Da de Espe bønder søgte bistand hos en vinkelskriver fra Korsør.

Et brev til kongen, der aldrig blev afsendt.
Sorø Amtstidende’s SØNDAGSTILLÆG 3. april 1938
Af Kr. Pedersen, Tjæreby.
Her skal fortælles et træk fra Vestsjælland, der bekræfter
rigtigheden af andre udmalinger af bøndernes yderst dårlige kår i
det 18. århundrede, nanvlig deres store afhængighed af
herremanden. Stoffet er hentet fra gamle aktstykker i
landsarkivet og er i sig selv meget malende. Sagen drejet sig om
daværende ejer af Espe gård og gods, løjtnant J.R. Quistgaard og
hans fæstebønder, løjtnantens fader var justitsråd Morten
Quistgaard til Gerdrup og Lyngbygaard, som allerede 1760 havde
begyndt med udskiftning af bøndergods. Han var en efter tidens
forhold meget dygtig mand og en human godsejer for sine bønder,
men han var en konservativ natur på adskillige områder. Han var
medlem af den store landvæsenskommission, der blev nedsat 1786,
og her gjorde han sig bekendt med, at han var det eneste medlem,
der stemte imod stavnsbåndets løsning. Utallige skal de
sammenstød have været mellem ham og rentemesteren Chr. Colbjøren,
som var sjælen i hele denne bevægelse.
Dette forhold skal have været årsag til, at Quistgaard ikke blev
adlet, da han ansøgte om det. Det er nødvendigt at kende dette
forhold for bedre at forstå det følgende.
Løjtnant Quistgaard var altså ejer af Espe i 1797. Først i dette
år kom han under vejr med, at der var en bevægelse i gang blandt
hans fæstebønder, om at de ville føre klage over ham.
Formodentlig med faderens spændte forhold til regeringen - og
navnlig Colbjørnsen - for øje, er det ham om at gøre at komme
klagerne i forkøbet eller måske helt bremse dem. Til den ende
lod han sine bønder stævne til forhør ved Flakkebjerg Herreds ret
i Skelskør, hvor de hver især skulle svare på 29 spørgsål. Af
spørgs målenes art kan man se, at akterne skulle læses af ikke
lokalkendte mænd. Hele forhørets karakter minder om militære
disciplinærforseelser.
Spørgsmålene lød som følger:
1. Kender i Jørgen Frederik Kofod i Korsør?
2. Har I tilligemed flere af Espe bønder begiert af ham, at han
skulle skrive klage for jer over jeres husbond?
3. Hvor mange klager har i begieret, at han skulle skrive?
4. Til hvem var disse klager skrevet, var de til jer husbond, til
amtmanden til kanceliet eller til rentekammeret?
5. Hvem af Espe bønder begyndte først på eller talte om, at der
skulle føres klage over jeres husbond?
6. Hvad var det I ville klage over?
7. Har I forening* med jer husbond om hoveriet?
8. Har i ikke tilstået denne forening for amtmanden efter, at den
var jer forelæst og betydet?
9. Har I siden gjort mere hoveri end efter foreningen?
10. Har I selv begiert af jer husbond siden hoveriforeningen blev
sluttet, at I måtte gjøre hoveriet ligesom forhen?
11. Har jer husbond siden pålagt jer mere hoveri end efter
foreningen?
12. Har I årligt svaret al den landgilde, som I efter jer fæstelser
skulle yde?
13. Har jer husbond affordret jer mere end efter fæstebrevet?
14. Véd I, hvem der har indsendt eller bortsendt de klager, som Kofod
for Espe bønder har skrevet?
15. Véd I og kan forklare hvad indholdet var af disse klager?
16. Har Kofod, efter at han havde forfattet klagerne, oplæst dem for
jer og betydet indholdet?
17. Har I bedt ham om at underskrive klagerne på jeres vegne, og om i
så fald om dette da skete efter at klagerne var jer forelæst og
betydet eller før?
18. Hvor mange gange har I talt med Kofod om at skrive klage for jer,
og når har I derom talt med ham?
19. Har I betalt noget til Kofod for at skrive klage for jer, samt
hvad og hvor meget?
20. Har I lovet ham noget derfor, som I endnu skylder, og hvor meget?
21. Hvad har Kofod lovet jer, at I skulle profitere derved, at han
skrev for jer eller har han sagt, hvad han ville og kunne for
hjælpe jer til, og hvori dette skulle bestå?
22. Er de byer udskiftet og udflyttet, hvori I boer?
23. Hvor mange gårde er udflyttet, og hvor mange blev liggende i de
byer, I bor udi?
24. Hvor meget hartkorn ligger til jerres gård.
25. Hvor meget landgilde har I hidentil haft årligt?
26. Hvor meget landgilde har I pligtig at svare efter jerres fæste-
brev?
27. Hvor langt har I fra jerres by til Espe?
28. Hvormange af jer var med Kofod i København?
29. Hvem gav befordring og med hvor mange vogne blev rejsen forret-
tet?
Der kom imidlertid ikke noget egentlig resultat af forhøret, idet
ingen vilde vedkende sig sagen. Der blev ganske vist afhørt 3
mænd, men de kendte ikke noget til en sådan klage, og kunne ikke
give oplysning desangående. Man kan derimod se, at de alle stod
til restance med landgildet. At der har været noget om det
alligevel, viser et andet dokument, som findes i samme samling.
det er sålydende:
Til kongen!
