Hvorledes herremanden til Basnæs skaffede sig en ny kone.

Fra gammel tid:

Hvorledes herremanden til Basnæs skaffede sig en ny kone.

Og andre interessante træk af “Don Juan”en,

Chr. Fr. de Boysset’s bevægede liv og levned.

I “Søndags-Tillæget” for 4. februar fandtes en artikel om et

gammelt dokument, et brudstykke af en fundats på et legat fra

Basnæs til Tjæreby skole på 1000 rdl. Ved at læse dette dokument

kom man uvilkårlig til at spørge sig selv, hvad dette har været

for en mand. Han må have været forud for sin tid, og må have

indset, at det, som almuen først trængte til, var kundskaber.

Kort sagt: Det må have været en Reventlov i mindre stil. Ganske

vist synes den megen religiøsitet noget opstyltet, men

opstyltethed var netop den tids smag, så det kan være, at tidens

mode var skyld i dette.

Den, der skriver disse linier, fik lyst til at undersøge, hvad

der kan findes endnu om denne formentlige idealist.

Undersøgelsens resultat blev overraskende og skal gengives her i

sammentrængt form.

CHRISTIAN FREDERICH DE BOYSSET el. Boisset (udt. Boussé) er født

1692 som søn af daværende Major Lorentz de Boysset og Elisabeth

Stuart. Faderen var franskmand og skal være kommet her til

landet 50 år gammel i 1683.

Sønnen skulle også gå militærvejen. Kun 17 år gammel begyndte han

som fendrik. Den afdeling han stod ved blev lejet ud til

krigsbrug. Det var under den europæiske Syvårskrig og afdelingen

var i engelsk-hollands sold og kæmpede i Flandern. Her deltog han

i forskellige slag, men hans militære løbe bane blev dog hurtigt

afbrudt. Han og to kammerater lavede nemlig natlige uordner og

blev arresteret. De brød imidlertid ud af arresten og lavede

endnu mere uorden, ved at affyre flere skud igennem det vindue,

hvor deres angiver boede. Derefter flygtede de over til fjenden.

Hans senere hustru Cecilie Frederikke Sohr og hendes fader oberst

Sohr, var dem behjælpelige med flugten. Dette kom obersten dyrt

at stå; han fik sin afsked derfor.

Man hører nu ikke noget til den unge B., en tid, han har

formodentlig flakket om i udlandet, men 1713 går hans fader, som

nu er general, til kongen, hvor han går i forbøn for sønnen.

Denne er nemlig blevet dømt til at “arcibuceres” (henrettes ved

skydning). Kongen lader sig også formilde, men den unge B. får

dog sin afsked fra hæren.

På dette tidspunkt køber den gamle Basnæs. Det ligger nær at

antage, at det er for at give sønnen lejlighed til beskæftigelse.

Denne blev samtidig gift med før nævnte Cecilie Frederikke.

Hvordan deres ægteskabelige liv har formet sig i førstningen, ved

man ikke, men det kan næppe have været for godt, da han var en

udpræget Don Juan-type. Miitærhistorikeren Hirch omtaler så ledes

8 uægte børn, som han skal have haft med forskellige kvinder af

overklassen, og når man undersøger hans senere forhold, finder

man formodninger og hentydninger til adskillige forhold med

kvinder af underklassen. Dog forstår han at mage det, så der ikke

kan findes beviser mod ham. Det synes dog at gå roligt, så længe

den gamle lever. Fra 1720 har denne trukket sig tilbage fra

militærlivet og taget ophold på Basnæs. Hvis man kan stole på

hans opgivne fødselsår, har han da været 87 år.

Som sagt, så længe han levede, hører man ikke noget fra Basnæs,

men så snart han er død 1728, vil den unge B. skilles fra sin

hustru. Blandt hans elskerinder var nu også præstekonen i

Magleby. Hun hed Anna Cathrine Maar f. Toxværd, datter af præsten

i Egeslevmagle og gift med præsten Otto Olsen Maar i Magleby.

Hun må have gjort særlig indtryk på B., for de bestemmer, at de

vil gifte sig. Dette havde dog sine store vanskeligheder, da de

begge var gifte i forvejen. Men vanskelighederne er til for at

overvindes, og overvundne blev de, selv om det kostede store

anstrengelser og varede længe.

