville hun lade sig glide i tørvegraven. Derude var der

ingen, der kunne se hende for alt det pilekrat. Dette var den

eneste løsning, men den var også god.

Hans var kommet hjem fra kirkefærden midt på eftermiddagen. Det

havde været så morsomt på hjemturen. Der var en, der ikke kendte

de to salmer, der var sunget. Så sang man dem, til han kunne dem.

Der var en anden, som ikke rigtig havde fået fat i et bestemt

punkt i prædiken. Dette kunne Hans hjælpe ham med, og det viste

sig, at han kunne gengive prædiken i hele sit omfang.

De andre roste ham og sagde, at det var ligesom de fik meget mere

ud af gudstjenesten, nu da de havde ham med. Hans havde ingen

svinkeærinder på hjemvejen. Men ville nok være selskabet bekendt,

ja, var egentlig helt stolt af det.

Det var Hans’ agt, så snart han havde spist sin mad, da at gå til

Karen, og gøre hende delagtig i sin store oplevelse i dag, men

hvad ville hun sige til det, var det ikke rimeligt, at hun ville

svare noget om, at når du er kommet så dybt i det med Trine - for

Karen skulle have det at vide altsammen - så siger jeg nej tak,

eller sådan noget lignende. Tilfældigt traf han Trines

tjenestedreng på gaden, og af ham fik han at vide, at Karen

skulle malke alene i aften og siden give kalvene mælk og flytte

dem. Dette var ellers drengens arbejde, men Karen havde lovet at

gøre det for ham. Hans forandrede nu sin plan derhen, at han

ville gå ud i mosen til den tid. Dels ønskede han ikke at vise

sig i Trines gård, dels var deres møde ude i mosen mere ugenert.

Som tænkt så gjort. Da tiden nærmede sig, gik han af en omvej

derud. På afstand så han, at Karen havde begyndt malkningen. Da

han kom til mosen lagde han sig i græsset og lod sine oplevelser

den dag passere revu for sig, også prædikenen fra i formiddags,

og da navnlig det afsnit, om de få gudbenådede mennesker, der i

bare uegennyttighed spredte solskin og glæde om sig. “Sådan et

menneske kunne være som en ædelsten af stor værdi, men det var

ikke altid, den faldt så meget i øjnene som en tarvelig

efterligning af glas.” Ja, det var sande ord, og en sådan

ædelsten havde han holdt i sin hånd, men kastet den væk for et

kønt glasskår. Nu var det spørgsmålet, om han kunne finde sin

skat igen, men desværre var der ikke nogen sandsynlighed for det,

og han havde da heller ikke fortjent det. Det var vel egentlig

unyttigt af ham at tænke på det. Han følte modet svigte sig til

at stå ansigt til ansigt med hende, nu da øjeblikket nærmede sig.

Tilbagetog var der ikke tale om, så ville han møde hende eller i

hvert fald blive set. Nu havde han det: Han ville gå ind i

pilekratet. Derfra kunne han ubemærket se hen de, og af udtrykket

i hendes ansigt læse sig til, hvad han videre skulle gø re. På

kalvene kunne han høre, at disse kunne se hende, og på alle fire

forsvandt han ind imellem gråpilene. Han kunne ikke rigtig se

hendes ansigt, mens hun arbejdede med kalvene, men nu hun kom

lige imod ham, så han det.

Der var et udtryk i det, som han huskede fra deres barndom, når

børnene havde været meget ondskabsfulde til at drille hende, men

der var også noget an det; hun lignede en søvngængerske både i

udtryk og gang. Hun stirrede stift lige ud for sig og lagde ikke

mærke til huller eller tuer. Som et lyn fo’r det gennem Hans’

hoved: Dette er altså din skyld, men hvad var meningen. Hun

styrede lige mod tørvegraven, nu var hun kun 3 alen fra den

og…. “Karen dog, hvad gør du?” Det gav et sæt i hende, men

standsede dog. Hans sprang til og greb hende om livet. “Kære,

lille Karen, det er min skyld altsammen, kan du tilgive mig.”

“Tilgive dig, Hans, for hvad?” Hun så uforstående på ham.

“Fordi jeg lod mig lokke fra dig af den anden.” “Hvad for en

anden? Jeg forstår ikke” “Jo, Trine, din madmoder, hun bejlede

ligefrem til mig den aften til klinegildet, og hun lokkede med

sin gård og sin velstand, så jeg lige på et hængende hår var gået

i hendes garn.” “Ja, men,” sagde Karen, “det var da mig, der var

skyld i al den ulykke, ved at jeg ville ud at hjælpe, da jeg fik

at vide, at du var syg, og så blev du vred, fordi jeg sådan

bragte dig i folkesnak.” “Jeg har aldrig været vred på dig, men

vil du have mig nu, som du har hørt jeg er.” “Hans| Hans| dog,

vil du virkelig have mig, som jeg er.” Der blev grædt meget den

aften i Trines tørvemose, men det var glædestårer.

Karen skulle hjem for at ordne resten af sin aftensyssel, men

forinen af talte de atter at mødes ude i mosen om en time.

Det var en helt anden pige, der gik hjem fra mosen, end der var

gået derud. Alt det, hun havde oplevet i den sidste tid, var som

en fjern og ond drøm; selv hvad der var sket for to timer siden,

forekom hende som værende årevis gammelt. Fuglene sang,

blomsterne duftede, solen sank i vest. Alt åndede fred, glæde og

lykke.

Trine blev i høj grad overrasket ved at se Karen igen så glad, at

det måtte give sig udslag i spøg og latter. At tænke på det, der

var sket før malkningen, nej, det kunne aldrig betale sig, noget

så gammelt, og hvad folkesnakken angik, så blæse med den. Nu

vidste Hans besked med det hele, og så var resten så komplet

ligegyldigt. Trine havde god lyst til at rive Karen ned af den

høje hest, hun var kommet op på, men hun manglede tilskuere. Uden

disse var der ingen rigtig fornøjelse ved forestillingen.

Da Karen var færdig med sit arbejde, klæde hun sig om, tog sin

bindhose, og gik en tur ud ad markvejen, som for at nyde

sommeraftenen. “Hvad i alverden betyder dette”, spurgte Trine sig

selv, “man må jo næsten tænke sig, at tøsen er blevet tosset.”

Trine fulgte hende med øjnene fra havegærdet; hun syntes, at

Karen gik ualmindelig hurtigt; da hun var forsvundet bag bakken,

truede enken efter hende med den knyttede hånd og sagde: “ Du kan

bare vente, din forbandede mær, jeg skal nok få hævn over dig.”

Den følgende dag spurgte Karen, om hun måtte rejse til november.

Hun var nemlig fæstet til maj næste år. Dette var efter aftale

med Hans, da de fandt det naturligt fra begge sider, men her

havde de gjort regning uden Trine, hun ville ikke høre tale om

afbrydelse af fæstemålet, da hun så måske gik glip af den hævn,

hun pønsede på, men endnu ikke vidste hvordan. Men kommer tid,

kommer der vel også råd. Ganske vist var pigen begyndt at optræde

på en måde overfor sin madmoder, så bestemt og selvsikker og

skænd bed ikke på hende mere, hun smilede bare, men Trine var

sikker på at få det pillet af hende igen.

Høsten var inde, og efteråret kom og gik, uden at der skete andet

af betydning end, at madmoderen og pigen førte krig indbyrdes.

Det var ikke gået så let med at knække Karens selvsikkerhed. En

af grundene hertil var, at når ingen andre våben var ved hånden

brugte Trine hentydninger til umoralitet. Dette var uklogt af

hende, da hendes egen vandel ikke var uangribelig. I et hus, der

hørte til gården, boede en husmand eller indsidder med sin

familie; han arbejde fast hos enken. Han var i sig selv en

usympatisk person. Sød og sledsk opefter, men tyrannisk nedefter.

Efter hvad han en gang i fuldskab havde pralet af, var hans

forhold til madmoderen af en sådan art, at der ikke kan tales

højt om det. Nå, en fuld mands vrøvl kan der jo ikke fæstes for

megen lid til - men alligevel… Når Karen lagde dette rygte

sammen med, hvad hun vidste om Trine, så havde hun også et våben,

som brugt med forstand var af værdi for Karen. Det virkede også

efter hensigen, for som Trine sag de til sig selv: “Man kan jo

aldrig vide, hvad sådan en snottet tøs kan have hørt eller set.”

Forøvrigt var forholdet det, at de unge mennesker var enige om,

at der ikke var nogen, der skulle have skam af dem.

Så tit, som det kunne lade sig gøre, var Karen med Hans og de

andre hellige i Skørpinge kirke. Det var dog ikke tit, for når

enken opdagede, hvad det gjaldt, skulle hun, selvom det var

pigens fridag, få sinket denne med et eller andet arbejde, så det

blev for sent. Derimod til forsamlingerne, der med mellemrum blev

holdt i hjemmene, var hun helt afskåret fra, da en tjenestepiges

arbejdsdag den gang var fra hun stod op til hun gik i seng,

heller ikke måtte hun forlade gården uden tilladelse.

Det var derfor ikke ofte at vore to unge havde lejlighed til at

mødes. Desto større var lykken, når det skete. Det var i reglen

kun hver anden søndag og undertiden da først om aftenen. Disse

aftener tilbragte de da hos træskomandsfolkene. Der udviklede sig

efterhånden et varmt venskabsforhold mellem disse og de unge.

Da det led hen på vinteren, kom spekulationerne om fremtiden

nærmere ind på livet. De ville helst giftes til majdag, men der

var stor mangel på lejligheder, og næsten umuligt at opdrive en

sådan. De havde begge sagt deres pladser op til maj, og nu var

det spørgsmålet, om de kunne få noget at bo i; ellers måtte de

tage plads igen. Det var kedeligt, hvis dette skulle blive

resultatet, da de bedste pladser da var besat. De unge gik derfor

i spænding i denne tid, dertil kom også, at man begyndte at tale

om en mulig krig med den tysksindede befolkning i hertugdømmerne.

Midt i marts måned fik Hans opspurgt en ledig lejlighed. Den var

alt andet end god. Huset var nok nybygget, men af gamle

materialer. Huset var kun 5 fag og i det skulle rummes 4

familier, så der blev kuns en lille stue og halvdelen af et åbent

ildsted til hver. Nå, men husly var det da, og siden kunne man

måske få bedre lejlighed. Hans var heldig og fik løfte på en af

disse lejligheder, så nu var humøret højt. Det var en søndag, at

dette blev afgjort, netop Karens fridag, nu skulle dagen nydes.

Det var næsten middag, før Karen fik fri den dag, men ved at løbe

fra middagsmaden og det hele, kunne Hans og hende dog måske nå at

komme i Skørpinge kirke, hvor der var eftermiddagstjeneste. Ved

en forceret gang nåede de svedte og forpustede kirken, da præsten

gik på prædikestolen. Den dag talte han om frejdighed, hvad denne

havde betydet for apostlene og mange andre mennesker. Også i vor

tid har vi frejdighed behov og ikke mindst de såkaldte hellige,

der ofte blev mødt med kulde og vanskeligheder fra oven og

uforstand og drilleri fra neden. Også for vort gamle danske

fædreland, var det af stor betydning, at hele nationen viste sig

i besiddelse af frejdighed til at gå de truende udsigter i møde.

Efter gudstjenesten indbød præsten vore to unge til at komme ind

i præstegården, hvor de blev beværtet sammen med mange andre

langvejs kommende. Det blev et fornøjeligt samvær, hvor man under

frie former debatterde de brændende spørgsmål, som var oppe i

tiden. Den liberale bevægelse, som i de sidste år havde så stærk

fremgang, forlangte en fri forfatning, og da samme bevægelse var

stærkt nationalt præget, kom man pludseligt til at stå over for

to store opgaver, der krævede sin løsning samtidig. Der var stof

nok til drøftelser, og den livlige præst skulle også nok sørge

for, at det blev benyttet. Vore to unge kunne af gode grunde ikke

deltage i ordskiftet, men de kunne høre, og samværet blev ikke

uden betydning for dem, idet deres horisont blev meget udvidet.

Før afskeden fik de lejlighed til at fortælle præsten, at de

tænkte på at gifte sig, så ville det blive lettere for dem i

fremtiden at komme til kirke her. Præsten glædede sig sammen med

de unge, og at det var hjerteligt ment, kunne de mærke på

håndtrykket til afsked. Det var ud på aftenen, før de begyndte

hjemvejen, og det var godt og vel sengetid, da de nåede tilbage

til Tjæreby. Træskomandens var gået i seng, det var kedeligt,

for de unge var så glade i aften, og der var så meget, de skulle

have fortalt, det kom så til at være.

Da de kom til Trines port, havde de endnu så meget at sige

hinanden. Å, hvad det var da ellers heller ikke så sent. De var

så glade og trods den lange spadseretur slet ikke trætte, men lo

og spøgte, smådrillede hinanden og var så inderligt forelsket i

hinanden som to turtelduer. Under udmaling af fremtiden kom Hans

til at bruge ordet om, at han ville bære hende på hænderne. “Jo,

pyt,” sagde Karen leende, “det bliver du snart ked af at gå og

slæbe på en klods som mig. Du kan ikke en gang gøre det i 10

minutter til ende.” “Det gælder?” “Et kys.” “Lad gå.” Hans tog

hende op på armen som et barn. “Å, hvor var det dejligt,” syntes

Karen, at give sig sådan en mandig kraft i vold, men efterhånden

virkede det helt overvældende på hende, det var ligefrem ikke til

at udholde, hun spjættede med benene, des fastere holdt han. Hun

lo og sprællede, mens han holdt hende som i en skruestik, mens

også han lo og morede sig kosteligt. Omsider måtte han slippe

hende. “Jeg vandt,” sagde Hans. “Derfor skal du også have din

løn,” sagde hun og slog armene om halsen på ham. De var blevet

forpustet, og de var så hede i hovederne, nu da Hans fik lønnen

for væddemålet, ikke småligt afvejet, men med flere hundrede

procent i tilgift.

Uheldigvis begyndte det at regne, og de måtte ty ind i porten i

tørvejr. Her var så ubehageligt at være på grund af gennemtræk,

og regnen tiltog stadig, det var ikke til at gå ud i, men hvad,

de kunne da også gå ind. Det var ikke en hund, der kunne gø af

det. Trine var til gilde i Tystofte, og den anden pige var hjemme

hos sine forældre, og kom først i morgen tidlig. Det regnede

længe den nat, og det blev sent - meget sent - inden Hans kom

hjem.

Den uge, som man nu var begyndt på, bragte megen uro over hele

landet, selv ud i de fjerneste kroge. Der var ikke så travlt på

denne årstid, så folk havde tid til at gå i byen for at høre nyt

og fortælle nyt. Rygterne svirrede som myg en sommeraften. Om

oprøret i Holsten| Om københavnerne, der alle som een var gået

til kongen og forlangt en fri forfatning. Hvad det egentlig var,

herskede der en del forvirring om herude, men det måtte jo være

noget, københavnerne havde meget brug for| Om en del store

tyskere fra Rendsborg, der var rejst til København for at snakke

med kongen, men denne ville hverken høre eller se dem, for han

var så gal på dem for alt det vrøvl, de gjorde. Også kongens

person gik der mange rygter om, og hans kone, som ikke var hans

kone, men dog i kones sted. Ja, man vidste ikke, hvad man

skulle tro, for der var sikkert megen løgn i alt det, som blev

fortalt.

Efterhånden begyndte der at komme indkaldelsesordrer til

soldaterne. Vore unge folk havde hidtil været så trygge på dette

punkt, da Hans var frispiller på sessionen, og det havde altid

hedt sig, at frispillerne ikke skulle ind, før det rigtig kneb,

og det kunne man da ikke sige, at det gjorde her. De rigtige

soldater kunne da også sagtens ordne den håndfuld oprørere..

Ikke desmindre kom der en dag indkaldelsesordre: at møde til

uddannelse i København i 7 dage fra dags dato. Dette var et hårdt

slag for vore to unge. Karen græd og Hans var ikke langt fra

det, dog trøstede han hende efter bedste evne. Det hele varede

nok ikke så længe. Når man betænker, at alle de unge karle fra

hele landet bliver sendt ned for at prygle de forholdsvis få

urostiftere, så måtte disse snart trække det korteste strå. Men

Karen vedblev at græde. Hun kunne ikke få sagt, hvad hun tænkte,

det blev kun til: “Men hvis - men hvis…” “Ja, sagde Hans, jeg

forstår dig så godt, og det er heller ikke morsomt at tænke på,

men nu gælder det om at rette sig efter Bojsens prædiken at tage

alle livets tilskikkelser med frejdighed så vil Gud nok hjælpe

os. Lad os bare lægge alt i hans hånd.” De blev enige om at sige

lejligheden af igen. Hvordan det gik eller ikke gik, så fik de

ikke brug for den det første halve år. Ligeledes skulle Karen

søge sig en ny plads.

Alle de bedste pladser var optagne, der var kun Christen Olsens

tilbage, og den var ikke god, end skønt han ellers hørte til de

hellige, nogle sagde, at han var skinhellig. Nå, et halvt år

måtte det kunne gå og længere ville Karen ikke fæste sig på - for

alle tilfældes skyld.

