Fattigvæsenet på “Jeppe’s” tid.¶
Sorø Amtstidendes Søndags-Tillæg den 3. marts 1935
Et interessant lille arkivstudie fra Tjæreby
af Kr. Pedersen
I en krisetid som den nuværende, hvor alle beklager sig i høje
toner over tidernes ugunst, kan det have sin interesse at kaste
blikket tilbage på svundne tider og deres kriser med deres
årsager og virkninger.
En krise af meget stort omfang gennemlevede Danmark, eller
navnlig den danske bondestand for 200 år siden. Det var en krise
af et meget langsomt for løb, og den hårdhed hvormed den
optrådte, kan ingen nulevende gøre sig nogen forestilling om,
uden at have adgang til samtidige aktstykker.
Et sådant aktstykke findes i Tjæreby Sogneråds arkiv i form af en
fattigprotokol, som begynder anno 1734. Vel må det siges at være
en ensidig oplysning den giver, da den mest omtaler de fattigste
medlemer af samfundet, men samtidig kaster den strejflys over
deres forhold, som skal hjælpe de fattige.
Først et par ord om fattigvæsenets historie.
I den katolske tid var det kirken, som tog sig af de fattige, og
ved reformationen var det præsterne, som overtog denne arv.
Disse skulle ved hjælp af godvillige gaver fra menigheden holde
den værste nød fra dørene hver i sit sogn. Forøvrigt var
fattigdommen vist ikke særlig hård den gang, da enhver der
nogenlunde kunne, havde pligt - efter de uskrevne bylavslove -
til at hjælpe hver sine nærmere og fjernere pårørende, og da
disse medlemmer af bylavene - ved indgifte - alle var mere eller
mindre i familie, blev så godt som alle hjulpne.
Men efterhånden som bøndernes kår forværredes, blev der flere og
flere, som præsten skulle hjælpe, og da de godvillige gaver blev
færre, måtte regeringen til at bestemme gavernes størrelse for
hver enkelt, altså en regulær fattigskat, som dog stadig beholdt
navnet “godvillig gave”. Heller ikke dette kunne forslå. Der var
stadig hjælpeløse stakler, som vel havde husly, men ikke kunne
forhverve noget og ingen pårørende havde, der kunde hjælpe dem.
7. april 1732 kom der en kgl. reskript, der befalede, at 7 bønder
skulle hjælpes ad med at underolde et almisselem, således at en
bonde skulle bespise det en dag, den anden den næste dag og så
fremdeles alle ugens 7 dage. Hvad yderligere fattiglemmet kunne
trænge til, klæder o.l. skulle præsten så give af sin kasse.
På den måde kunne 8 à 10 fattige få deres ophold i Tjæreby Sogn.
Men foruden disse - man kan næsten sige priviligerede fattige -
var der mange, der ikke havde noget fast opholdssted, som derfor
var henvist til at opretholde livet ved tiggeri, eller hvordan de
nu bedst kunne komme af sted med det. Disse måtte dog også
undertiden have en håndsrækning fra præstens kasse.
Den omtalte protokol er et nøjagtigt regnskab over fattigkassens
indtægter og udgifter i Tjæreby Sogn i en lang årrække.
Protokollens blade er delt med en streg på langs midt på siden.
På den første halvdel står almisselemmets navn samt begrundelsen
for, at hjælpen er nødvendig: F.eks. Karen Mikkels, som er
gammel, arm og affældig. Overfor på den anden side står:
Forsørgere ere: Degnen, Didrik, Søren Pedersen, Christen
Skomager, alle af Tjæreby, samt skræderen og smeden i Vedskølle.
Man ser, at landsbyhåndværkerne var iblandt de højst beskattede.
Denne protokol skulle hvert år sendes til revision af provsten og
inspektøren for de fattiges kasse. Den skulle derfor være ført
nøjagtig ikke blot regnskabs mæssig, men også således, at de
nævnte autoriteter kunne se, at retfærdigheden var sket fyldest.
Derfor skulle almisselemmets trang begrundes hver for sig, f.eks:
Anders Væver, som er gammel og blind, Døve Kirsten, som er
popelich slagen og har krampen på den ene hånd, eller Niels
Gagge, som er ældgammel, blind og moxom døv og dum, eller Maren
Smeds, som er ældgammel og går i barndom. Således fremdeles.