Fru B. ville under ingen omstændigheder skilles fra sin mand, og

man skulle synes, at dette allerede var en uoverstigelig

hindring; men for B. var det kun en spore til fornyet

anstrengelse. Han rejste en tur til Hamborg, og tog en derboende

“sanger” Kayser med til Basnæs, hvor han indførte denne som Baron

Lavalde. Straks derpå rejste B. bort fra Basnæs, medtagende deres

2 børn (døtre) og deres lærerinde. Han må have stået i hemmelig

forbindelse med Kayser, for han forstod at komme tilbage i det

for ham selv gunstige øjeblik. Han kom til gården hemmelig om

natten, og med nogle tjenestefolk til vidner trængte han ind i

K.s kammer, ikke den almindelig vej, men gennem fadeburet, og

traf sin kone dèr, “ikkun iført en liden underklokke”. Det er

betegnende, at hans gode forhold til K. ikke led nogen skade,

tværtimod. Kayser forlod dagen efter gården i B.s vogn. Han

mission var endt.

Som man kan tænke sig, anlagde B. nu sag mod sin kone for

ægteskabsbrud. Desværre kan man ikke følge sagens gang skridt

for skridt, da der er for svundet så mange af de gamle papirer,

men sagen kommer for højesteret først på året 1734. Men også her

mangler der meget, proceuren er gået tabt, lige ledes præmisserne

og selve dommen, men voteringerne er bevaret; de fylder 62 tæt

beskrevne foliosider. Af disse kan man læse meget om sagen og

slutte sig til en del.

Man kan se, at der først har været nedsat en kommission. Den

bestod af adelige og gejstlige med biskop Worm som formand. Vel

nok på foranledning af biskoppen blev der afæsket følgende

præster her på egnen kaptajn B.s “skudsmål”: P. Friis, Skelskør,

Lars Mariager, Tjæreby, Olivarius, Ørslev, og Maar, Magleby. Så

vidt man kan skønne, har Friis’ og Olivarius’ “skudsmål” både næb

og kløer mod B, Lars Mariager har forstået at balancere imellem

begge parter, men han var jo også i høj grad afhængig af Basnæs,

da ejeren heraf havde kaldsret til hans embede. Hvad Maar angår,

så skete her en ubegribelig og uhyggelig ulykke, idet han faldt

ned fra kirketårnet og slog sig ihjel, inden han fik skrevet

noget.

Magleby kirkebog siger herom:

“1729 - 28. marti Begrabet vor sognepræst Otto Maar. Faldt ned af

kirkens tårn gennem det vestre lydhul, da han var steget op i

samme for at se efter hans karl, som var ved stranden for at

hente sand. Han slog sig ihjel på stedet.”

Det må vel nok siges at være et uheld af stor betydning, da denne

mand vel var den, der bedst af alle kunne give B. “skudsmål”.

Nærmere oplysninger om ulykken findes ikke, men der er vel tre

muligheder at regne med: At der har været en eller flere, der har

“hjulpet” ham ud. Eller at han selv har styrtet sig ud for ikke

at kompromittere sin kone. Eller også, at det er sket ved et

uheld, som kirkebogen beretter. Det sidste er vel det mindst

sandsynlige.

Kommissionens kendelse gik B, imod.

Ved kgl. resolution fik højesteret påbud om at bedømme sagen. Man

kan slutte sig til, hvilken opsigt sagen har vakt. Højesteret er

også gået meget grundig til værks; som fortalt fylder

voteringerne 62 sider, og højesterets tid har været optaget af

denne sag i over 3 uger.

Man kan ikke frigøre sig for den tanke, når man læser derom, at

personlig sympati eller antipati i nogen måde også har fundet vej

ind i denne høje ret. De mest modsatte synspunkter har givet sig

udtryk hos de forskellige dommere. F.eks.:

“Vi dommere kan ikke dømme efter løse udsagn, hvor sandsynlige de

ellers kan lyde. Vi kan kun dømme efter beviser. Det eneste bevis

og faste punkt, der findes i denne sag, er, at fru B. er grebet i

ægteskabsbrud.”

Og fra den modsatte side:

“En dommer kan ikke ubetinget tage et bevis for gode varer, når

det er fremskaffet på kunstig, ja næsten forbryderisk måde, men

må se på, hvad hans egen og andre troværdige folks forstand og

følelse siger.”

En siger:

“Fru B. var ikke en så naiv lille tåbe, at hun ikke kunne

gennemskue sådan en fyr som Kayser, men har følt behag ved at

kokettere med en person af hans type.”