Det var en lun forårsaften med månen i første kvarter, at Hans og

Karen tog afsked med hinanden. Uvilkårligt slog de ind på

markvejen, som førte ud til tørvemosen. Agerhønsene galede og

vildænderne fløj hen over hovedet med pibende vingeslag, det

duftede syrligt af muld og grøde. De gik med hinanden i hånden,

men der blev ikke talt meget, og da kun om ligegyldige ting. Hver

især passede på ikke at lade sine følelser løbe af med sig.

Enkelte tilløb til spøg faldt til jorden. Det var vemoden, der

prægede dem begge. De kom ud til tørvegraven, men alt var så

forandret fra i sommer. Pilekrattet så gennemsigtigt nu, det var

bladløst. Kun gæslingeblomsterne ly ste. Karen plukkede en lille

buket til minde om denne aften. Tavse gik de tilbage igen, kun et

lille tryk i hånden forrådte, hvad de tænkte. Da de kom tilbage

til gården, var alt stille. Han sagde: “Skal vi ikke gå om for

at se den halvvæg, som vi har så gode minder fra.” De stod og

kærtegnede væggen. Hans drog et dybt suk: “Ja, det var den gang.”

Hun klemte hans hånd. “Tror du, at Gud vil høre os hvis vi beder

om, at han vil føre alt til det bedste for os.” Hans betænkte sig

lidt, så sagde han: “Ja, det tror jeg; vi véd da, hvordan han

tilgav syndere, mens han gik her på jorden.” “Skal vi så ikke

bede Fadervor sammen,” spurgte hun. “Jo, Fadervor..” Det var med

større frejdighed, end nogen af dem havde turdet vente, at de

vekslede det sidste kys, det sidste håndtryk, inden de skiltes.

Hans skulle tidligt op; en af hans lidelsesfæller, hvis fader

havde gård, havde tilbudt Hans kørelejlighed til Sorø; derfra

skulle de så gå de 6 mil til Roskilde, så håbede de at kunne køre

med den nye jernbane derfra til København.

Når to mennesker der holder af hinanden, bliver skilte, er det

værst for den, der bliver tilbage. Den bortdragne er stadig udsat

for nye oplevelser og indtryk, som afleder tankerne. Sådan også

her. Karen følte sig så alene også med hensyn til Trines had.

Ganske vist havde pigen forøget sit forråd af våben mod

madmoderen ved dennes egen vandel, men hun kunne ikke lide at

bruge dem, dels fordi det var en beskidt måde at kæmpe på, dels

fordi hun ikke følte sig så ren selv heller. Og så det andet, hun

havde været bange for, og som hun nu havde vished om, var

forfærdelig at stå ene med.

Forsamlingsfolkene, som hun havde begyndt at føle sig hjemme

iblandt, ville støde hende fra sig med god grund. Men hun havde

sig selv at takke for det, hun lå som hun selv havde redet. Om

jorden var gloende, skulle hun gå på den, der var ikke andet at

gøre end stole på, at han, som mildner luften for de klippede

får, også ville sende hende et lunt vindpust når det kneb mest.

Hvad der tyngede hende mest nu, 8 dage efter Hans’ afrejse var,

at hun ikke kunne få ham fortalt, hvad hun vidste nu. Hun kunne

nok skrive til ham om det, men han var ikke stiv i at læse

skrift, så han skulle have kammeraterne til at læse breve for

ham. Nej, det kunne ikke gå. En måneds tid efter afrejsen fik

hun mundtlig hilsen fra Hans, at han den og den dag med sin

afdeling på vej til Slesvig skulle passere Slagelse, om hun ikke

kunne få fri den dag, så de kunne få talt lidt sammen. Det var

lige vand på Karens mølle, men hvad ville Trine sige? Trine

vidste også god besked om denne mundtlige hilsen, og fandt her en

lejlighed til at hævne sig. Endnu før Karen havde ytret noget om

at få fri e. lign., fastsatte Trine, at netop den dag, da Hans

skulle passere Slagelse, skulle de have den bunke korn, som

husmanden havde tærsket med plejl og Karen kastet med en

håndskuffe, renset. Rensingen, som foregik med et rundt sold, var

kvindear bejde, og det betød at Karen havde arbejde med det den

hele dag. Dermed var der sat en stopper for den udflugt. Å, Gud

dog| Hvorfor var livet dog så ubarmhjertigt? Dagen oprandt og

arbejdet begyndte, men under en strøm af tårer, når hun var

alene. Trine kom nu - tilfældigt - derind. Hun skulle rigtig

nyde sin sejr. Med foregiven venlighed begyndte hun at tale om

begivenheden i Slagelse, når soldaterne kom dertil, og udmalede,

hvor mange piger, der i dag var glade for at mødes med kæresten,

men den glæde blev nok kort, for soldater havde jo altid været

noget upålidelige i kærlighedssager. Karen svarede ikke stort til

dette, men da Trine nu begyndte at tale om Hans og lod skinne

igenem, at også hans moral var omtvistelig, da tabte Karen

tålmodigheden. Hun blev vred og bad sin madmoder passe sine egne

sager, for hun var vel den, der mindst af alle havde noget at

lade andre høre. På spørgsmålet om nærmere begrundelse, fik hun

nu slynget lige i ansigtet, hvad pigen vidste om madmoderens

forhold til husmanden. Nu kan det nok være, der blev røre i

reden. De to kvinder var vrede, så det kunne forslå noget. De

tildængede hinanden med sprogets værste skældsord, og det havde

sikkert endt med håndgribeligheder, hvis ikke karlen af

nysgerrighed havde stukket hovedet ind ad lodøren. Nu vendte

uvejret sig mod ham: “Hvad skal du her, din forbandede døgenigt,

har jeg ikke sat dig til at hugge brænde.” - Trine fo’r afsted

efter ham, men han var allerede i sikkerhed. Da Trine havde

sundet sig lidt, indså hun, at det klogeste hun kunne gøre, var

at slutte forlig med pigen, på betingelse af, at denne tav stille

med, hvad der var blevet nævnt under skærmydslerne, mod til

gengæld, at hun skulle have fri den dag. Det var blevet højt op

ad dagen, før Karen kom afsted, og da hun nåde Slagelse, var

soldaterne kommet. De havde sat geværerne sammen på

Ridehuspladsen, som blev benyttet som stillingsplads. Der var,

syntes Karen, lige så mange folk i byen som på en

sommermarkedsdag.

Der var mange folk fra oplandet, som var stævnet til Slagelse for

at hilse på slægt og venner blandt soldaterne. Der var mange

borgere i byen, som var ude at kapre sig en middagsgæst blandt

soldaterne. Det var dog ikke alle soldaterne, der fik lov til at

gå i byen. Hvem, der ved tidligere lejlighed var kommet beruset

tilbage, blev nægtet denne begunstigelse, de måtte dog gerne

modtage mad og madvarer på selve pladsen, men ikke brændevin.

Det blev en større vanskelighed end Karen havde tænkt sig at

finde Hans. Det var da også kedeligt, at der ikke var aftalt et

bestemt mødested. Hun gik og spurgte og spurgte efter en karl,

der hed Hans. Nej, ham var der ingen, der kendte, derimod måtte

hun døje en del mere eller mindre vittige bemærkninger, som hun

dog var alt for optaget til at tage hensyn til. Omsider var der

dog en, der gav hende det råd ikke at spørge efter hans navn, men

efter hans bynavn, i dette tilfælde Tjæreby, da dette var hans

militære kendingnavn. Det hjalp meget, for Tjæreby var der

adskillige, der kendte, men hvor han var? Formodentlig i byen for

at spise. Dog var der en, der var så hensynsfuld at fortælle, i

hvilket geled han var at finde, og ydermere vise hende den

pyramide, som hans gevær stod i; traf hun ham ikke før, så ville

han være at træffe der, når de skulle træde an igen, men så blev

der ingen tid at tale sammen i. Hun mere løb end gik gade op og

gade ned, tilbage til Ridehuspladsen, alt uden resultat. Af sted

igen til Gammeltorv, mon han dog ikke skulle passere her, det var

da også kedeligt. - “Lad være|” Et par stærke soldaterarme (det

kunne hun se på ærmerne) omslyngede hende. Vel sagtens en fuld

soldat. I det samme lød en glad og kendt latter: “Hvad må jeg

ikke røre ved dig, Karen.” “Å, Hans du|” Når Karen siden ønskede

at dvæle i sine lykkeligste minder i sit liv, da blev det ofte

den korte stund, hun tilbragte i Slagelse sammen med kæresten.

Trods det at der næsten var trængsel af mennesker, kunne disse to

gå og tale sammen om de intimeste ting, uden at føle sig generet.

De var så optaget af samværet, at der ikke eksisterede andet for

dem.

Da de atter kom til Ridehuspladsen, så de en særlig tæt

sammenstimling af mennesker, men hvad, det var ikke noget, der

kom dem ved. En fuld mand formodentlig. Pludselig spidsede Hans

ører; det var jo en bekendt stemme. Hans trådte op på en

trappesten for bedre at se. Men det var jo præsten fra Skørpinge,

der stod og lagde noget ud for den forsamlede mængde. Den varme

fædrelandsven, han var, kunne ikke sidde hjemme, når så store

ting stod på spil. Han måtte så nær til begivenhederne som muligt

for at opildne og begejstre disse unge mænd, som nu skulle ud at

stride, ja, måske dø, for den danske sag. Med Karen ved hånden

trængte Hans sig ind mod præsten. Jo, minsandten genkendte han

dem og trykkede deres hænder, uden at han lod sig afbryde i den

udvikling, han var midt i. Det var som synet af Karen inspirerede

ham til at tale om dannekvinden, som nu også gik en trængselstid

i møde. En trængselstid, som ikke var ringere end mændenes, men

på en anden måde. Han bad nu soldaterne om endelig at bevare

billedet af deres hjertenskær dybt i sjælen og ikke lade det

udviske, hvad der så skulle møde dem derude i det fremmede, men

huske på den store løn, som de skulle høste, når de kom hjem med

sejr, hos de danske kvinder.

Dette ildnende foredrag havde sikkert varet længe endnu, hvis

ikke et gjaldende hornsignal havde kaldt soldaterne til deres

pladser bag geværs stablerne. Et øjeblik efter marcherede hele

styrken ud af byen. Udenfor Bredegades port holdt en lang række

bøndervogne, parat til at køre soldaterne til Korsør. I disse

bevægede dage stillede de sjællandske bønder deres køretøjer til

rådighed ganske frivilligt til at befordre soldaterne fra by til

by. Sorø-egnens bønder havde til middag sat dem af ved Smedegades

port, og nu stillede Slagelse-egnens for at køre dem til Korsør,

hvor de så i løbet af aftenen og natten skulle sejles over

bæltet, og derefter fortsætte på Fyn næste dag. Vognene var i

reglen lange høstvogne opfyldt med halm, så mandskabet kunne

sidde side om side med benene hængende udenfor, våben og ud

rustning liggende i midten.

Karens sindstilstand svingede stærkt mellem håb og frygt i den

påfølgende tid. Det havde været en stor oplevelse for hende med

den Slagelsetur. Trine var også blevet mere skikkelig og spurgte

ud om alt hvad Karen havde hørt og set. Den begejstring, der var

oppe i tiden, forplantede sig helt ud til de fjerneste kroge af

landet, og der var ingen, der kunne være uberørt af den.

Drengene legede soldater, og pigerne havde travlt med at få lært

at strikke strømper til soldaterne.

Påskedag var Karen sammen med træskomandens i Skørpinge kirke.

Ved den fortrøstningsfulde tale her steg hendes humør adskillige

grader. Men få dage efter faldt det igen helt ned til nul. Der

kom nemlig efterretning om slaget ved Slesvig, hvor vore folk

måtte gå tilbage. At det var livsfarligt at deltage i krig havde

Karen hele tiden vidst, men ved at høre, at der var næsten 200

døde og mere end dobbelt så mange sårede ved denne lejlighed, gik

det først rigtig for alvor op for hende, hvor forfærdeligt det i

grunden var. Tænk en gang rigtig på, at der lå 200 døde karle

side om side, og så tænke sig at gå rækken igennem for at søge

efter den, man havde mest kær af alle. Det var til at blive

vanvittig af. Uvisheden om Hans’ skæbne, gjorde Karen helt syg,

men heldigvis kom der snart efterretning om, at hans afdeling

ikke var nået helt derned og derfor ikke deltaget i slaget.

Nu nærmede skiftedagen sig, hvor Karen skulle skifte plads. Hun

var næsten vemodig ved tanken, nu da alt gik så godt. Det var som

om menneskene var blevet helt forandret. Den begejstringsbølge,

der gik over landet, virkede formildende på sindene, hvad også

var meget naurligt, da enhver i nogen må de glemte sit eget for

det store heles skyld.

Hvad der også bidrog til Karens forandrede stemning, var tanken

om sin nye husbond, Christen Olsen, som hun gruede for. Han var

en mand med flere gode menneskelige egenskaber, men det var, som

han manglede en: nemlig en regulator for de gode egenskaber. Det

var, som han kørte løbsk altid. Han havde f.eks. en ukuelig

energi, hvad han også selv vidste. Der var ingen ende på det

arbejde, han bød sig selv, og som han også nok skulle få

fuldendt. Men bagsiden af medaljen var den, at han fordrede alt

for meget arbejde af dem, han skulle arbejde sammen med. Når

disses kræfter ikke slog til mere, var det efter hans mening

dovenskab, og det skulle han nok få pillet ud af denne. Dette var

et godt mål at sætte sig, det måtte være uimodsigeligt. Han havde

en jævn, god forstand - efter egen vurdering en meget god

forstand - men også samtidig den faste overbevisning, at det skal

være den klogeste, der råder allevegne. Dette kunne efter hans

mening ikke omdisuteres og der for var han forpligtet til at

tvinge sin mening igennem under alle forhold. Han havde også

udpræget sans for sparsommelighed, efter hans mening en stor dyd.

Men han omtalte ikke, at han altid gik med en hemmelig frygt for

at komme til at sulte ihjel, fordi han ikke havde fået nok

skrabet sammen. Efter et noget fortumlet ungdomsliv var han en

gang blevet meget syg. Her blev han grebet af dødsangst, som gav

sig udslag i, at han fra nu af ville slutte sig tæt til Gud for

ikke at skulle ende i helvede med alle dets rædsler; og Gud ske

lov nu var han med sit retskafne liv nået så vidt, så han ikke

mere behøvede at frygte for fortabelse. Der var ganske vist det

med kristenkærligheden, som det måske kunne knibe lidt med. Det

vil sige, når han var borte eller talte med fremmede, så var der

ikke noget i vejen, men når han var hjemme - ja, så var det ikke

så godt, men han havde nu ordnet det med Herren, Gud kunne nok

indse, at med den kone Christen havde, og de tjenestefolk, som

han altid var uheldig at få, måtte der gøres en undtagelse. Det

var immer fra den side alle ærgelserne kom. Børn var der ingen af

- heldigvis - for pengekassens skyld.

Det var ingen stor besætning af mandskab, der flyttede ind i

C.O.s gård. Karen var alene pige, karl var der ingen af. På

grund af indkaldelserne var der knaphed på karle. Der var kun en

stor dreng samt en lille dreng. Denne sidste var født udenfor

ægteskabet og født op på sognet. Hans hidtidige plejehjem, havde

oppebåret 5 rdl. om året samt 1 rugbrød hver 14. dag og 4 pund

smør, 4 pund flæsk og 2 skp. byg hvert fjeringår. Nu da drengen

var blevet større, ville plejeforældrende have lidt pålæg på

vederlaget. C.O., som var med i sogneforstanderskabet, satte sig

imod forhøjelsen med den motivering, at nu, da drengen var 10 år,

kunne han gøre nytte. Resultatet blev, at ingen ville have

drengen for den betaling, så måtte C.O. bide i det sure æble og

tage drengen selv. Denne stakkels lille fyr mødte så i plads den

1. maj. Han havde ikke mere tøj, end han havde på kroppen, og det

var ikke meget, og dårligt var det tillige. Han blev sat i

arbejde straks, blandt andet skulle han flytte fårene til aften.

Det viste sig, at han var fuld af utøj, så stordrengen ikke ville

have ham til sengekammerat, derfor blev der lavet et leje til ham

i tørvehuset. Da man havde spist nadveren (mælk og grød), gik man

til ro, men hurtig efter kom en nabo og bankede på, om C.O. ville

komme ud og tøjre sine får, som gik på naboens rug. C.O. kom

nogen tid efter tilbage igen, han var vred, dels fordi fårene

ikke ville lade sig fange, dels på grund af sammenstødet med

naboen. Denne vrede skulle have udløsning, og det blev

selvfølgelig drengen, det gik ud over. Med en pilekæp slog han

løs på drengen. “Jeg skal lære sådan en flab at slå tøjrepæle i,

sådan en doven slubbert kan bare prøve på det en anden gang…”

Karen hørte drengen skrige, kastede i en fart klokken om sig og

løb ud til ham, og så manden stå og slå løs på det arme barn.