Den store nåde og retfærdighed, som Derres kongelige Majestæt
stedse beviser imod Derres retslige og tro undersåtter, som og
ved at lindre landalmuens trykkende byrder giver os dristighed
allerunderdanist at andrage.
Den anno 1792 d. 22de og 30. oktober indgåede forening med
leiutnant Quistgaard til Espe Gods og Gård i Korsør amt, som også
er underskrevet af amtmand Scheel. Allernådigste Konge vi være
enfoldige i love og rettergang samt i skrivemåde ukyndige og
uoplyste bønder: vi frygter Gud og Kongen og vore fædres land.
Vi er bestemte til at dyrke jorden og værne landet mod dets fjender.
Vi véd ikke om den før nævnte forening er overensstemmende med
Derres kongelige Majestæts milde hensigter at lindre landalmuens
trykkende byrder, da vi frygter, at det skal opfyldes man ser i
møde hvor savn såvelsom koners og uforørgede børns ruin og
ødelæggelse og daglige tiltagende armod og fattig dom. Vi anråber
grundet på foranførte Deres kongelige Majestæt om nåde og
barmhjertighed, og at det må blive undersøgt, om vi frivillig
eller ved vrangforestillinger er blevet forledet at indgå den
førnævnte forening skal ske fyldest, og at vi mundtlige på en
gang skal vedtage og indgå samme. Ikke enkelte mand at blive
fremkaldt under udvist adfærd, da tror vi foreningen med god
grund kunne kaldes en af frygt indgået forening, men ikke
frivillig.
Oh vor ejegode og allernådigste Konge| hør vor allerunderdanigste
bøn og ved Derres kongelige Majestæts allernådigste befaling lad
vort andragende blive undersøgt og vort hoveri blive bestemt af
Derres kongelige Majestæt som vor fader og velgører. Vi skal da
med tårefyldte øjne af uforfalskede hjerte velsigne Derres
kongelig Majestæts fodspor og højtideligt lovsynge Derres store
nåde og retfærdighed mod os.
Allerunderdanigst
Den 10. marti 1797.
Andreas Hansen Johan Jensen Per Søren Jørgen Nielsen
Per Andersen Otto Hansen Niels Christensen (alle af Boeslunde)
Ole Persen Per Christensen fra Neble Niels Tornsen Per Andersen
fra Bøgebjærg Hans Jeppesen fra Neble
Dette dokument er sikkert aldrig blevet afsendt, men kun benyttet
som kladde. Denne tanke bestyrkes også af, at alle navnene er
skrevet med samme hånd som det øvrige og ikke med bomærker, som
bøndernes underskrifter altid bestod af - H P S eller lignende.
Hele bevægelsen løb ud i sandet for bønderne, og der kom ikke
noget ud af det hele. Om årsagen dertil har man kun gisninger.
Den mest nærliggende er, at de har manglet en fører, som turde
tage ansvaret og lægge ryg til - både bogstaveligt og i overført
betydning -. Også herremandens modtræk med forhør og rettergang
har nok skræmmet dem.
Sagen i sig selv affødte imidlertid en anden retssag, der kaster
lys - i nogen måde - over forholdene.
Den dag da en del af Espe bønder var i Korsør for at få klagen
skrevet, traf de en mand fra Neble, Morten Andersen, som også var
fæster under Espe. Da han hørte hvad det drejede sig om, ville
han også være med. Han var med oppe hos Kofod og lovede at ville
stå last og brast med de øvrige. Da Kofod siden krævede ham for
hans part af honoraret for sit arbejde, nægtede Morten Andersen
at betale noget, da der ikke kom noget ud af det. Kofod anlagde
sag mod ham, men hvad der blev af den sag, meler historien intet
om, men sagtens et privat forlig, som ikke er blevet skrevet
nogen steds. Det interessanteste ved denne sag er et indlæg fra
byfoged Hansen i Skelskør, der tillige var prokuraor -
formodentlig for landjurisdiktionen -. Han breder sig meget over
det dårlige resultat, bønderne fik af deres aktion, men finder at
det ikke kunne gå bedre, når de var så dumme at benytte en sølle
vinkelskriver og ikke en jurist af faget.
At det ikke var alle bønder, der var bange for at træde op mod
den myndige herremand på Espe, viser en anden retssag fra samme
tid.
Elias Jensen fra Neble havde sikret sig fæstebrev på sine
forældres gård ved at betale indfæstning, 250 rdl., og få udstedt
fæstebrev, som dog først skulle træde i kraft ved moderens død.
Hun levede i 20 år, og i den mellemtid havde udskiftningen fundet
sted. Gårdens hartkorn var derved blevet for ringet lidt, idet
der af bymarken var taget jord til husmændene. Dete for langte
Elias erstatning for. Fra landmåleren forelå en betænkning over
Neble bys udskiftning, som er meget interessant, idet den
begrunder, hvorfor dette eller hint er lavet, som det er. Han
siger således, at der langt ude fra byen i nord og nordøstlig
retning findes et areal, der ikke egner sig til opdyrkning,
fordi det dels er af ringe bonitet og dels er meget vandlidende,
men der kan nok gro græs. Dette areal har han foreslået at udlægge
til huslodder.
Elias Jensen fik ikke noget for sit sagsanlæg idet dommen gik ham
imod. Forøvrigt viser den samme mand sig som kværulant, idet han
sådan fik adskillige retssager med naboer om markskel o.l.
Kr. Pedersen