Trangen til hjælp har ikke manglet. Hvorledes med evnen til at
hjælpe? Det får man et godt indtryk af gennem følgen de
hjertesuk, som Tjæreby-præsten, Jørgen Monrad, slutter regnskabet
for 1736 med:
“Således har jeg endnu i dette såvelsom de forrige åringe fundet
fornødent, mellemstunder at assistere sognets fattige af de
fattiges penge, thi som tilstanden iblandt mange af sognemændene
er så slet, at de ofte selv ikke har så meget brød, som de kan
æde, så måtte de fattige enten betle, hungre, om de til deres
ophold fik intet andet end det, som hos bønderne er at bekomme.”
Hermed har præsten med få ord tegnet et tydeligt billede af
tilstanden på den tid, og der er mange træk, der udfylder og
forstærker billedet. Gang på gang kommer det tydeligt frem, at
det er virkelig for stor en byrde at på lægge den eller den at
skulle bespise et menneske een dag om ugen. Hør såle des: “Hans
Hansens barn (i Tystofte) som stedse ligger ved sengen og er i al
sin adfærd som et spædbarn, endskønt det er 20 år gammel. Har vel
sin fader leende, men han er selv trængende. Opholdes af: Dets
fader og Morten Nielsen. De øvrige (9) mænd i byen har selv
intet”.
Stadig støder man på udtalelser som denne: N.N., som skal deltage
i under holdet af P.T., er selv så fattig, at han behøver
almisse.
Da det måske kan have interesse at se, hvor små penge man den
gang opererede med i et kommuneregnskab, skal anføres hele
indtægtssiden for et år (1739):
1739 er indkommet:
Rdl. Mk. Sk.
1. De gejstliges godvillige
gaver, nemlig af:
Præsten.......................... 2
Degnen........................... 2
Skoleholderen.................... 4
2. De verdslige gaver, nemlig af:
Forvalteren på Basnæs............ 1
Hollænderen...................... 1
Urtegårdsmanden.................. 1
Skytten.......................... 1
Skomageren i Tjæreby............. 8
Smeden i Vedskølle............... 8
3. Almuens kontingent............... 3 1 15
4. Blokkepenge...................... 3 3½
5. Tavlepenge ved de 3 store
højtider......................... 1 1 15½
6. Byttepenge givne til gæstebud.... 3 10
----------------
Og er indtægten 1739 ialt 10 4 12
----------------
Hvoraf jeg på den af provsten
berammede tid skal levere fra mig
til Herreds-cassen een
4de part, nemlig................ 2 4 3
Og beholder da, om inspektørerne
så behage til videre distribu-
tion blandt sognets fattige
ligesom de forrige åringer de
øvrige 3/4 dele.................. 8 9
----------------
10 4 12
Tjæreby, 24. juni 1739
J. Monrad
Den tilsvarende udgiftsside vil blive for vidtløftig at gengive
en extense, da det er stykket ud i bare småportioner. En har fået
8 skilling en dag til føde og en anden dag 4 skilling til et par
træsko eller lignende. Helt hjerteskærende kan det føles, når man
træffer poster som følgende: “N.N. har i sin store brødtrang fået
8 skilling.” eller “P.P., som i foråret blev sat fra sin gård har
fået 1 mk. til føde.
Jo, vist har man kendt til kriser før; men ingen steder finder
man hentydninger til, at det er vedkommendes egen skyld. Dog er
der en kvinde med 3 uægte børn, som har fået nogen hjælp; men da
præsten opdagede, at hun skulle have det fjerde, bliver kassen
smækket i for hende. Men til trods for al den elendighed finder
man mange træk om godgørenhed, så vidt forholdene tillod det.
F.eks.: “Marcus Jensen i Egeslevlille og hustru døde straks efter
hin anden i januar 1739 efterladende sig slet intet af værdi uden
en del nøgne børn, hvilke forældrenes slægtninge tog sig af
undtagen et, som ingen ville modtage, hvorfor jeg med
inspektørens aprobation har måttet akordere med Ole Jensen i
Egeslevlille, der vel er barnets pårørende, men derhos meget
fattig, at han årlig, så længe barnet er spædt, i 2 terminer
skulle nyde af de fattiges penge, 2 rdl., til hjælp til dets
underhold.”