“Hold dog op, mand, hvad har Jørgen dog gjort,” skreg hun. Manden

brummede noget uforståeligt og forlod tørvehuset. Det tog lang

tid for Karen at få drengen nogenlunde rolig. Å, hvor var verden

dog hård og kold. Hvor kunne Gud dog tillade, at noget sådan

skete. At verden var hård ved hende, var så rimeligt, hun som

havde syndet så meget. Pludselig stod et ord fra katekismus’en:

“Jeg vil hjemsøge fædrenes synder på børnene…” Ja, men var det

dog ikke uretfærdigt? Skulle hendes synd komme til at gå ud over

hendes ufødte barn? Hvis nu Hans faldt i krigen, og hun selv døde

af sorg, hvad let kunne ske, så stod hendes lille barn måske i

samme stilling som denne stakkels dreng. Hun vidste godt, hvad

hun risikerede ved at røre ved drengen, men hun kunne ikke lade

være trods alt at tage drengen ind til sig og tale beroligende

til ham, hvad der også virkede. Karen fortalte ham om himmerige,

hvor godt der var og om alle de dejlige englebørn, som vi skal

lege med, når vi kommer der, men vi kommer der ikke, hvis vi ikke

gør vor yderste flid for at gøre, hvad vi bliver sat til. Drengen

blev interesseret, dette havde han aldrig hørt noget om før, og

Karen måtte finde på noget andet, der var mere søvndyssende. Hun

begyndte at synge for ham, og snart faldt han hen. Da hun havde

overbevist sig om, at han sov godt, dækkede hun ham til, så godt

det lod sig gøe, og gik ind i seng, men hun skiftede linned

først. Den nat blev der knyttet et hjertebånd mellem disse to,

som aldrig brast.

Næste dag måtte Karen ud at køre harve. Dette arbejde var hun

kendt med, det var tit, at pigerne udførte alt slags markarbejde,

og nu var det meget naturligt, da det kneb med mandskab. Hun

havde ikke været ude ret længe, før Jørgen kom løbende ud til

hende helt opløst af gråd. Omsider fik Karen ud af ham, at manden

havde sendt ham ud at flytte fårene igen og under trussel om

prygl formanet ham til at gøre det godt, men nu var et kobbel får

løbet fra ham, og nu turde han ikke komme hjem.

Karen lod ham stå hos hestene, mens hun fangede fårene. Drengen

turde dog ikke gå hjem og Karen lod ham blive hos sig til

frokosttid, da hun selv skulle hjem at bede. Så snart de kom ind

i gården mødte de manden med en kæp i hånden. Med sin

allersødeste stemme sagde han: “Nå, lille Jørgen, du synes nok

bedre om at gå på egen hånd, det skal vi se at få pillet fra

dig.” Drengen tudbrølede af angst, mens han søgte beskyttelse i

Karens skørter. “Du må ikke slå drengen,” sagde hun, “det er

synd.” “Hvad for noget, er det synd at opdrage på sådan en lille

djævleunge?” sagde han, mens han forsøgte at få fat på drengen.

“Du kan slå på mig, hvis du vil, men drengen rører du ikke.”

“Jeg skal lære sådan en snottet tøs, hvem der er mand her i

gården,” dermed gav han hende et drøjt rap over ryggen. “Dette

skal du få betalt,” sagde hun, men hun brækkede kæppen i stykker,

som hun stod med i hånden. “Der er da lov og ret i landet.” Ved

ordene lov og ret studsede han, han havde før haft rettergang med

sine folk og vidste, hvad bryderier, der fulgte med. Han så

derfor vist på hende for at udforske, hvor meget, hun lagde ind i

disse ord. Da deres øjne mødtes, måtte han slå sine ned. Der lå

en magt i hendes øjne, som han ikke kune trodse. Når Karen siden

tænkte på denne episode, kunne hun ikke for stå, hvor hun fik

kræfter fra til at værge for sin lille ven. Hun, som ellers

altid havde været som et lam, når det gjaldt uret imod hende

selv, fik pludselig kraft til at optræde som en løvinde, der vil

værge sit afkom. Jo, hun vidste nok, det var fra Gud, kraften

kom, og det styrkede hendes mod, at han således trådte til, når

der var nød på færde. Hele dagen beholdt hun Jørgen hos sig og

lod, som om manden ikke ekistere de. Til aften udførte hun hvad

syslearbejde, der tilfaldt hende selv og drengens med. Det var

ellers ikke fordi hun var godt opagt til ekstraarbej de. Efter at

have gået i den løse jord hele dagen med træsko på, var hun mest

oplagt til hvile. Dertil kom også et andet forhold. Som en del af

sin løn for sidste år havde hun fået 3 nye skættefalds særke.

Skættefald var det tredie produkt ved hørtilberedning. Hørgarn,

blårgarn og skættefald. Dette sidste var det ringeste blår, hvor

skæverne - rester af det stive hørstrå - ikke kunne skilles fra.

Det lærred, der blev af dette produkt, var så stift og groft, at

det føltes på kroppen som et rivejern så længe det var nyt. Den

lidelse som dette påførte - navnlig de unge piger - er aldrig

blevet målt og kan ikke måles. Ved aftenstid kunne huden være så

tyndslidt, at blodet piblede frem især fra bæltestedet til

knæene. Men hvad, det hørte jo til naturens orden og derved var

intet at gøre. Jørgen turde ikke gå alene til ro, så Karen atter

måtte sidde hos ham, til han faldt i søvn.

Dagen efter talte Karen til konen om, at de skulle se at få

renset drengen for utøj. Konen svarede, at hun skulle tale med

manden om det. Dette var for resten også det eneste, hun kunne

gøre, da hun ikke havde nogen bestemmelsesret selv over de

mindste småting. Mandens kendelse lød imidlertid på, at sådan et

svin til dreng kunne det ikke nytte at gøre noget ved, om 14 dage

var det ligenær. De andre kunne være fra ham, så risikerede de

ikke noget. Karen fattede da en beslutning om at gøre det selv,

når der blev en lejlighed. Denne kom snart, idet alle med

undtagelse af Karen og Jørgen skulle til Skelskør Majmarked.

Markederne var på den tid første rangs folkeforystelser, og alle,

som på nogen måde kunne und væres hjemme, skulle med. Så snart de

andre var af gårde, fik Karen Jørgen ind og klippede håret af

ham, vaskede hele hans krop med sæbevand, kom de pjalter, der

udgjorde hans påklædning, i bryggerkedlen og kogte dem godt.

Desværre opdagede hun, at drengen også havde fnat. Hverken lus

eller fnat var ualmindelige forteelser på den tid. Også dette

vidste hun råd for, men det par dage en sådan kur villde tage,

kunne ikke tilstedes. Dog Karen helmede ikke, før hun fik sin

vilje. Da hendes fader på sin omgangstur kom der til gården, fik

hun ham anbragt som vikar for Jørgen i dennes egenskab af

gåsehyrde m.m. Karens forhold til faderen var ved at ændres en

del.

Sådan et blødsødent tøsebarn havde Søren aldrig regnet for noget,

havde aldrig vist hende andet end ligegyldighed, men i den sidste

tid havde han fået øje for, at hun havde ben i næsen, og da han

fra gammel tid havde et horn i siden på C.O., gik han gladelig

ind på at hjælpe sin datter, især når han samtidig kunne drille

sin gamle fjende med det.

Der var også et andet punkt, hvor Karen stødte sammen med sin

husbond. Det var med hensyn til kirkegang. Karen ville, så tit

lejlighed gaves, til Skørpinge kirke. Dette satte hendes husbond

sig imod, for som han sagde: “Det er ikke Guds ord, der lyder i

den kirke.” På Karens spørgsmål, hvad der var i vejen, forklarede

manden, at Bojsen næsten aldrig talte om helvede, ja, det var

ikke engang i hver prædiken, at han nævnte Djævelen, for som han

sagde: “Hvad skal alle de ugudelig så tro og tænke andet end, at

det er spøg og plasér altsammen.” Karen følte med sig selv, at

manden havde uret, men hun følte også mangel på modenhed til at

gendrive ham. Der var dog en anden hindring, hun mødte her. Det

var, at lille Jørgen græd, når hun tog bort fra ham, men

efterhånden fik hun dette forhold ordnet, så hun fik sin fader

til at være hos ham.

Det gik godt fremad for den lille Jørgen, han havde fået lært

arbejet in denfor sit område, og hans tilværelse begyndte at

blive tålelig, men så kom der en ny ulykke over ham. Hans husbond

havde hittet på, at han skulle udnytte sin overflødige tid, når

han vogtede gæssene, med at lære Balles lærebog udenad. Drengen

kunne dårlig læse indenad og få mening i det læste, og nu

forlangte manden, at han skulle lære noget, der var ham helt

uforståeligt udenad. Der flød mange tårer i den anledning, og

atter måtte Karen i skranken for ham. Det holdt hårdt at få

manden fra dette forrykte indfald og sam menstødet var hårdt.

Atter følte Karen, at hun havde flere kræfter, end hun havde

tiltroet sig selv, men sejren vandt hun også den gang.

Det var en dag i rughøsten samme år, at pastor Bergmann i Tjæreby

var gået en tur i marken for at se til sine høstfolk. Præsten var

en ældre, men dog endnu kraftig mand. Han røg på en stor træpibe

og i hånden havde han en tyk egestok, hvormed han svippede alle

de tidsler og andet ukrudt, som hans vej faldt forbi. I sin hele

optræden mindede han om en større jordbesidder, og myndighed var

det mest fremtrædende træk hos ham. Det var ansvaret, det følte

han selv, ansvaret for et sogns befolknings åndelige og

materielle vel færd, der hvilede på hans skuldre. Det føltes som

ingen ringen byrde at være formand for sogneforstanderskabet; det

gav mange bryderier, navnlig fattigforsørgelsen. Det var

forbundet med et stort ansvar at forvalte fattigkassens midler

rigtigt. For meget understøttelse befordrede dovenskab og

demoraliserede derved hele befolkningslag. Også skoletilsynet

var en byrde. At stå med ansvar for hele den komende ge nerations

oplærelse - ja, opdragelse. Når man tænkte denne tanke til bunds,

var det i grunden et helt overmenneskeligt ansvar, og når man

dertil tog i betragtning, hvilke hjælpere man havde. Et par

skolelærere, der var så selvkloge, at man var tvungen til at

ligge i strid med dem bestandig. Også selve præstegerningen

volder vanskeligehder. Efter en lang periode, hvor, hvad man kan

kalde, den enfoldige kristenopfattelse havde rådet, var man nu

kommet til en klar og fornuftig opfattelse af de dunkle

problemer, men ligesom man var kommet til ro i denne opfattelse,

var det nu blevet mode at sætte den gammeldags opfattelse til

højbords igen. Det værste var, at autoriteterne også gav denne,

hvad skal man kalde det, nymodens gammeldags opfattelse medhold.

Det var ikke let for en ældre præst, som havde sin uddannelse i

en nu svunden tid, at prædike til en moderne biskops tilfredshed.

Også bønderne foretrak den gammeldags kristendom, og hvis de ikke

kunne få den trang tilfredsstillet på anden måde, så tog de selv

fat og udlagde Guds ord i deres forsamlinger, hvad de slet ikke

havde forudsætninger til at gøre. Og det kedelige var, at der var

så mange af præsterne her på egnen, der støttede denne bevægelse.

Det var særligt disse hypermoderne præster, takket være den

løbske greve på Holsteinborg, som denne egn var blevet begavet

med.

Et særligt godt øje havde Bergmann til Bojsen i Skørpinge.

“Springtyren”, som han kaldte ham. Denne bispesøn, som han var,

kunne, efter hvad Bergmann kunne slutte, prædike en vis person en

øre af. Nå, kunsten var måske ikke så stor endda, når man bare

prædikede eftersom ørene kløede, men dertil holdt Bergmann sig

for god til. Under disse betragtninger var han kommet ud på

offentlig vej, som han ville benytte til hjemturen. Han blev nu

opmærksom på 3 børn, der kom ham i møde. Det vil sige i

øjeblikket stod de stille, og ønskede at de ikke var kommet så

langt frem, så kunne de have skjult sig i moen, til præsten havde

passe ret, men nu var der ikke andet at gøre end tage mod til

sig. Præsten kendte godt børnene, de skulle hen for at hjælpe

bedsteforældrene med høsten. Her var en lejlighed for præsten til

at indgyde respekt. “Respekt skal der til i vor tid med alle

dens opløsende tendenser”. Børnene stillede sig op på række.

Pigerne nejede og drengen bukkede med huen i hånden. “Goddag,

børn, det kunne I have gjort meget pænere. Det må om igen. Nu går

I tilbage og kommer så igen, og når I er 3 skridt fra mig, så en,

to, tre, så hilser I mig.” Børnene prøvede atter, men

forfjamskede, som de var, blev det dårligere end før. “Om igen:

Ja, I forstår nok, børn, at dette er ikke for min skyld, men det

er for at lære jer opdragelse. Det skal da ikke være det samme at

møde en flok børn og en flok får. Altså, om igen og igen til det

bliver samtidigt.” Præsten var så optaget af den eksercits, at

han ikke bemærkede en rytter, der kom bagfra, før denne sprang af

hesten og hilste.

Det var pastor Bojsen fra Skørpinge. Han kom fra Egeslevmagle og

skulle til pastor Brasen i Ørslev, og nu var han så heldig at

træffe sin kollega her, det var da morsomt. Bergmann inviterede

Bojsen med hjem til eftermiddagskaffe, og de fulgtes nu ad.

Bojsen med tøjlen over armen. Efter nogle bemærkninger om vejret

og høsten, sagde Bergmann: “Det var heldigt, at jeg traf Deres

velærværdighed.” “Å, skal vi ikke lade velærværdigheden ligge,”

afbrød Bojsen. “Jo, som De vil. De søger jo valg til den

grundlovgivende rigsfor samling. Se, jeg er nu ellers ingen

tilhænger af dette frihedshalløj. Men skal vi have det, kan man

lige så godt springe som krybe i det og få det bedst mulige ud af

det, det vil sige at få denne grundlov lavet rigtig.” “Hvordan

mener De,” spurgte Bojsen. “Således at det kun bliver akademisk

uddannede mænd, der kan få sæde i denne rigsdag, og teologer

skulle have afgjort flertal, på denne måde kunne kirken blive en

magtfaktor i staten, som ingen kunne komme udenom.” “Nej, kære

kollega,” svarede Bojsen, “her er jeg absolut uenig med Dem. Jo

mere kirken tilraner sig af ydre magt, des mere taber den i indre

styrke. Nej, rigsdagen skal bestå af et gennemsnit af hele

befolkningen, det skaber det tryggeste forhold, når alle kan

komme med lige ret og lige adgang til at vise, hvor skoen trykker

dem, og da at få det rettet af alle i fællesskab.” “De siger, det

skal være et gennemsnit af hele befolkningen,” sagde Bergmann,

“men så risikerer vi, at det bliver mest bønder i en sådan

rigsdag, det kan da ikke være Deres mening, pastor Bojsen, at

vankundige bønder skal have størst indflydelse på landets

styrelse. Hvor vil det ende?” “Det skal jeg sige Dem, pastor

Bergmann. Det vil ende med, at Danmark efter hånden får den

bedste styrelse, noget land kan opvise. De kender jo pastor

Grundtvig i København? Nå, ikke, men De har da hørt om ham - en

forunderlig dyb tænker ikke sandt? Han siger, at bondestanden er

kernen i det danske folk, og når han nu får gennemført sin plan

om en stor bondehøjskole i Sorø, og den får virket nogen tid, så

vil den urkraft, som ligger gemt i bondestanden, springe ud som

bøgeskoven i maj, og efterhånden bære de vidunderligste frugter,

Ja, der –” “Hov| Hov| Nu kommer De virkeligt for højt op,”

afbrød Bergmann. “Det er umuligt for mig at se, hvad nytte en

sådan skole skulle gøre; det skulle da være for at lære dem at

snyde mere, end de allerede gør. Forstår Deres bønder måske ikke

at sætte travhobene sådan, at de skjuler adskillige neg for

tiendetageren, og sådan på mange andre områder. Nej, bønder er

ikke engle, og de bliver det ikke, om de kommer nok så meget på

skole. De er efterkommere af trælle, og trællesindet sidder dem i

blodet. Dette er min mening om bønderne. og den står jeg ved.”

Bergmann var ved at blive harm, det kom i første omgang til at gå

ud over en bynke, som ragede op på vejkanten.

“Ja, men kære pastor Bergman, jeg kender adskillige mennesker her

i Tjæreby sogn, og jeg finder ingen grund til at karakterisere

dem på den måde. Tværtimod finder jeg, at det er oprigtig søgende

mennesker, der så godt som det lader sig gøre, søger at

tilfredsstille deres sjæles trang og at leve et retskaffent liv,

men selvfølgelig er det i al skrøbelighed, som det er med os

alle. Men det, som De, hr. pastor, kalder trællesind hos

bønderne, mon det ikke har en tilsvarende modsætning hos os

embedsmænd, nemlig magtsyge og herskelyst. Jeg synes undertiden

at have set eksempler herpå.” Bergmann følte det som en skose til

hans optræden med børnene, og vreden begyndte at koge i ham.

“Øvrigheden er indstiftet af Gud, det kender De måske, pastor

Bojsen. Vi præster er øvrighed for vore menigheder. Hvis man

ikke kører sin menighed i stramme tøjler, så bliver det

menigheden, der kører med een. Der er kræfter nok, der arbejder

på at ødelægge det gode gamle forhold mellem præst og menighed.