Atter en anden siger:

“Der er i denne sag udfoldet så djævelske intriger, at ikke selve

satan kunne udpønske noget mere raffineret.”

Der er adskillige dommere, der breder sig over mange sider i

protokollen, og alle har de et eller flere særstandpunkter. Det

ser dog ud til, at der er flere, der samler sig om, at B. skal

aflægge ed på, at han indenfor et vist tidsrum ikke har haft

samkvem med to nærmere betegnede kvinder, og at han ikke har haft

lod eller del i komedien med Kayser.

Om det blev på dette grundlag, at dommen blev fældet, vides ikke,

men nok er det, at han vandt sin sag og skulle have de to børn

udleveret. Den 7. marts 1734 blev de separeret.

Enkepastorinden blev siden gift med ham, men først på hans

dødsleje i 1744. De have et barn sammen forinden.

Når man nu efter at have set et glimt af hans levned igen spørger

om bevæggrunden til hans gave (legatet), så må man revidere sin

tidligee opfattelse. Ganske vist er bevæggrunden ikke vanskelig

at få øje på, men den ligger i en hel anden plan. Denne mand med

sin bevægede fortid, dødsdømt, men benådet, og som, da han

stiftede legatet, stod i begyndelsen af sin skilsmissesag, havde

den enevældige konges beågenhed behov i så stor ud strækning som

der kunne erholdes. Nu véd vi alle, at den daværende konge, Fr.

4., havde skolebyggeri til kæpest. Selv oprettede han alle sine

bekendte rytterskoler og opfordrede godsejerne tidlig og sildig

til at gøre ligeså på deres godser.

Ligeledes skimter man en beslægtet bevæggrund. Rang og titel var

helt uundværlig for en mand med agtelse for sig selv. Manglen

deraf beviste netop hans forhold til kongen og dermed til den

finere portion. På den militære rangstige var B. kun nået til det

nederste trin. Det var nødvendigt at ofre noget for at bøde på

dette. Man ser da også, at han får titel af kaptain straks efter

legatets stiftelse, og før sin død blev han oberstløjtnant.

Kulturhistorisk er fundatsen af stor værdi. Man får i enkeltheder

at vide, hvordan sådan en skole er indrettet. Lærerens

kvalifikationer m.m. Hvordan undervisningen skal foregå. Tiden,

som skal bruges dertil o.l.

Skolehuset er 8 fag bindingsværk delt i to rum: skolestuen og

beboelsen, samt en forstue og et lille køkken. Stenbro i forstuen

og køken, murstens gulv i de andre rum. 2 borde i skolen og 3

faste bænke og nogle løse skamler. Lønnen er de 50 rdl. om året,

af fire gange at hæve på Basnæs samt 30 læs tørv leveret af

bønderne. Hverdagsundervisning, som om sommeren skal vare fra kl.

6 morgen til 6 aften, med 2 timers middag. Om vinteren fra 8 til

4 med 1 times middag.

Den, der skal antages til lærer er

“… en karl, som er godt inde i Luthers lille Katekismus med

forklaringer, og skal kunne læse, skrive og regne og fremfor alt

føre et lydefrit levned.”

Endvidere bliver stiftets biskob anmodet om at holde øje med

skolen, at alt går, som det skal, nu og i fremtiden og navnlig

holde godt øje med lærerens private liv, og skulle der komme

biskoppen noget andet for øre, da straks at melde det til Basnæs,

så skal den fyr nok blive ordnet.

Man skulle synes, at et så energisk skolearbejde hurtig måtte

have båret synlig frugt. Dette var dog langtfra tilfældet. 100 år

efter er der kun en meget enkelt bonde, som kan skrive sit eget

navn.

Men her spiller den økonomiske tilstand blandt bønderne på den

til sikkert en stor rolle. Til belysning heraf skal citeres en

indførelse i sognets fattigprotokol 1735 af præsten Monrad i

Tjæreby. Det er en undskyldning for, at han har brugt lidt af

pengene i kassen til de almisselemmer, der skulle have deres

underhold af bønderne. 7 gårde skulle underholde 1 almisselem:

“… thi som tilstanden iblandt mange af sognemændene er så slet,

at de ofte selv ikke har så meget brød, som de kan æde, så måtte

de fattige enten lide hunger eller stjæle, om de til deres ophold

fik intet andet end det, som hos bønderne er at bekomme.”

Kr. Pedersen.