(1750) “Et hittebarn, som for 2 a 3 år siden blev fundet i en
kålhauge i Tjæreby: Opholdes af Niels Nielsen, som af egen
kristelig drift har påtaget sig at opholde det alene.” Når man nu
vil prøve at efterspore årsagen til den hårde krise som landet
gennemgik, så kan svaret udtrykket i to ord: Forfejlet politik.
Enevælden, som endnu ikke var 100 år gammel, var i sin oprindelse
et frem skridt for landet, men denne regeringsform havde allerede
vist sine store skyggesider. En af disse var, at der ingen bremse
var på de respektive kongers forfængelighed. Lad os blot tænke på
hvad denne - netop i den omhandlede tid - har kostet landet både
af penge og blod i de meningsløse krige med Sverrig.
Forfængeligheden gik også i retning af pomp og pragt ved hoffet.
Man skulle ikke stå alt for lang tilbage for pariserhoffet.
Følgen blev selvfølgelig, at hofadelen fulgte efter så godt det
lod sig gøre, og landadelen - ja, hvem ville stå tilbage - kort
sagt: Levefoden blev sat op; men hvem skulle betale? Ja,
skatteskruen blev sat i gang over det hele, men den gang som nu:
Alle steder, med undtagelse af bondestanden, kunne tid efter
anden få byrden af sig. Adelen havde, fra gammel tid haft pligt
til at stille mandskat til rigets væbnede magt, men det var i al
stilhed væltet over på bønderne. Jeppe på bjerget, som er
samtidig med det tidsrum her er omtalt, havde stået 10 år i
“Malisen”, og der var mange af hans standsfæller, der havde gjort
ham selskab. Herremandens rolle var nu indskrænket til at udpege
dem, der skulle af sted.
For de øvrige skatter kunne herremændene i nogen måde få vederlag
ved at forhøje landgildet af bønderne. Denne måde var dog noget
langsomt virkende, men desto hurtigere gik det, når man stillede
større krav til bøndernes arbejdsydelse, hoveriet. Hvis ikke
gårdens drift krævede hele den store arbejdsstyrke, som stod til
rådighed, så kunne grundforbedring af hovmarken tage resten.
Købstæderne kunne også få en stor del af byrderne væltet over på
bønderne i kraft af handels- og håndværkermonopoler, der gjorde,
at bønderne skulle købe deres varer der. For yderligere at
forhøje byrderne, blev bønderne bundne til stavnen, så de ikke
måtte forlade det gods, på hvilken de var fødte, og derved blev
fuld stændig prisgivet herremanden. Når det nu gik således,
slægtled efter slægtled, skulle der blive fattigdom med alle dens
følger. “Man siger nok, at Jeppe drikker, men ikke hvorfor han
drikker”. Ikke underligt, at man tid efter anden i andre stænder
kom til at se ned på bønderne som 3. eller 4. kl.s mennesker, som
skulle behandles på en særlig, grovkornet måde. Og gammel vane
har lange rødder-
Endnu i halvfjerdserne i forrige århundrede var der præster og
andre embedsmænd, som altid tiltalte folk af bondestanden med
“du”, men ve den arme bondemand, som gjorde gengæld. Selv
købstadsfolk, hvis skæbne den gang som nu var så nær knyttet til
bøndernes, så meget nedladende på disse. Det gjaldt om at holde
sig så fjernt som muligt fra alt, hvad der smagte af bondekultur.
Dette er tanker, som uvilkårligt melder sig ved undersøgelse af
den tids forhold på denne egn, og formodentlig store dele af
Sjælland på Holbergs tid. Det viser, hvad en forfejlet politik
kan udrette, først på bønderne, men derigennem på hele landet.
Den sandhed, at når bønderne har penge, har alle penge, var ikke
anerkendt den gang, og det kniber undertiden endnu at få den
anerkendt. Men historien har en tilbøjelighed til at gentage sig,
om ikke i enkeltheder, så dog i hovedtrækkene. Og det er ikke
underligt, da det så nøje hænger sammen med den menneskelige
natur: Det, man har i hånden, det, som er nærværende, kan man se
alle mulige fejl ved, men det, som endnu er på afstand eller
forlængst er passeret, ser man kun lyssiderne ved, med mindre man
som i dette tilfælde, tilfældigt får glimt at se af fortiden.
Kr. Pedersen, Egeslevlille.