Den ene stodder efter den anden vil nu optræde som præst og

sjælesørger. Ja, selv præster holder sig ikke for gode til at

bryde ind over den andens sogneskel for at sætte tvedragt mellem

hyrden og den hjord, som Gud har betroet ham, men den slags går

ikke i længden, det vil hævne sig i det lange løb. Gud lader sig

ikke spotte. Præsterne var under dette ordskifte nået Tjæreby

skole, hvor vejen til præ stegården drejede af. I distraktion -

sådan skulle det da se ud - fortsatte Bergmann lige ud,

forglemmende sin invitation på kaffe. Den sidste replik udtalte

han særlig højt. Han havde set skolelærer Rejstrup gik og kalkede

skolebygningen (der skulle tjenes en skillings penge ekstra nu i

høstferien). Præsten så også, at han smuttede om hjørnet,

selvfølgelig for at undgå at hilse på sin foreatte. Nå, ham

skulle han nok finde en anden gang. Præ sterne fortsatte ligeud

ad vejen og fortsatte deres ordskifte.

Samme dag var det, som alle onde ånder var sluppet løs i Chr.

Olsens gård. Manden og den unge karl havde tit været på kant, og

denne dags morgen havde det atter været galt. Nu skulle den

slambert have en ordentlig omgang. Men, ak og vé| Det blev

manden, det gik ud over, og karlen blev bedt om at rejse med det

samme. Nu var gode råd dyre for C.O., da der ikke var til at

opdrive hjælp til rughøsten. Manden anvendte hele formiddagen til

at rende efter hjælp, men forgæves. Der var ikke andet at gøre

end tage fat og arbejde for to, for rugen var højt tjenlig.

Allerede mens han stod og sleb leen, blev han opbragt på Karen,

fordi hun plukkede nogle kirsebær ved havegærdet, men han kom til

at bide det i sig, for det fruentimmer var han ikke glad ved at

komme på kant med, skønt han nok syntes, at det tømte i

kirsebærrene. Hans humør blev yderlig irriteret ved, at Karens

fader var kommet til gården den dag på sin omgangstur. At man da

også skulle have sådan et drog at fylde æde i. Efter middagen

drog de ud og begyndte på rugen. C.O. mejede, Jørgen tog fra og

Karen bandt. Tolle Søren satte hob. Det var nu sådan, at Karens

tilstand begyndte at genere hende, mærkeligt nok var der ingen

andre end hendes fader, der havde nævnt noget om det til hende,

endskønt hun syntes, at alle måtte kunne se det. Hun havde gruet

for den dag, da det blev opdaget, men hidtil var det gået så

godt. Det var kommet sig sådan, at hendes fader havde spurgt til

Hans, og derefter tilføjet: “Det er en skam, at han er så langt

borte, for I trænger vel ellers snart til at giftes.” Det var

kommet så naturligt og uden spor af bebrejdelse, hun var ikke en

gang blevet rød. Hun havde sat sig for flere gange i sommerens

løb, når hun var i Skørpinge kirke, at sige det til Bojsen, men

hun havde ikke fundet lejlighed eller måske manglet mod til det,

når det kom til stykket. Nu syntes hun, at det var lettet for

hende, når der var et menneske, der vidste det og tog det så

roligt. Hun følte nu, at hun havde haft en overordentlig god

støtte af lille Jørgen i sommer. Det, at han trængte til hjælp og

omsorg, havde gjort, at hun ikke havde tid til at tænke på sin

egen stilling. Dog kunne der komme mismodige perioder, men så

snart hun så lille Jørgen, var det blæst bort igen; hvor holdt

hun dog meget af dette barn. Hun kom også til at sammenligne sin

nuværende stilling med for et år siden, hvor hun havde været så

fortvivlet.

På en måde var hendes stilling meget ringere nu, men at gribet

til den udvej nu, som hun gjorde i fjor, nej, det kunne der ikke

være tale om, hvordan det så ellers gik. På et andet punkt var

der også stor forskel. I fjor var hun en forskræmt tøs, der

rystede, når madmoderen var i dårligt lune. I år var der ingen,

der skulle træde hende over tæerne, uden at hun nok skulle hævde

sig. Alt i alt havde hun kun grund til at sige tak for det

forløbne år og forøvrigt lægge alt i Guds hånd.

Det gik altså løs på rugen, men atter indløb der forstyrrelse.

Køerne begyndte at bisse. Jørgen blev sendt af sted efter den,

der var kommet løs, de andre fortsatte mejningen. Da de var ved

enden af skåret op til vejen, var der yderligere 4 køer løse. Nu

var situationen kritisk med fare for, at kreaturerne skulle rende

ind i sæden og træde den ned. “Herre jøsses, Karen, rend dog

efter de satans køer. Hører du, skynd dig at rende.” “Du skulle

hellere rende selv, Christen,” sagde Søren, som var i nærheden.

“I den stilling, hun er, var det klogere, at du selv rendte.”

“Stilling| Stilling| Hvad for en stilling?” Christens fatteevne

blev sat på en hård prøve. Hans ansigt fik et måbende udtryk,

mens han så fra den ene til den anden. Pludselig gik sammenhængen

op for ham, og udtrykket i hans ansigt skiftede om til dybeste

indignation.

Trods øjeblikkets alvor kunne Karen ikke lade være at le af hans

ansigtsudtryk, og dette opirrede yderlig den vrede mand. “ Nå,

det er det, der er i vejen med dig, din forbandede taske. Og du

tænker ikke på, hvad for en skam du påfører mit hus. Jeg skulle

have jaget dig ud for længe siden, og det skulle du også blive i

dag, hvis jeg bare kunne undvære dig.” Christen Olsen havde længe

næret stor lyst til at udføre en lægprædikants rolle med

hovedemne: Menneskers - især ungdommens ugudelighed. Her, hvor

han stod overfor to så åbenbare syndere, kunne han ikke nægte sig

selv den tilfredsstillelse at aflevere en rigtig

dommedags-tordentale. Han begyndte med en stemme, der slet ikke

var naturlig, men en efterligning af præstesalvelse: “Vé, og jeg

siger atter vé| over den slægt, som lever i disse tider. De

sætter en ære i deres skændsel, og de vorder alle djævelens bytte

(her slog stemmen over og blev naturlig). Og hvorledes skal det

gå, når vore piger fylder os alle de fattighuse, vi har, med deres

uægte unger, Unger, der igen–” “Ja, det har du ret i Christen, “

afbrød Søren ham. “Det skal også være galt med Ole Jørgens pige i

Vedskølle, og det skal være ham Klaus, du véd nok, Mortens

stedsøn. Ja, du kender ham nok, ikke sandt.” “Jeg har ikke noget

med den knægt at gøre,” sagde Christen irriteret, “men–” “Nej,

nej, det siger jeg heller ikke, du har, for du har jo svoret dig

fri for ham, men kunstig er det, at han ligner dig så livagtig,

som du så ud for en snes år siden.” Nu blev det for meget for

Christen. Med skældsord som: Din løgnhals| Din tyveknægt| Din,

din - fo’r han ind på Søren, der, uforberedt som han var, faldt

bag over, mens Christen bearbejdede hans ansigt med sine knoer.

Karen fo’r til for at trække Christen tilbage; hun fik fat i hans

seler og trak tilbage af al magt, men uheldigvis trak hun bare

seleknapperne af. Det er ikke godt at vide, hvorledes dette

slagsmål havde udviklet sig, hvis ikke en meget myndig stemme

havde råbt: “Hvad foregår her,” og en kraftig hånd havde

grebet Christen i skjortekraven.

De to præster havde fortsat deres ordskifte, mens de langsomt

skred frem ad vejen. De var ikke kommet hinanden nærmere,

tværtimod. Efterhånden som de fik deres synspunkter uddybede,

viste afstanden imellem dem sig at blive større og større. De

blev opmærksomme på scenen ved vejen, og Bergmann greb straks

lejligheden til at vise sin myndighed. Også Bojsen sprang over

vejgrøften, efterfulgt af hesten, mens han udbrød: “Men goddag,

Karen| Er du også kommet med i krigen. Du er vel ikke blevet

såret, der er blod på din hånd|” “Nej, det er bare - “ Ha| Ha|

Ha| Christen var ved Bergmanns mellemkomst sprunget op med alle

tegn på den største forfjamskelse og med bukserne på hælene, hvad

han dog ikke selv havde bemærket. Trods sorg og modgang havde

Karen dog bevaret noget af den oprindelige ungpigenatur. Hun

formeligt eksploderede af latter, da hun så C.O. i den situation.

Ja, hun ligefrem vred sig af latter. Bojsen var næsten lige så

langt ude, selv den værdige Bergmann kunne ikke holde sig. Også

Tolle Søren, hvem det ellers var gået mest ud over, idet han

havde fået en blodig næse, var ved at revne af grin. Den eneste,

der kunne bevare alvoren, var C.O., som nu var blevet opmærksom

på sin mangelfulde påklædning. Den nervøse travlhed, han

udfoldede - hastværk er lastværk - gjorde ikke sagen mindre

komisk. Da latteren stilnede af, forlangte Bergmann en

forklaring, som C.O. netop var opsat på at aflevere. “Jo, jeg

var netop i lag med at udlægge et kraftigt Guds ord for disse

store syndere, og så–” “Ja, det hørte jeg, afbrød Bergmann, “

det var så kraftigt, at du måtte af med bukserne for at give det

rigtigt eftertryk.” Atter kom der en kraftig latterbølge. Nu tog

Bojsen Karen lidt til side for at få en sammenhængende

forklaring. Da, hun kom til et vist punkt brød hun af og sagde:

“For jeg er i omstændigheder.” “Er det Hans,” spurgte Bojsen og

så vist på hende. “Ja,” svarede hun og gengældte hans blik. “Så

ønkser jeg dig inderligt til lykke. Jeg har altid så godt kunnet

lide jer to prægtige mennesker.” Karen blev så glad, nu det var

sagt, og så uendelig lykkelig over, at Bojsen tog sådan på det.

Hun fortalte nu resten af årsagen til klammeriet. Bergmann stod

endnu og hersede med de to stympere, uden at kunne fortå

sammenhængen. Bojsen gengav nu pigens forklaring, hvor han også

måtte nævne dette om hendes tilstand. Bergmann vendte sig mod

Karen. “Der kan du se, Karen, hvad det fører til at gå andre

veje. Hvis du havde gået i kirke hos mig, så havde du ikke

ligget, som du gør. Da var du stadig blevet mindet om, hvad jeg i

sin tid indprentede dig og alle de andre om synden og dens følger,

men nu søgte du andre steder hen, og så glemte du, hvad jeg med

så stor møje har lært jer - Og til Dem, pastor Bojsen vil jeg

sige: Her er et typisk eksempel på, hvad conventikkelkristendom

fører til.” Før Bojsen fik svaret, fik Christen indskudt: “Og

hvad det fører til, at der aldrig bliver prædiket om helvede.”–

Bergmann afbrød. “Hold du din kæft og pas dine bukser”. - Bojsen

sagde til Karen, der var blevet noget forknyt ved den

irettesættelse, hun fik: “Du skal ikke tage dig det så nær, for

disse gode mænd har også glemt et af Guds bud: Du skal elske din

næste som dig selv.” Bergmann vendte sig om og gik uden at tage

afsked. Den lille Jørgen havde opgivet jagten på de bissende

køer og kom nu hen og stak sin hånd i Karens. Bojsen spurgte,

hvad det var for en lille gut. Pigen gav i korte træk forklaring

herpå og fortalte i hvilket forhold, de stod til hinanden.

Bojsen sagde: “Du er en knop, min pige. Det skal blive mig en

glæde, hvis der er noget, jeg kan hjælpe dig med; men vi træffer

vel siden sammen. Jeg kommer til at skynde mig, jeg er blevet

forsinket. Farvel, og Gud være med jer.” Tolle Søren, som tavs

havde været vidne, udbrød: “Det må jeg sige, du er en - en - en

helt vidundertøs. Jeg kan godt se, at jeg har gjort uret mod dig

og mor. Nu skal jeg nok hjælpe dig, så godt jeg kan.

En 3-ugers tid efter denne episode begyndte der at gå rygter om,

at der skulle sluttes våbenstilstand, og det varede ikke længe,

før rygtet bekræftedes. Våbenstilstanden var sluttet på 7

måneder, og soldaterne skulle hjemendes. Karen havde været mere

forhåbningsfuld siden hint møde med præsterne. Nu ville hun nok

være sin tilstand bekendt, og hendes stilling til omverdenen var

blevet friere i samme forhold. Nu vidste hendes glæde ingen ende,

nu var der igen håb om snarligt bryllup. Hun skrev derom til sin

ven og foreslog ham, at hun skulle se at finde en lejlighed at bo

i. Ernergisk, som hun var, kunne hun ikke afvente hans svar, men

satte sig i bevægelse for at finde husly. Men nu kom der et andet

rygte, der sagde, at det blev ikke alle soldater, der blev

hjemsendt. Dette var atter en afkøling, men endnu var der håb,

syntes hun. Dette håb bristede dog, da Hans’ brev kom. Han var

allerede blevet forfremmet til “Gefrejter” (underkorporal), og nu

skulle han på underofficersskole.

Dette var atter et hårdt slag for Karen. Havde Gud da slet ikke

hørt hendes bønner. Jo, tænkte hun atter, det havde han nok, men

han ville straffe hende for hendes store synders skyld. Ja, sådan

måtte det være, hun måtte bære, hvad han lagde på hende. Når hun

nu tænkte på den kommende vinter, og hvad den førte med sig. Og

hun som ikke havde det, hvortil hun kunne hælde sit hoved? I det

samme kom hendes tanker til at strejfe den lille Jørgen. Hvad

skulle der blive af ham. Ja, det var endnu værre for ham. At det

gik skævt for hende selv, ja, det var naturligt. Hun lå, som hun

selv havde redt, men drengen, som aldrig havde gjort noget ondt,

han skulle og måtte værnes mod verdens ondskab og tankeløshed. AT

lade ham tilbage, når hun forlod pladsen her, det var ikke til at

holde at tænke på.

Tiden sled sig afsted og man var kommet hen på efteråret. De

havde langt om længe fået indhøstet ved næsten overmenneskelig

anstrengelse, og siden ved slægt og venners hjælp, da disse selv

var færdige. Karens fader overgik for resten sig selv ved at

blive på gården og hjælpe til med, hvad han kunne. Det var

ligesom, han ikke kunne undvære datteren, men skulle være i

hendes nærhed. Efterhånden, som tiden gik, voksede ganske

naturligt Karens bekymringer for den nærmeste fremtid. En aften

efter at være kommet i seng, overvældede de hende i den grad, at

hun måtte tale med andre mennesker om det. Hun stod op og klædte

sig på. Jo, de var gået til ro inde. Hun listede sig ud af bagdøren,

og løb om til træskomandens. Der var de også gået i seng,

men stod op og lukkede hende ind. Resultatet af denne rådslagning

blev, at de den første søndag skulle følges ad til Skørpinge og

dér forelægge sagen for præsten. Der kunne være håb om, at han

kunne finde på råd.

Med besvær fik hun fri den søndag og kom afsted. At præsten

havde set dem, fik Karen bekræftet, da han kom på prædikestolen,

for han talte udelukkende til hende, og så hende jævnligt lige i

øjnene. Han talte om Guds uransagelige veje, om alt, hvad der for

menneskelige øjne så ud som nederlag blev indgangen til stor

lykke. Karen fik sådan en frejdig tro på, at hun var på den

rigtige vej, at så snart gudstjenesten var forbi, ja, endnu før

præsten var ude af kirken, var han sat ind i situationen. Om han

vidste noget råd? Jo, det kunne han godt tænke sig. Der var et

par gamle væverfolk i byen. Konen var opslidt, og manden

skrantede så meget, at han ikke kunne tilfredsstille sine kunder.

De kunne gå om og tale med dem med det samme. Uden at give sig

tid til at lægge kjole og krave, gik han med derom. Jo, de gamle

kunne godt tænke sig en sådan ordning, men de kunne ikke love

nogen løn, ja, det kom noget an på, hvor hurtig hun kunne komme

efter væveriet. Det værste var med sengelejlighed. Der var kun en

stue, der var opholdsstue både nat og dag samt vævestue tillige.

Men præsten lovede at låne dem en seng, så var den sorg slukket.

Men hensyn til Jørgen var sagen ikke så lige til. Her kunne han

ikke være, og det kom jo også an på, om Tjæreby kommune ville

betale til et plejebarn i en anden kommune. Nå, men præsten havde

ikke tid mere i dag, han skulle til annekset, men han trøstede

Karen med, at der blev nok fundet en ordning, som

tilfredsstillede alle.

Samme eftermiddag skrev Karen til sin ven om sine dispositioner.

Det var bare kedeligt, at hun ikke kunne skrive lige ud af posen,

da han skulle have andre til at læse brevet for sig. Hun måtte

synge en halvkvædet vise og håbe, at han forstod meningen. Man

nærmede sig november med stærke skridt, og endnu havde der ingen

udvej vist sig med hensyn til Jørgen. En aften tog hun mod til

sig og gik til pastor Bergmann. Om det ikke på en eller anden

måde kunne ordnes sådan, at hun fik lov til at tage Jørgen med,

når hun nu rejste til Skørpinge. Hun skulle nok sørge for, at han

fik det godt, og hun forlangte ikke noget vederlag af kommunen

for at holde ham. Nej, aldrig i evighed. En kvinde af hendes

beskaffendhed, hvor kunne hun i det hele taget komme i tanker om

det. Karen indvendte, at hvis det nu havde været hendes egen

dreng, så havde hun dog haft ret til at sørge for ham. Men

præsten var ubønhørlig. Hvad garanti kunne en kvinde som hun

stille for, at drengen fik den materielle og åndelige pleje, som

var nødvendig for et barn.

Nej, Christen Olsen havde taget drengen for et år foreløbig, og

derved skulle det blive; at han var gået for langt ned med

vederlaget, var en sag for sig, men det var ham selv, det gik ud

over. Nej, den vej var ufremkommelig for Karen. Den sidste

søndag i oktober gik hun atter til Skørpinge, men det blev kun

til skuffelse for hende. Bojsen var som medlem af den

grundlovgiende rigs forsamling i København, og der var messefald

i hans kirker. Så kom hun til at gå til hans kone, det kunne

være, at hun vidste besked. Først kneb det med at gøre

præstefruen begribeligt, hvad det drejede sig om; da dette

lykkedes, kunne denne ikke give anden besked, end det kom til at

være, til præsten kom hjem om 8 dage. Forøvrigt var fruen ret

reserveret overfor Karen. Denne hørte endog, at fruen overfor

andre udtalte sig om, at hun var meget foruroliget for alt det,

hendes mand lå og rodede sig ind i. Nu vidste Karen ikke

anden udvej end at gå til de gamle væverfolk og af dem få

tilladelse til at have drengen hos sig der, til hun fandt en

anden udvej eller i hvert fald til præsten kom hjem. De gamle

have imidlertid ved nær mere eftertanke fortrudt den akkord, de

havde gjort. Præsten havde jo ligefrem overrumplet dem hin

søndag, men en aftale var en aftale, men at udvide den til også

at omfatte hendes dreng, nej, det gik de ikke ind på.

Atter var Karens humør langt nede. Det blev en trist vandring

tilbage til Tjæreby. Vanskeligt havde hun ved at gå langt nu, og

mismodet truede stadig med at tage magten fra hende. Omsider kom

hun dog til træskomanden, men nu brast det for hende, og hun

hulkede, da hun fik sat sig. De rare folk trøstede hende, så godt

de kunne. Hun skulle bare slå sin lid til Gud, så blev det nok

ordnet for hende på bedste måde. Hun blev atter roligere, og da

hun gik hjem, var hun sikker på, at der nok ville ske et eller

andet under, så hun blev fri for at efterlade sin kære dreng her.

Den første november oprandt og der var ingen ting sket. Jørgen

var gået i skole om morgenen, det var godt, så slap hun for at

tage afsked med ham. Præstens karl fra Skørpinge var kommet for

at hente hende og hendes tøj. Hestene skulle have et foder, mens

tøjet blev læsset. Karen var i en underlig søvngængeragtig

sindstilstand, hun hørte og så alt omkring sig, men det var hende

altsammen så uendelig ligegyldigt. Hun hørte, at præstens karl

frittede ud om hende, og hun hørte, at manden svarede, at hun var

dygtig til sit arbejde, men stemplet. Det vil sige, hun kunne

ikke tåle, at der blæste en vind på drengen, så farer hun lige i

hovedet på en. “Er det dog ikke rædsomt dumt at tage sig så meget

af sådan en knægt, som dog ikke var andet end en horeunge, og som

slet ikke kom hende det mindste ved. Men sådan er tiden nu om

stunder;” nu slog C.O. over i sit yndlingsemne: I prædiketone at

behandle menneskers, især ungdommens uforstand.

Nu sad hun på vognen; da kom Jørgen ind af porten. Degnen skulle

skifte pige i dag, derfor var de sluppet før sædvanligt. Da

drengen så, hvordan sagerne stod, løb han hen og rakte armene op

mod hende, mens han grædende råbte: “Du må ikke rejse fra mig.”

Øjeblikkeligt var det, som tågen var forsvundet omkring Karen;

hun sprang af vognen og omfavnede drengen, mens de begge to græd

omkap. Denne scene virkede meget stærkt på karlen, der sad på

vognen. C.O. kom nu hen til Karen, og på sin søde og smiskende

måde, som han altid benyttede sig af, når han havde rævestreger

for, sagde han: “Hør lille Karen, kunne vi to ikke slå en lille

handel af. Hvor meget vil du give mig i leje af Jørgen i vinter.”

“Hvad vil du have?” “8 rdl., men så skal du også love mig at være

rigtig god ved drengen, og så skal han komme igen til majdag.”

“Men så,” spurgte Karen, “de 5 rdl., du skal have af kommunen,

hvordan med dem.” “Det kommer ikke denne sag ved. Vil du give mig

8 rdl., så kan du tage drengen med på de betingelser, som jeg har

sagt.” Karen tænkte sig om; 8 rdl. var netop den pengeløn, hun

havde fået udbetalt for sommeren; hvad så med de udgifter, som

måtte og skulle komme? “Jeg vil give dig 4,” sagde hun. “Så

bliver der ingen handel,” sagde han. “Ja, så i Guds navn 6 rdl.”

“Kom, min dreng, lad og gå ind,” smiskede rævepelsen, mens han

trak i drengens hånd. “Tag så alle 8, men du er en djævel,

Christen.” “Men så møder du her med drengen den 1. maj?” “Ja,”

hviskede Karen, mens hun afleverede sin sommerløn. “Det hører I

andre på,” sagde C.O., mens han omhyggeligt gemte pengene i sin

vestelomme. Mens de kørte vejen, fortalte hun karlen om hele

sammenhængen, fortalte til lige, at hun gruede for de nærmeste

dage, fordi hun ikke havde nogen tilladelse til at have drengen

med, men var der ingen anden udvej, måtte det vel være til at få

lov til at ligge i en stald om natten. Da karlen kom tilbage til

præstegården, var folkene og præstens børn samlede i folkestuen.

Karlen fortalte om sine oplevelser på turen. De indtryk, han

havde modtaget, forplantede sig til hans tilhørere. Præstens

datter, Juta, en pige på 12-13 år, løb sporenstrengs om til

væverens og fandt Karen og Jørgen fortvivlelsen nær. De gamle

skikkelige væverfolk bebrejdede Karen, at hun havde taget drengen

med trods udtrykkelig aftale.

Nu fløj døren op og Juta brasede ind uden at give sig tid til at

hilse og sagde: “ I skal ikke være kede af det, jeg skal nok

hjælpe jer. Mor er ikke hjemme i øjeblikket, men kom med begge to

om til os, når mor kommer hjem, finder hun nok på råd.” Henvendt

til drengen sagde hun:”Er det dig, der hedder Jørgen. Nu skal du

aldrig mere tilbage til den grimme mand.” Da præstekonen kom hjem

og var sat ind i situationen, tog hun godt mod de fremmede, og

det blev aftalt, at Jørgen skulle blive i præstegården, til man

fandt en plads til ham,. Da Karen var kommet til ro den aften i

sit tarvelige kammer blev hun grebet af en lykkefølelse, som

virkede så meget kraftigere efter den højspænding, hun havde gået

i i den sidste tid. Hvor havde hun dog meget at være taknemlig

for. Kun kedeligt, at hun ikke kunne fortælle Hans om sin lykke;

hun kunne nok skrive, men det var ikke det samme. Om hun gjorde

sig aldrig så megen umage, kom det altid til at se så

hverdagsagtigt ud på papiret. Hertil virkede også den hindring,

at det var fremmede, der skulle læse brevene for ham.

Et par dage efter ankomsten til Skørpinge kom hendes fader for at

se, hvordan det gik, eller måske snarere fordi han ikke kunne

undvære datteren længere. Hvis hun ikke havde noget imod det,

ville han prøve at få noget arbejde deromkring, han troede nok,

at han kunne nu. Se, her på en fremmed egn kunne han ligesom

begynde et nyt liv. Den antipati, som han mødte mere eller

mindre åbenlyst i Tjæreby sogn, var han fri for her. Ja, selv

øgenavnet kunne han måske blive kvit her. Karen kunne kun

billige arrangementet, og Søren gik på opdagelse efter arbejde.

Allerede dagen efter kom han igen, nu havde han plads til Jørgen.

Hos et par ældre folk, der havde et mindre sted, måtte han være

foreløbig, måske for bestandig, men de kunne ikke gøre det helt

uden vederlag, men nu havde Søren gjort den akkord, at han skule

tærske deres avling - manden havde nemlig en dårlig arm - i

vinter uden andet vederlag end opholdet.

Karens moderlighedsfølelse gjorde stadig nye erobringer, nu omfattede

den også hendes egen fader. Alt sammen bidrog til, at hun nu atter

følte sig, som om hun befandt sig på den grønne gren. Toppunktet

syntes hun at nå om søndagen, da træskomanden fra Tjæreby kom med

brev fra Hans. Dette var kommet til Tjæreby. Postbesørgelsen den

gang foregik i reglen således, at sognepræsten 2 eller 3 gange om

ugen lod posten hente på posthuset. Efter en sortering lod han

brevene gå videre til skolen, hvorfra skolelærerne lod dem

besørge videre med skolebørnene. Træskomanden havde fået fat i

dette brev og påtog sig den videre besørgelse.

Et brev fra Hans var altid spændende, selv nu da der ikke var

egentlig krig; det bedste ved det var, at han selv havde skrevet

det. Han gik i skole hver dag og gjorde store fremskridt, så for

fremtiden kunne hun trøstig skrive om alt, da han selv kunne læse

dem. Allerede samme dag skrev Karen følgende brev til Hans:

Skørpinge 5. november 1848

Min allerkæreste ven|

Jeg vil gribe i pennen og fortælle dig hvor godt jeg har det og

jeg er nu kommet i min nye plads og har det godt her og som du

véd, venter jeg mig til jul. Gud give, at det var vel overstået.

Men det går nok, folk er så flinke her. De gamle væverfolk var

tit gnavne, fordi jeg havde lille Jørgen med. Jeg kunne ikke

nænne, at han skulle blive hos Christen Olsen, men så var jeg

heldig at få plads til ham, og nu går det godt. Jeg kan slå lige

så meget sammen som væveren om dagen af lærred, men jeg sidder

også der og hopper fra klokken 5 morgen til kl. 9 aften. Du kan

også tro at præstens er gode ved mig og præstens børn også. De

kommer hver dag og ser til mig. Især er der en tøs, der hedder

Juta, hende er jeg meget glad for. Hun binder på et par hoser

til dig, og vi glæder os allesammen meget til, at hun får dem

færdig, så de kan blive sendt af sted. Jeg beder til Gud om, at

krigen må få ende nu til marts, når stilstanden udløber. Pas nu

endelig på at du ikke forkøler dig på de strenge øvelser, som du

skriver om, for vinterkulden er lumsk, og er der noget, du

trænger til af uldent, så skriv bare. Jeg har endnu 2 pund uld af

min sommerløn; det kniber bare med at få det kartet og spundet,

når jeg skal væve altid. Der er så meget, meget mere, som jeg

skulle fortælle dig, men det kommer til at være til foråret, når

du kommer hjem. Mange tusind kærlige hilsener fra din egen Karen.

Jeg har kysset dette brev mange gange, kan du smage det.-

Skørpinge, 1. januar 1849

Allerkæreste Hans|

Nu skal du bare høre nyt. Du og jeg har fået en lille datter; du

skulle bare se hende, hun er så sød og så buttet. Det skete i

torsdags, og jeg har det rigtig godt, og tænk dig en gang:

gårdmandskonerne kommer med barselsmad til mig ligesom jeg var en

af deres egne; det kommer fra præstegården af, det kan jeg godt

mærke. Folk er så rare ved mig allesammen. Véd du, hvad jeg tit

tænker på: at det har så forfærdelig meget at sige, hvordan

præsten er i et sogn; det var ikke i Tjæreby sogn, at det var

gået sådan for mig. Og alle dem, der kommer, skal se pigen, og de

siger allesammen, at det er en vidunderlig tøs, men det er også

rigtig nok, og hun er så trind og buttet som en 4-ugers pattegris

og så er hun så god og sover hele natten. Jørgen har også været

her og han er så glad for hende og vil gerne holde hende. Ham går

det så godt med, og fader har også været her, og ham går det også

godt med. Jeg kommer til at slutte, for jeg er træt, men når jeg

kommer op, skal jeg fortælle dig om al den glæde, jeg oplever i

denne tid og håber, at du må være lige så glad og tilfreds som

jeg. Lillepigens hånd har rørt ved dette brev, så hun sender

også hilsen til sin fader.

Din egen Karen.

——

Desværre gik det tilbage med væverens helbred, og hele væveriet

var snart helt overladt til Karen, det vil sige konen hjalp til,

når der skulle sættes nyt på væven. Der blev ved at komme lige

meget arbejde, da folk var godt tilfreds med arbejdet. Hun var

ellers spændt godt for med arbejde, da hun nu også fik den opgave

at passe et dødsygt menneske. Dette gjorde hun så godt, at både

lægen og præsten beundrede hende. Efter væverens død bad den

gamle distriktlæge hende om hendes bistand i et andet lignende

tilfælde i hans praksis. Også det arbejde tog hun som en

selvfølge. Hun havde øvelsen, så var det naturligt, at hun hjalp,

hvor hjælp var behov. Inden hun selv vidste af det, var det

blevet almindeligt, at i svære sygdomstilfælde blev “væverpigen

fra Skørpinge” tilkaldt som “vågekone”. Begrebet sygeplejerske

var endnu ikke opfundet, der gik mange år efter dette, før det

skete. Men derfor var der alligevel kvinder, der havde anlæg i

den retning. Patienterne og lægerne fandt dem, og når de drev

det som erhverv blev de kaldt vågekoner.

Uden at Karen havde gjort noget for det, stod hun overfor den

kendsgerning at skulle have hjælp til væveriet. Denne hjælp fandt

hun i sin egen fader. Han kunne stadig ikke undvære datterens og

nu også datterdatterens nærhed. Kunsten at slå lærred sammen,

når det var sat på væven, var ikke så stor og forøvrigt kunne den

gamle væverenke nok vejlede ham. Enken var ellers barnepige.

Karens liv kom efterhånden ind i regelmæssige former. Hun havde

altid nok at gøre med sine patienter, det skulle lægerne nok

sørge for. Med hensyn til løn for sit arbejde var der aldrig

aftalt nogen form for vederlag. På landet var det reglen, at hun

fik madvarer med hjem og undertiden et stykke hjemmelavet tøj. I

byen fik hun i de fleste tilfælde penge, hvad folk ville give

hende. Hun var ikke selv i stand til at vurdere sit eget arbejde.

Det faldt hende aldrig ind, at det var for lønnens skyld, hun

arbejdede. Hun og hendes levede derfor som himlens fugle, såede

ikke, høstede ikke og samlede heller ikke i lade, og dog levede

de helt godt. Hvis hun til en eller anden tid havde rigeligt med

fødevarer, så var der altid nogen, der havde for lidt, som kunne

hjælpes på den måde. Hun var derfor meget vellidt af store som

små. Hendes naturlige gode humør virkede som en solstråle, hvor

hun kom, og derfor var hun til så megen velsignelse. Hendes

brevveksling med kæresten var også kommet ind i en vis regelæssig

hed. Hun havde efterhånden fået mere øvelse i at skrive, og Hans

var blevet en hel skribent, kun syntes hun undertiden, at det var

sådan en underlig kommanderende tone, der kom frem i hans breve.

Dette opdagede hun siden, at det stammede fra, at hans

skriveøvelser bestod af at skrive rapporter. Forøvrigt var han

avanceret til korporal. I forsommertiden fejrede Karen en

triumf, som morede hende meget. Da tiden nærmede sig, hvor hun

efter aftalen skulle aflevere Jørgen igen til C.O., gik hun til

pastor Bojsen og spurgte sig til råds. “Nej, selvfølgelig skal

han ikke tilbage, men lad bare mig om det, det skal jeg nok

ordne,” sagde han. Bojsen skrev så til amtet og forespurgte, om

den fremgangsmåde var lovlig, at et sogneforstandermedlem kunne

tage et plejebarn af kommunen og bagefter leje det ud igen med

stor fortjeneste for sig selv. Nu blev der rodet op i sagen og

langt om længe kom resultatet: C.O. måtte betale Karen de 8 rdl.

tilbage samt kommunekassen de 5 rdl., som han skulle have i

plejeløn og endvidere en bøde på 5 rdl.

Efterhånden gik tiden og man var kommet langt hen på sommeren

1849. Krigsbegivenhederne havde hidtil ikke gået så godt, fordi

prøjserne hjalp oprørerne. Folk var ved at blive lede og kede af

krigen, som aldrig synes at ville få ende, og der skete endda

ingen ting. Da på een gang kom der fart i begivenhederne. Den 6.

juli om aftenen, efter at de fleste var gået i seng i Skørpinge,

kom præstens Juta stormende og buldrede på porte og døre. “Der

har stået et stort slag ved Fredericia og vi har vundet, men der

er så farligt mange døde og sårede.” Derefter til det næste hjem

med samme besked. Præstens børn havde været i Slagelse lige før

aften efter post, og kom nu hæsblæsende hjem for at fortælle den

store nyhed, og derefter rundt i byen for at gøre så mange som mu

ligt delagtig i den store glæde. Det blev ikke til megen søvn

for Karen den nat. Hun var tilfældig hjemme, hun havde ikke så

travlt i øjeblikket. Hvordan mon det dog var gået Hans, mon han

lå kold og stiv nu eller lå han og våndede sig i smerte? Kunne

hun bare løbe derover, hun skulle ikke vige tilbage for nogen

anstrengelse for at hjælpe, hvor hjælp tiltrængtes, men det var

umuligt. Hun mindedes en anden gang, for 2 år siden, da hun også

var så villig til at hjælpe: klinegildet i Tjæreby. Hvor havde

hun dog været barnagtig den gang, men for resten kunne hun gøre

det samme i dag, hvis det havde været muligt. Hvad var det| Var

der ikke et menneske, der våndede sig? Nej, det var bare hendes

opskræmmede fantasi, og dog alligevel, hun lyttede atter, nej,

der var ikke noget. Tilsidst fandt hun trøst ved at bede, men

hvor var det svært at sige: “Ske din vilje..” Hun havde aldrig

vidst, at den bøn var så svær. Tidlig næste morgen tog hun

benene på nakken og gik til Slagelse for at høre nærmere besked.

Der var mange folk i byen, for alle der havde pårørende derovre,

var spændt på at høre om deres skæbne. Her blev navnene på de

døde og sårede slået op i dagens løb, og heldigvis var Hans’ navn

ikke blandt dem. Dagen efter fik hun også brev fra ham, at han

var uskadt, dog havde der været flere kugler i umiddelbar nærhed

af ham. Alligevel bragte Fredericiaslaget forandring i hendes

levevis. Alle de sårede, som det kunne lade sig gøre med, blev

flyttet til Københavns Garnisionssygehus eller til midlertidige

lazaretter. Derfor blev der en stor mangel på kvalificerede

vågekoner. Hendes ven, den gamle læge, opfordrede hende stærkt

til at rejse ind og melde sig, hvad hun også gjorde. Det kunne

da være, at hun kunne gøre lidt nytte og det kunne heller aldrig

skade at få udvidet sine erfaringer på dette område.

Det blev imidlertid en stor skuffelse for hende. Militærlægerne

var gjort af et hårdt materiale. Skældsord og eder var der ikke

mangel på. Disciplin skal der til, det gjaldt både patienterne og

deres plejersker. Især var hun ked af de andre vågekoner. Det var

nogle rapkæftede kællinger, der ingen egentlig uddannelse havde -

så lidt som hun selv - men de havde erhvervet sig et vist håndelag

til at omgås syge mennesker, og derigennem tjene til livets ophold.

Især blev Karen forbløffet over den rolle, som lønspørgsmålet

spillede herinde. Så snart der var en lejlighed til at tale

sammen, drøftede de muligheden af at gøre et kup, ved pludselig

alle sammen at sige stop: “Ikke ud af stedet, før vi får dobbelt

så meget i løn.” Som forholdene var i øjeblikket, havde de grund

til at vente, at kuppet ville lykkes, nu da der var så stor

belægning. “Lad dem bare undvære os en dag og patienterne

begynder at dø eller i hvert fald bliver dårligere, så skal de

nok gå til truget, d’hrr. professorer eller hvem, der havde med

styrelsen at gøre af “grødslottet”. Karen væmmedes ved denne

tanke, og spagfærdigt lod hun falde en bemærkning om, at hun

syntes, det var synd for de arme patienter. “Synd, siger du, er

det ikke også synd, at vi skal gå her for sulteløn og ikke få del

i livets goder, men for resten havde sådan et gudsord fra landet

bedre af at blive derude, hvor hun hørte hjemme, og ikke komme

herind og spolere håndteringen for honette mennesker.” Iblandt

vågekonerne var der en, der åbenbart havde kendt bedre dage;

Madam Petersen hed hun. Denne deltog ikke så højrystet i

forhandlingerne, endskønt hun vist ellers bifaldt de synspunkter,

som her blev gjort gældende. Karen, der stod helt alene og følte

ensomheden, sluttede sig nærmere til Madam Petersen, som også tog

hende under sin beskyttelse. Karen blev inviteret med hende hjem

i den knap tilmålte fritid. Det var dog ikke for, at der var

nogen samstemmighed mellem de to kvinder i livssyn. Madam

Petersens syn på tilværelsen var den: Du skal aldrig tro helt og

fast på nogen eller noget, men derimod stille dig tvivlende til

alt og alle, så bliver du ikke så skuffet, når sandheden kommer

frem. Du skal ikke være så naiv at tro på menne skekærlighed, thi

når denne bliver klædt af for alle de fraser, den bliver behængt

med, så vil det vise sig, at det altid er egenkærlige

særinteresser, der er det egentlige motiv. Når sådanne

særinteresser bliver udstyret med passende flitter og stads og

udgivet for menneskekærlighed, da er de i stand til at vildlede

det store naive publikum, og vedkommende, der har sat det i gang,

det være sig enkelt mand eller hele samfundslag, kan høste

profitten. Dette var helt nye tanker for Karen og hun følte, at

de var absolut forkerte, men hun havde ikke øvelse eller

udvikling nok til at debattere spørgsmål af den slags.

Trods det afvigende livssyn kom Karen jævnligt i Madam Petersens

hjem, ganske simpelt fordi hun ingen andre steder havde at gå,

når hun følte trang til at komme ud af al den uhygge, som hun var

vidne til hver dag, og lidt efter lidt dæmrede den tanke hos

hende, at det nu ikke var helt hen i vejret med Madam Petersens

theorier. Hun begyndte selv at spejde efter skjulte bevæggrunde

overfor daglige forteelser, og hun kunne mærke, at hun tit havde

fordel deraf. Efter en måneds forløb var det hendes hensigt at

rejse hjem. Da hun meddelte overlægen dette, bad han hende om at

blive lidt endnu, så skulle hun få en lettere plads. Hun skulle

kun have to patienter, officerspatienter, at passe. På overlægens

gentagne opfordring slog hun til. Hun vidste, at alt gik godt

derhjemme. Overlægen havde antydet, at der nok blev en del

drikkepenge, hvis hun kom godt ud af det med sine “plejebørn”.

Ligeledes blev der lejlighed til at få god mad. Officererne fik

nemlig mad fra byen hver dag, og der var altid rigeligt. Det ene

med det andet gjorde, at Karen blev der foreløbig, for, som hun

sagde til sig selv. “Madam Petersen siger, at som man reder, så

ligger man. Hvis man ikke selv bygger på sin fremtid, er der

ingen andre, der gør det.” Det blev kronede dage for Karen nu,

hendes patienter var lette at omgås, og hun havde megen fritid.

Hun fik god mad - bedre end nogeninde før, hun hav de rigeligt

med penge til sine få fornødenheder. Alligevel havde hun det

ikke så godt med sig selv, med sit eget sind, hun var utilfreds

med så meget. Hun kunne ikke undgå at se, hvad der foregik i

smug mellem de opgående patienter og vågekonerne. Dette kom ikke

hende ved direkte, men det ledte tanken hen på livet derovre i

felten.

Hun kom til at tænke på et brev fra Hans for længere tid siden,

hvor han fortalte om forholdene i et kvarter på Fyn, hvor han

havde det særligt godt. I brevet havde han i forbigående nævnt,

at der var en datter på gården, men ikke omtalt denne nærmere, så

Karen ikke vidste, om denne pige var ung eller gammel, køn eller

grim, kort sagt intet. Nu slog det pludselig ned i Karen, at hun

muligvis havde en rivalinde i denne pige. Dette slog hun dog hen,

der havde aldrig været grund til at tvivle, om Hans’ troskab, men

alligevel kom tvivlen igen. I forbindelse med det materielle

livssyn, som hun var kommet i berøring med, udhulede det hendes

sjæl, uden at hun selv vidste det. Det kom over hende sommetider,

som hele verden var på tværs for hende, og hendes skæbne hård.

Var den tossede krig ikke kommet, så havde hun nu været en gift

kone et sted dernede i Tjæreby sogn, og da havde det været godt

altsammen. Dette var dog forbigående stemninger, men de gentog

sig, uden at hun kunne forhindre det. I Hans’ breve spejdede hun

forgæves efter omtale af kvinder, med mindre den eller den

vending skulle underforstås på en særlig måde. Ligefrem at spørge

ham, om der var andre kvinder, der havde gjort indtryk på ham,

kunne hun dog ikke få sig selv til. Der var også en anden ting,

der var i begyndende udvikling hos hende, det var, at hun ofte

fandt, at hendes medmennesker, navnlig hendes daglige

omgangsfæller tog for lidt hensyn til hende både her og der.

Altsammen beviser for, at hendes sædvanlige sindsligevægt var

rokket. Hendes patienter og deres slægtninge, der kom i besøg,

var rare og flinke ved hende, alligevel kunne hun ikke frigøre

sig for den tanke, at der muligvis var noget lumskeri bag ved.

Dette fik hun dog ingen bekræftelse på. Hendes patienter blev

stadig bedre, og efter et par måneders forløb var de kommet så

vidt, at Karens hjælp var unødvendig. Længselen efter hjemmet var

og så vokset hos hende, hvad der var ganske naturligt, blandt

andet også fordi hendes sind havde været mere ligevægtigt der.

Hun rejste derfor hjem, og fandt alt i bedste velgående. Den

lille pige trivedes godt og gik stærkt frem i udvikling. Karen

mente, at pigen kunne kende hende igen. Jørgen var stadig i samme

plads, han var vokset fast der, og kunne ikke undværes. Hendes

fader passede væveriet ved Marens (væverenkens) bistand. Også

lægerne havde brug for Karens hjælp, så alt var i god gænge igen.

Men alligevel var der noget forandret. Karen havde opsparet sig

20 rdl., og de skulle gerne forøges, så der blev noget at sætte

bo for.

Hans kunne selvfølgelig ikke komme med noget, og de kunne da ikke

nu flytte ind i en tom indsidderstue. Det var virkelig

nødvendigt for Karen at tænke på fremtiden. “Som man reder, så

ligger man”. Heldigvis var der også håb om, at dette ville

lykkes. Udviklingen gik i den retning, at det mere og mere blev

fine folk i Slagelse og på de store gårde, der havde brug for

hende. Trods disse lyse udsigter ville den glæde, hun

tidligere havde følt, ikke rigtig indfinde sig. Vel var det

morsomt at tænke på de 20 rdl. derhjemme på kistebunden, men det

var ikke morsomt, når hun mødte armod og elendighed rundt om sig,

hvor 20 rdl. kunne gøre underværker, men nej: “Enhver er dog sig

selv nærmest”. Denne spænding i sindet var næsten ikke til at

udholde, men foreløbig skulle ingen få noget at vide om de 20

rdl. Hendes glæde over smukke klæder var også blevet udviklet

under hendes Københavnstur, og heldigvis behøvede hun heller ikke

her at spare, hun kunne gå ordentlig klædt uden at angribe sin

lille kapital. Mens hun var i København havde hun lagt planer om

en brun hvergarnskjole af et bestemt snit. Den skulle samtidig

vise, at hun var bondepige og ikke gav sig ud for andet, men

også, at der kunne anvendes finesser, som købstadsfolk brugte,

hvad der også ville fremhæve hendes figur. Det varede ikke længe,

før hun blev i stand til at få denne kjole, og den kom til at

svare til hendes forventning så fuldt ud. Denne kjole skulle hun

have på, når Hans kommer hjem, ja, også ved andre højtidelige

lejligheder.

Angående Hans, så havde hun længe ventet hans hjemkomst. Alle de

ælde år gange var hjemsendt efter Fredericiaslaget, men de yngre

årgange blev stadig tilbageholdt, og for Hans’ vedkommende gjaldt

det, at han som underofficer blev benyttet til at uddanne

rekrutter, så det blev ikke så snart med hjemkomsten. Nå, men

kjolen kunne også tåle at gemmes, den blev lagt pænt sammen og

gemt dybt nede på bunden af hendes kiste. Når Karen nu gjorde

sin stilling op, havde hun grund til at glæde sig. Hun havde gode

klæder og lidt på kistebunden og udsigt til mere, bare kedeligt,

at det var, som hun havde samvittighedskvaler netop på dette

punkt, hver gang hun så nød og fattigdom. Der var nu den fattige

soldaterenke fra Rosted med de to børn, hun måtte stadig ud at

bede om lidt i Guds navn for at opholde livet for sig og sine.

Men der var nu det at sige om det, at når samfundet havde taget

hendes forsørger, så havde dette også pligt til at forsørge

hende. Desværre så sogneforstanderskabet ikke sådan på sagen.

Hvis hendes mand var død hjemme af sygdom, havde der ikke været

nogen medynk, så havde hun været henvist til at forsørge sig selv

og sine børn, og det så ud, som der ingen bund var i hendes

husholdning. Lige meget, hvor megen privat hjælp hun nød, blev

hendes fattigdom ved at være lige stor. Karen kunne da slå fast

overfor sig selv, at her havde hun ingen grund til

selvbebrejdelser.

På denne tid havde Karen sin virksomhed i Slagelse, og hun kom

kun hjem til Skørpinge en eller to gange om ugen, når længselen

efter lillepigen blev for stærk. Nu var denne et årstid og kunne

kende sin moder til stor fryd for denne. Ja, så havde Karen en

glæde til på disse besøg. Det var at tage den nye kjole frem og

betragte den efter alle leder og kanter. En dag kom Søren og

opsøgte sin datter; hans ansigt bar præg af stor sindsbevægelse,

og Karen kom til at ryste bare ved at se ham. “Hvad er der dog

sket, der er vel ikke noget i vejen med….”

“Din kjole er stjålet|” “Det er da vel ikke sandt. Er der så ikke

taget mere?” Søren forklarede, at aftenen før havde han været

borte med en rulle lærred, mens Maren og barnet havde været en

omgang omme i byen, og i den tid måtte det være sket. De havde

dog ikke anet uråd før om morgenen, da de så, at nøglen sad i

kisten, og da de skulle se nærmere til, var alt i kisten

gennemroet og kjolen manglede. Karen blev vred, at de ikke

passede bedre på hendes sager. Det værste var, at hun havde 20

rdl. i kisten og så, om han ikke havde set noget til dem. Det

havde han ikke, men havde heller ikke ledt efter dem, da han ikke

vidste, at de skulle være der. Karen måtte en omgang hjem og

konstaterede, at de 20 rdl. var væk tillige med kjolen og andre

småting foruden. Dette var et drøjt slag for Karen; hun var

vred, så det kunne forslå noget. Både Maren og Søren var så

uendelig kede af det, men de kunne ikke gøre ved det. Nøglen

havde ligget på det sted, Karen selv havde valgt til den, og der

var ingen, der havde rørt den, siden Karen selv havde gemt den.

Karens vrede blev nu rettet mod den ukendte tyveknægt, og det var

ikke blide ord, der faldt, men han kunne bare vente, til politiet

fik fingre i ham, så skulle han, såvidt det stod til Karen, komme

til at lide lovens stengeste straf. Efter nogle dages forløb

faldt hendes vrede mere til ro. Mon dette var et fingerpeg fra

Gud, måske en straf, fordi hun havde vist så stor glæde over at

besidde noget, som, når alt kom til alt, der var andre, der havde

mere brug for end hun selv. Hvordan var det nu, det lød dette

ord om liggendefæ i himlen og på jorden. Der begyndte at dæmre

noget i hende om, at det var i grunden den glæde, hun havde haft

af sit gods, der netop var årsagen til den splittelse i sindet,

som hun havde lidt under i den seneste tid. Men alligevel at slå

en streg over en sådan skarnsstreg kunne hun ikke få sig selv

til. Sådan en gemen tyveknægt skulle straffes. En anden sag var

det, hvis det var et menneske, der af nød og trang havde

forgrebet sig, for eks. soldaterenken… Ja, mon det ikke skulle

være hende… Hvis dette skulle være tilfældet, hvad skulle Karen

så gøre. Ja, det kunne ikke afgøres på stående fod; det kendte

Karen hende for lidt til, men hun gjorde ellers et

tilforladeligt, men forknyt indtryk. Karen blev enig med sig selv

om først at prøve, om der var grund til mistanke, dernæst at

indlede nærmere bekendtskab med enken og derefter tage

bestemmelse om, hvorvidt hun ville tage an meldelsen om tyveriet

tilbage eller meddele politiet om sin mistanke. I morgen tidlig,

søndag morgen, ville hun lægge vejen til Skørpinge over Rosted og

der se at komme til at tale med enken, for eks. gå ind hos hende

og spørge om vej der eller derhen. Som tænkt så gjort. Enen

beboede en gam melindsidderstue. Der var rent og pænt, det så

Karen straks. Børnene var alene i stuen. Jo, mor kommer vist

snart. Da konen, Line hed hun, kom ind og så Karen, blev hun

blussende rød i ansigtet. Samtidig så Karen, at hun havde et

huebånd af en bestemt slags. Karen havde købt det i København og

kunne kende det igen, da den slags ellers var helt ukendt på

denne egn. Her var ingen fejltagelse mulig, men også Karen blev

rød. Nu følte hun for alvor, at hun havde en stor skyld, måske

hele skylden, fordi hun ikke havde hjulpet i tide. Denne kone var

ikke et slet menneske, det måtte være fortvivlede forhold, der

havde bragt hende i denne stilling. Der stod de to kvinder

overfor hinanden lige brødebetynget, lige forlegne. Uden nogen

indledning gik Karen hen og tog Lines hånd og sagde: “Tilgiv mig,

jeg skal nok hjælpe dig, alt det jeg kan.” Line så undrende på

Karen, men da brød det pludseligt ud af hende: “Å, jeg er så

ulykkelig, der er ingen mennesker, der kan hjælpe mig.” Begge

kvinder græd. Begge havde en umiddelbar følelse af, at de har

havde en veninde, som de kunne betro sig til. Line forklarede nu,

hvorledes hendes stilling var.

Hendes afdøde mand havde en alimentationssag fra før hun kendte

ham, der var blevet ordnet i stilhed, således at han skulle

betale en vis sum en gang for alle. Desværre havde han ikke denne

sum, men fik resten hos en ågerkarl i Slagelse imod store renter

og et nærmere aftalt afdrag hvert fjerdingår. Det var også gået

godt lige til krigen kom og manden blev indkaldt, hvorved han

blev forhindret i at betale både renter og afdrag, som derefter

blev føjet til summen. Under trusler om at skandalisere manden,

havde han tvunget konen til at gå ind på at betale af på gælden.

Nu kom den store ulykke til, at manden var faldet og hun stod

alene med børnene, alt hvad hun kunne rive og skrabe sammen,

kunne hun putte i det bundløse hul, som ågerkarlens lomme var.

Denne, der tillige drev forretning med alle mulige ting, pinte

hende tidlig og sent for afdrag og føjede til, at hun godt kunne

betale med varer. “Hvor hun skulle skaffe sig varer fra?” Det

kom ikke ham ved, bare hun kom med noget, skulle han give hende

fuld værdi for det. Derfor var det faldet hende ind den dag eller

aften, da hun besøgte hjemmet i Skørpinge, at sætte sig i

besiddelse af væverpigens fine kjole, som hun havde hørt om. Da

der ikke var nogen i huset, havde hun fundet nøglen og sat sig i

besiddelse af kjolen og pengene. Dagen efter var hun gået til

menneskevennen med det og fået det afskrevet på gælden, men fået

for lidt for det, meget for lidt. Karen trøstede hende med, at

hun ville slå streg over det hele, men Line var lige utrøstelig.

Omsider kom det frem, at dette var ikke det eneste tilfælde. Line

havde også taget et stykke lærred fra en gårdmandskone i Sørby,

og der var næppe nogen eftergivenhed at vente med mindre fuld

erstatning blev lagt på bordet. Her var gode råd dyre. Karen

havde ikke penge af nogen betydning, og det gjaldt om at få rejst

disse penge, så anmeldelsen om tyveri kunne blive taget tilbage,

før politiet blev blandet i det eller rettere sagt, før politiets

mistanke faldt på Line. Karen tænkte på at gå ud for at låne

penge til det formål. Ja, havde pastor Bojsen været hjemme,

kunne det sagtens have gået, men det var han ikke, at gå til

andre kviede hun sig ved. Hun skulle jo da fortælle, hvad pengene

skulle bruges til, og det kunne hun ikke gøre. Tilmed kunne folk

blive fornærmet over at skulle hjælpe til med, at en tyv slap for

straf. Det var umuligt for Karen at skaffe de nødvendige penge

den dag, så der var kun at håbe på, at i morgen ikke blev for

sildig. Men det blev det alligevel. Næste dag ved middagstid kom

en politibetjent for at afhente hende til vidneafhøring i en

tyverisag. Samme dags morgen var landpolitibetjenten kommet til

Lines bopæl, og spurgte hende ud om de to tyverier, og Line

tilstod med det samme. Ja, så måtte hun følge med til arresten.

“Men hvad med børnene,” spurgte den grædende enke. “Dem tager vi

med,” svarede betjenten. En bondevogn blev tilsagt og hele

familien drog afsted. På vejen forklarede Line betjenten om

Karens enestående tilbud, først at give afkald på al erstatning

og siden at betale den anden bestjålne kone for hendes lærred. Da

hun havde fortalt det hele, sagde betjenten: “Dette er den bedste

løgnehistorie, jeg har hørt længe. Tror du virkelig, at du kan få

nogen til at bide på den, at få folk til at tro, at et menneske,

der er blevet bestjålet, siger kvit med tyven, så galt har man

hørt før - om ikke set tit; men at samme menneske betaler andre,

der også er bestjålet af samme tyv, nej, den går ikke.” Ankommen

til Slagelse kom Line i forhør, hvor hun gentog sin tilståelse og

gav den samme forklaring som før til betjenten, men den lød så

usandsynlig, at fuldmægtigen forlangte Karen i forhør. Line

vidste, hvor Karen var at træffe der i byen. Men Karen fortalte,

ligesom Line havde sagt.

Hvor meget fuldmægtigen vendte og drejede sine spørgsmål, kom det

samme resultat frem. Der gik bud ind i et andet kontor efter

birkedommeren selv, som også kom, men heller ikke han kunne få

andet resultat frem. Et mærkeligt tilfælde, et højst mærkeligt

tilfælde, men naturligvis, hvis den bestjålne kone ville tage sin

anmeldelse tilbage så kunne han jo ikke have noget imod, at tyven

slap for straf; men foreløbig måtte hun blive i arresten. Line

græd så hjerteskærende, og Karen forstod, at det var hensynet til

børnene, der trykkede hende. Karen bad derfor om tilladelse til

at tage børnene med sig hjem. Atter stor forbavselse og

indbyrdes rådslagning, men resultatet blev, at tilladelsen blev

givet. Den egentlige årsag hertil var måske, at i arresten var

der ingen lejlighed til at anbringe børn i. Det blev ingen let

gang for Karen den aften fra Slagelse til Skørpinge med de to

søvnige børn, der var 2 og 1 år gamle. Hun måtte bære dem begge

samtidig, men det oversteg hendes kræfter. Hun måtte sætte sig

i vejgrøften for at hvile. Da børnene omsider sov trygt, løste

hun opgaven på den måde, at hun bar det ene barn et stykke frem,

hvorefter hun lagde det i grøften, mens hun hentede det andet.

Man skulle synes, at denne overmenneskelige anstrengelse måtte

tage modet fra Karen, men tværtimod var hun så glad som aldrig

før. Det var, som den rystelse, hun havde fået ved tyveriet havde

rystet hende ind i de gamle folder igen. Det tvedelte sind

mærkede hun ikke mere til, nu kunne hun hengive sig helt og fuldt

til den nydelse at jævne vejen for sine medmennesker. Med hensyn

til sagens videre forløb gik det sådan, at konen fra Sørby ville

tage sin anmeldelse tilbage mod fuld erstatning, 12 rdl. 3 mark 1

skilling. Karen tilbød at betale pengene, efterhånden som hun

fik dem tjent, men dette tilbud blev ikke modtaget. Pengene på

bordet først, der skal være orden i alle ting. Karen måtte så ud

at låne penge til dette tvivlsomme formål. Først gik hun til

pastor Bojsen og satte ham ind i sagen. Det var med varme og

veltalenhed, hun forelagde sagen. Præsten blev grebet af hendes

selvopofrelse, men skønt han gennemrodede sine lommer og andre

gemmesteder, kunne han ikke finde penge nok til formålet. Så

måtte Karen gå andre steder, men nu gik præsten med og optrådte

som Karens kautionist. Så gik det. Det var i stor spænding, at

Karen bankede på den brøsige birkedommers dør. Det var blevet

aften og kontoret lukket. Birkedommeren i slåbrok og med lang

pibe lukkede selv op: “Hvad i alverden er der nu løs. Kan man

ikke en gang få fred i sit eget hus. Hvad vil du?”

Jo, hun kom med de penge til den bestjålne kone i Sørby, om

birkedommeren ville tage imod dem til viderebesørgelse, og så

løslade Line.

“Nå, nå, det er væverpigen fra Skørpinge. Værs’go at komme

nærmere. Ja, det er en mærkelig sag. Sig mig lille Karen - er det

ikke Karen, du hedder - - nu vi er alene her. Hvad bevæggrund,

hvilken tilskyndelse har du haft til at handle, som du gør her.

Du er jo ikke i slægt med enken eller på anden måde knyttet til

hende, så vidt jeg forstår?” Birkedommeren borede sit blik ind i

Karens, for om muligt at finde skjulte, egoistiske bevæggrunde.

Karen udholdt hans blik, mens hun søgte efter et passende svar.

Der randt hende et i tanker, men det lød så brovtende, dog nej,

han skulle have det. “Jeg har altid lært, at man skal elske sin

næste som sig selv; det vil sige, at endnu har jeg ikke lært det

rigtigt.” Det var birkedommeren, der først tog øjnene til sig.

“Ja, jo, det er rigtig nok, men det er kun noget, man siger, det

er umuligt at genemføre det i livet,” svarede han. “Den, der

ikke gør alt, hvad han kan i den retning, mister glæden her i

livet,” svarede pigen.

Birkedommerens stemme var blevet blød, han følte sig som en dreng,

der havde fået en tiltrængt tilrettevisning af sin mor. Med et

dårligt skjult suk sagde han: “Du er den lykkeligste af os to, men

sig mig en gang, hvordan har du båret dig ad med at skaffe så mange

penge, det må da ikke have været let for dig.” Karen fortalte det.

Birkedommeren tilbød af sin egen lomme at betale den gæld, som Karen

havde pådraget sig i denne anledning. Dette afslog hun på det

bestemteste, men hvis birkedommeren ville give Line lidt penge til

at stive hende lidt af med, så ville det være godt. Birkedommeren

tilbød nu - atter af sin egen lomme - at udbetale konen fra Sørby

den forlangte erstatning, så fik ågerkarlen da ikke fingre i disse

penge. “Men forøvrigt skal jeg nok tales ved med den herre,” føjede

han til. Med brev til arrestforvareren om Lines øjeblikkelige

løsladelse tog Karen afsked med birkedommeren, som udviste den

størst mulige hjertelighed overfor hende. Den glæde, som Karen følte

den aften, var, følte hun selv, en meget stor erstatning for kjole,

penge og anstrengelser denne sag vedrørende.

Det blev ikke den eneste lejlighed, Karen fik til at hjælpe

mennesker, men at udmale alle de enkelte tilfælde vil føre for

vidt, og det ville i så fald også blive gentagelser i store træk.

Hun hjalp med egne kræfter og egne midler så langt, hun kunne.

Men ikke nok med det; hun opdagede efterhånden, at der var så

mange mennesker, der kendte hende og hendes gerning. Der var

velhavende folk i Slagelse, der på afstand fulgte hendes færd og

beredvilligt stillede deres pengepung til hendes rådighed, så hun

kunne række langt videre med sin hjælpsomhed. En anden triumf

fejrede hun midt i sommeren 1850. Der var udbrudt en smitsom

mavesygdom enkelte steder på egnen. Særlig hårdt var Slagelse

arresthus ramt. Arrestforvareren, hans kone og alle arrestanterne

var syge. Autoriteterne var i øjeblikket i forlegenhed. Der var

tale om, at Karen skulle passe arrestanterne. Der lød advarende

røster imod dette at sætte en så ung pige på en så udsat post,

men distriktslægen og birkedommeren satte igennem, at det blev

Karen. Endskønt hun ikke tilstræbte at øve moralsk indflydelse

på arrestanterne og endnu langt mindre havde påbud eller instruks

derom, viste det sig, at hun havde betydelige evner i den

retning. Det var ikke ved at prædike eller formane, men ganske

simpelt ved at tage del i deres skæbne og ved at hjælpe dem så

vidt de snævre forhold tillod. Måske også hendes egen faders

skæbne stod for hende. At hans åndelige styrke var nedbrudt under

fængselsophold i hans ungdom var uden al tvivl, dette skulle ikke

ske med disse, der var overladt til hendes omsorg. Det blev dog

overfor de ældre og mere forhærdede arrestanter, at hun kom til

at udøve sin største mission. Der var nogle, der havde tilbragt

perioder af deres liv i forskellige arrester og fængsler, men

aldrig havde de haft en lignende plejerske. Alle kappedes om

hendes gunst, og da de mærkede, at det glædede hende, når de

tilstod, hvad de var mistænkt for, blev der en lang række af

tilståelser på kort tid. De tilstod undertiden ting, som de slet

ikke var sigtet for, bare for at komme til at stå så rene i

hendes øjne som muligt. Det blev siden opgjort, at de ca. 4 uger,

Karen havde arbejdet i arresthuset, var politiets arbejde

formindsket med over halvdelen.

Krigen gik det stadigt småt med. Der havde været våbenstilstand

siden Fredericiaslaget, og folk længtes efter en afgørelse. Nu så

det ud til, at der ville ske en ændring. Tyskerne var også ved at

blive kede af krigen og trak sig tilbage; nu var der kun

oprørerne tilbage, dem kunne vi nok magte. Hans var i

mellemtiden forfremmet til sergent. Allerede efter

Fredericiaslaget havde han fået Dannebrog korset, indtillet

dertil af delingen, han stod ved. Nu var det, som man øjnede en

afslutning på krigen, når den sidste store opgørelse havde fundet

sted. Atter var der stor spænding rundt om i landet, hvor man

havde pårørende, der kunne ventes at komme med. Også Karen var i

spænding, og hun mente selv med god grund, hun kendte Hans’ store

pligtfølelse, der forbød ham at tage hensyn til sig selv i farens

stund. Atter blev hendes bønner mere brændende for Hans’ skæbne,

for fædrelandets skæbne, for alle mennesker, der var i nød og

fare.

Det var nu over midten af juli måned 1850. Nervøsiteten tiltog

fra dag til dag. Man vidste, at hæren nu var på march ned gennem

Slesvig og en dag før eller senere ville støde sammen med

oprørerne. Hvordan ville det gå? Den 25. juli fik Karen brev fra

Hans, hvor han skrev, at i løbet af få dage (brevet havde været 3

dage undervejs) ville sammenstødet finde sted, og der kunne ingen

tvivl være om udfaldet. Hele den danske hær var besjælet af mod

og lyst til at gøre sin pligt, selvom det skulle koste livet.

Endskønt det ikke var tilstræbt i brevet, kunne Karen læse

imellem linierne, at Hans også var i spænding. Der var en

alvorlig undertone i brevet, som det måske blev det sidste.

Efter læsningen af dette brev, blev Karen så angst at hun ikke

kunne passe sit sædvanlige arbejde. Hun følte en så stærk trang

til ensomhed, at hun søgte ud på marken og slog sig ned i en tør

vandrende inde i en rugmark. Hun havde en anelse om, at slaget

stod netop i dag (hvad der også var tilfældet). Her, hvor hun var

alene med sig selv, med naturen, med Gud, fik hendes beklemte

hjerte luft i bøn. Hun bad for sin ven og for den danske sag, og

lagde hele sin sjæl i bønnen - dog nej - det var ikke hele sjælen

hun fik med i “ske din vilje..” Hun prøvede atter og atter.

Tilsidst fandt hun på at bede om kraft til det også. Da syntes

hun, at det hjalp, nu var hun i stand til at tage imod ethvert

budskab, der måtte komme. Næste morgen gik hun til Slagelse,

sikker på at der i dag ville komme nyheder, og ganske rigtig var

der meddelelse om at det store slag havde stået og vore folk

sejret, men også den bitre pille, at der var 3 a 4000 døde og

sårede. Henimod middag begyndte der at komme opslag ved posthuset

over døde. Der var en trængsel ved opslagene, så folk var ved at

træde hinanden ned. En praktisk mand tog sig på at læse navnene

højt, så hele forsamlingen kunne høre det. Det tog lang tid.

Efterhånden kom også navnene på de sårede imellem de døde. Time

efter time gik, og stadig kom der nye lister. Der var så stille i

den store forsamling, kun af og til hørtes en undertrykt hulken.

Hvad der også gjorde det senere var, at der kom adskillige

gengangere fra tidligere ankomne lister. Fejltagelser var

tilgiveligt i det hastværk, listerne var affattet i. Karen var

efterhånden kommet i en tilstand, hvor hun hørte og alligevel

ikke hørte; hun var ikke sikker på, om hun alligevel ikke havde

overhørt hans navn. Den uafbrudte lange anspændelse trættede. Det

var blevet aften og oplæseren havde møje med at se navene. Da

hørte hun tyde ligt: “Sergent Tjæreby letsåret”. Karen spurgte,

om hun hørte rigtigt. Da dette blev bekræftet, udbrød hun: “Gud

ske lov da.”

Hun vaklede ud af trængselen, men faldt omkuld. Hun kom til sig

selv ved, at nogen stænkede vand i ansigtet på hende. Nu da

spændingen var overstået, vendte kræfterne tilbage, og hun kunne

søge hvile. Allerede dagen efter fik hun et kort brev fra Hans.

Han var såret af et bajonetstik igennem venstre overarm. Det var

meget smertefuldt, men absolut ufarligt og i løbet af nogle få

uger helt overstået. Atter steg Karens humør mange grader. Nu

var der håb om, at krigen var sluttet og dermed også udsigt til

bryllup. Der begyndte dog at blande sig betæn keligheder i hendes

fremtidsdrømme. Hvordan var Hans nu? Det var sikkert ikke den

samme Hans, der drog af sted for - ja, hvor længe var det nu

siden - halvtredie år kun - hun syntes, det måtte være meget

længere. I den tid var han blevet opøvet i at byde og kommandere.

Og hende selv. Havde hun ikke forandret sig - jo, sikkert. Var

det til det bedre? Nej, absolut ikke. Hun havde også lært at

sætte sin vilje igennem, og det var måske ulykken. Hun mindedes

ordsproget om to hårde møllesten. Nå, der var ikke tid til

grublerier. Hun ville dog alligevel ikke undvære den tid, om den

også sommetider havde været drøj nok.

Det var atter høst. Det kneb i år mere med arbejdskraft end

nogensinde før, og vejret var ustadigt. Dertil kom den ulempe, at

det var alle de våbenføre mænd, der nu var indkaldt, men det var

samtidig også dem, der skulle svinge leerne derhjemme. Pastor

Bojsen havde en dag i forbigående beklaget sig over dette

forhold, og Karen havde resolut tilbudt sin hjælp et par dage,

som hun kunne afse dertil. Hun havde før i en snæver vending

brugt le, og det kunne hun igen. Kort fortalt. Karen stillede en

morgen i præstegården og fik et mejered stillet sammen, og gik

sin skår med hele dagen. Næste dag var det værre, det var næsten,

som hun var radbrækket, men mandfolkene trøstede hende med, at de

havde de samme kvaler på anden dagen. Det var omsider blevet

midaften (vesperkål), lidt sent ganske vist, fordi præstefruen

var alene om alt arbejdet derhjemme også tillavning af den store

madkurv, der skulle i marken. Drengen, der kom med kurven

fortalte, at der var kommet en eenarmet soldat og gået ind, da

han gik ud af præstegården. Drengen havde tydeligt set det tomme

ærme daske for vinden. Nå ja, det var vel en stakkels invalid,

der gik og tiggede.

Man lejrede sig i skyggen af en travehob, og lod madkurven

vederfares retfærdighed. Da pludselig, uden at nogen anede det,

stod Hans foran dem og sagde “velbekomme”. Det kom så uventet, at

det næsten virkede lammende på Karen, men det var dog kun

sekunder, at det drejede sig om. Hun sprang op og slog armene om

halsen på ham, fuldstændig forglemmende den blufærdighed, der

forbyder bønderfolk, at øve kærtegn selv mod deres nærmeste i

andres påsyn; man fandt dog siden, at det nok kunne forsvares, da

de dog næsten var at betragte som hævet op over bondestanden.

Men - sikken en kraftkarl, han var blevet. En af præstens

tjenestepiger kom til at tænke højt, idet hun udbrød: “Ih, hvor

er han køn.” Dette var også Karens opfattelse, men det var godt,

at også andre kunne se det. Præsten og fruen kom nu også til for

at deltage i gensynsglæden. Den gladeste af dem alle var dog vist

præstens Jutta, som benede ind til byen og kom tilbage med lille

Tullemor; siden hentede hun også lille Jørgen. Samtidig havde hun

fundet lejlighed til at meddele folk, at “væverpigens kæreste er

kommet hjem, han er ude i vor mark, og det er så morsomt, så

morsomt”.

Hans havde imidlertid fortalt, at en af hans højere foresatte

havde tilbudt ham en plads som skovfoged i en af statens skove,

hvad denne officer havde bemyndigelse til. Han havde også tilbud

om, at blive fast ansat underofficer i hæren, men det syntes han

ikke om. Alt dette virkede helt overvældende på Karen, og hun

måtte gang på gang spørge sig selv: er dette drøm eller er det

virkelighed. Er det ikke mig, der er blevet skør og oplever en

lykke, der slet ikke eksisterer.

Årsagen til Hans’ pludselige opdukkende var, at han hurtig var

blevet oppegående patient på lazarettet, hvor han lå. Nu

ræsonnerede han som så, at han lige så godt kunne gå derhjemme

med den dårlige arm, som kun krævede tid for at komme sig. På

hans ansøgning om orlov, havde han fået samtykke, imod at han med

mellemrum skulle stille hos distriktslægen i Slagelse for at få

forbindingen skiftet. Denne havde allerede henvist ham til

væverpigen, det kunne hun ligeså godt besørge som han selv.

Naboer, genboer, ja også fjernere boende begyndte at komme til.

Her var da lejlighed til at få nysgerrigheden tilfredsstillet

angående enkeltheder om det store slag ved Isted. Sådan en mand

måtte sikkert have noget at fortælle. Derfor smed man, hvad man

havde i hænderne og skyndte sig om i præstemarken. Nu foreslog

præsten, at allesammen skulle gå hjem i den skyggefulde

præstehave, så kunne Hans fortælle om slaget.

Til tonerne af “Dengang jeg drog af sted” drog hele processionen

med Hans og Karen i spidsen ind i haven, hvor der et øjeblik

efter var et improviseret folkemøde i gang med Hans som

hovedtaler, men Bojsen beyttede også lejlig heden til en af sin

store fædrelandskærlighed båret begejstret national tale.

Sluttelig sang man, som kun Skørpingerne kunne synge, Ingemanns

aftensange, der da var forholdsvis nye. Senere på aftenen

foreslog præsten de unge at benytte tiden til at holde bryllup.

“For jeg skal sige jer, det er i værk, at jeg skal forflyttes til

Sønderjylland, og jeg ville gerne se jer gift og hjemfaren

forinden.” Man aftalte nu formaliteternes ordning. Kongebrevet

skulle præsten nok få ordnet. Hans, der var soldat, skulle have

sin afdelings samykke, dette kunne ske skriftligt. Det var

derfor næsten før de unge selv vidste af det, at de stod foran

deres bryllupsdag.

De unge havde selv ønsket et stille bryllup, det passede bedst

efter deres forhold, men præstefolkene var af en an den mening.

Her var der lejlighed til at få sagt disse to prægtige mennesker

tak for deres indsats i fædrelandets tjeneste, udført på hver sin

måde.

Gildet skulle stå i præstegården, hvor brudgommen havde boet

siden sin hjemkomst. Præsten bekendtgjorde, at alle var

velkomne, og han føjede nogle ord til om, at her var en lejlighed

til at få sagt tak til brudeparret eller én af dem, hvis man

følte trang dertil. Som skik var den gang sendte de, der ønskede

at komme med, “foring”, d.v.s. madvarer et par dage i forvejen.

Det var ikke fri for, at præstefruen gruede for festens omfang at

dømme efter madvarernes mængde, der strømmede ind. Foruden

spisekammer og kælder måtte hun afse to stuer til mad. At holde

gildet indendørs måtte opgives, man kom til at stole på vejret og

holde det i haven. Foruden maden, der kom, meldte der sig så

megen frivillig hjælp som der var brug for, ja, endda mere til.

Brylluppet var berammet til en søndag eftermiddag efter

gudstjeneten. Kirken var meget for lille efter forsamlingens

størrelse. Præsten foretrak da at gøre ceremonien i kirken så

kort som mulig og holde den egentlige brudetale i haven. Der blev

stillet en intermistisk talerstol op med en sofa fra stuerne

foran til brudefolkene. Alt hvad der kunne skrabes sammen til at

sidde på blev benyttet, men det forslog så lidt. Størsteparten

måtte sidde, stå eller ligge på jorden. I forsamlingen sås

adskillige honoratiores, f.eks. distriktslægen og birkedommeren

fra Slagelse. En officer i galla var der også. Man lagde mærke

til, at brudgommen, der var i uniform - helt ny endda - gjorde

stram honnør, før de vekslede håndtryk. Forsamlingen bestod

ellers af folk fra et stort område, folk, som Karen var kommet i

berøring med mere eller mindre. Mens de forskellige

forberedelser blev truffet, havde brudeparret travlt med at takke

for lykønskninger. Folk var enige om, at det var et ualmindelig

kønt par. Han var, som allerede nævnt, i helt ny uniform med

Dannebrogskorset på brystet, og hun i en brun hvergangskjole

efter samme mønster som hin i sin tid bortkomne. Den gang var det

endnu ikke skik, at bønderpiger optrådte i sort, langt mindre i

hvid kjole.

Da forberedelserne var til ende og en bryllupssalme sunget,

besteg Bojsen talerstolen og bød forsamlingen velkommen. Som

tekst ville han benytte det ord af Jesus: “Alt, hvad I har gjort

mod en af disse mine mindste små, har I gjort mod mig.” Præsten

udviklede nu nærmere, hvor vanskeligt og alligevel hvor let dette

ideal er at leve efter. Men der skal en særlig indstilling til,

for at det kan blive let. Det er ikke alle, der har fået denne

indstilling i vuggegave, men vi har alle ærbødighed over for den

indstilling. Ærbødighed over for den eller dem, der går i Jesu

fodspor og af et oprigtig hjerte søger at efterligne ham. Dermed

er ikke sagt, at disse mennesker er fri for synd “Alle mennesker

er syndere,” som han sagde, biskoppen “selv jeg, som er biskop,

er ikke ganske fri” (munterhed). Forøvrigt skal vi mennesker

vogte os for at bedømme andres synd. Den alen, vi bruger at måle

med, er ikke den samme, som Gud bruger; om hans er kortere eller

længere end vor, véd vi ikke. Som den store folketaler, pastor

Bojsen var, gik han nu over til at tale om forskellige ordsprog,

og anvendte dem på Karen: “Som man reer, så man lig ger”, “Hvad

man sår, skal man høste”, “Vær din egen lykkes smed” o.l.

Præsten sluttede denne del af sin tale med at bringe hende sin

personlige tak, fordi han havde fået lov til at hjælpe hende i ny

og næ, også tak, fordi jeg så tit har følt mig beskæmmet i din

nærhed. Henvendt til forsamlingen spurgte han: “Jeg tror, at jeg

også taler på andres vegne, når jeg nu siger: Tak Karen|” Et

bragende bifald fra forsamlingen var svaret, han fik. Da

bifaldet stilnede af, påbød præsten tavshed ved at klappe i

hænderne. Det blev dødsstille med undtagelse af en kvindes

hulken. Dette var alt for overvældende for Karen, hun måtte have

luft på en måde. Jo, der hørtes også et barns pludren. Det var

Tulles udtryk for glæde. Hun sad på sin moders skød. Der var

nogle, der havde ment, at det ikke var passende at have barnet

med ved denne lejlighed; men har var Karen stædig, hun ville have

sit barn hos sig. Præsten fortsatte sin tale: “Men hermed er vor

taknemlighedsfølelse ikke udtømt. Den Mand, som du har valgt til

din ledsager for livet, skylder vi også tak. Han har stillet sit

liv til fædrelandets tjeneste, det er der mange andre, der har

gjort, og vi skylder dem alle tak derfor. Der er imidlertid

tegn på, at du i særlig grad har været vor fælles moder, gamle

Danmark, en god og uforfærdet søn. Dit Dannebrogskors, din

hurtige karriere, og dit blødende sår taler et tydeligt sprog.

Præsten gik nu over til at udmale, hvilken lykke det er for et

land at have sådan en søn, også som eksempel for alle, men mest

for den opvoksende slægt. Atter sluttede han med at spørge

forsamlingen, om han havde den med sig, når han nu sagde tak.

Atter jubel.

Da præsten forlod talerstolen, var der en stemme i forsamlingen,

der spurgte, om der var andre en præster, der måtte prædike i

denne kirke. - Jo, ordet var frit. Det var distriktslægen, der

også følte trang til at sige Karen tak for den hjælp, hun havde

været for ham og ikke mindst for patienterne. Han fremdrog

eksempler på, hvorledes dødsyge mennesker var blevet oplivet ved

at komme under “væverpigen”s kloge og kærlige behandling. Mod

slutningen af sin tale sagde han: “Og nu vil jeg ønske Dem en god

og lykkelig fremtid, madam Tjæreby for Dem og Deres mand.” Han

havde altid sagt “du” og “Karen”. Dette var altså tegnet på, at

hun nu betragtedes som hævet op over bondestanden, hvad hun

aldrig havde følt attrå efter.

Også birkedommeren følte trang til at sige tak. Også han fortalte

træk, som godtgjorde, at Karen havde ualmindelige evner i

kriminalistfaget. Han beklagede, at hun nu kom ind i forhold,

hvor hun ikke får brug for disse evner. De skulle efter hans

mening være arrestforvarerfolk, men hvis de en gang i fremtiden

ville skifte livsstilling o.s.v.

Derefter kom den før omtalte officer, en præstesøn fra egnen, der

som frivillig gjorde tjeneste ved samme kompagni som Hans. Også

han var lige kommet hjem på orlov og samtidig repræsenterende

afdelingen ved denne lejlighed. Han tog forsamlingen med storm,

da han med lune fremførte sin tale: “Jeg vil begynde med at

erkende en fejl, som jeg er i besiddelse af: jeg er misundelig,

men kun på Dem, sergent Tjæreby. Jeg har misundt Dem for Deres

forhold til mandskabet, der gør, at det altid hænger ved Dem som

ingen andre. Jeg har også misundt Dem for Deres forhold til de

overordnede derved, at De altid har fået Deres vilje sat igenem.

Jeg har også misundt Dem for Deres mod og koldblodighed, når det

gik mod fjenden. Kort sagt, jeg har altid misundt Dem, men dog

aldrig så meget som i dag. At sige at Deres brud er en engel fra

himlen ville vel blive opfattet som profant, endskønt det må være

det sandeste udtryk, efter hvad jeg har hørt i dag, men når jeg

nu afdæmper udtrykket og siger, at det i det mindste må være en

engleunge, så har jeg da ikke sagt for meget.”

Han kom nu ind på at fortælle træk fra feltlivet, som

illustrerede Hans’ mange egenskaber som soldat og befalingsmand.

Han sluttede med at sige: “Da det rygtedes ved kompagniet -

gennem Deres ansøgning -, at De stod i begreb med at gifte Dem,

blev vi enige om, at jeg skulle overbringe Dem kompagniets

lykønskning, og som et synligt og føleligt bevis på vort sindelag

for Dem, fik jeg en pung med til Dem. En pung, som vi alle fra

majoren til den yngste rekrut, har været med til at fylde. Der

skal være 25 rdl. - Værs’god|”

Derefter stod Hans op og takkede for den store hyldest, som var

helt ufortjent. Hvis - men også hvis - de hver for sig havde ydet

noget ud over det almindelige, da havde de det ikke af sig selv,

men som gave fra Gud, og det var derfor til ham, at takken skulle

rettes. Følelsen var ved at overvælde ham, da han sagde: “Tak,

allesammen! Tak!” Præsten bemærkede sig, at Hans ikke var uøvet

som taler og at han var helt fri for den stødende kommandotone,

som mange militærpersoner henfalder til, når de skal tale

offentligt. Nu var folk trætte af at sidde og stå, ja, måske

også af den megen åndelige føde, der var serveret for dem. Det

var også blevet sent midaften. Der blev stillet et langt bord ud

i haven, og maden stillet an på dette.

At sidde til bords i egentlig forstand, kunne der ikke være tale

om, det var der for mange til. Nej, man gik hen til bordet og

forsynede sig med et hønselår, en humpel flæsk, et stykke røget

ål eller et æg eller to, alt efter smag og behag og trak sig

tilbage med det, mens man fortærede det. Man rynker måske på

næsen nu af en sådan servering uden tallerken, kniv og gaffel,

men den var meget naturlig den gang. For bønder var de nævnte

redskaber luksus. Skulle man endelig bruge en kniv, havde alle

mandfolk deres lommekniv ved hånden. Mad var der nok af - god

mad. Man kunne da sagtens gå hen til bordet og forsyne sig

yderligere og derefter trække sig tilbage til græsplænen eller

havegangen, hvor man nu havde slået sig ned, og der hengive sig

til nydelsen af den gode mad. Kun til brudefolkene og deres

nærmeste samt til standspersonerne var der dækket et bord.

Den, der nød festens glæde mest, var sikkert Søren væver, som han

hed nu (førhen Tolle-Søren). Det var næsten ufatteligt for ham,

at han, det tidligere almisselem og skumpelskud pludselig var

blevet midtpunkt eller næsten midtpunkt i sådan en strålende

fest. Birkedommeren og de andre store havde trykket ham i

hånden, og stadig kom der folk, som han ikke anede, hvem var, som

hilste på ham, som han var deres ligemand og ikke den elendige

stodder, som han i grunden dog var. I forbigående hørte han en

dame spørge en anden, hvem den pæne, ældre mand var og fik til

svar, at “det skal være brudens fader.” “Nå, ja, det kan man da

også se, han ligner hende meget. Da træskomandens fra Tjæreby kom

og lykønskede ham, brast han i gråd af bare glæde.

En købmand fra Slagelse, der var kørende, havde allerede på et

tidligere tidspunkt, da han vejrede stemningen, sendt sin karl

hjem med køretøjet for at hente ingredienserne til en meget stor

punchebolle, og nu mens solen forsvandt i vest, kom den dampende

drik på bordet. Det var som den fortættede feststemning nu fik

luft i skåltaler og hurraråb. Der blev drukket skåler for

brudeparret, for brudens fader, for præsten, for alle, som havde

bidraget til festen på en eller anden måde. Skål for kongen, for

soldaterne, skål for hele verden| Hurra| Hurra| Hurra| Ind

imellem sang man Ingemanns aftensange.

Hans og Karen havde listet sig bort fra det larmende selskab og

stod skjult af en hængeask tæt omslynget og betragtede det gyldne

aftenskær i vest. De var så overfyldt af indtryk fra denne

bevægede dag, at de ikke nænnede at bryde tavsheden og dermed

stemningen, som situationen skabte. Stilheden blev imidlertid

brudt af klokkeren, der af bare festiver havde glemt at ringe

solen ned, men nu huskede sin pligt. Karen spurgte: “Véd du,

Hans, hvad jeg er så uendelig glad for i dag.” “Ja, jeg kan vel

nok gætte det. Det samme, som jeg er glad for.” “Fordi vi ikke

fik lov til at bestemme vor egen skæbne, så havde vi ikke oplevet

denne dag,” sagde Karen, og hun vedblev: “Kan du forresten huske

i aften for tre år siden?” “Hvad var der da,” spurgte han. “Ude

i Trines tørvemose,” svarede hun. — Mens bedeslagene rungede i

den stille sommeraften, sagde disse to mennesker tak for, at

livet ikke havde formet sig efter deres hoved.